Lokalområdet

På denne side kan du læse om de forskellige skoler, uddannelscentre, idrætsforeninger og andre muligheder der er i Beder-Malling-Ajstrup.

Om lokalområdet Beder-Malling-Ajstrup

Fællesrådet for Beder, Malling og Ajstrup område dækker Beder og Malling sogne, der var samlet i én kommune før kommunalreformen i 1970.

I området bor der 10.801 (2024), hvoraf 9.395 i byerne Beder og Malling. I 2012 boede der 4.372 i Beder og 3.694 i Malling, men siden 2013 bliver Beder-Malling optalt som ét samlet byområde. Der har været et stort set uændret antal beboere i Beder siden 2012, så væksten i befolkningstallet er stort set kun foregået i Malling.

Der er folkeskoler i Beder med 522 elever (2023) og i Malling med 633 elever (2023).

I Beder findes Jordbrugets Uddannelses Center som er resultatet af en fusion af Beder Gartnerskole, Malling Landbrugsskole og Vejlby Landbrugsskole. I Malling findes Efterskolen for Scenekunst i nogle af de gamle bygninger fra Malling Landbrugsskole.

Fælles Fritid er den lokale dag- og aftenskole. I 2022 begyndte en ekspansion, så den nu dækker hele Aarhus Syd.

BMI er den lokale idrætsforening med over 3.400 aktive medlemmer som holder til i Egelund. Her findes også den lokale spejdertrup, Erik Den Røde.

I Beder holder FDF til på Svendgården. Her findes også Legepladsen Svendgaard med tilknyttet pædagogisk personale.

De to kirker, Beder Kirke og Malling Kirke har en lang tradition for et tæt samarbejde da Malling Sogn i 1800-tallet var et annekssogn til Beder. Malling Kirke blev i middelalderen udstyret med voldgrave og fæstningstårn, som stadig kan ses.

I Beder finder man Folkehuset Beder samt plejehjemmet Kristiansgården og i Malling findes Malling Plejehjem.

Fællesrådet har i 2023 fået lavet en film om lokalområdet der kan ses ved at klikke her.