Kasakhstan

Қазақстан Республикасы Qazaqstan Respublikasy Республика Казахстан
Flag Nationalvåben
Nationalmelodi: Mit Kasakhstan
Hovedstad	Astana
Største by	Almaty
Officielle sprog	kasakhisk og russisk
Regeringsform	semipræsidentielt regeringssystem
• Præsident	Kassym-Jomart Tokajev
• Premierminister	Oljas Bektenov
Uafhængighed fra Sovjetunionen
•	16. december 1991
Areal
• Total	2.724.900 km2  (nr. 9)
• Land	2.699.700 km2
• Vand	25.200 km2
Befolkning
• Anslået 2025	20.843.754 (nr. 65)
• Tæthed	7,6/km2
Valuta	Tenge (KZT)
Tidszone	UTC+5
Kendings- bogstaver (bil)	KZ
Luftfartøjs- registreringskode	UN
Internetdomæne	.kz
Telefonkode	+7
ISO 3166-kode	KZ, KAZ, 398

Kasakhstan (Қазақстан, Qazaqstan; Казахстан, Kazakhstan), officielt Republikken Kasakhstan, er et land i Centralasien med mindre områder vest for Uralfloden i Europa. Landet grænser op til Rusland, Kina, Kirgisistan, Usbekistan og Turkmenistan og har kyst mod det Kaspiske Hav. Med et areal på omkring 2,7 millioner km² er Kasakhstan verdens niendestørste land og den største indlandsstat i verden.

Hovedstaden er Astana, mens Almaty er landets største by og vigtigste finansielle og kulturelle centrum.

Kasakhstan har den største økonomi i Centralasien og råder over betydelige forekomster af olie, naturgas, uran og andre mineraler. Landet er en af verdens største olieproducenter og en vigtig eksportør af energi til internationale markeder. Samtidig fungerer Kasakhstan som et vigtigt transitland mellem Kina, Rusland, Centralasien og Europa som følge af sin geografiske placering mellem Europa og Østasien.

Befolkningen består hovedsageligt af kasakhere og russere samt mindre grupper af blandt andre usbekere, ukrainere, uighurere og tatarer. Kasakhisk er statssprog, mens russisk fortsat anvendes bredt i administration, erhvervsliv og uddannelse. Nomadiske steppekulturer, tyrkiske og mongolske riger samt senere russisk og sovjetisk dominans har præget områdets historiske udvikling gennem århundreder.

Kasakhstan erklærede sig uafhængigt fra Sovjetunionen den 16. december 1991 som den sidste sovjetrepublik til formelt at forlade unionen. Siden da har landets politiske system været præget af stærk præsidentmagt og en multivektorpolitik, der søger at balancere relationerne til Rusland, Kina, USA og EU. I løbet af Nazarbajev-perioden udviklede Kasakhstan sig til den største økonomi i Centralasien, mens præsident Kassym-Jomart Tokajev siden 2019 har gennemført politiske og forfatningsmæssige reformer, særligt efter urolighederne i januar 2022.

Etymologi

Navnet Kasakhstan er dannet af kasakh og det persiske endelseled -stan, der betyder ”land” eller ”sted”. Navnet kan dermed oversættes som ”kasakhernes land”.

Betegnelsen kasakh (qazaq) blev i senmiddelalderen anvendt om personer eller grupper, der levede uafhængigt af etablerede politiske magtstrukturer, og ordet havde betydninger som "fri mand", "uafhængig person", "eventyrer" eller "oprører".

Den præcise etymologi er fortsat omdiskuteret blandt sprogforskere og historikere. Ordet forbindes ofte med forestillinger om frihed, uafhængighed og et omvandrende liv på stepperne, og nogle forskere har foreslået, at det er afledt af det tyrkiske verbum qaz- ("at vandre").

Endelsen -stan stammer fra persisk og betyder ”sted”, ”område” eller ”land”. Endelsen findes i navnene på flere lande og historiske regioner i Central- og Sydasien, herunder Pakistan, Afghanistan, Turkmenistan og Tadsjikistan.

Historie

Forhistorie

Området, der i dag udgør Kasakhstan, har været beboet siden stenalderen og fungerede tidligt som forbindelsesområde mellem Europa og Asien.

Stenalder og Botai-kulturen

De ældste spor af menneskelig aktivitet på det nuværende Kasakhstans territorium stammer fra palæolitikum. Arkæologiske fund viser, at jæger- og samlersamfund allerede for flere hundrede tusinde år siden opholdt sig i regionens stepper, bjerge og floddale, hvor de udnyttede områdets rige forekomster af vildt og naturressourcer.

I løbet af ældre stenalder og yngre stenalder udviklede befolkningen mere specialiserede redskaber af sten, ben og træ. Samtidig opstod mere permanente bosættelser langs floder og søer, hvilket afspejler en gradvis tilpasning til de forskellige naturforhold i Centralasien.

Overgangen til yngre stenalder var præget af teknologiske fremskridt inden for redskabsfremstilling, keramikproduktion og fødevareudnyttelse. Arkæologiske fund viser, at befolkningen i stigende grad kombinerede jagt og fiskeri med tidlige former for husdyrhold.

De forhistoriske samfund lagde grundlaget for de senere steppekulturer, som udviklede sig i bronzealderen. Især den voksende betydning af husdyrhold og menneskets tilpasning til de åbne græsstepper kom til at præge regionens udvikling gennem de følgende årtusinder.

Botai-kulturen var en neolitisk og eneolitisk kultur, der eksisterede i det nordlige Kasakhstan ca. 3700–3100 f.Kr. Kulturen er opkaldt efter bopladsen Botai i det nuværende Nordkasakhstan og er især kendt for sine omfattende arkæologiske fund af hesteknogler og spor efter tidlig hestehold.

Udgravninger har påvist store bosættelser med hundreder af jordhuse samt redskaber fremstillet af sten og ben. Fund af hestetænder med slidspor, rester af indhegninger og kemiske analyser af keramik har fået mange forskere til at konkludere, at Botai-befolkningen holdt og udnyttede heste til både transport og mælkeproduktion.

Botai-kulturen bidrog til udviklingen af den hestebaserede steppekultur, som senere kom til at præge store dele af Eurasien. Botai-kulturen indtager derfor en central plads i forskningen om hestens domesticering, selv om nyere genetiske undersøgelser har vist, at de heste, der blev holdt af Botai-folket, ikke er direkte forfædre til de fleste moderne tamheste.

Kulturen forsvandt omkring begyndelsen af det tredje årtusinde f.Kr., men dens betydning for forståelsen af de tidlige steppekulturer og menneskets forhold til hesten gør den til en af de vigtigste forhistoriske kulturer i Kasakhstans historie.

Andronovo-kulturen

I bronzealderen, ca. 2000–900 f.Kr., var store dele af det nuværende Kasakhstan præget af Andronovo-kulturen, en arkæologisk kultur, der strakte sig over store områder af det vestlige Sibirien og Centralasien.

Andronovo-samfundene levede hovedsageligt af kvægavl, fårehold og hestehold, men dyrkede også jorden i visse områder. De er kendt for deres avancerede bronzehåndværk, minedrift og metallurgi, som udnyttede regionens betydelige forekomster af kobber og andre metaller.

Arkæologiske fund viser, at hesten spillede en central rolle i samfundet, både som transportmiddel og i religiøse og ceremonielle sammenhænge. Mange forskere forbinder Andronovo-kulturen med tidlige indo-iranske befolkningsgrupper og anser kulturen for at have haft stor betydning for spredningen af indo-iranske sprog og kulturelle traditioner over store dele af Eurasien.

Kulturen blev gradvist afløst af andre bronze- og jernalderkulturer i slutningen af det andet årtusinde f.Kr., men dens økonomiske og kulturelle traditioner videreførtes i de senere nomadesamfund, som kom til at præge de centralasiatiske stepper.

Saka-folkene

Rekonstruktion af Gyldne Mand (Altyn Adam), fundet i Issyk-kurganen nær Almaty i 1969. Gravfundet er blevet et af Kasakhstans vigtigste nationale symboler.

I løbet af det første årtusinde f.Kr. blev store dele af de centralasiatiske stepper domineret af iransktalende nomadefolk, herunder skyterne og de beslægtede saka-folk. De opbyggede omfattende handelsnetværk på tværs af stepperne og indgik i forbindelser med både de græske kolonier ved Sortehavet, Persien og andre dele af Eurasien.

Sakaerne var iransktalende nomadefolk, der fra omkring det 8. århundrede f.Kr. beboede store dele af Centralasien, herunder områder i det nuværende Kasakhstan. I persiske kilder blev de omtalt som Saka, mens græske forfattere ofte betegnede beslægtede folk som skytere.

Saka-samfundene var baseret på nomadisk husdyrhold og mobil udnyttelse af steppernes græsningsområder. Deres mobilitet muliggjorde omfattende handels- og kulturforbindelser med bofaste samfund i Centralasien og de omkringliggende civilisationer, og sakaerne indgik i vidtforgrenede netværk, der forbandt stepperne med både den græske verden, Perserriget og de tidlige civilisationer i Østasien.

Arkæologiske fund viser, at sakaerne udviklede en karakteristisk dyrestil inden for kunsthåndværk, hvor motiver af hjorte, rovfugle og andre dyr indgik i udsmykningen af våben, smykker og ceremonielle genstande. De mange gravhøje, kurganer, vidner om et samfund med betydelige sociale forskelle og en fremtrædende krigerelite.

Et af de mest kendte fund fra saka-kulturen er den såkaldte Gyldne Mand (Altyn Adam), der blev fundet i Issyk-kurganen nær Almaty i 1969. Gravfundet omfattede flere tusinde genstande af guld og er blevet et af de vigtigste symboler på Kasakhstans tidlige historie og kulturarv.

Fra de sidste århundreder f.Kr. blev sakaernes dominerende position gradvist udfordret af nye nomadeforbund og folkevandringer i Centralasien, herunder de grupper som senere blev kendt som hunnerne. Selvom deres politiske dominans gradvist aftog, videreførtes mange kulturelle traditioner og befolkningsmæssige elementer i de senere samfund, der kom til at præge de kasakhiske stepper.

Wusun

Wusun var et nomadisk folk, som fra omkring det 2. århundrede f.Kr. til det 5. århundrede e.Kr. dominerede store dele af Semirechye (Zhetysu) i det sydøstlige Kasakhstan og det nordlige Kirgisistan. De omtales især i kinesiske historiske kilder, som beskriver dem som en betydelig regional magt i Centralasien.

Wusun etablerede et stammeforbund med kontrol over vigtige græsningsområder og handelsruter mellem Kina og de vestlige dele af Centralasien. Deres strategiske placering i Ili-dalen gav dem en vigtig rolle i de diplomatiske og militære relationer mellem Han-dynastiet, Xiongnu og Yuezhi.

Ifølge kinesiske kilder blev Wusun oprindeligt underlagt Xiongnu, men udviklede sig senere til en selvstændig regional magt. Kinesiske udsendinge besøgte Wusun-riget allerede i det 2. århundrede f.Kr., og der blev etableret diplomatiske forbindelser og ægteskabsalliancer mellem Wusun-herskerne, Han-dynastiet og Xiongnu.

Disse forbindelser gjorde Wusun til en vigtig aktør i magtbalancen mellem Kina og steppernes nomader og bidrog samtidig til at styrke handelen langs de tidlige silkevejsruter gennem Centralasien.

Christopher Beckwith har foreslået, at navnet Wusun kan rekonstrueres som *Aśvin (*Asvin), og han forbinder folket med de omfattende folkevandringer og magtforskydninger i Centralasien efter Yuezhi-folkets fordrivelse mod vest i det 2. århundrede f.Kr.

Fra omkring det 4. og 5. århundrede e.Kr. blev Wusun gradvist svækket af nye folkevandringer og fremkomsten af andre nomadiske magter i regionen. Deres territorier blev efterhånden overtaget af senere stammeforbund, men Wusun udgjorde en vigtig del af den politiske udvikling i de kasakhiske stepper før de tyrkiske rigers fremkomst.

Xiongnu

Kort over indoeuropæiske folkevandringer og oldtidens nordøstasiatiske folk i Eurasien. Området i det nuværende Kasakhstan blev gennem oldtiden påvirket af flere af disse befolkningsgrupper.

Xiongnu var et nomadisk stammeforbund, som fra det 3. århundrede f.Kr. til det 1. århundrede e.Kr. dominerede store dele af stepperne nord for Kina og udøvede betydelig indflydelse i Centralasien. Forbundet omtales udførligt i kinesiske kilder og regnes blandt de første store nomadeimperier i Eurasien.

Under ledelse af Modu Chanyu blev Xiongnu i slutningen af det 3. århundrede f.Kr. samlet til en stærk politisk enhed, der kontrollerede omfattende områder fra Mongoliet til de vestlige stepper. Deres magt tvang Han-dynastiet til både militære konfrontationer og diplomatiske aftaler.

Xiongnus ekspansion påvirkede magtforholdene i store dele af Centralasien og bidrog til omfattende folkevandringer blandt andre nomadiske folk. Xiongnu besejrede blandt andet yuezhi og underlagde sig Wusun, hvilket medvirkede til omfattende befolkningsbevægelser i Centralasien og ændrede den politiske sammensætning i områder, der i dag omfatter Kasakhstan og nabolandene.

Samfundet var baseret på nomadisk husdyrhold og en højt mobil krigerkultur med stor betydning af hesteavl og rytteri. Kinesiske beskrivelser fremhæver deres pastorale levevis, store hestebestande og militære styrke som ryttere og bueskytter.

Xiongnu opretholdt samtidig omfattende handelsforbindelser med Han-Kina og de centralasiatiske bysamfund. Ifølge Beckwith var handelen mellem nomaderne og byerne i Tarimbækkenet afgørende for begge parters økonomi, og perioder med fri handel bidrog ofte til fredelige relationer langs grænsen.

I løbet af det 1. århundrede e.Kr. blev Xiongnu gradvist svækket af interne magtkampe og vedvarende kinesisk pres. Forbundet blev opdelt i nordlige og sydlige grene, og den nordlige del kollapsede i slutningen af det 1. århundrede e.Kr. Efter sejre over Xiongnu overtog Xianbei gradvist herredømmet over den østlige steppe og ekspanderede vestpå mod Wusun-områderne.

Nogle forskere har foreslået en forbindelse mellem Xiongnu og de senere hunner, som dukkede op i Europa flere århundreder senere. Beckwith bemærker, at sammenhængen fortsat er omdiskuteret blandt historikere, selv om teorien fortsat fremføres i dele af forskningen.

Silkevejen

Kort over de vigtigste transasiatiske handelsruter omkring det 1. århundrede e.Kr., herunder de tidlige silkevejsforbindelser gennem Centralasien.

Fra de sidste århundreder f.Kr. blev områderne i det nuværende Kasakhstan en vigtig del af de transasiatiske handelsnetværk, der senere blev kendt som Silkevejen. Stepperne fungerede som bindeled mellem Kina, Centralasien, Mellemøsten og Europa, og nomadesamfundene spillede en central rolle i udvekslingen af varer, mennesker og idéer.

Flere af de nordlige karavaneruter passerede gennem områder i det nuværende Kasakhstan, især gennem Semirechye (kasakhisk: Zhetysu) og de sydlige steppeområder. Her forbandt handelsvejene Kina med Centralasiens oasebyer og videre mod Persien, Mellemøsten og Europa.

Regionen udviklede sig til et af de vigtigste transitområder langs Silkevejens nordlige handelsruter. Den lå ved overgangen mellem stepperne og bjergområderne i Tian Shan og fungerede som et naturligt knudepunkt for karavaner, der bevægede sig mellem Tarimbækkenet, Ferganadalen og de vestlige dele af Centralasien.

Længere mod vest voksede byer som Taraz, Otrar og Sayram frem som betydelige handelscentre. Her blev varer omlastet, handlet og viderefordelt, samtidig med at byerne fungerede som mødesteder for købmænd, håndværkere, diplomater og religiøse missionærer fra store dele af Eurasien. Deres placering langs handelsruterne bidrog til udviklingen af en mangfoldig bykultur i de sydlige dele af det nuværende Kasakhstan.

Handelen omfattede blandt andet silke, heste, metaller, pelsværk, krydderier og luksusvarer. Nomadiske folk fungerede både som handelsmænd, guider, beskyttere af karavaner og formidlere mellem de bofaste og nomadiske samfund langs handelsruterne. Samtidig udnyttede de deres kontrol over store dele af stepperne til at regulere trafikken langs handelsruterne og opkræve afgifter.

Aisha Bibi-mausoleet ved Taraz er et af Kasakhstans bedst bevarede middelaldermonumenter og et vigtigt minde om Silkevejens kulturelle blomstring.

Ud over de større handelsbyer opstod der langs karavaneruterne talrige markedspladser, karavanestationer og mindre befæstede bosættelser, som understøttede den voksende trafik mellem øst og vest og bidrog til den økonomiske udvikling i regionen.

Karavaneruterne ændrede sig gennem århundrederne afhængigt af politiske forhold, klima og sikkerhed, men de sydlige områder af det nuværende Kasakhstan forblev gennem lange perioder blandt de vigtigste transitområder mellem Kina og Centralasien.

Forbindelserne mellem Øst- og Vestasien bidrog ikke alene til udvekslingen af varer, men også til spredningen af ideer, teknologier og religioner. Buddhismen, kristendommen, manikæismen og senere islam nåede Centralasien gennem disse handelsnetværk og satte varige spor i regionens kulturelle udvikling.

Silkevejens betydning varierede gennem århundrederne i takt med skiftende politiske forhold, men handelsruterne bidrog afgørende til at integrere de kasakhiske stepper i de økonomiske og kulturelle forbindelser mellem Europa og Asien.

Tyrkiske og mongolske riger

Det Første Tyrkiske Khaganat

Det Første Tyrkiske Khaganats største udbredelse omkring år 600. Store dele af det nuværende Kasakhstan indgik i riget.

Rekonstruktion af vestlige gökturker og akhuner, to af de folkegrupper som dominerede Centralasiens stepper i senantikken og den tidlige middelalder.

I løbet af det første årtusinde e.Kr. blev stepperne i det nuværende Kasakhstan præget af omfattende folkevandringer og fremkomsten af nye politiske enheder. Fra 500-tallet voksede de første større tyrkiske statsdannelser frem, og tyrkiske stammer og khaganater kom gradvist til at dominere regionen. Disse udviklinger lagde grundlaget for de senere tyrkiske og mongolske riger.

Göktürkerne etablerede i 500-tallet Det Første Tyrkiske Khaganat, et omfattende nomadeimperium, der strakte sig fra Mongoliet til Centralasien og dele af den pontisk-kaspiske steppe. Khaganatet bidrog til udbredelsen af tyrkiske sprog og kulturelle traditioner i regionen, hvilket blandt andet afspejles i de oldtyrkiske Orkhon-indskrifter fra 700-tallet.

Karlukkerne, oghuzerne og kara-khitanerne

Efter khaganatets opløsning fulgte en periode med skiftende magtforhold mellem forskellige tyrkiske stammeforbund og dynastier, herunder karlukkerne, oghuzerne og kara-khitanerne. I denne periode fungerede regionen fortsat som et vigtigt transitområde langs Silkevejen, hvor handelsruter forbandt Kina med Mellemøsten, Indien og Europa.

Karlukkerne kom til at spille en central rolle i udviklingen af flere af de efterfølgende statsdannelser i Centralasien, herunder Karakhanide-khanatet, som var blandt de første tyrkiske dynastier til at antage islam som statsreligion.

I begyndelsen af 1100-tallet blev store dele af Centralasien underlagt kara-khitanerne (Qara Khitai), der var efterkommere af khitanerne fra det nordlige Kina. Efter Liao-dynastiets sammenbrud etablerede de et rige i Centralasien, som omfattede store dele af det nuværende Kasakhstan og naboregionerne. Kara-khitanerne opretholdt en forholdsvis decentral styreform og udviste betydelig religiøs tolerance over for både muslimer, buddhister, kristne og shamanistiske grupper.

Riget blev gradvist svækket i begyndelsen af 1200-tallet. Naimanfyrsten Güchlük overtog kontrollen med staten, og de interne spændinger bidrog til, at kara-khitanernes herredømme brød sammen kort før de mongolske erobringer.

Islams udbredelse

Fra begyndelsen af 700-tallet gennemførte de arabiske umayyader en række felttog i Transoxanien, som gradvist bragte de vigtigste bycentre under muslimsk kontrol.

Islam bredte sig herefter gradvist i Centralasien, især i de sydlige byområder langs Silkevejen. De nomadiske steppeområder i nord bevarede derimod i længere tid ældre religiøse traditioner.

Selv efter islams fremmarch bevarede mange nomadiske grupper på stepperne ældre religiøse traditioner i flere århundreder. Islamiseringen af de nordlige steppeområder forløb derfor betydeligt langsommere end i de store handels- og oasebyer længere mod syd.

Det Mongolske Imperium

I begyndelsen af 1200-tallet blev området erobret af Djengis Khan og indlemmet i det mongolske imperium.

Den mongolske erobring medførte omfattende politiske og demografiske forandringer, men styrkede samtidig de transkontinentale handelsforbindelser mellem Østasien, Centralasien og Europa.

I anden halvdel af 1200-tallet udviklede dele af det nuværende Kasakhstan sig til et vigtigt magtcentrum inden for den mongolske verden. Fra sin base i Sydkasakhstan udfordrede Kaidu Yuan-dynastiets herskere i Kina og opbyggede en magtblok, der omfattede store dele af Centralasien og Turkestan. Hans langvarige konflikt med Yuan-dynastiet bidrog til den politiske opsplitning af det mongolske verdensrige.

Den Gyldne Horde

Efter Djengis Khans død blev store dele af det nuværende Kasakhstan en del af Jochis ulus (landområde), der omfattede Qipchaq-steppen og store områder af det vestlige Sibirien. Jochis efterkommere kom til at kontrollere størstedelen af de eurasiske stepper vest for Irtysj, og dette territorium udviklede sig senere til Den Gyldne Horde.

Den Gyldne Horde dominerede i flere århundreder stepperne nord for det Kaspiske Hav og Sortehavet. Riget spillede samtidig en central rolle i udviklingen af de politiske og etniske strukturer, som senere kom til at præge Kasakhstan og andre dele af Centralasien.

Under Batu Khan og hans efterfølgere udviklede Den Gyldne Horde sig til en af de mest magtfulde stater i Eurasien. Riget kontrollerede de vigtigste handelsruter mellem Østasien, Centralasien, Rusland og Europa og opretholdt tætte forbindelser med både de russiske fyrstendømmer, Mellemøsten og handelsbyerne ved Sortehavet.

I løbet af 1200- og 1300-tallet blev store dele af steppebefolkningen gradvist integreret i den politiske struktur under Jochis efterkommere. Samtidig fortsatte den kulturelle og sproglige udvikling, hvor tyrkiske elementer fik stigende betydning i rigets vestlige områder.

Fra slutningen af 1300-tallet blev Den Gyldne Horde svækket af interne magtkampe, rivaliserende tronprætendenter og ydre angreb, herunder Timurs felttog mod riget. I løbet af 1400-tallet blev riget gradvist opdelt i flere selvstændige khanater, hvilket lagde grundlaget for fremkomsten af nye politiske enheder i stepperne, herunder det kasakhiske khanat.

Kasakh-khanatet

Grundlæggelse og ekspansion

Kasakh-khanatet opstod i anden halvdel af 1400-tallet, da Janibek Khan og Kerei (Kirai) Khan, der tilhørte den tidligere Hvide Hordes herskerdynasti, brød med Abu'l-Khayrs usbekiske khanat og sammen med deres tilhængere slog sig ned i Semirechye. Her etablerede de en selvstændig kasakhisk politisk enhed, som gradvist udviklede sig til Kasakh-khanatet i stepperne nord for Syr Darja.

Under Qasim Khan blev khanatet konsolideret, og de forskellige kasakhiske stammer udviklede gradvist en fælles politisk identitet. Ifølge Olcott var det i denne periode for første gang muligt at betragte kasakherne som ét folk med fælles sprog, kultur og social organisation. Kasakh-khanatet kontrollerede store dele af stepperne mellem Uralfloden, Syr Darja og Balchasjsøen og omfattede vigtige nomadiske handels- og migrationsruter i Centralasien. Khanatet udviklede sig samtidig til den dominerende politiske magt blandt de kasakhiske stammer og skabte en fælles ramme for politisk organisation og identitetsdannelse i stepperne.

Samfund og zhuzer

De tre kasakhiske jüz' omtrentlige geografiske udbredelse i begyndelsen af 1900-tallet (grøn: Lille jüz, gul: Mellemste jüz, rød: Store jüz)

Samfundet var organiseret omkring stammeforbund og nomadisk kvægbrug, hvor den politiske magt i høj grad byggede på alliancer mellem klaner og de tre store zhuzer – den Store, den Mellemste og den Lille zhuz – som fungerede som regionale og politiske fællesskaber snarere end faste administrative enheder.

Zhuzerne var ikke etnisk adskilte grupper, men omfattede en række stammer og klaner med fælles politiske og geografiske interesser. Den Store Zhuz dominerede de sydlige områder af Semirechye, den Mellemste Zhuz kontrollerede store dele af det centrale og nordøstlige Kasakhstan, mens den Lille Zhuz hovedsageligt var koncentreret i de vestlige stepper nær Det Kaspiske Hav.

Den politiske autoritet var fordelt mellem khaner, sultaner, stammeledere og religiøse autoriteter. Khanernes magt var ofte afhængig af deres evne til at opbygge alliancer mellem de vigtigste klaner og sikre kontrol over migrationsruter, handelsforbindelser og græsningsområder. De enkelte zhuzer bevarede derfor en betydelig grad af selvstændighed, selv i perioder hvor stærke khaner forsøgte at samle de kasakhiske stepper under en fælles ledelse. Under zhuzerne var samfundet organiseret i stammer, klaner og auler (nomadelejre eller landsbyfællesskaber), som udgjorde de grundlæggende sociale og økonomiske enheder. Mange daglige konflikter og spørgsmål om græsningsrettigheder, migration og gensidige forpligtelser blev håndteret på dette lokale niveau snarere end af de overordnede politiske ledere.

Nomadisk husdyrhold udgjorde grundlaget for økonomien, men levevisen varierede mellem regionerne. I de sydlige områder kombinerede mange kasakher husdyrhold med agerbrug og handel langs Silkevejens bycentre, mens de nordlige og centrale stepper var præget af mere omfattende sæsonmæssige vandringer mellem sommer- og vintergræsgange.

Selv om zhuzerne mistede deres politiske betydning under det russiske kejserrige og senere Sovjetunionen, fortsatte mange af de traditionelle slægts- og klanrelationer med at spille en rolle i det sociale liv og den lokale identitetsdannelse.

Dzungarerne og khanatets opløsning

I 1600- og 1700-tallet blev khanatet stadig svagere som følge af interne rivaliseringer og tilbagevendende konflikter med især dzungarerne, der udgjorde en alvorlig trussel mod de kasakhiske stepper.

Dzungar-khanatet udviklede sig i denne periode til den stærkeste militære magt i det indre Asien og gennemførte gentagne angreb mod de kasakhiske stepper. Især i begyndelsen af 1700-tallet påførte dzungarernes felttog de kasakhiske områder store ødelæggelser og omfattende befolkningsforflyttelser.

Presset fra dzungarerne bidrog samtidig til at forstærke de politiske spændinger mellem de forskellige zhuzer. Selv om de kasakhiske ledere i perioder samarbejdede mod den fælles trussel, blev khanatets centrale autoritet gradvist svækket, og de enkelte zhuzer førte i stigende grad deres egen politik over for både nabostater og fremmede stormagter.

De militære konflikter og den politiske fragmentering bidrog til, at de forskellige zhuzer stadig oftere søgte støtte hos Det Russiske Kejserrige gennem 1700-tallet.

Især den Lille Zhuz etablerede tidligt forbindelser til Rusland. Ifølge Morrison opfattede Abu'l-Khayr Khan i første omgang forbindelsen som en politisk og militær alliance, der kunne styrke hans egen position over for rivaliserende kasakhiske ledere og ydre trusler, snarere end som en afgivelse af suverænitet til Rusland. De øvrige zhuzer forsøgte i længere tid at bevare større handlefrihed mellem de regionale magter og anerkendte ikke nødvendigvis de samme forpligtelser over for Rusland som den Lille Zhuz.

Som led i den voksende russiske tilstedeværelse blev byen Orenburg grundlagt i 1730'erne som handels- og administrationscentrum ved steppernes nordlige grænse. Samtidig blev der opført nye fæstninger og handelsstationer langs Irtysj- og Ural-linjerne, hvilket styrkede Ruslands økonomiske og militære indflydelse i regionen.

Ifølge Morrison betragtede de russiske myndigheder i første omgang disse anlæg som grænseposter til beskyttelse af handel og kommunikation snarere end som redskaber til direkte territorial kontrol. Efterhånden kom fortlinjerne dog til at fungere som udgangspunkter for en mere omfattende russisk politisk og militær indflydelse i steppeområderne.

Forholdet til Rusland forblev samtidig præget af spændinger. Gentagne konflikter om græsningsarealer vest for Uralfloden førte til oprør blandt dele af den Lille Zhuz i 1770'erne. Mange kasakher oplevede, at russiske myndigheder prioriterede russiske bosættere og kosakker frem for de traditionelle kasakhiske krav på græsningsområder.

Efter Qing-dynastiets ødelæggelse af Dzungar-khanatet i midten af 1700-tallet forsvandt den umiddelbare dzungariske trussel. Rusland udbyggede samtidig sin militære og økonomiske tilstedeværelse i stepperne gennem forter, handelsstationer og diplomatiske forbindelser med de kasakhiske ledere, men den russiske kontrol var endnu begrænset, og khanerne bevarede fortsat betydelig selvstændighed.

Frimærke med portræt af Ablai Khan (1711–1781), en af de mest betydningsfulde herskere i det kasakhiske khanat i 1700-tallet.

I anden halvdel af 1700-tallet bevarede flere kasakhiske ledere dog fortsat en betydelig udenrigspolitisk handlefrihed. Ablai Khan i den Mellemste Zhuz førte eksempelvis en balanceringspolitik mellem Qing-Kina og Rusland og opretholdt diplomatiske forbindelser til begge imperier uden at underordne sig fuldstændigt nogen af dem.

Den russiske integration af stepperne blev først væsentligt styrket gennem reformerne i 1822 og 1824. Disse afskaffede khanembedet i den Mellemste og senere den Lille Zhuz, indførte nye administrative distrikter centreret omkring russiske forter og udvidede Orenburg Frontier Commissions myndighed. Reformerne markerede et vigtigt skridt i overgangen fra indirekte indflydelse til mere direkte russisk kontrol over de kasakhiske områder.

Morrison fremhæver, at den russiske ekspansion i første omgang ikke fulgte en samlet plan for annektering af de kasakhiske stepper. Forholdet mellem Rusland og de kasakhiske ledere var længe præget af forhandlinger, skiftende alliancer og forskellige opfattelser af, hvad troskabsederne til den russiske krone faktisk indebar. Mens russiske embedsmænd gradvist gjorde krav på suverænitet over zhuzerne, betragtede mange kasakhiske ledere fortsat forbindelsen som en diplomatisk alliance snarere end som et varigt afkald på selvstændighed.

Kasakh-khanatet ophørte efterhånden som selvstændig politisk struktur i takt med den russiske ekspansion i Centralasien, men perioden fik varig indflydelse på kasakhisk national identitet og historisk selvforståelse.

Aktaban Shubyryndy ("Den store katastrofe") i 1723–1727 blev et afgørende vendepunkt i kasakhisk historie. De dzungarske invasioner førte til omfattende tab af liv, tvangsforflyttelser og tab af græsningsområder, hvilket svækkede khanatet og bidrog til øget rivalisering mellem de kasakhiske zhuzer. Begivenhederne indtager fortsat en central plads i den kasakhiske historiske erindring.

I denne situation søgte Abu'l-Khayr Khan fra den Lille Zhuz støtte hos Rusland. I 1730 anmodede han kejserinde Anna Ioannovna om russisk beskyttelse, og året efter aflagde han troskabsed til den russiske krone sammen med sine sønner og ledende tilhængere. Ifølge Olcott var aftalen først og fremmest et forsøg på at styrke Abu'l-Khayrs egen politiske position og skabe sikkerhed mod ydre trusler, mens Rusland på dette tidspunkt primært betragtede forbindelsen som et middel til at sikre handel og stabilitet langs grænsen snarere end som en egentlig annektering af stepperne.

Morrison understreger, at troskabseden i 1731 senere er blevet tillagt større betydning, end den havde på tidspunktet. Den russiske regering havde fortsat begrænsede muligheder for at håndhæve sin autoritet i stepperne, og Abu'l-Khayr bevarede i praksis en betydelig handlefrihed. Først i løbet af de følgende årtier udviklede forbindelsen sig gradvist til et mere varigt russisk overherredømme.

Det Russiske Kejserrige

Russisk erobring

Fra 1700-tallet udbyggede Det Russiske Kejserrige gradvist sin kontrol over de kasakhiske stepper gennem militære forter, diplomatiske aftaler med lokale khaner og senere direkte administrativ integration.

Den russiske ekspansion skete gradvist gennem opbygningen af en kæde af forter og militære forposter langs steppernes grænseområder. Oprindeligt skulle disse beskytte handelsruter og grænseområder mod angreb, men i løbet af 1800-tallet blev forterne i stigende grad anvendt som udgangspunkter for administration, skatteopkrævning og militær kontrol. De nye fortlinjer gjorde det samtidig lettere for de russiske myndigheder at regulere nomadernes bevægelser og styrke deres tilstedeværelse i områder, hvor den russiske kontrol tidligere havde været begrænset.

Samtidig fremstilling af en kamp mellem uralkosakker og kasakher i 1826. I løbet af 1800-tallet blev de kasakhiske stepper gradvist indlemmet i Det Russiske Kejserrige.

Den russiske ekspansion var en del af kejserrigets bredere koloniale og geopolitiske strategi. Kontrollen over de kasakhiske stepper fik stigende betydning for handel, grænsesikkerhed og Ruslands position i Centralasien.

I midten af 1800-tallet blev fæstningsstrategien yderligere udbygget langs Syr Darja. Russiske embedsmænd betragtede kontrollen over floddalene og de vigtigste karavaneruter som afgørende for at begrænse indflydelsen fra Khiva og Kokand samt for at skabe sammenhæng mellem de sibiriske og orenburgske grænselinjer. Fæstningerne fungerede derfor både som militære anlæg og som redskaber til territorial integration af stepperne i Det Russiske Kejserrige.

Ruslands ekspansion omfattede også Semirechye i det sydøstlige Kasakhstan. Efter oprettelsen af fortet Vernyj i 1854 gjorde de russiske myndigheder i stigende grad krav på politisk overhøjhed over den Store Zhuz. Samtidig kom området til at fungere som udgangspunkt for den videre russiske fremrykning mod Kokand-khanatet og de øvrige centralasiatiske stater. Integrationen af Semirechye illustrerede den bredere udvikling, hvor russiske grænseforter gradvist blev omdannet til administrative centre og redskaber for territorial kontrol.

Ruslands erobring af de kasakhiske stepper indgik i en bredere militær fremrykning i Centralasien. Erobringen af Samarkand og underkastelsen af Emiratet Bukhara blev derfor også afgørende for den russiske kontrol over regionen som helhed.

Russiske soldater ved fæstningsmuren i Samarkand. Byens citadel blev i 1868 centrum for en belejring, som senere blev en af de mest kendte episoder i Ruslands erobring af Centralasien.

Erobringen af Samarkand, som i dag ligger i Usbekistan, blev i 1868 et afgørende vendepunkt i Ruslands fremrykning i Centralasien. Byen overgav sig efter det russiske nederlag af de bukhariske styrker ved Chupan-Ata og den efterfølgende indmarch i Samarkand, men kort efter blev den russiske garnison i citadellet belejret af styrker fra Shahrisabz, Kitab og andre lokale grupper. Den lille garnison formåede at holde stand under belejringen, indtil russiske undsætningsstyrker nåede frem, og forsvaret af citadellet blev senere fremhævet som en af de mest kendte episoder i den russiske erobring af Centralasien.

Den russiske fremrykning blev ikke udelukkende mødt med modstand. Ifølge samtidige beretninger søgte dele af Samarkands religiøse og kommunale elite kontakt med de russiske myndigheder, og efter erobringen blev lokale ledere integreret i den nye administration. Blandt andet blev muftien Kamaladdin udnævnt til byens første russiskudnævnte qazi.

Nederlaget tvang Emiratet Bukhara til at indgå en ny aftale med Rusland. Emiratet måtte betale en krigsskadeserstatning på 500.000 rubler, give russiske købmænd fri adgang til handel og afstå områderne omkring Ura-Teppe, Jizzakh og Samarkand. Selvom Bukhara formelt bevarede sin selvstændighed, kom emiratet herefter i praksis under stærk russisk politisk og økonomisk indflydelse.

Besiddelsen af Samarkand gav samtidig Rusland kontrol over begge hovedgrene af Zarafshan-floden, som store dele af Bukhara var afhængige af til kunstvanding og landbrug. Dermed opnåede Rusland et vigtigt strategisk pressionsmiddel over emiratet og styrkede sin position i regionen betydeligt.

Ruslands fremrykning gennem Centralasien blev i høj grad præget af logistiske udfordringer. Militære ekspeditioner måtte operere over store afstande gennem ørkenområder med begrænset adgang til vand og græsning. Forsyninger blev transporteret med kameler, og både klima, sygdomme og vanskeligt terræn begrænsede ofte de russiske styrkers handlefrihed mere end de lokale modstandere.

Russisk ekspansion i Transkaspien var ikke alene begrundet i militære og strategiske hensyn. Samtidige embedsmænd fremhævede også ønsket om at sikre handelsruterne til Khiva, skabe stabilitet i grænseområderne og fremme den økonomiske udvikling. Allerede i 1870'erne var russiske virksomheder begyndt at investere i olieudvinding ved den østlige kyst af Det Kaspiske Hav, hvilket yderligere øgede regionens økonomiske betydning.

Flere af de russiske felttog blev desuden begrundet med hensynet til kejserrigets prestige, idet lokale angreb på garnisoner og handelsruter blev opfattet som udfordringer mod Ruslands autoritet i regionen.

Stormagtsrivalisering og grænsedragninger

Den russiske ekspansion i Centralasien fandt sted i en periode præget af rivalisering mellem Det Russiske Kejserrige og Storbritannien, ofte omtalt som The Great Game. I 1895 blev grænsen mellem Rusland og Afghanistan i Pamirerne endeligt fastlagt gennem en britisk-russisk grænseaftale, som bidrog til at definere de moderne statsgrænser i Centralasien.

Stormagtsrivaliseringen satte de overordnede geopolitiske rammer for udviklingen i Centralasien, men de lokale magtforhold blev også præget af de centralasiatiske staters og lokale lederes egne interesser og handlemuligheder.

Flere historikere har fremhævet, at lokale ledere og befolkningsgrupper ofte forsøgte at udnytte konkurrencen mellem stormagterne for at opnå beskyttelse eller større lokal autonomi, og at betydningen af den britisk-russiske rivalisering undertiden er blevet overvurderet i senere fremstillinger.

Steppeadministration

Efter den russiske erobring blev store dele af Centralasien administreret som et militært generalguvernement under Krigsministeriet. Generalguvernøren havde omfattende civile og militære beføjelser. Administrationen var opbygget i flere niveauer med oblaster, ujezder, voloster og auler, hvor både russiske embedsmænd og lokalt valgte ledere indgik i forvaltningen. Den russiske administration blev varetaget af et forholdsvis lille antal embedsmænd og officerer, hvoraf mange hverken beherskede de lokale sprog eller havde indgående kendskab til de lokale samfund. Myndighederne blev derfor i vid udstrækning afhængige af lokale embedsmænd og tolke i den daglige administration.

Det lokale styre blev samtidig omorganiseret gennem et valgsystem for aul- og volostledere. Valgene blev formelt gennemført blandt den lokale befolkning, men stod under tæt kontrol af den russiske administration. Ifølge Sokol gav systemet gode muligheder for valgmanipulation, bestikkelse og klientelisme, og mange lokale embeder blev genstand for langvarige magtkampe mellem rivaliserende grupper. Udviklingen svækkede de traditionelle magtstrukturer og bidrog til en voksende mistillid til den russiske administration.

Russisk bosættelse

Rusland fremmede samtidig russisk og slavisk bosættelse i området gennem landbrugskolonisering og etablering af nye administrative centre. Særligt i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet voksede antallet af russiske og ukrainske nybyggere betydeligt.

Bosættelsesloven af 1889 gjorde det muligt for bønder fra de europæiske dele af Rusland at søge om tilladelse til at slå sig ned i Asiatisk Rusland, hvis der fandtes ledig jord. Ordningen blev først anvendt i blandt andet Akmolinsk, Semipalatinsk og Semirechye og blev senere udvidet til Uralsk og Turgaj.

Koloniseringen ændrede den demografiske sammensætning af stepperne. Ifølge Olcott kom der kun omkring 35.000 europæiske bosættere til steppeområderne mellem 1865 og 1895, men i de følgende årtier steg indvandringen kraftigt. Frem mod 1. verdenskrig blev omkring 500.000 russiske og andre europæiske nybyggerfamilier etableret i området, svarende til næsten tre millioner mennesker. Ved folketællingen i 1897 udgjorde russere og andre slaviske grupper 15,7 % af befolkningen, mens andelen i 1916 var steget til 41,6 % i de fire nordlige oblaster, hvor de i flere distrikter var blevet flertallet. Ved udbruddet af 1. verdenskrig boede der desuden næsten 250.000 russiske bosættere i Semirechye og over 100.000 i Syr Darja.

Jordpolitik

Udvidelsen af den russiske bosættelse og en række jordlove ændrede gradvist ejendomsforholdene i de kasakhiske stepper og skabte grundlaget for den omfattende kolonisering, som fulgte i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

De russiske reformer i 1867–1868 erklærede al jord i stepperne for statsejendom under det Russiske Kejserrige, mens kasakherne alene fik anerkendt brugsret til deres traditionelle græsningsområder. Dermed fik myndighederne et juridisk grundlag for senere at udlægge jord til kolonisering og bosættelse.

Forordningen om administrationen af Turkestan fra 1886 videreførte i det væsentlige denne jordpolitik, mens Steppeforordningen af 1891 fastsatte, at jord ud over kasakhernes »behov« skulle overføres til statens jordfond. Dermed fik myndighederne et administrativt grundlag for systematisk at udskille jord til russiske nybyggere.

Bosættelsesloven af 1889 gjorde det muligt for bønder fra de europæiske dele af Rusland at søge om tilladelse til at slå sig ned i Asiatisk Rusland, hvis der fandtes ledig jord. Ordningen blev først anvendt i blandt andet Akmolinsk, Semipalatinsk og Semirechye og blev senere udvidet til Uralsk og Turgaj. De russiske myndigheder begyndte herefter i stigende grad at udskille jord til nybyggere og udbyggede den statslige jordfond, som i de følgende år blev grundlaget for en mere systematisk koloniseringspolitik.

Fra 1896 til 1902 gennemførte den såkaldte Shcherbina-ekspedition omfattende opmålinger i tolv ujezder i tre kasakhiske oblaster for at fastlægge den nomadiske befolknings jordbehov. På grundlag af undersøgelserne identificerede ekspeditionen 22.512.000 desjatiner (ca. 24,6 millioner hektar), som myndighederne klassificerede som »overskudsjord«. Dette dannede grundlag for, at arealer kunne overføres til statens jordfond med henblik på russisk bosættelse.

Efter 1907 blev normerne for nomadernes jordbehov yderligere reduceret gennem nye opmålinger. Samtidig blev det russiske bosættelsesdirektorat (Resettlement Administration), oprettet i 1905, den centrale myndighed for udskillelsen af jord til nybyggere. De nye opmålinger gjorde det muligt at overføre yderligere arealer til statens jordfond og styrkede den koloniseringspolitik, som blev intensiveret under Stolypin-reformerne efter 1906.

Koloniseringen omfattede ikke alene inddragelse af græsningsarealer, men også mange af de bedst vandede områder og beskyttede vintergræsgange. Samtidig blev nomadernes sæsonmæssige vandringer mellem sommer- og vintergræsgange vanskeliggjort, hvilket svækkede grundlaget for den traditionelle husdyrøkonomi.

I teorien skulle bosættelsen især omfatte jord, der kunne opdyrkes, mens kasakherne skulle kompenseres, hvis de mistede traditionelt anvendte græsningsområder. I praksis var sondringen mellem »ledig« jord og nomadisk græsningsland vanskelig, fordi husdyrholdet forudsatte adgang til store sæsonbestemte arealer. Ifølge Olcott tog den russiske jordpolitik derfor ofte utilstrækkeligt hensyn til de faktiske migrationsmønstre og til behovet for reservegræsning i tørke- og kriseår.

De ændrede jordforhold, konkurrencen om jord- og vandressourcer samt svækkelsen af nomadeøkonomien skabte voksende spændinger mellem den lokale befolkning, de russiske nybyggere og kolonimyndighederne. Udviklingen udgjorde en væsentlig baggrund for opstanden i Centralasien i 1916.

Samtidig opstod der større sociale forskelle inden for det kasakhiske samfund. En mindre gruppe velstående husdyravlere og lokale ledere drog fordel af den voksende handel med det russiske marked, mens mange mindre husdyrbrugere blev økonomisk pressede af reducerede græsningsarealer og stigende konkurrence om jordressourcerne. Olcott beskriver, hvordan en stigende andel af husdyrbestanden efterhånden blev koncentreret på færre hænder, samtidig med at mange almindelige kasakhiske husholdninger oplevede forringede levevilkår.

Økonomiske og sociale forandringer

I 1800-tallet kom store dele af den traditionelle nomadiske livsstil under pres som følge af russisk administration og kolonisering. Samtidig blev mange kasakher gradvist integreret i markedsøkonomien gennem handel, landbrug og lønarbejde.

Koloniseringen ændrede ikke alene arealanvendelsen, men også de økonomiske strukturer i stepperne. I de nordlige områder blev stadig flere kasakher afhængige af dyrkning af foderafgrøder for at kunne opretholde husdyrholdet gennem vinteren, mens traditionelle migrationsruter blev forkortet eller helt opgivet. Mange samfund udviklede sig fra fuldt nomadiske til halvnomadiske eller delvist bofaste livsformer, og i slutningen af 1800-tallet benyttede omkring tre fjerdedele af den kasakhiske befolkning de samme vinterlejre år efter år. Der blev samtidig opført permanente bygninger til opbevaring af korn, husdyr og beboelse. Udviklingen var dog regionalt forskellig. I Semirechye og de nordlige dele af Turkestan fortsatte mange kasakher med sæsonvandringer over betydelige afstande, mens kasakherne i områderne omkring Syr Darja i højere grad blev integreret i de lokale landbrugsøkonomier. I de sydlige egne kombinerede mange kasakher husdyrhold med agerbrug, mens lønarbejde, handel og minedrift fik stigende betydning i flere dele af stepperne.

National vækkelse

En kasakhisk national vækkelse tog form i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet som følge af de omfattende politiske, økonomiske og sociale forandringer under det russiske styre. Fremvæksten af en lille, men voksende kasakhisk intelligentsia med ledende skikkelser som Alikhan Bøkeikhan, Akhmet Baitursynuly og Mirzhakyp Dulatuly skabte grundlag for en offentlig debat om uddannelse, kulturel identitet og politiske reformer. De arbejdede for at styrke en fælles kasakhisk national bevidsthed, som skulle række ud over de traditionelle stamme- og slægtstilknytninger.

Den nye kasakhiske elite bestod hovedsageligt af lærere, embedsmænd, jurister og andre akademisk uddannede kasakher, som havde modtaget deres uddannelse ved russisk-kasakhiske skoler, koranskoler og videregående uddannelsesinstitutioner i Det Russiske Kejserrige, blandt andet i Omsk. Mange ønskede at modernisere det kasakhiske samfund gennem bedre uddannelse, større udbredelse af det kasakhiske sprog og reformer af den offentlige administration, samtidig med at de arbejdede for at bevare den nationale identitet under det russiske styre.

Uddannelse og presse fik en central betydning for den nationale vækkelse. Inspireret af jadidisme arbejdede reformorienterede intellektuelle for at udbrede moderne undervisning gennem de såkaldte jadid-skoler, øge læsefærdigheden og udvikle en offentlig debat på kasakhisk. Tidsskriftet Ai Qap og avisen Qazaq blev de vigtigste fora for debat om uddannelse, sociale reformer, kasakhernes jordrettigheder og deres politiske fremtid.

Selv om de russiske myndigheder i årene op til 1916 havde rettet stor opmærksomhed mod både jadidister og pan-islamister, kom ingen af disse bevægelser til at spille en ledende rolle under selve oprøret. Den russiske sikkerhedstjeneste overvurderede ifølge senere historikere deres betydning og blev derfor overrasket over, at opstanden i stedet udsprang af lokale sociale, økonomiske og administrative konflikter.

Den nationale vækkelse udviklede sig gradvist fra kulturelle og uddannelsesmæssige reformbestræbelser til en politisk bevægelse. Kasakhiske intellektuelle fremsatte krav om større lokal indflydelse, retslige reformer, bedre uddannelsesmuligheder og beskyttelse af kasakhernes jordrettigheder. Samtidig voksede ønsket om administrativ autonomi inden for det Russiske Kejserrige og en politisk organisering af den kasakhiske befolkning på tværs af de traditionelle stamme- og slægtstilhørsforhold.

Ledende medlemmer af Alash-bevægelsen i Semipalatinsk i 1918.

Alash-bevægelsen blev den vigtigste politiske repræsentant for den kasakhiske nationale vækkelse. Efter den russiske februarrevolution i 1917 blev Alash-partiet stiftet under ledelse af Alikhan Bøkeikhan med Akhmet Baitursynuly og Mirzhakyp Dulatuly blandt de mest fremtrædende ledere. Partiet arbejdede for administrativ autonomi inden for en demokratisk russisk føderation, et moderne uddannelsessystem, retsstatsprincipper, beskyttelse af kasakhernes jordrettigheder og lige borgerlige rettigheder. Efter Oktoberrevolutionen oprettede partiet i december 1917 autonomiregeringen Alash Orda, som skulle fungere som den udøvende myndighed for den proklamerede kasakhiske autonomi.

Alash-lederne, herunder Alikhan Bøkeikhan, Akhmet Baitursynuly og Mirzhakyp Dulatuly, indtog en mere forsigtig holdning til mobiliseringskrisen end mange af oprørets deltagere. De kritiserede de russiske myndigheders håndtering af mobiliseringen og de koloniale forhold, der havde skabt utilfredsheden, men advarede samtidig mod væbnet opstand. De vurderede, at en direkte konfrontation med Det Russiske Kejserriges militære styrker ville få alvorlige følger for den kasakhiske befolkning og søgte derfor i stedet at påvirke myndighederne gennem politiske forhandlinger og administrative reformer.

Alash-lederne opfordrede derfor befolkningen til at efterkomme mobiliseringsdekretet, samtidig med at de forsøgte at forhandle med myndighederne om udsættelser, mere retfærdige udskrivningsprocedurer og en bedre administrativ gennemførelse af udskrivningen. De tilbød samtidig at medvirke ved udarbejdelsen af udskrivningslister og andre praktiske foranstaltninger for at begrænse vilkårlighed og lokale konflikter. Denne pragmatiske linje bragte dem i konflikt med dele af oprørsbevægelsen, men styrkede samtidig deres position som politiske repræsentanter for den kasakhiske befolkning over for de russiske myndigheder.

Begivenhederne i 1916 blev et vigtigt vendepunkt for Alash-bevægelsen. Mobiliseringskrisen og oprøret tydeliggjorde både de sociale spændinger i stepperne og begrænsningerne ved den russiske koloniale administration. Samtidig gav krisen Alash-lederne erfaring med politiske forhandlinger, organisatorisk arbejde og repræsentation af den kasakhiske befolkning over for de russiske myndigheder. Flere af de ledere, som havde søgt at håndtere krisen gennem forhandling, kom året efter til at spille centrale roller i etableringen af Alash Orda.

Alash Orda, som fungerede som autonomiregering fra december 1917 til 1920, fik kun en kort levetid. Efter bolsjevikkernes sejr blev regeringen opløst, og flere tidligere Alash-ledere gik i de følgende år ind i administrative, kulturelle og uddannelsesmæssige funktioner i den kasakhiske autonome sovjetrepublik. Bevægelsen kom alligevel til at få stor betydning for udviklingen af kasakhisk national identitet, selv om størstedelen af dens ledende skikkelser senere blev forfulgt og henrettet under Stalins udrensninger i 1930'erne.

1916-oprøret

I sommeren 1916 udløste de russiske myndigheders beslutning om at udskrive centralasiatiske mænd til arbejdsbataljoner omfattende uroligheder i store dele af Centralasien. Mobiliseringsdekretet blev offentliggjort under 1. verdenskrig, hvor befolkningen allerede var belastet af stigende skatter, rekvisitioner og de sociale og økonomiske følger af den russiske koloniseringspolitik. Kombinationen af krigstidens belastninger og den måde, udskrivningen blev gennemført på, førte til et omfattende oprør i store dele af Kasakhstan og nabolandene.

Mobiliseringsdekretet blev offentliggjort den 25. juni 1916 og omfattede mænd fra Centralasien i alderen 19 til 43 år, som skulle udskrives til arbejdsbataljoner bag fronten. De udskrevne skulle ikke gøre tjeneste som soldater, men anvendes til blandt andet vejbygning, skyttegravsarbejde og andre militære støtteopgaver. For mange centralasiatiske befolkningsgrupper brød dekretet med tidligere praksis, hvor de havde været fritaget for værnepligt i Det Russiske Kejserrige.

Udskrivningen blev gennemført af de lokale russiske myndigheder i samarbejde med de lokale administrative ledere. Mange steder var befolkningsregistrene mangelfulde eller forældede, og udarbejdelsen af udskrivningslister gav anledning til beskyldninger om vilkårlighed, bestikkelse og favorisering. Samtidig blev mobiliseringen bekendtgjort midt i den travle landbrugssæson, hvor mange familier var afhængige af den arbejdskraft, som nu risikerede at blive udskrevet.

De første protester opstod kort efter offentliggørelsen af mobiliseringsdekretet og udviklede sig mange steder hurtigt til væbnede sammenstød mellem lokalbefolkningen og de russiske myndigheder. Oprørets karakter varierede betydeligt fra region til region, afhængigt af lokale forhold, bosættelsesmønstre og de enkelte områders administrative og økonomiske udvikling.

De russiske myndigheder havde ikke gennemført nogen forberedelse blandt den centralasiatiske befolkning før offentliggørelsen af mobiliseringsdekretet. Hverken lokale embedsmænd eller befolkningen var blevet orienteret om dekretets indhold eller det praktiske formål med udskrivningen, og flere ledende russiske embedsmænd kritiserede senere, at beslutningen var blevet truffet uden at inddrage de lokale myndigheder og uden den nødvendige planlægning.

Udarbejdelsen af mobiliseringslisterne skabte hurtigt omfattende konflikter. Mange steder var befolkningsregistrene mangelfulde eller forældede, og de lokale myndigheder måtte udarbejde nye lister under betydeligt tidspres. Det gav anledning til beskyldninger om vilkårlighed, bestikkelse og favorisering, da nogle familier fik udskrevet deres mænd, mens andre undgik mobilisering. I flere områder blev utilfredsheden med listerne den umiddelbare anledning til de første uroligheder.

Rygter og misforståelser om mobiliseringsdekretets indhold bidrog yderligere til uroen. Mange troede, at udskrivningen var første skridt mod almindelig værnepligt og udsendelse til fronten, selv om dekretet alene omfattede arbejde i militære arbejdsbataljoner bag fronten. Den mangelfulde information og de ofte utilstrækkelige oversættelser af myndighedernes bekendtgørelser forstærkede usikkerheden og mistilliden blandt befolkningen.

Mobiliseringen blev bekendtgjort midt i sommerens travleste arbejdsperiode, hvor høsten og indsamlingen af vinterfoder var afgørende for både den bofaste og den nomadiske befolkning. Mange familier frygtede derfor, at udskrivningen af arbejdsdygtige mænd ville bringe årets høst i fare og få alvorlige økonomiske konsekvenser. Bekymringen blev yderligere forstærket af usikkerheden om, hvor længe de udskrevne ville være fraværende.

Oprøret udviklede sig ikke ens i hele Centralasien. Omfanget og karakteren af urolighederne afhang blandt andet af den lokale russiske bosættelse, de administrative forhold og de økonomiske og sociale spændinger i de enkelte regioner. Nogle steder begrænsede urolighederne sig til protester mod mobiliseringen, mens de andre steder udviklede sig til omfattende væbnede opstande og angreb på både myndigheder og russiske bosættere.

De forskellige samfundsgrupper reagerede forskelligt på mobiliseringsdekretet. Mens dele af den lokale elite og flere traditionelle stammeledere sluttede sig til oprøret eller overtog ledelsen af det, valgte andre velstående grupper, handelsfolk og lokale embedsmænd at støtte de russiske myndigheder eller søge at undgå en væbnet konfrontation. Reaktionerne afspejlede både lokale magtforhold og forskellige vurderinger af mulighederne for at modsætte sig det russiske styre.

Oprørets regionale forløb

I de nordlige steppeområder opstod de første uroligheder kort efter offentliggørelsen af mobiliseringsdekretet. Protesterne rettede sig i første omgang mod udarbejdelsen af mobiliseringslisterne og de lokale myndigheder, men udviklede sig flere steder til væbnede sammenstød og angreb på administrative institutioner.

De første protester var ofte spontane og lokalt organiserede. Mange steder forsøgte befolkningen at forhindre udarbejdelsen af mobiliseringslister, ødelagde administrative dokumenter eller angreb lokale embedsmænd, som blev opfattet som ansvarlige for udskrivningen. Efterhånden som de russiske myndigheder indsatte militære styrker, udviklede flere af urolighederne sig til egentlige væbnede opstande.

I Akmolinsk- og Semipalatinsk-oblasterne begyndte urolighederne kort efter offentliggørelsen af mobiliseringsdekretet. Protesterne rettede sig først mod udarbejdelsen af mobiliseringslisterne og de lokale embedsmænd, men udviklede sig flere steder til angreb på administrative bygninger og lokale myndigheder. Ved Atbasar blev større grupper af oprørere samlet, og der forekom uroligheder i flere ujezder, men oprøret blev aldrig så omfattende som i Semirechye og Turgaj. De russiske myndigheder indsatte militære forstærkninger, gennemførte massearrestationer og genoprettede gradvist kontrollen over området.

I Syr Darja-oblasten blev mobiliseringen mødt med modstand blandt både den bofaste og den nomadiske befolkning. De første protester opstod i forbindelse med udarbejdelsen af mobiliseringslisterne, men udviklede sig flere steder til angreb på lokale myndigheder, kommunikationslinjer og russiske institutioner. Oprøret var tæt forbundet med utilfredshed over jordspørgsmål, kolonisering og de sociale spændinger, som gennem længere tid var opstået som følge af den russiske bosættelsespolitik i Turkestan. De russiske myndigheder genoprettede gradvist kontrollen gennem militære styrker og omfattende repressalier.

Selv om oprøret omfattede store dele af Kasakhstan, varierede dets omfang og karakter betydeligt fra region til region. De mest omfattende og langvarige kampe fandt sted i Semirechye og Turgaj, hvor oprøret udviklede sig til egentlige væbnede opstande. I Akmolinsk, Semipalatinsk og Syr Darja var urolighederne derimod mere lokale og bestod hovedsageligt af protester mod mobiliseringen, angreb på lokale myndigheder og kortvarige væbnede sammenstød, som de russiske myndigheder relativt hurtigt fik under kontrol.

Russisk undertrykkelse

De russiske myndigheder reagerede på oprøret med omfattende militære styrker og straffeekspeditioner. Efter udnævnelsen af generalguvernør Aleksej Kuropatkin blev undertrykkelsen organiseret mere systematisk, og regulære tropper blev indsat for at generobre områder under oprørernes kontrol. De hårdeste kampe fandt sted i Semirechye, hvor de russiske styrker gennemførte omfattende repressalier mod landsbyer, beslaglagde husdyr og ødelagde store dele af nomadernes økonomiske grundlag.

Mobiliseringen fandt sted umiddelbart før høsten, og mange kasakher frygtede, at udskrivningen af arbejdsdygtige mænd ville føre til hungersnød og økonomisk sammenbrud. Krigshandlingerne og de efterfølgende straffeekspeditioner forværrede situationen yderligere gennem afbrænding af landsbyer, beslaglæggelse af husdyr og omfattende tvangsforflyttelser, især i Semirechye.

Humanitære konsekvenser

Den russiske undertrykkelse tvang store dele af den kasakhiske og kirgisiske befolkning på flugt, især fra Semirechye, hvor titusinder søgte over bjergene til Kina. Flugten foregik under vanskelige forhold, og mange omkom som følge af kamphandlinger, sult, sygdom og kulde. I flere områder udviklede begivenhederne sig til en humanitær katastrofe med omfattende ødelæggelser af landsbyer, tab af husdyr og sammenbrud i den lokale økonomi.

I Semirechye blev husdyrbestandene reduceret med op til halvdelen, og det dyrkede landbrugsareal faldt markant som følge af krigshandlingerne og den efterfølgende flugt. De økonomiske følger prægede området i flere år efter oprørets afslutning.

Efter at oprøret var blevet nedkæmpet, fortsatte de russiske myndigheder mobiliseringen af centralasiatiske arbejdere. Frem til februar 1917 blev omkring 110.000 mænd sendt til arbejdsbataljoner i Rusland og andre dele af kejserriget, hvor de blandt andet arbejdede med jernbaner, militære anlæg og andre opgaver bag fronten. Arbejds- og levevilkårene var ofte vanskelige med utilstrækkelig indkvartering, dårlig forplejning og hårdt fysisk arbejde. Efter februarrevolutionen i 1917 blev mobiliseringen standset, og de fleste arbejdere vendte senere tilbage til Centralasien.

Tabstal

Oprørets menneskelige omkostninger er vanskelige at fastslå præcist, og forskere har fremsat meget forskellige estimater. De største tab ramte den kasakhiske og kirgisiske befolkning, som blev udsat for militære repressalier, tvangsforflyttelser, sult og flugt. Især i Semirechye udviklede den russiske undertrykkelse og masseflugten til Kina sig til en humanitær katastrofe, hvor titusinder af mennesker mistede livet eller blev tvunget til at forlade deres hjem. Forskellene mellem de forskellige opgørelser skyldes blandt andet mangelfulde samtidige registreringer og usikkerhed om, hvor mange der omkom under flugten over bjergene til Kina.

Antallet af flygtninge til Kina anslås almindeligvis til mellem 100.000 og 300.000 personer, mens de samlede tab blandt kasakher og kirgisere i forskningen ofte angives til flere titusinde og i nogle tilfælde over 100.000 mennesker. Samtidige opgørelser og senere historiske undersøgelser varierer betydeligt, blandt andet fordi mange døde under flugten til Kina, og fordi de russiske myndigheders registreringer var ufuldstændige. De præcise tabstal er derfor fortsat omdiskuterede.

Også russiske bosættere blev dræbt under oprøret, især i Semirechye, hvor oprørere angreb kolonistlandsbyer, lokale embedsmænd og myndighedsinstitutioner. De russiske militære tab var derimod betydeligt mindre end tabene blandt civilbefolkningen. Selv om de nøjagtige tabstal varierer mellem kilderne, er der bred enighed om, at langt størstedelen af ofrene var blandt den kasakhiske og kirgisiske civilbefolkning, som blev ramt af den efterfølgende militære undertrykkelse og masseflugt.

Eftertid og historieskrivning

Oprøret i 1916 har været genstand for skiftende fortolkninger i både sovjetisk og kasakhisk historieskrivning. I den tidlige sovjetiske periode blev begivenhederne ofte beskrevet som et antikolonialt oprør mod zarstyret og som et udtryk for de sociale modsætninger i det russiske kejserriges periferi. Samtidig blev nationale og etniske aspekter som regel underordnet en marxistisk fortolkning, hvor klassekamp og modstand mod kolonial undertrykkelse stod i centrum.

I den sene sovjetiske historieskrivning blev oprøret fortsat fremstillet som en folkelig opstand mod zarismen, men behandlingen af de omfattende tab blandt kasakher og kirgisere samt de etniske konflikter mellem lokalbefolkningen og de russiske bosættere var ofte begrænset. Fokus lå primært på oprørets rolle som forløber for revolutionerne i 1917 og Sovjetunionens senere etablering i Centralasien.

Efter Kasakhstans uafhængighed i 1991 har oprøret fået en mere fremtrædende plads i den nationale historieskrivning. Det betragtes i stigende grad som et vigtigt antikolonialt opgør mod Det Russiske Kejserriges styre og som et centralt element i den kasakhiske nationale erindring. Særligt lidelserne blandt den kasakhiske og kirgisiske befolkning, masseflugten til Kina og de demografiske konsekvenser af undertrykkelsen er blevet fremhævet i nyere forskning og offentlig erindringskultur.

Samtidig har nyere internationale forskere søgt at nuancere billedet ved at understrege oprørets komplekse karakter. Ud over at være et antikolonialt oprør var begivenhederne også præget af sociale spændinger, lokale konflikter, krigstidens økonomiske belastninger og sammenbruddet af de russiske myndigheders kontrol i Centralasien under 1. verdenskrig.

Sovjettiden

Efter Den Russiske Revolution og den efterfølgende borgerkrig blev området gradvist indlemmet i Sovjetunionen som del af den bolsjevikiske magtovertagelse i Centralasien. Borgerkrigen og den såkaldte krigskommunisme medførte alvorlig økonomisk krise, vareknaphed og tvangsudskrivninger af fødevarer i store dele af Centralasien.

I 1920 blev den Kirgisiske ASSR oprettet som autonom republik inden for den russiske sovjetrepublik, og i 1925 blev navnet ændret til den Kasakhiske ASSR. I 1936 blev republikken ophøjet til unionsrepublik som den Kasakhiske SSR.

Kollektivisering

Sovjetstyret medførte omfattende industrialisering, urbanisering og modernisering af infrastrukturen, men også dybtgående sociale omvæltninger i form af tvangskollektivisering, hungersnød, deportationer og politisk undertrykkelse.

Stalins kollektiviseringspolitik

Som led i Josef Stalins første femårsplan indledte Sovjetunionen i 1929 en omfattende kollektivisering af landbruget. Formålet var at øge statens kontrol over fødevareproduktionen, sikre korn til de voksende byer og skaffe eksportindtægter til finansiering af industrialiseringen.

I Kasakhstan blev kollektiviseringen koblet sammen med en politik om tvungen bosættelse af den overvejende nomadiske kasakhiske befolkning. De sovjetiske myndigheder ønskede at afskaffe den traditionelle nomadiske husdyrøkonomi og erstatte den med kollektive landbrug og statsbrug. Denne politik blev betegnet som »bosættelse på grundlag af fuld kollektivisering«.

Planerne byggede på forestillingen om, at nomadernes græsningsområder kunne omdannes til dyrkbar jord. Partiledelsen forventede, at det dyrkede areal i republikken kunne udvides fra omkring fire til seksten millioner hektar i løbet af femårsplanen. Samtidig blev nomadernes store husdyrbestande betragtet som en ressource, der skulle integreres i den planøkonomiske produktion gennem kollektive landbrug og statsbrug.

Kollektiviseringen blev imidlertid gennemført langt hurtigere end planlagt. Mange lokale partifunktionærer manglede erfaring med husdyrbrug og nomadiske samfund, og myndighederne havde kun begrænset viden om de miljømæssige forhold i de tørre steppe- og ørkenområder. Flere samtidige rapporter advarede om, at de fastsatte produktionsmål og planer for tvungen bosættelse ikke tog hensyn til mangel på vand, vinterfoder og egnede landbrugsarealer.

Myndighederne gennemførte samtidig omfattende konfiskationer af husdyr og tvang mange familier ind i kollektive landbrug. Nomadernes traditionelle sæsonvandringer blev begrænset, og flere af de økonomiske aktiviteter, som havde sikret overlevelse i stepperne, blev kriminaliseret. Resultatet blev et dramatisk fald i husdyrbestanden. Mangel på vinterstalde, foder og veterinær kontrol medførte omfattende tab af kvæg, får, heste og kameler.

Husdyrbestand i Kasakhstan under kollektiviseringen

Husdyrtype	1929	1931	Fald
Heste	4,2 mio.	1,8 mio.	−57 %
Kvæg	7,4 mio.	2,8 mio.	−62 %
Kameler	1,4 mio.	0,4 mio.	−71 %
Får og geder	27,7 mio.	8,6 mio.	−69 %
I alt	ca. 40,7 mio.	ca. 13,6 mio.	−67 %

Kollektiviseringspolitikken bidrog direkte til den kasakhiske hungersnød i 1930–1933, hvor store dele af den nomadiske befolkning mistede deres livsgrundlag. Kombinationen af tvangskollektivisering, konfiskationer, fejlslagen bosættelsespolitik og miljømæssige problemer førte til en af de alvorligste katastrofer i Kasakhstans moderne historie.

Konfiskation af husdyr

Allerede før den egentlige kollektivisering blev der i 1928 gennemført en omfattende kampagne mod de velstående husdyrejere, de såkaldte bajer. Kampagnen var led i Sovjetunionens bestræbelser på at svække de traditionelle magtstrukturer i de kasakhiske nomadesamfund og samtidig skaffe staten kontrol over betydelige husdyrressourcer.

Myndighederne konfiskerede store besætninger af heste, får, kvæg og kameler, mens mange bajfamilier blev deporteret til andre dele af Sovjetunionen. Kampagnen ramte ikke blot de rigeste husdyrejere, men også lokale ledere og familier, der spillede en central rolle i organiseringen af nomadernes økonomi og sæsonmæssige vandringer.

Konfiskationerne svækkede den traditionelle husdyrøkonomi betydeligt. I mange områder mistede nomaderne de dyr, som udgjorde grundlaget for deres forsyning med kød, mælk, transport og handelsvarer. Samtidig blev de sociale netværk, som havde organiseret græsning, vandforsyning og flytninger mellem sommer- og vintergræsgange, delvist opløst.

Ifølge historikeren Sarah Cameron bidrog konfiskationskampagnen til at underminere nomadesamfundets modstandskraft allerede inden den tvungne kollektivisering blev iværksat. Da kollektiviseringskampagnen blev intensiveret fra 1929, stod store dele af den kasakhiske befolkning derfor allerede økonomisk svækket og mere sårbar over for tørke, tab af husdyr og fødevaremangel.

Tvangsbosættelse af nomader

Et centralt element i Stalins politik i Kasakhstan var tvangsbosættelsen af den nomadiske befolkning. De sovjetiske myndigheder betragtede nomadelivet som økonomisk ineffektivt og politisk uforeneligt med opbygningen af et socialistisk samfund. Målet var derfor at omdanne de kasakhiske hyrder til fastboende landbrugere og arbejdere i kollektive landbrug og statsbrug.

Partiledelsen forventede, at bosættelsen af nomaderne ville frigøre store arealer til korndyrkning og gøre det muligt at udvide det dyrkede areal betydeligt. Samtidig skulle de nybosatte kasakher levere arbejdskraft til landbruget og til de industrielle projekter, der blev iværksat under den første femårsplan.

I 1930 oprettede myndighederne Komitéen for Bosættelse af den Nomadiske og Halvnomadiske Kasakhiske Befolkning (Osedkom), som fik ansvaret for at gennemføre programmet. Planerne omfattede etablering af boliger, brønde, veje, skoler og sundhedsfaciliteter for de familier, der skulle opgive deres traditionelle levevis. Projektet var imidlertid stærkt underfinansieret. Selv om embedsmænd vurderede, at gennemførelsen ville kræve mere end 318 millioner rubler, blev der afsat mindre end 12 millioner rubler til formålet.

Manglen på ressourcer og planlægning førte til omfattende problemer. Mange af de planlagte bosættelser blev anlagt uden tilstrækkelig adgang til vand, græsningsarealer eller dyrkbar jord. Samtidig manglede de lokale myndigheder ofte både erfaring og instrukser til at gennemføre programmet. Flere samtidige rapporter beskrev situationen som præget af improvisation, utilstrækkelig administration og urealistiske produktionsmål.

Selv om bosættelsesprogrammet officielt skulle gennemføres gradvist, blev det i praksis tæt knyttet til den hastige kollektivisering. Mange nomader blev tvunget til at opgive deres sæsonmæssige vandringer og indgå i kollektive landbrug, før de nødvendige boliger, stalde, vandforsyninger og foderlagre var etableret. Historikeren Sarah Cameron vurderer, at denne kombination af tvangsbosættelse og kollektivisering bidrog væsentligt til sammenbruddet af den traditionelle husdyrøkonomi og dermed til hungersnøden i begyndelsen af 1930'erne.

Modstand mod kollektiviseringen

Kollektiviseringen mødte betydelig modstand blandt den kasakhiske befolkning. Mange nomader opfattede konfiskationerne, tvangsbosættelsen og de nye kollektive landbrug som et angreb på deres traditionelle levevis og økonomiske grundlag.

Modstanden antog flere former. Nogle familier forsøgte at undgå myndighedernes kontrol ved at flytte deres hjorde over distrikts- eller provinsgrænser, mens andre flygtede til nabolande som Kina, Afghanistan og Iran eller til andre dele af Sovjetunionen. Mange nomader valgte desuden at slagte deres egne dyr frem for at aflevere dem til de kollektive landbrug. For mange familier var dette både en protest mod statens politik og en nødvendighed for at sikre fødevarer til vinteren.

Den omfattende slagtning af husdyr bidrog sammen med konfiskationer, sygdomme og mangelfuld planlægning til et dramatisk fald i republikens husdyrbestand. Sovjetiske myndigheder betragtede ofte denne udvikling som sabotage, mens mange kasakher opfattede den som den eneste mulighed for at bevare en del af deres ejendom og undgå, at dyrene blev beslaglagt af staten.

Der forekom også væbnede opstande mod kollektiviseringen. I løbet af de første seks måneder af 1930 deltog mere end 80.000 mennesker i forskellige former for oprør og uroligheder i Kasakhstan, og enkelte opstande omfattede flere tusinde deltagere. Oprørene blev slået ned af sovjetiske sikkerhedsstyrker, og myndighederne besvarede modstanden med arrestationer, deportationer og øget politisk kontrol.

Modstanden afslørede samtidig begrænsningerne i den sovjetiske stats kontrol over de store nomadeområder. I flere egne manglede myndighederne både lokale embedsmænd og de nødvendige ressourcer til at gennemføre kollektiviseringen, og partiledelsen erkendte senere, at kampagnen i nomadeområderne var blevet gennemført uden tilstrækkelig forståelse af de lokale forhold.

Sammenhængen mellem kollektivisering og hungersnøden

Hungersnøden i 1930–1933 var tæt forbundet med den sovjetiske kollektiviseringspolitik og de omfattende samfundsforandringer, som blev gennemført i Kasakhstan under Stalin. Kombinationen af konfiskation af husdyr, tvungen bosættelse af nomader og hastig kollektivisering af landbruget underminerede den traditionelle nomadiske økonomi, som store dele af den kasakhiske befolkning var afhængig af.

Kollektiviseringen blev gennemført uden tilstrækkelig planlægning og uden de nødvendige investeringer i boliger, stalde, brønde, foderlagre og veterinær kontrol. Begrænsningen af de traditionelle sæsonvandringer og overgangen til kollektive landbrug gjorde det samtidig umuligt for mange familier at opretholde den hidtidige produktionsform. Resultatet blev omfattende tab af husdyr som følge af sygdomme, sult, dårlige transportforhold og fejlslagen administration. Samtidig førte konfiskationer og tvangsleverancer til, at mange familier mistede deres vigtigste forsyningsgrundlag.

Den dramatiske nedgang i husdyrbestanden ramte særligt hårdt i et samfund, hvor kød- og mejeriprodukter udgjorde en væsentlig del af kosten. Efterhånden som dyrene forsvandt, blev stadig flere familier ramt af fødevaremangel, og mange søgte mod byerne eller flygtede til nabolandene i håb om at overleve.

Historikeren Sarah Cameron vurderer, at hungersnøden ikke alene skyldtes naturforhold eller lokale fejl, men var resultatet af de politiske beslutninger, der blev truffet som led i kollektiviseringen og omdannelsen af de nomadiske samfund. Hungersnøden blev dermed en direkte konsekvens af statens forsøg på at gennemføre en hurtig økonomisk og social omformning af Kasakhstan.

Hungersnøden i 1930'erne

Den sovjetiske kollektivisering under Josef Stalin udløste en katastrofal hungersnød i begyndelsen af 1930'erne. Omkring 1,5 millioner mennesker menes at være døde af sult, sygdom og tvangsforflyttelser.

Hungersnøden medførte omfattende ødelæggelser af den traditionelle nomadiske livsform og ændrede Kasakhstans demografiske sammensætning markant. Hundrede tusinder af kasakher flygtede til blandt andet Kina, Mongoliet og andre dele af Centralasien, mens tvangskollektivisering og tabet af husdyr underminerede de nomadiske samfunds økonomiske grundlag. Sovjetmyndighederne forsøgte samtidig at tvinge store dele af den nomadiske befolkning til fast bosættelse, hvilket yderligere bidrog til opløsningen af traditionelle sociale og økonomiske strukturer.

Historikernes vurderinger

Historikere er enige om, at hungersnøden hovedsageligt blev udløst af den sovjetiske kollektiviseringspolitik, tvangsbosættelsen af nomaderne og de omfattende konfiskationer af husdyr og fødevarer.

Der er imidlertid uenighed om, hvordan katastrofen skal klassificeres. Nogle forskere fremhæver, at sovjetiske myndigheder var bekendt med de omfattende lidelser, men fortsatte politikken, hvilket har ført til argumenter om, at hungersnøden kan betragtes som et folkedrab mod kasakherne.

Andre forskere, herunder Sarah Cameron, vurderer, at katastrofen primært var resultatet af ideologisk drevne politiske beslutninger, administrativ inkompetence og manglende forståelse for de nomadiske samfunds økonomiske og økologiske vilkår. Hun konkluderer, at der ikke findes dokumentation for, at Stalin-regimet havde til hensigt fysisk at udrydde kasakherne som et folk, selv om myndighederne accepterede meget store menneskelige tab som følge af politikken.

Hungersnøden i Kasakhstan sammenlignes ofte med Holodomor i Ukraine, men forskningen behandler normalt de to katastrofer som beslægtede, men ikke identiske begivenheder med forskellige forløb og demografiske konsekvenser.

Deportationer og Gulag

Mindekomplekset ALZHIR nær Astana. Lejren var en del af Gulag-systemet og husede hustruer og andre kvindelige familiemedlemmer til personer, der var blevet stemplet som "folkefjender" under Stalins udrensninger.

Under Josef Stalins styre blev Kasakhstan et af de vigtigste områder for sovjetiske deportationer og arbejdslejre.

Gennem 1930'erne og 1940'erne blev store befolkningsgrupper tvangsforflyttet til republikken som led i Sovjetunionens politik over for etniske minoriteter, politiske modstandere og grupper, der blev betragtet som upålidelige.

Blandt de deporterede var volgatyskere, tjetjenere, ingusjetere, koreanere og krimtatarer samt forskellige folk fra Kaukasus og det vestlige Sovjetunionen.

Kasakhstan blev et af de vigtigste destinationsområder for de sovjetiske tvangsdeportationer under Stalin. Sammen med Centralasien, Ural og Sibirien fungerede republikken som modtageområde for hele deporterede folkegrupper, der blev tvangsforflyttet fra deres hjemområder.

De deporterede blev typisk bosat i særlige tvangsforflyttelsesområder og sat til arbejde inden for landbrug, minedrift, byggeri og industri i Kasakhstan og andre tyndtbefolkede regioner af Sovjetunionen.

Mellem 1937 og 1944 deporterede sovjetiske myndigheder en række nationale minoriteter til Kasakhstan og Centralasien, herunder koreanere, tyskere, tjetjenere, ingusjetere, karachajer, balkarer, krimtatarer og meskhetiske tyrkere.

De sovjetiske deportationer havde både sikkerhedspolitiske og økonomiske formål. Ud over at fjerne befolkningsgrupper, som regimet betragtede som politisk upålidelige eller potentielt illoyale, blev de deporterede anvendt som arbejdskraft til udviklingen af landbrug, minedrift, industri og infrastruktur i blandt andet Kasakhstan.

Ifølge historikeren J. Otto Pohl bidrog især deporterede koreanere og tyskere med arbejdskraft og faglige kvalifikationer, som fik betydning for den økonomiske udvikling i Kasakhstan efter Anden Verdenskrig. Pohl fremhæver desuden, at flere af de deporterede grupper generelt havde et højere uddannelsesniveau og flere faglige færdigheder end de lokale befolkninger i Kasakhstan og Centralasien.

Mange blev bosat i særlige tvangsforflyttelsesområder under vanskelige forhold, og tusindvis døde som følge af sult, kulde og hårdt arbejde.

Kasakhstan husede samtidig mange af Gulag-systemets arbejdslejre, der var knyttet til minedrift, landbrug og industrielle projekter.

Blandt de mest kendte lejre var Karlag nær Karaganda, som var et af Gulag-systemets største lejrkomplekser, og ALZhIR (Akmolinskij lager zjon izmennikov Rodiny), der fungerede som en særlig kvindelejr under Karlag-systemet.

ALZhIR blev oprettet i 1938 som følge af NKVD-ordre nr. 00486, der muliggjorde arrestation af hustruer og andre kvindelige familiemedlemmer til personer, som var blevet dømt som ”folkefjender” under Stalins store terror.

Mere end 18.000 kvinder passerede gennem ALZhIR i lejrens levetid, og lejren er siden blevet et af de mest kendte symboler på de sovjetiske repressalier mod familiemedlemmer til politisk forfulgte personer.

Lejrene spillede en vigtig rolle i Sovjetunionens industrialisering og udnyttelse af naturressourcer i Centralasien, men forholdene var præget af tvangsarbejde, høj dødelighed og alvorlige overgreb mod fangerne.

Deportationerne og arbejdslejrene ændrede Kasakhstans demografiske sammensætning markant.

Sammen med senere migrationsbølger bidrog disse befolkningsforflyttelser til at forme det multietniske samfund, der præger landet i dag.

Mindet om Gulag-systemet og deportationerne har fortsat stor betydning i Kasakhstans historiske erindringskultur og nationale identitet, og tidligere lejre som Karlag og ALZhIR fungerer i dag som museer og mindesteder for de sovjetiske repressalier.

Industrialisering

I sovjettiden gennemgik Kasakhstan en omfattende industrialisering og blev tæt integreret i Sovjetunionens planøkonomi. Sovjetiske industrialiseringsprogrammer førte til omfattende udbygning af kulminer, metallurgiske anlæg, jernbaner og industribyer, især i Karaganda- og Temirtauområdet. Udbygningen af minedrift, industri og landbrug medførte betydelig urbanisering, tvungen arbejdsmigration og gennemgribende økonomiske og sociale forandringer i republikken.

Industrialiseringen bidrog til en omfattende befolkningsomflytning fra landdistrikterne til de voksende industribyer. Byer som Karaganda, Temirtau og andre industrielle centre voksede hurtigt som følge af tilstrømningen af arbejdskraft fra andre dele af Sovjetunionen. Udviklingen ændrede både republikens bosætningsmønster og dens etniske sammensætning og bidrog til den stigende urbanisering gennem sovjettiden.

Industrialiseringen førte samtidig til fremvæksten af en række nye industribyer og udbygningen af eksisterende bycentre. Karaganda udviklede sig til centrum for Sovjetunionens vigtigste kulbassiner, mens Temirtau blev et af de største centre for jern- og stålproduktion i Centralasien. Også byer som Ekibastuz, Jezkazgan og Balkhasj voksede i takt med udnyttelsen af kul-, kobber- og andre mineralressourcer.

En del af industrialiseringen blev gennemført ved hjælp af tvangsarbejde fra Gulag-systemet. Fanger blev anvendt som arbejdskraft ved store industrielle og infrastrukturelle projekter, og lejrsystemet spillede en vigtig rolle i den økonomiske udbygning af flere ressourceområder i Sovjetunionen, herunder Kasakhstan.

Jomfrulandskampagnen

Under kampagnen Opdyrkningen af jomfrulandene i 1950'erne blev store steppeområder i det nordlige Kasakhstan opdyrket som led i Nikita Khrusjtjovs landbrugsreformer.

Kampagnen førte til omfattende migration fra Rusland, Ukraine og andre dele af Sovjetunionen og ændrede den etniske sammensætning i store dele af det nordlige Kasakhstan. Ifølge folketællingen i 1959 udgjorde russere, ukrainere og andre hovedsageligt slaviske folkegrupper næsten to tredjedele af republikkens befolkning, mens kasakherne udgjorde under 30 procent.

Kampagnen fik særlig stor betydning i Kasakhstan, hvor store statsgårde (sovkhozer) blev etableret og bemandet med tilflyttere fra andre dele af Sovjetunionen, mens mange kasakhiske hyrdesamfund blev omlagt til nye former for husdyrproduktion.

Flere ledende kasakhiske partifunktionærer var oprindeligt skeptiske over for kampagnen. De advarede om, at udvidelsen af korndyrkningen i Nordkasakhstan ville ske på bekostning af græsningsarealer og dermed skade husdyrproduktionen, som traditionelt havde spillet en central rolle i den lokale økonomi.

Allerede i kampagnens første år blev omkring 300 nye statsgårde (sovkhozer) etableret i Kasakhstan, og cirka 3,5 millioner hektar tidligere græsningsarealer blev taget i brug til korndyrkning.

Kampagnen fik også betydelige politiske konsekvenser. Modstandere af Khrusjtjovs landbrugspolitik i den kasakhiske partiledelse blev gradvist afsat, og en række nye ledere med tættere tilknytning til Moskva blev indsat. Ifølge Olcott bidrog Jomfrulandskampagnen dermed til en omfattende omstrukturering af den politiske magt i republikken.

Selv om opdyrkningskampagnen i begyndelsen øgede kornproduktionen betydeligt, medførte den også omfattende miljøproblemer som jorderosion, udpining af steppejorden og økologiske forandringer i store dele af det nordlige Kasakhstan.

Efter de første års produktionsfremgang viste mange af jomfrulandsprojekterne sig vanskelige at opretholde. Myndighederne forsøgte i 1960'erne og 1970'erne at forbedre produktiviteten gennem mekanisering, kunstvanding, kunstgødning og omfattende reorganisering af landbruget, herunder oprettelsen af nye statsgårde (sovkhozer). Trods betydelige investeringer fortsatte landbruget dog med at være præget af lave udbytter, periodiske høstsvigt, utilstrækkelig foderproduktion og store problemer inden for husdyrsektoren. Kasakhstan forblev en af Sovjetunionens vigtigste korn- og husdyrregioner, men de økonomiske resultater levede ofte ikke op til de ambitiøse planmål.

Atomprøvesprængninger og Bajkonur

Soyuz-raketten til Ekspedition 19 klargøres på affyringsrampen ved Bajkonur-kosmodromen.

Mellem 1949 og 1989 gennemførte Sovjetunionen 456 atomprøvesprængninger ved Semipalatinsk testområde i det østlige Kasakhstan, heraf 116 atmosfæriske og 340 underjordiske. Prøvesprængningerne fik alvorlige konsekvenser for sundhed og miljø i regionen, herunder forhøjede forekomster af kræft, genetiske skader og omfattende radioaktiv forurening i områder omkring testområdet.

Atomprøvesprængningerne blev samtidig et vigtigt symbol på de miljømæssige og menneskelige omkostninger ved sovjetisk industrialisering i Kasakhstan og bidrog i slutningen af 1980'erne til fremkomsten af antinukleare protestbevægelser som Nevada–Semipalatinsk.

Ud over de militære prøvesprængninger blev der i sovjettiden også gennemført flere såkaldte fredelige atomeksplosioner i Kasakhstan som led i industrielle og geologiske projekter.

Kasakhstan husede desuden Bajkonur-kosmodromen, der udviklede sig til centrum for det sovjetiske rumprogram og blev opsendelsessted for blandt andet Sputnik 1 og Jurij Gagarins første bemandede rumflyvning i 1961.

Uafhængighed

I december 1991 erklærede Kasakhstan sig uafhængigt efter Sovjetunionens opløsning og blev den sidste sovjetrepublik til formelt at forlade unionen. Præsident Nursultan Nazarbajev havde imidlertid længe arbejdet for en reformeret union mellem de sovjetiske republikker og accepterede først sent, at Sovjetunionens sammenbrud gjorde en selvstændig kasakhisk stat uundgåelig. Tilbageholdenheden skyldtes blandt andet landets tætte økonomiske forbindelser til Rusland, den store russisktalende befolkning i de nordlige regioner samt frygt for, at opløsningen af Sovjetunionen kunne udløse territoriale konflikter og udfordre den nye stats stabilitet.

Nursultan Nazarbajev, der allerede havde været republikleder i sovjettiden, blev landets første præsident og kom til at dominere Kasakhstans politiske udvikling i de følgende årtier.

Kasakhstan overtog ved selvstændigheden verdens fjerdestørste atomarsenal, men opgav i begyndelsen af 1990'erne atomvåbnene og tilsluttede sig internationale aftaler om nuklear nedrustning og ikkespredning.

Nazarbajev-perioden

Nursultan Nazarbajev var Kasakhstans første præsident og dominerede landets politik fra 1991 til 2019.

Nursultan Nazarbajev prægede Kasakhstans politiske udvikling fra selvstændigheden i 1991 til sin afgang som præsident i 2019. Allerede i de sidste sovjetår havde han opnået en stærk politisk position i republikken og nød betydelig personlig popularitet blandt både befolkningen og den politiske elite.

En vigtig del af nation-building-politikken efter 1991 var at tilskynde kasakhiske diasporaer til at vende tilbage til deres historiske hjemland. Repatrieringen blev af myndighederne betragtet som et middel til at styrke den kasakhiske befolkningsandel og understøtte udviklingen af en selvstændig nationalstat efter Sovjetunionens opløsning.

Efter Sovjetunionens opløsning gennemførte regeringen omfattende markedsreformer og privatiseringer, mens staten fortsat bevarede betydelig kontrol over strategiske sektorer som energi, minedrift og transport.

Høje oliepriser, udenlandske investeringer og udbygningen af olie- og gasproduktionen ved det Kaspiske Hav skabte stærk økonomisk vækst i 2000'erne, hvor Kasakhstan udviklede sig til Centralasiens største økonomi målt ved BNP. Væksten blev i høj grad drevet af udviklingen af store energiprojekter som Tengiz, Kashagan og Karatsjaganak, der tiltrak betydelige udenlandske investeringer og styrkede landets integration i verdensøkonomien.

I 1997 lancerede Nazarbajev udviklingsstrategien Kazakhstan 2030, som opstillede langsigtede mål for national sikkerhed, politisk stabilitet, økonomisk vækst, infrastrukturudbygning og udviklingen af olie- og gassektoren.

Kasakhstans præsident Nursultan Nazarbajev ved Nuclear Security Summit i Seoul i 2012 sammen med USA's præsident Barack Obama og Ruslands præsident Dmitrij Medvedev.

Nazarbajev førte samtidig en såkaldt multivektorpolitik, hvor landet forsøgte at balancere relationerne til Rusland, Kina, USA og EU for at bevare udenrigspolitisk handlefrihed og tiltrække investeringer fra flere stormagter samtidigt. Strategien blev en central del af Kasakhstans udenrigspolitik og bidrog til at styrke landets position som regional stormagt i Centralasien.

Baiterek-monumentet er et af symbolerne på den nye hovedstad Astana og den nationale identitetsopbygning efter 1991.

I 1997 blev hovedstaden flyttet fra Almaty til Astana, som kom til at fungere som nyt administrativt centrum og symbol på Kasakhstans postsovjetiske stats- og nationsopbygning Flere forskere har fortolket flytningen som et bredere nation-building-projekt efter Sovjetunionens opløsning, hvor Astana både skulle fungere som politisk centrum og symbol på kasakhisk suverænitet, modernisering og en ny national identitet.

Demografiske og geopolitiske hensyn spillede også en væsentlig rolle i beslutningen om at flytte hovedstaden. De nordlige regioner af Kasakhstan havde siden sovjettiden haft store russisktalende befolkningsgrupper, og flere analytikere har peget på, at etableringen af hovedstaden i Astana styrkede centralmagtens kontrol over området og samtidig understregede kasakhisk statslig suverænitet. Astanas monumentale arkitektur og store prestigeprojekter blev samtidig et vigtigt middel i statens fremstilling af Kasakhstan som moderne nation. Projekter som Baiterek, Khan Shatyr og Freds- og Forsoningspaladset skulle symbolisere modernisering, økonomisk udvikling og landets position mellem Europa og Asien.

Selv om perioden var præget af økonomisk vækst og relativ politisk stabilitet, blev magten gradvist koncentreret omkring præsidentembedet og Nazarbajev-familien. Myndighederne indførte gradvist flere begrænsninger for oppositionelle partier, uafhængige medier og civilsamfundsorganisationer, mens internationale observatører fortsat kritiserede valgprocesser og menneskerettighedssituationen i landet.

Nazarbajev opbyggede gradvist en stærk personlighedskult og fik titlen Elbasy (“nationens leder”), som sikrede ham betydelige politiske privilegier også efter hans formelle tilbagetræden som præsident. I marts 2019 trak Nazarbajev sig formelt tilbage som præsident og blev efterfulgt af Kassym-Jomart Tokajev. Nazarbajev-perioden fortsatte dog med at præge Kasakhstans politiske system, statsopbygning og nationale selvforståelse langt ind i Tokajev-perioden.

Tokajev overtager magten

Kassym-Jomart Tokajev har været Kasakhstans præsident siden 2019 og har iværksat en række politiske og økonomiske reformer

Kassym-Jomart Tokajev overtog præsidentembedet i marts 2019 efter den første formelle magtoverdragelse i Kasakhstans postsovjetiske historie. Tokajev havde tidligere været premierminister, udenrigsminister og formand for Senatet og blev generelt betragtet som en loyal allieret af Nazarbajev og den eksisterende politiske elite.

Magtoverdragelsen markerede dog ikke et klart brud med Nazarbajev-perioden. Selv efter sin afgang bevarede Nazarbajev stor politisk indflydelse gennem poster som leder af sikkerhedsrådet og regeringspartiet Nur Otan samt gennem sit netværk i statsapparatet og erhvervslivet. I de første år efter magtoverdragelsen var magten i praksis delt mellem Tokajev og Nazarbajev, som fortsat havde stor indflydelse på den politiske elite.

Tokajev iværksatte samtidig en række reformer, som skulle fremme modernisering, økonomiske ændringer og et mere åbent politisk system. Blandt regeringens reformmål var at styrke den offentlige dialog, liberalisere dele af partisystemet og markere større afstand til Nazarbajev-periodens personcentrerede politiske kultur, selv om internationale observatører fortsatte med at kritisere begrænsninger af opposition, medier og forsamlingsfrihed. I 2019 blev hovedstaden midlertidigt omdøbt fra Astana til Nur-Sultan til ære for Nazarbajev. Omdøbningen førte til mindre protester i flere byer og blev af mange opfattet som et symbol på den tidligere præsidents fortsatte indflydelse.

Økonomisk ulighed, stigende priser og utilfredshed med den politiske elite førte i årene efter 2019 til større sociale spændinger. Januarurolighederne i 2022 markerede den alvorligste politiske krise i landet siden selvstændigheden og viste både dybe sociale spændinger og interne konflikter i eliten.

Urolighederne i 2022

Urolighederne begyndte som protester mod stigende brændstofpriser, men kom hurtigt til at omfatte bredere kritik af sociale forhold, korruption og den politiske elite. Flere steder udviklede demonstrationerne sig til voldelige sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker, og myndighederne indførte undtagelsestilstand i store dele af landet.

Tokajev anmodede den russiskdominerede sikkerhedsalliance CSTO om militær støtte, og udenlandske styrker blev kort efter indsat i Kasakhstan.

Samtidig ændrede urolighederne magtbalancen mellem Tokajev og Nazarbajev-kredsen, og flere af Nazarbajevs allierede mistede centrale poster i statsapparatet og de statslige selskaber. Tokajev-perioden har været præget af politiske reformforsøg, samtidig med at mange af de magtstrukturer, der blev etableret under Nazarbajev, er blevet videreført.

Efter urolighederne i 2022 gennemførte præsident Kassym-Jomart Tokajev en omfattende reformproces med ændringer af statsinstitutionerne, valgsystemet og den offentlige forvaltning. Reformerne kulminerede med vedtagelsen af en ny forfatning ved folkeafstemning den 15. marts 2026, som trådte i kraft den 1. juli 2026. Den nye forfatning erstattede forfatningen fra 1995 og indledte en ny fase i Kasakhstans politiske udvikling med en omfattende omorganisering af statens institutioner.

Geografi

Kasakhstan er verdens største indlandsstat og et af verdens største lande målt efter areal med omkring 2,7 millioner km².

Landet ligger hovedsageligt i Centralasien, mens områderne vest for Uralfloden, der udgør omkring 5 % af landets areal, geografisk regnes som en del af Europa. Det grænser mod Rusland i nord og vest, Kina i øst samt Kirgisistan, Usbekistan og Turkmenistan i syd. Mod vest har landet kyst mod det Kaspiske Hav, verdens største indsø.

Stepper, halvørkener og ørkener præger store dele af landet, mens høje bjergområder især findes i øst og sydøst.

Topografi

Kasakhstan strækker sig omkring 3.000 km fra vest mod øst og omkring 2.000 km fra nord mod syd. Størstedelen af landet består af steppe, som gradvist går over i halvørken og ørken, mens bjergområder præger de østlige og sydøstlige dele af landet.

Store dele af landet består af flade eller let bølgende stepper og halvørkener. Den kasakhiske steppe udgør en del af det eurasiske steppebælte og er blandt verdens største sammenhængende tempererede græslandsområder.

Kyzylkup (“Tiramisu”) i Mangystau-regionen, hvor erosion har blotlagt farvede lag af sedimentære bjergarter i det tørre landskab i det vestlige Kasakhstan.

I syd og vest afløses steppezonen gradvist af halvørken og ørken. Her findes store sandørkener som Kyzylkum, Moyynkum og Barsuki.

I den centrale del af landet ligger det kasakhiske højland, Saryarka, med lave bjergkæder, granitmassiver og ældre erosionslandskaber. Området rummer talrige saltsøer og mindre bjergmassiver som Karkaraly og Ulytau og markerer et markant brud med de ellers flade steppeområder.

De østlige og sydøstlige dele af Kasakhstan præges af høje bjergkæder som Altajbjergene, Tian Shan, Dzungarian Alatau og Tarbagatai. Tian Shan, Dzungarian Alatau, Saur og Tarbagatai er geologisk ældre bjergsystemer, som blev genopløftet i den kenozoiske periode og i dag præger topografien i det østlige og sydøstlige Kasakhstan.

Bjergområderne har stor betydning for landets klima og vandressourcer, da mange af Kasakhstans vigtigste floder udspringer i bjerg- og gletsjerområderne i Tian Shan og Altaj.

Talgar-bjergene i Tian Shan-bjergkæden, som rummer nogle af Kasakhstans vigtigste gletsjere og vandressourcer.

Landets højeste punkt er Khan Tengri ved grænsen til Kirgisistan og Kina med en højde på omkring 7.000 m.o.h., mens det laveste punkt findes i Karagije-lavningen i Mangystau-regionen, omtrent -132 m.o.h..

Geologi

Kasakhstans geologi kendetegnes ved en kompleks kombination af ældre kratonområder, sedimentbassiner og yngre bjergkæder, hvilket afspejler landets placering mellem Østeuropa, Sibirien og Centralasien.

Store dele af det centrale og vestlige Kasakhstan består af stabile kontinentale platforme og sedimentære bassiner med store forekomster af olie, naturgas og mineraler.

Det kaspiske lavland og områderne omkring det Kaspiske Hav er blandt verdens vigtigste olie- og gasområder og rummer tykke sedimentlag fra flere geologiske perioder.

Det centrale Kasakhstan rummer store paleozoiske bjergformationer og mineralrige områder med omfattende forekomster af kobber, mangan, kul og jernmalm. Området omkring Saryarka består af ældre foldningszoner og granitiske bjergmassiver, som har haft stor betydning for minedrift og tungindustri.

De østlige og sydøstlige dele af landet præges af bjergkæderne Altaj, Tian Shan og Dzungarian Alatau. Bjergområdernes nuværende topografi er i høj grad resultatet af de tektoniske spændinger, som opstod efter den indiske kontinentalplades kollision med Eurasien. Selvom den direkte kollisionszone ligger længere mod syd i Himalaya og Pamir, har de geologiske kræfter påvirket store dele af Centralasien og medført omfattende hævninger af bjergkæderne i det nuværende Kasakhstan.

Tian Shan-bjergene har en geologisk udviklingshistorie, der adskiller sig fra Pamir-bjergene længere mod syd. Mens Pamir hovedsageligt er knyttet til den direkte kontinentkollision mellem Indien og Eurasien, er Tian Shan i højere grad resultatet af senere deformationer og genaktivering af ældre geologiske strukturer inde i det eurasiske kontinent.

Bjergkæderne Tarbagatai, Saur og Dzungarian Alatau består flere steder af ældre erosionsflader, som senere er blevet hævet af tektoniske bevægelser. Dette har skabt et karakteristisk landskab, hvor højtliggende plateauer og afrundede bjergmassiver forekommer side om side med yngre og mere stejle bjergformationer.

De sydlige og sydøstlige bjergområder er blandt de mest seismisk aktive dele af Kasakhstan som følge af den fortsatte tektoniske påvirkning fra kollisionen mellem den indiske og den eurasiske kontinentalplade.

Historisk har regionen været ramt af flere kraftige jordskælv, herunder jordskælvet ved Vernyj (det nuværende Almaty) i 1887, som forårsagede omfattende ødelæggelser i byen.

Kasakhstan har verdens største uranforekomster samt omfattende forekomster af krom, kobber, guld, jern, bly, mangan og zink.

Klima

Kasakhstan har et udpræget kontinentalt klima med markante regionale forskelle i temperatur og nedbør. Landets store geografiske udstrækning og afstand til verdenshavene skaber betydelige klimaforskelle mellem de nordlige stepper, de centrale halvørkener og bjergområderne i øst og sydøst.

Højdeforskelle og den komplekse topografi i de østlige og sydøstlige bjergområder medfører desuden betydelige lokale variationer i temperatur og nedbør over relativt korte afstande.

Tørre stepper og halvørkener præger de centrale og vestlige regioner, hvor nedbøren er begrænset, og temperaturerne varierer kraftigt mellem årstiderne. Som følge af den store afstand til verdenshavene forekommer der betydelige sæsonmæssige temperaturudsving med varme somre og kolde vintre.

Bjergområderne i Tian Shan og Altaj mod øst og sydøst får betydeligt mere nedbør end resten af landet, og sne samt gletsjere udgør vigtige vandressourcer.

Hydrologi

Kasakhstans hydrologi præges af landets store geografiske udstrækning, tørre klima og ujævnt fordelte vandressourcer. Da store dele af landet ligger i endorheiske bassiner uden afløb til verdenshavene, ender mange floder i indsøer, saltsletter eller ørkenområder.

Gletsjere og snefald i Tian Shan og Altajbjergene gør de østlige og sydøstlige bjergområder til Kasakhstans vigtigste kilde til vandressourcer.

Mange af Kasakhstans største floder har deres udspring i disse bjergområder, hvor sneakkumulation og gletsjersmeltning spiller en afgørende rolle for vandføringen i de store flodsystemer.

Steppe- og halvørkenområder med få permanente vandløb dominerer det nordlige og centrale Kasakhstan, hvor nedbør og vandføring svinger markant mellem årstiderne.

Blandt de vigtigste floder er Irtysj, Ili, Syr Darja, Ural, Esil og Tobol. Irtysj er Kasakhstans længste flod og løber fra Kina gennem det østlige Kasakhstan videre mod Rusland, hvor den munder ud i Ob-floden. Ili-floden er afgørende for vandtilførslen til Balkhashsøen og leverer størstedelen af søens tilløbsvand. Syr Darja er en af de vigtigste tilløbsfloder til Aralsøen. Uralfloden løber gennem det vestlige Kasakhstan og munder ud i det Kaspiske Hav. Esil (Ishim) og Tobol er begge bifloder til Irtysj og indgår dermed i Ob-Irtysj-afvandingssystemet.

Balkhashsøen er en af Kasakhstans største indsøer og et vigtigt økologisk og hydrologisk system i den sydøstlige del af landet. Søens vandbalance er i høj grad afhængig af Ili-floden, som leverer størstedelen af dens vandtilførsel fra Tian Shan-bjergene i Kina. Ændringer i Ili-flodens vandføring som følge af kunstvanding, vandkraftudbygning eller øget vandforbrug i Kina kan derfor få stor betydning for søens vandstand, saltholdighed, vandkvalitet og økologiske balance.

Sovjetiske kunstvandingsprojekter udløste i 1900-tallet en af verdens største miljøkatastrofer ved Aralsøen i det sydvestlige Kasakhstan. Store mængder vand fra Syr Darja og Amu Darja blev ledt til kunstvanding af især bomuldsmarker i Centralasien, hvilket sænkede søens vandstand dramatisk, skabte omfattende saltsletter og ødelagde fiskeriindustrien.

Før søens udtørring understøttede Aralsøen en betydelig fiskeriindustri med årlige fangster på omkring 50.000 tons. Den faldende vandstand og stigende salinitet førte imidlertid til fiskeriets sammenbrud i løbet af 1970'erne og medførte omfattende sociale og økonomiske konsekvenser for lokalsamfundene omkring søen.

Kasakhstan grænser mod det Kaspiske Hav, verdens største indsø målt efter areal, som udgør en vigtig del af landets hydrologiske system. Kystområderne ved Det Kaspiske Hav har stor betydning for fiskeri, skibsfart og udvinding af olie og naturgas. Havets vandstand har gennem historien varieret betydeligt som følge af naturlige klimatiske udsving og ændringer i tilløbet fra især Volga-floden, hvilket har påvirket både økosystemer og menneskelige aktiviteter langs kysten.

Kasakhstan deler flere af sine vigtigste vandressourcer med nabolandene, hvilket har gjort grænseoverskridende vandforvaltning til et centralt regionalt spørgsmål. Særligt Ili- og Irtysj-floderne modtager en væsentlig del af deres vand fra oplande i Kina, mens Syr Darja deles med Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Udbygning af kunstvanding, vandkraft og vandreservoirer i de øvre dele af flodsystemerne kan påvirke vandtilførslen til Kasakhstans søer, floder og landbrugsområder. Derfor indgår vandfordeling og fælles forvaltning af vandressourcer regelmæssigt i samarbejdet mellem de centralasiatiske stater og Kina.

For Kasakhstan har især udviklingen i Ili-flodens og Irtysj-flodens oplande i Kina samt reguleringen af Syr Darjas vandføring været af stor betydning. Vandspørgsmål er dermed tæt knyttet til både miljøbeskyttelse, energiforsyning og landbrugsproduktion i regionen.

Biodiversitet

Saigaantiloper på den kasakhiske steppe. Kasakhstan rummer hovedparten af verdens bestand af arten.

Kasakhstans store variation af stepper, halvørkener, ørkener, bjergområder og vådområder danner grundlag for en betydelig biologisk mangfoldighed. Landet omfatter økosystemer fra den palæarktiske steppezone samt ørken-, bjerg- og vådområder, hvilket bidrager til en stor variation i flora og fauna.

Steppeområderne i det nordlige og centrale Kasakhstan er blandt verdens største sammenhængende tempererede græslandsøkosystemer og har historisk huset store bestande af græssende dyr og nomadisk dyrehold. Blandt de mest karakteristiske dyrearter er saigaantilopen, som lever i steppe- og halvørkenområderne. Bestanden faldt dramatisk efter Sovjetunionens opløsning som følge af krybskytteri, sygdom og habitatforringelse, men er siden delvist blevet genopbygget gennem internationale naturbeskyttelsesprogrammer.

Bjergområderne i Altaj og Tian Shan er levested for arter som sneleopard, sibirisk stenbuk og forskellige rovfugle, mens vådområderne omkring det Kaspiske Hav og de nordlige søsystemer er vigtige rasteområder for trækfugle.

Kasakhstan har en betydelig botanisk diversitet med tusindvis af plantearter, herunder vilde tulipanarter, som regnes blandt forfædrene til moderne dyrkede tulipaner.

Naturbeskyttelse

Naturbeskyttelse har fået større betydning i Kasakhstan siden 1990'erne som følge af bekymring for biodiversitetstab, ørkendannelse og miljøskader fra sovjettiden. Landet har etableret nationalparker, naturreservater og biosfæreområder i forskellige dele af landet, særligt i bjergområderne og steppeområderne.

Blandt de mest kendte beskyttede områder er Aksu-Zhabagly Naturreservat, Altyn-Emel Nationalpark og Korgalzhyn Naturreservat, som er kendt for store fuglebestande, steppeøkosystemer og vådområder.

Flere naturområder i Kasakhstan er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, herunder Saryarka og dele af Vestlige Tian Shan.

Kasakhstan samarbejder desuden med internationale organisationer om beskyttelse af truede arter, bæredygtig vandforvaltning og bekæmpelse af ørkendannelse.

Miljøproblemer

Udtørringen af Aralsøen fra 1960 til 2014.

Kasakhstan er fortsat præget af omfattende miljøproblemer som følge af sovjettidens industrialisering, minedrift, atomprøvesprængninger og intensive kunstvandingsprojekter.

Et af de alvorligste miljøproblemer er udtørringen af Aralsøen, som har ført til omfattende saltsletter, støvstorme og sundhedsproblemer i de omkringliggende regioner.

Industriforurening er især et problem i tidligere sovjetiske industribyer og minedistrikter, hvor tungmetaller, kemisk affald og luftforurening har påvirket både miljø og folkesundhed.

I området omkring Semipalatinsk gennemførte Sovjetunionen mellem 1949 og 1989 flere hundrede atomprøvesprængninger, hvilket efterlod store områder med radioaktiv forurening og langvarige sundhedsmæssige konsekvenser.

Luftforurening er et voksende problem i større byer som Almaty og Karaganda, hvor kulkraftværker, industri og biltrafik bidrager til høje niveauer af partikler og smog.

Klimaforandringer forventes at forværre flere eksisterende miljøproblemer gennem stigende temperaturer, vandmangel og smeltende gletsjere i Tian Shan-regionen.

Klimaforandringer

Kasakhstan regnes blandt de centralasiatiske lande, som forventes at blive hårdt ramt af klimaforandringer. Stigende temperaturer, ændrede nedbørsmønstre og voksende pres på vandressourcerne påvirker allerede store dele af landet. Siden midten af 1900-tallet er gennemsnitstemperaturen steget mærkbart, og klimamodeller peger på yderligere opvarmning i løbet af 2000-tallet.

Udviklingen er særligt tydelig i steppe- og halvørkenområderne, hvor længere tørkeperioder og stigende varme belaster vegetation, landbrug og vandforsyning.

Et centralt problem er tilbagetrækningen af gletsjere i Tian Shan- og Altajbjergene, som udgør vigtige vandkilder for det sydlige og østlige Kasakhstan. Mindre gletsjere og reduceret snemængde risikerer på længere sigt at mindske vandføringen i floder som Ili, Syr Darja og Irtysj. Det kan få store konsekvenser for kunstvanding, energiproduktion og drikkevandsforsyning i flere regioner.

Klimaforandringerne forværrer endvidere eksisterende miljøproblemer som ørkendannelse, jorderosion og presset på Aralsøens sårbare økosystemer.

Landbruget er særligt udsat, fordi store dele af korndyrkningen i de nordlige stepper er afhængige af stabile nedbørsmængder og forudsigelige temperaturforhold. Hyppigere tørke, hedebølger og ekstreme vejrhændelser kan påvirke både høstudbytter, husdyrbrug og fødevareforsyning i store dele af landet.

Også de større byer mærker følgerne af klimaforandringerne. Især Almaty er udsat for hedebølger, luftforurening, mudderskred og oversvømmelser forbundet med smeltende bjerggletsjere.

Kasakhstan ratificerede Parisaftalen i 2016 og har siden lanceret programmer for grøn omstilling, energieffektivisering og udbygning af vedvarende energi. Myndighederne har fremlagt mål for reduktion af drivhusgasudledninger, men økonomien er fortsat stærkt afhængig af olie, gas og energiintensiv industri.

Klimaforandringerne ventes derfor at få stor betydning for Kasakhstans økonomi, vandforsyning og regionale stabilitet i de kommende årtier.

Politik

Ak Orda-præsidentpaladset i Astana, der fungerer som officiel residens og arbejdsplads for Kasakhstans præsident.

Den nye statsforfatning

Uddybende artikel: Kasakhstans forfatning

Den nugældende forfatning trådte i kraft den 1. juli 2026 og afløste forfatningen af 1995. Den bygger på de forfatningsændringer, som blev vedtaget ved folkeafstemningen i 2022, men ændrede samtidig den overordnede statsstruktur ved at omorganisere forholdet mellem præsidenten, Kurultai, regeringen og domstolene.

Præsidenten er statsoverhoved og vælges ved direkte valg for én syvårig valgperiode uden mulighed for genvalg. Præsidenten udnævner premierministeren med Kurultais samtykke og har en central rolle i statens ledelse samt i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Den lovgivende magt udøves af Kurultai, som ved forfatningen af 2026 erstattede det tidligere tokammersystem med Majilis og Senatet. Regeringen ledes af premierministeren og varetager den daglige regeringsførelse, mens domstolene udgør den dømmende magt med Højesteret som øverste domstol. Forfatningsdomstolen prøver, om love og andre retsakter er i overensstemmelse med forfatningen.

Internationale vurderinger

Internationale organisationer og forskere har vurderet reformprocessen frem til 2024 forskelligt. Flere observatører fremhævede, at reformerne udgjorde de mest omfattende institutionelle ændringer siden Kasakhstans selvstændighed og markerede et brud med dele af den statsstruktur, der var blevet opbygget under Nursultan Nazarbajev.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) vurderede i forbindelse med folkeafstemningen i 2022, at afstemningen blev gennemført effektivt, men pegede samtidig på begrænset politisk pluralisme, begrænset offentlig debat om reformforslagene og fortsatte udfordringer med hensyn til grundlæggende frihedsrettigheder. Proroković vurderede, at reformerne styrkede parlamentets og de lokale myndigheders formelle beføjelser i forhold til den tidligere forfatningsorden.

Andre vurderinger af reformprocessen frem til 2024 var mere forbeholdne. Freedom House og andre menneskerettighedsorganisationer fremhævede, at reformerne ikke i sig selv løste de grundlæggende udfordringer med politisk pluralisme, idet oppositionens muligheder fortsat var begrænsede, og myndighederne fortsat udøvede betydelig kontrol med medier, civilsamfund og offentlige demonstrationer.

På trods af reformerne blev Kasakhstan i internationale vurderinger af reformprocessen frem til 2024 fortsat beskrevet som et politisk system domineret af præsidentembedet, om end med større institutionel pluralisme og mere politisk konkurrence end i de foregående årtier.

Præsident

Uddybende artikel: Kasakhstans præsident

Præsidenten er statsoverhoved og besidder omfattende beføjelser inden for udenrigs-, sikkerheds- og indenrigspolitik. Præsidenten udnævner premierministeren med Kurultais samtykke samt en række centrale embedsmænd og spiller en central rolle i udformningen af statens overordnede politiske kurs.

Selv efter forfatningsreformerne i 2022 og den nye forfatning fra 2026 indtager præsidentembedet fortsat en dominerende position i Kasakhstans politiske system, selv om de øvrige statsinstitutioners formelle beføjelser er blevet styrket.

Nursultan Nazarbajev var landets første præsident fra 1991 til 2019. Siden marts 2019 har Kassym-Jomart Tokajev været præsident.

Regering

Uddybende artikel: Kasakhstans premierminister

Olzhas Bektenov, Kasakhstans premierminister siden 2024

Kasakhstans regering ledes af premierministeren og har ansvaret for den daglige regeringsførelse, den økonomiske politik, statsbudgettet og gennemførelsen af lovgivningen. Regeringen har sæde i Astana, hvor også præsidentadministrationen og de centrale statsinstitutioner er placeret. Siden februar 2024 har Olzhas Bektenov været premierminister.

Præsidenten udnævner premierministeren med Kurultais samtykke, og regeringen er ansvarlig over for både præsidenten og Kurultai.

Parlament

Uddybende artikel: Kasakhstans parlament

Kasakhstans lovgivende magt udøves af Kurultai, som består af Senatet og Mazhilis. Senatet fungerer som overkammer, mens Mazhilis er underkammer. Parlamentet vedtager love, statsbudgettet og internationale aftaler samt medvirker ved udnævnelsen af regeringen i overensstemmelse med forfatningen.

Valg

Kasakhstan afholder præsident-, parlaments- og lokalvalg. Præsidenten vælges ved direkte valg, mens medlemmerne af Mazhilis vælges ved en kombination af forholdstalsvalg og enkeltmandskredse.

Internationale observatører, herunder OSCE, har gentagne gange peget på mangler i den politiske konkurrence, kandidatregistreringen, medieadgangen og oppositionens muligheder for at konkurrere på lige vilkår med regeringsvenlige kandidater.

Efter reformerne i 2022 og den efterfølgende udvikling af valgsystemet blev der blandt andet genindført enkeltmandskredse ved en del af parlamentsvalgene og gennemført ændringer, der skulle styrke den politiske pluralisme. Internationale observatører vurderer dog fortsat, at der er behov for yderligere reformer.

Retssystem

Kasakhstans retssystem bygger på forfatningen af 2026 og den civilretlige retstradition, som historisk har været påvirket af sovjetisk og russisk ret. Retsvæsenet består af Højesteret, regionale og lokale domstole samt specialiserede domstole. Forfatningsdomstolen fører kontrol med, at love og andre retsakter er i overensstemmelse med forfatningen.

Internationale organisationer har fortsat kritiseret manglende domstolsuafhængighed og politisk indflydelse på retssager, navnlig i politisk følsomme sager.

Menneskerettigheder

Menneskerettighedssituationen i Kasakhstan har siden uafhængigheden været præget af spændingen mellem politisk stabilitet, statslig kontrol og gradvise reformforsøg.

Den nugældende forfatning garanterer formelt en række borgerlige og politiske rettigheder, herunder ytrings-, religions- og forsamlingsfrihed. Internationale organisationer har imidlertid gentagne gange kritiseret begrænsninger i den praktiske udøvelse af disse rettigheder.

Debatten om menneskerettigheder i Kasakhstan har derfor været tæt knyttet til balancen mellem politiske reformer, statslig kontrol og hensynet til stabilitet.

Menneskerettigheder og politiske frihedsrettigheder

Det politiske system under Nursultan Nazarbajev var præget af en stærk præsidentmagt, begrænset politisk opposition samt betydelig kontrol med medier og civilsamfund.

Oppositionspolitikere, aktivister og journalister har i perioder været udsat for overvågning, retsforfølgelse eller administrative begrænsninger, særligt i politisk følsomme sager. Myndighederne har samtidig fremhævet, at en stærk statslig kontrol har været nødvendig for at bevare stabilitet i etnisk og socialt sammensatte regioner samt beskytte landet mod ekstremisme og regional uro.

Presse-, religions- og forsamlingsfrihed

Internationale organisationer har kritiseret begrænsninger af pressefrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed.

Religionsfrihed er formelt garanteret, men staten regulerer religiøse organisationer gennem registreringskrav og overvågning af grupper, der opfattes som radikale eller politisk destabiliserende. Demonstrationer og politiske protester kræver som hovedregel officiel tilladelse, og sikkerhedsstyrkernes håndtering af protester har flere gange udløst international kritik.

Nedkæmpelsen af arbejderprotesterne i Zjanaozen i 2011 og urolighederne i januar 2022 har været genstand for omfattende debat om magtanvendelse, arrestationer og retssikkerhed.

Under præsident Kassym-Jomart Tokajev blev der gennemført reformer af partisystemet, valglovgivningen og forfatningen, som kulminerede med den nye forfatning, der trådte i kraft den 1. juli 2026. Internationale observatører vurderer dog fortsat, at oppositionens muligheder er begrænsede, og at staten fortsat spiller en dominerende rolle i det offentlige rum.

Korruption

Korruption har gennem længere tid været et betydeligt problem i Kasakhstan og er tæt knyttet til magtkoncentration, statsapparatet og kontrollen over landets store naturressourcer. Siden 1990'erne har store dele af økonomien været domineret af statslige selskaber, politisk forbundne erhvervsgrupper og netværk omkring præsidentembedet. Under Nursultan Nazarbajev udviklede der sig et system, hvor økonomisk og politisk magt i høj grad blev koncentreret omkring præsidentfamilien og en kreds af loyale forretningseliter. Det politiske og økonomiske system beskrives ofte som præget af patronagenetværk, hvor adgang til statslige ressourcer, kontrakter og administrative positioner i høj grad har været forbundet med loyalitet over for den politiske elite.

Særligt olie-, gas- og minesektoren har været forbundet med anklager om favorisering, uigennemsigtige kontrakter og omfattende elitekontrol over strategiske ressourcer. Korruption forekommer både på højt politisk niveau og i dele af den offentlige administration, blandt andet inden for offentlige udbud, retssystemet og lokalforvaltningen. Den tætte forbindelse mellem politik, statsøkonomi og store statslige holdingselskaber har gjort det vanskeligt at skabe fuld gennemsigtighed og uafhængig kontrol med magthaverne.

Myndighederne har siden 2000'erne gennemført en række antikorruptionskampagner, digitaliseringsprogrammer og reformer af den offentlige administration. Digitalisering af offentlige tjenester og elektroniske forvaltningssystemer har reduceret nogle former for administrativ korruption, især i kontakten mellem borgere og myndigheder.

Efter urolighederne i januar 2022 blev bekæmpelse af oligarkisk indflydelse og økonomisk magtkoncentration et centralt tema i præsident Tokajevs reformpolitik. Regeringen har søgt at begrænse Nazarbajev-familiens økonomiske netværk og styrke statens kontrol med visse strategiske sektorer. Internationale organisationer vurderer dog fortsat, at korruption og manglende gennemsigtighed udgør væsentlige udfordringer for retsstat, investeringer og politisk konkurrence i Kasakhstan.

Udenrigspolitik

Landets placering mellem Rusland og Kina samt dets store energi- og råstofressourcer har gjort udenrigspolitikken til et centralt element i statens strategi siden uafhængigheden i 1991.

Som følge heraf fører Kasakhstan en såkaldt multivektorpolitik, der søger at balancere relationerne til Rusland, Kina, USA, EU, Tyrkiet og andre regionale aktører.

Som led i denne politik har Kasakhstan profileret sig som regional mægler og flere gange været vært for internationale forhandlinger om sikkerhed, energi og atomnedrustning.

Kasakhstan arvede efter Sovjetunionens opløsning verdens fjerdestørste atomarsenal, men opgav atomvåbnene i 1990'erne, tilsluttede sig internationale nedrustningsaftaler og har siden spillet en aktiv rolle i internationale initiativer mod spredning af atomvåben.

Kasakhstans energireserver har siden 1990'erne også haft stor betydning for landets udenrigspolitik. Udviklingen af olie- og gasfelter ved Det Kaspiske Hav gjorde landet til genstand for betydelig interesse fra Rusland, Kina, USA, Iran og internationale energiselskaber. Samtidig blev spørgsmål om rørledninger, eksportveje og opdelingen af Det Kaspiske Hav centrale emner i Kasakhstans relationer til nabolandene og de øvrige kyststater.

Ud over energisektoren har Kasakhstan søgt at styrke sin geopolitiske betydning som transitland mellem Europa og Asien gennem udviklingen af transkaspiske handelsruter, energikorridorer og omfattende infrastruktursamarbejder.

Multivektorpolitik

Begrebet multivektorpolitik blev udviklet under præsident Nursultan Nazarbajev og beskriver en udenrigspolitisk strategi, hvor Kasakhstan søger at føre aktive relationer med flere stormagter og internationale organisationer samtidig.

Strategien havde til formål at beskytte Kasakhstans uafhængighed efter Sovjetunionens opløsning samt at sikre adgang til internationale markeder, investeringer og sikkerhedssamarbejder.

Som led i denne politik har Kasakhstan søgt at balancere relationerne til Rusland, Kina, USA, EU og andre internationale partnere for at undgå ensidig afhængighed af nogen enkelt stat.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 blev Kasakhstans multivektorpolitik sat under betydeligt pres. Landet søgte fortsat at bevare tætte forbindelser til Rusland, men afviste samtidig at anerkende de russisk-kontrollerede udbryderområder i Ukraine og fastholdt sin støtte til staters territoriale integritet. Ifølge Kukeyeva kan denne udvikling forstås som en gradvis overgang fra traditionel multivektorpolitik og geopolitisk balancering til en mere aktiv strategi for geopolitisk hedging, hvor Kasakhstan søger at mindske sin afhængighed af enkelte magtcentre gennem diversificering af handel, investeringer og internationale partnerskaber.

Forholdet til Rusland

Kasakhstans præsident Kassym-Jomart Tokajev og Ruslands præsident Vladimir Putin ved et møde i Moskva i 2022. Forholdet til Rusland er et centralt element i Kasakhstans udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Rusland er fortsat Kasakhstans vigtigste sikkerheds- og handelspartner, og de to lande deler verdens længste sammenhængende landegrænse. Rusland har samtidig siden Sovjetunionens opløsning været en af de vigtigste transitveje for kasakhisk olie og naturgas til internationale markeder.

Forbindelserne mellem landene bygger på tætte historiske, økonomiske og kulturelle bånd, herunder en betydelig russisktalende befolkning i det nordlige Kasakhstan. Samtidig har de tætte økonomiske forbindelser efter uafhængigheden været præget af Kasakhstans afhængighed af russiske transport- og eksportkorridorer, særligt inden for energiområdet. I de første årtier efter selvstændigheden var størstedelen af landets olieeksport afhængig af rørledninger gennem Rusland, hvilket gav Moskva betydelig indflydelse på Kasakhstans adgang til de internationale energimarkeder.

Kasakhstan er medlem af både Den eurasiske økonomiske union (EAEU) og Den kollektive sikkerhedspagt (CSTO), som udgør centrale rammer for det økonomiske og sikkerhedspolitiske samarbejde med Rusland. Medlemskabet af EAEU har bidraget til at styrke den regionale økonomiske integration og lette vare- og kapitalstrømme mellem medlemslandene.

Samarbejdet omfatter blandt andet handel, energi, transport, rumfart og militær sikkerhed, herunder den fortsatte anvendelse af Bajkonur-kosmodromen. Inden for energisektoren har samarbejdet og konkurrencen mellem de to lande samtidig været præget af Ruslands centrale rolle som transitland for kasakhisk olie og naturgas. Forhandlinger om rørledninger, tariffer og eksportkapacitet har siden 1990'erne været et tilbagevendende tema i de bilaterale relationer, samtidig med at Kasakhstan løbende har søgt at udvikle alternative eksportveje for at mindske afhængigheden af russisk transit.

Ruslands invasion af Ukraine i 2022 gjorde imidlertid forholdet mere komplekst. Kasakhstan søgte at bevare stabile forbindelser til Rusland, samtidig med at landet udbyggede samarbejdet med Kina, EU og andre partnere og forsøgte at mindske sin økonomiske og politiske afhængighed af naboen.

Kasakhstan har samtidig fastholdt princippet om territorial integritet og har ikke anerkendt de russiskkontrollerede områder i Ukraine som selvstændige stater.

Forholdet til Kina

Kina er en af Kasakhstans vigtigste økonomiske partnere og spiller en central rolle i udviklingen af transport-, energi- og infrastrukturprojekter i regionen. Kasakhstan indtager en strategisk position i Kinas Belt and Road Initiative og fungerer som et vigtigt transitland for handel mellem Kina og Europa gennem jernbaneforbindelser og andre transkontinentale transportkorridorer.

Kinesiske virksomheder har investeret betydeligt i olie-, gas- og minesektoren samt i logistisk og energimæssig infrastruktur. Investeringerne har været en vigtig del af Kinas bestræbelser på at sikre adgang til energiressourcer og udvikle landbaserede handelsforbindelser gennem Centralasien. Samtidig har dele af den kasakhstanske befolkning udtrykt bekymring over voksende kinesisk økonomisk indflydelse, kinesisk indvandring og miljøpåvirkninger knyttet til grænseoverskridende vandressourcer. Kasakhstan har derfor søgt at opretholde et pragmatisk samarbejde med Kina inden for handel, energi og infrastruktur, samtidig med at landet gennem sin såkaldte multivektorpolitik har bestræbt sig på at bevare tætte forbindelser til både Rusland, Vesten og andre regionale aktører.

Forholdet til Centralasien

Kasakhstan spiller en ledende rolle i Centralasien og har siden uafhængigheden arbejdet for tættere regionalt samarbejde om handel, energi, transport og sikkerhed. Forholdet til Usbekistan er blevet væsentligt styrket siden slutningen af 2010'erne og betragtes som centralt for regional stabilitet og økonomisk integration.

Kasakhstan samarbejder desuden med Kirgisistan, Tadsjikistan og Turkmenistan om energiforsyning, transitkorridorer, vandressourcer og grænseoverskridende infrastrukturprojekter. Vandforvaltning er et særligt vigtigt emne i regionen, da flere af Centralasiens største floder, herunder Amu Darja og Syr Darja, krydser nationale grænser og er afgørende for både landbrug, energiproduktion og vandforsyning. Spørgsmål om vandfordeling mellem de opstrømsliggende stater Kirgisistan og Tadsjikistan og de nedstrømsliggende stater Kasakhstan, Usbekistan og Turkmenistan har derfor længe været et centralt regionalt samarbejds- og konfliktområde.

Forholdet til Den Europæiske Union

Forbindelserne til Den Europæiske Union har fået stigende strategisk betydning siden 2000'erne. EU er Kasakhstans største handelspartner og den største kilde til udenlandske investeringer i landet, særligt inden for energi, råstoffer og transport.

Kasakhstan spiller samtidig en vigtig rolle for Europas energiforsyning. Landet er blandt EU's største leverandører af råolie og stod i 2025 for omkring 13 % af Unionens samlede råolieimport.

Samarbejdet mellem EU og Kasakhstan er blevet styrket gennem den udvidede partnerskabs- og samarbejdsaftale (Enhanced Partnership and Cooperation Agreement), som omfatter handel, investeringer, grøn omstilling og udviklingen af transkaspiske transportkorridorer mellem Europa og Asien.

Forholdet til USA

USA har siden 1990'erne samarbejdet med Kasakhstan om atomnedrustning, energisikkerhed og regional stabilitet. Samarbejdet blev etableret kort efter uafhængigheden og omfattede blandt andet afviklingen af det tidligere sovjetiske atomarsenal samt støtte til Kasakhstans integration i internationale institutioner og markedsøkonomien.

Et centralt element i samarbejdet var det amerikanske Nunn–Lugar-program (Cooperative Threat Reduction), som bidrog til fjernelsen af atomvåben, højt beriget uran og tilhørende infrastruktur fra Kasakhstan efter Sovjetunionens opløsning. Programmet blev et af de mest omfattende internationale nedrustningsprojekter i det tidligere Sovjetunionen og lagde grundlaget for et langvarigt sikkerhedspolitisk samarbejde mellem de to lande.

Siden 1990'erne har samarbejdet desuden omfattet energisektoren, grænsesikkerhed, bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben samt militært samarbejde gennem NATO's Partnerskab for Fred-program og fælles øvelser som Steppe Eagle.

Økonomisk har amerikanske virksomheder spillet en vigtig rolle siden 1990'erne. Energiselskaber som Chevron og ExxonMobil deltager fortsat i udviklingen af de store olie- og gasfelter ved Det Kaspiske Hav, herunder Tengiz, Kashagan og Karatsjaganak.

Kasakhstan har samtidig søgt at bevare tætte forbindelser til både USA og EU som led i landets multivektorpolitik, uden at udfordre relationerne til Rusland og Kina.

Internationale organisationer

Stats- og regeringschefer ved Shanghai Samarbejdsorganisationens topmøde i Samarkand, Usbekistan, i 2022

Kasakhstan er medlem af en række internationale og regionale organisationer, herunder FN, OSCE, Shanghai Cooperation Organisation, Den eurasiske økonomiske union og Organisation of Turkic States.

Gennem disse organisationer har landet søgt at styrke sin internationale rolle og fremme sikkerhedssamarbejde, økonomisk integration og regional stabilitet.

Denne aktive udenrigspolitiske linje kom blandt andet til udtryk gennem medlemskabet af FN's Sikkerhedsråd i 2017–2018 samt initiativer inden for atomnedrustning, religionsdialog og konfliktmægling.

Kasakhstan har desuden fungeret som vært for internationale forhandlinger, herunder de såkaldte Astana-processer om konflikten i Syrien. Landets rolle som mægler og neutral mødeplads har været et centralt element i den multivektorpolitik, som siden uafhængigheden har søgt at styrke Kasakhstans internationale profil og diplomatiske handlefrihed.

Administrative inddelinger

Kasakhstans oblaster og byer med særlig status siden reformerne i 2022

Kasakhstan er administrativt opdelt i 17 oblaster samt tre byer med særlig status. Oblasterne fungerer som landets vigtigste regionale administrative enheder og ledes af en akim (guvernør), som udpeges af præsidenten.

Det administrative system bygger fortsat i vidt omfang på den territoriale struktur fra sovjettiden. Samtidig er de administrative grænser flere gange blevet ændret siden uafhængigheden gennem reformer, sammenlægninger og oprettelsen af nye oblaster. Systemet er generelt præget af en høj grad af centralisering, selv om myndighederne siden 2010'erne gradvist har gennemført reformer med henblik på at styrke lokalt selvstyre og regionale myndigheders økonomiske ansvar.

I 2022 blev oblasterne Abaj, Jetisu og Ulytau oprettet som led i en større regional reform, der havde til formål at forbedre administrationen og styrke den regionale udvikling.

Oblaster

Oblasterne varierer betydeligt i både befolkningstæthed og økonomisk udvikling, fra de tyndt befolkede olie- og gasproducerende regioner ved Det Kaspiske Hav til de mere tætbefolkede landbrugsområder i syd og de industrielt prægede regioner i nord og centrum.

De nordlige og centrale regioner er præget af landbrug, minedrift og tungindustri, mens de vestlige oblaster omkring det Kaspiske Hav domineres af olie- og gasindustrien.

I de sydlige dele af landet er landbruget i høj grad afhængigt af kunstvanding fra floder som Syr Darja og Ili, hvilket har skabt udfordringer knyttet til vandmangel og regional vandforvaltning. De sydlige og sydøstlige områder har generelt højere befolkningstæthed. Områderne spiller samtidig en vigtig rolle inden for handel, transport og kunstvandingsbaseret landbrug.

Oblasterne ledes af en akim (guvernør), som repræsenterer centralregeringen i regionen og har ansvar for den regionale administration, gennemførelsen af statslige programmer og koordineringen af den økonomiske og sociale udvikling.

Hver oblast har desuden et folkevalgt regionalt repræsentativt organ, et maslikhat, som behandler lokale budgetter og udviklingsspørgsmål. Selv om de regionale myndigheder har ansvar for en række lokale administrative opgaver, er Kasakhstan en stærkt centraliseret stat, hvor de vigtigste politiske beslutninger træffes på nationalt niveau.

Oblast	Administrationscenter
Abaj oblast	Semey
Akmola oblast	Koksjetau
Aktjubinsk oblast	Aktjubinsk
Almaty oblast	Konajev
Atyrau oblast	Atyrau
Jambyl oblast	Taraz
Jetisu oblast	Taldykorgan
Karaganda oblast	Karaganda
Kostanaj oblast	Kostanaj
Kyzylorda oblast	Kyzylorda
Mangystau oblast	Aktau
Nordkasakhstan oblast	Petropavl
Pavlodar oblast	Pavlodar
Turkestan oblast	Turkestan
Ulytau oblast	Jezkazgan
Vestkasakhstan oblast	Oral
Østkasakhstan oblast	Öskemen

De tilbagevendte diaspora-kasakher bosatte sig ikke jævnt over landet. Mange valgte områder med klima, landskab eller erhvervsformer, der lignede forholdene i deres tidligere hjemlande, mens myndighederne samtidig forsøgte at dirigere bosætningen mod oblaster med arbejdskraftmangel eller faldende befolkningstal.

Byer med særlig status

Astana, Almaty og Shymkent har status som byer af republikansk betydning og er administrativt sidestillet med oblasterne.

Astana fungerer som landets hovedstad og politiske centrum, mens Almaty fortsat er Kasakhstans største by og vigtigste finansielle og kulturelle center.

Shymkent fik særstatus som by af republikansk betydning i 2018 som led i en administrativ reform, hvor Sydkasakhstan oblast samtidig blev omdannet til Turkestan oblast med Turkestan som nyt administrationscenter.

Lokal administration

Under oblasterne er landet opdelt i distrikter (raioner) samt byer med selvstændig administrativ status. Distrikterne omfatter typisk mindre byer, landsbyer og landkommuner, som varetager lokale administrative opgaver. Den lokale administration ledes af akimer, mens repræsentative forsamlinger (maslikhater) vælges ved lokale valg. Siden 2021 er akimer i mange landsbyer og mindre kommuner blevet valgt ved direkte valg som led i regeringens reformprogram for gradvis decentralisering.

Militær

Organisation og struktur

Kazakhstan Republican Guard

Kasakhstans væbnede styrker blev oprettet efter Sovjetunionens opløsning i 1991 på grundlag af tidligere sovjetiske militærenheder stationeret i den kasakhiske sovjetrepublik. Siden uafhængigheden har myndighederne arbejdet på at udvikle et nationalt forsvarssystem samtidig med, at landet har bevaret nære militære forbindelser til Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker.

Militæret består af landstyrker, luftforsvarsstyrker, flådestyrker på det Kaspiske Hav samt forskellige specialstyrker og nationale sikkerhedsenheder. Flådestyrkerne opererer på det Kaspiske Hav og har deres vigtigste base i Aktau.

Kasakhstan overtog efter Sovjetunionens sammenbrud store mængder sovjetisk militært udstyr, og forsvaret bygger fortsat i høj grad på russisk teknologi og træningssystemer.

Modernisering

Siden 2000'erne har regeringen søgt at modernisere de væbnede styrker gennem investeringer i professionel uddannelse, digitalisering og opgradering af materiel samt ved at udvikle en national forsvarsindustri og udvide samarbejdet med udenlandske producenter.

Der er værnepligt for mænd i Kasakhstan. Mandlige statsborgere mellem 18 og 27 år kan indkaldes til 12 måneders militærtjeneste, og værnepligtige indkaldes gennem to årlige indkaldelseskampagner om foråret og efteråret. Omkring 35.000–42.000 mænd indkaldes årligt til værnepligt, mens størstedelen af de væbnede styrker består af professionelle kontraktansatte soldater.

Et moderniseret kasakhisk Sukhoj Su-27P-jagerfly

Siden 2000'erne har myndighederne arbejdet på gradvist at professionalisere militæret, og kontraktansatte soldater udgør i dag omkring 70 % af personellet. Udviklingen skal styrke de væbnede styrkers beredskab, tekniske kompetencer og evne til at deltage i internationale operationer.

Tjenestepligtige anvendes primært i landstyrkerne og forskellige støttefunktioner, mens mange specialiserede enheder i stigende grad bemandes af kontraktansatte soldater. Denne udvikling afspejler en bredere modernisering af de væbnede styrker og et ønske om at skabe et mere professionelt og teknologisk orienteret forsvar.

Kasakhstan har samarbejdet med Tyrkiet, Israel, Rusland og Kina om udvikling og modernisering af militært materiel, herunder droner, pansrede køretøjer, kommunikationssystemer og luftforsvar.

Forsvarsudgifterne har gennem 2010'erne og 2020'erne typisk ligget mellem 1 og 2 milliarder US-dollar årligt. Ifølge SIPRI toppede de registrerede militærudgifter i midten af 2010'erne og igen i 2019, hvorefter de faldt til omkring 1,2–1,3 milliarder dollar i midten af 2020'erne.

Militærudgifternes andel af BNP faldt samtidig fra omkring 1 % i begyndelsen af 2010'erne til under 0,5 % i midten af 2020'erne. Ud over de ordinære forsvarsudgifter anvender staten også ressourcer på nationalgarden, grænsebevogtning og andre sikkerhedsorganer, som ikke nødvendigvis indgår ensartet i internationale opgørelser.

Internationale operationer og sikkerhedspolitik

Kort over medlemsstaterne i Den kollektive sikkerhedspagt (CSTO)

Kasakhstan er medlem af Den kollektive sikkerhedspagt (CSTO), som blev oprettet i 1992 og fungerer som en kollektiv sikkerhedsalliance mellem Rusland, Kasakhstan og flere andre tidligere sovjetrepublikker. Organisationens medlemslande har forpligtet sig til gensidig bistand i tilfælde af angreb mod et medlemsland og gennemfører regelmæssigt fælles militærøvelser og sikkerhedssamarbejde.

CSTO fik særlig betydning for Kasakhstan under urolighederne i januar 2022, da organisationen for første gang i sin historie indsatte en multinational styrke efter anmodning fra præsident Kassym-Jomart Tokajev. Styrken blev udsendt for at beskytte strategiske anlæg og støtte de kasakhiske myndigheder under de landsdækkende uroligheder.

Indsættelsen understregede de tætte sikkerhedspolitiske forbindelser mellem Kasakhstan og Rusland, men illustrerede samtidig den balancegang, der præger Kasakhstans udenrigs- og sikkerhedspolitik. Landet har fortsat sit medlemskab af CSTO, samtidig med at det søger at opretholde et bredt forsvars- og sikkerhedssamarbejde med blandt andet Kina, Tyrkiet, USA og NATO gennem fælles øvelser, uddannelsesprogrammer og fredsbevarende aktiviteter som led i den bredere multivektorpolitik.

Kasakhstans sikkerhedspolitik beskrives ofte som del af landets bredere multivektorpolitik, hvor regeringen forsøger at balancere relationerne mellem forskellige stormagter og regionale aktører.

Kasakhstan har siden begyndelsen af 2000'erne opbygget særlige enheder til internationale fredsbevarende operationer. Fredsbevaringsbataljonen KAZBAT blev oprettet i 2000 og indgår i dag i den større fredsbevarende brigade KAZBRIG. Personellet uddannes ved KAZCENT (Peacekeeping Operations Center) i Almaty, hvor træningen følger internationale standarder for FN-operationer og multinationale styrker.

Kasakhiske fredsbevarende styrker har deltaget i en række internationale missioner. Mellem 2018 og 2023 udsendte Kasakhstan mere end 500 soldater til FN-styrken UNIFIL i Libanon, hvor de opererede sammen med den indiske bataljon. Kasakhiske officerer har desuden gjort tjeneste som observatører og stabsofficerer i FN-missioner i blandt andet Vestsahara, Den Centralafrikanske Republik og Den Demokratiske Republik Congo.

I 2024 overtog et selvstændigt kasakhisk kontingent på omkring 140 soldater ansvaret for en sektor under FN's observatørstyrke UNDOF på Golanhøjderne. Styrken udfører patruljering, bevogtning af kontrolposter og støtte til FN's operationer i området. Udsendelsen markerede første gang, at Kasakhstan bidrog med et selvstændigt fredsbevarende kontingent under FN-kommando.

Militæret spiller også en væsentlig rolle i katastrofeberedskab, grænsebeskyttelse og beskyttelsen af statslige og militære anlæg.

Økonomi

Kasakhstan har en råstofbaseret markedsøkonomi, hvor olie, naturgas, uran og minedrift fortsat udgør de vigtigste eksportsektorer. Siden 1990'erne har landet søgt at diversificere økonomien gennem industrialisering, digitalisering, logistik og udviklingen af den transkaspiske korridor.

Det er den største økonomi i Centralasien og er en af de vigtigste råstoføkonomier blandt de tidligere sovjetrepublikker. Landets økonomiske udvikling siden uafhængigheden har været tæt knyttet til udvinding og eksport af olie, naturgas, uran og metaller samt til landets rolle som transitland mellem Europa og Asien.

Olie og olieprodukter udgør fortsat hovedparten af landets eksportindtægter, mens uran, kobber og andre metaller også spiller en betydelig rolle i udenrigshandelen.

Udenrigshandel

Landet er den største vareeksportør i Centralasien, og eksporten domineres fortsat af råstoffer. Ifølge officielle statistikker udgjorde den samlede varehandel 143,9 milliarder US-dollar i 2025, heraf eksport for 79,0 milliarder dollar og import for 64,8 milliarder dollar.

Vigtigste eksportvarer (2025)

Varegruppe	Andel af eksporten
Råolie og olieprodukter	50,5 %
Radioaktive grundstoffer og isotoper (herunder uran)	5,3 %
Raffineret kobber og kobberlegeringer	5,2 %
Kobbermalm og kobberkoncentrater	3,6 %
Ferrolegeringer	2,6 %

Råolie og olieprodukter udgjorde 50,5 % af vareeksporten i 2025. Andre vigtige eksportvarer var uran og radioaktive isotoper (5,3 %), raffineret kobber og kobberlegeringer (5,2 %), kobbermalm og koncentrater (3,6 %) samt ferrolegeringer (2,6 %).

Uran og radioaktive isotoper udgjorde 5,3 % af vareeksporten i 2025 og var dermed blandt landets vigtigste eksportvarer.

De vigtigste eksportmarkeder var Italien (19,8 %), Kina (19,2 %) og Rusland (10,3 %), mens importen hovedsageligt kom fra Rusland (29,7 %), Kina (29,2 %) og Tyskland (4,8 %).

Handelsmønstret afspejler både Kasakhstans rolle som råstofeksportør og landets geografiske placering mellem Europa, Rusland, Kina og de øvrige centralasiatiske stater.

Strukturelle styrker og svagheder

Kasakhstan råder over betydelige naturressourcer, store landbrugsarealer og en strategisk placering mellem Europa og Asien. Landet har siden uafhængigheden tiltrukket omfattende udenlandske investeringer og udviklet sig til den største økonomi i Centralasien. Samtidig giver de store reserver af olie, naturgas, uran og metaller staten betydelige eksportindtægter og finansielle ressourcer.

Kasakhstan har desuden relativt veludbygget infrastruktur sammenlignet med de øvrige centralasiatiske lande og fungerer som et vigtigt transitland for handel mellem Kina, Rusland, Centralasien og Europa.

Økonomien er imidlertid præget af betydelige strukturelle udfordringer. Staten spiller fortsat en dominerende rolle gennem store statslige selskaber og investeringsfonde, mens begrænset konkurrence og institutionelle svagheder hæmmer produktivitet og innovation.

Den statslige investeringsfond Samruk-Kazyna kontrollerer store dele af de strategiske sektorer og har betydelig indflydelse på økonomisk planlægning og nationale udviklingsprojekter.

Systemet er gentagne gange blevet kritiseret for manglende gennemsigtighed, magtkoncentration og tætte forbindelser mellem politiske og økonomiske eliter. OECD har gennem flere overvågningsrunder under Istanbul Anti-Corruption Action Plan anerkendt en række reformer af landets anti-korruptionssystem, men har samtidig peget på fortsatte udfordringer inden for offentlig integritet, forebyggelse af korruption og håndhævelse af anti-korruptionslovgivningen.

Klimaforandringer, vandmangel og behovet for modernisering af dele af infrastrukturen vurderes samtidig at udgøre væsentlige langsigtede udfordringer for den økonomiske udvikling.

Råstofafhængighed og diversificering

Kasakhstans økonomi er fortsat stærkt afhængig af udvinding og eksport af olie, naturgas, uran og metaller. Råolie og olieprodukter udgjorde alene over halvdelen af vareeksporten i 2025, mens uran, kobber og andre mineraler også spillede en central rolle i udenrigshandelen.

Råstofsektoren har været en vigtig drivkraft bag den økonomiske vækst siden 1990'erne og har bidraget til betydelige udenlandske investeringer, stigende levestandard og opbygningen af den statslige National Fund. Afhængigheden af råvareeksport gør imidlertid økonomien sårbar over for udsving i verdensmarkedspriserne på energi og mineraler.

Siden 2010'erne har myndighederne derfor søgt at diversificere økonomien gennem investeringer i industri, logistik, digitalisering, landbrug og vedvarende energi. Udbygningen af transportkorridorer mellem Kina og Europa, herunder den transkaspiske Middle Corridor, indgår som et centralt element i denne strategi.

Diversificeringen har bidraget til vækst i flere sektorer uden for råstoføkonomien, men olie- og gassektoren er fortsat den dominerende kilde til eksportindtægter, udenlandske investeringer og statsindtægter. Internationale organisationer som OECD, IMF og Verdensbanken vurderer derfor fortsat, at reduktion af råstofafhængigheden er en af de vigtigste langsigtede udfordringer for Kasakhstans økonomi.

Økonomisk udvikling

1991-1999

Efter Sovjetunionens opløsning gennemgik Kasakhstan en omfattende overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi. Regeringen iværksatte privatiseringer, liberaliseringer og reformer med henblik på at tiltrække udenlandske investeringer og integrere landet i verdensøkonomien.

Overgangen var imidlertid forbundet med betydelige økonomiske omkostninger. Ophøret af den centrale planlægning, Sovjetunionens sammenbrud og hyperinflationen i begyndelsen af 1990'erne førte til recession, faldende industriproduktion og et markant fald i levestandarden. Omstillingen blev yderligere vanskeliggjort af omfattende skjult arbejdsløshed, lønrestancer og udvandring blandt tekniske specialister og højtuddannede medarbejdere. Mange virksomheder reducerede produktionen kraftigt eller indstillede driften, mens regeringen samtidig søgte støtte fra IMF og andre internationale finansielle institutioner for at stabilisere økonomien og fremskynde privatiseringerne.

Samtidig oplevede landet betydelig udvandring blandt især russere, tyskere og andre ikke-kasakhiske befolkningsgrupper, hvilket bidrog til økonomiske og sociale udfordringer. Udvandringen omfattede mange højtuddannede specialister og tekniske medarbejdere, hvilket yderligere vanskeliggjorde omstillingen til markedsøkonomi i de første år efter uafhængigheden.

Mod slutningen af årtiet begyndte økonomien gradvist at stabilisere sig, men blev i 1998 ramt af følgerne af den russiske finanskrise, hvilket forsinkede genopretningen.

2000-2014

Kasakhstan blev efterhånden det vigtigste finansielle og industrielle centrum i Centralasien og tiltrak omfattende investeringer fra Rusland, Kina, USA og EU-landene. Regeringen prioriterede aktivt tiltrækningen af udenlandske investeringer, særligt inden for olie- og gassektoren, minedrift og tung industri, som blev centrale drivkræfter i den økonomiske omstilling efter selvstændigheden. Store internationale energiselskaber kom samtidig til at spille en vigtig rolle i udviklingen af olie- og gasfelter som Tengiz, Kashagan og Karatsjaganak. Den høje efterspørgsel efter energi og råstoffer bidrog til en længere periode med økonomisk vækst og stigende levestandard.

Efter 2014

Faldende oliepriser fra 2014 understregede behovet for at reducere afhængigheden af råstofsektoren. Myndighederne har derfor arbejdet på at diversificere økonomien gennem investeringer i industri, logistik, digitalisering, landbrug og vedvarende energi. Under præsident Kassym-Jomart Tokajev er indsatsen blevet videreført som led i bredere økonomiske reformer. Udbygningen af transkaspiske handelsruter og den såkaldte Middle Corridor har samtidig fået større strategisk betydning som alternativ transportforbindelse mellem Kina og Europa.

Kasakhstan er i dag klassificeret som et øvre mellemindkomstland af Verdensbanken.

Ifølge IMF forventes bruttonationalproduktet (BNP) at udgøre 360,5 milliarder US-dollar i 2026, svarende til omkring 17.500 dollar pr. indbygger. Kasakhstan har dermed den største økonomi blandt de centralasiatiske lande målt ved BNP.

Udenlandske investeringer

Kasakhstan har siden uafhængigheden været den største modtager af udenlandske direkte investeringer i Centralasien. Investeringerne har især været koncentreret i olie- og gassektoren, minedrift, finanssektoren og transportinfrastruktur og har spillet en central rolle i landets økonomiske udvikling.

Udvalgte økonomiske nøgletal (2026)

Nøgletal	Værdi
BNP	360,5 mia. US$
BNP pr. indbygger	17.500 US$
BNP-vækst	4,6 %
Inflation (gennemsnitlig forbrugerprisvækst)	10,7 %
Arbejdsløshed	4,6 %
Offentlig bruttogæld	24,9 % af BNP

Myndighederne har gennem privatiseringer, særlige investeringsordninger og omfattende samarbejde med internationale energiselskaber søgt at tiltrække udenlandsk kapital. Investeringerne har bidraget til udviklingen af store energi- og råstofprojekter som Tengiz, Kashagan og Karatsjaganak samt til modernisering af transport- og industrisektoren.

Ifølge Kasakhstans nationalbank udgjorde bruttoindstrømningen af udenlandske direkte investeringer omkring 20,5 milliarder US-dollar i 2025. De største investorkilder var Nederlandene, Rusland, Kina, De Forenede Arabiske Emirater og Singapore.

Investeringerne er fortsat domineret af råstofsektoren, men myndighederne har i stigende grad søgt at tiltrække kapital til industri, digitalisering, logistik og andre sektorer som led i bestræbelserne på at diversificere økonomien.

Arbejdsmarked og beskæftigelse

Kasakhstans arbejdsmarked har gennemgået betydelige forandringer siden uafhængigheden som følge af overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi. I 1990'erne medførte økonomiske reformer, privatiseringer og industrinedlæggelser stigende arbejdsløshed og usikker beskæftigelse, men fra begyndelsen af 2000'erne bidrog den økonomiske vækst til øget beskæftigelse og stigende lønninger.

Beskæftigelsen er i dag koncentreret inden for serviceerhverv, handel, transport, industri og den offentlige sektor, mens landbrugets andel af arbejdsstyrken gradvist er faldet. Olie- og gassektoren spiller en central rolle for økonomien, men beskæftiger kun en relativt begrænset del af arbejdsstyrken sammenlignet med dens betydning for eksport og statsindtægter.

Arbejdsmarkedet er præget af betydelige regionale forskelle. De største byer, Almaty og Astana, tiltrækker en voksende del af arbejdsstyrken og fungerer som centre for højere uddannelse, offentlig administration og specialiserede serviceerhverv, mens mange landdistrikter fortsat er afhængige af landbrug, råstofudvinding eller offentlig beskæftigelse.

Kasakhstan har samtidig oplevet omfattende intern migration fra landdistrikter til byområder samt udvandring af højtuddannede specialister, særligt i årene efter Sovjetunionens opløsning. Myndighederne har derfor gennem forskellige programmer søgt at styrke erhvervsuddannelser, arbejdsmarkedspolitik og udviklingen af nye erhvervssektorer som led i bestræbelserne på at diversificere økonomien.

Ifølge IMF og Verdensbanken har Kasakhstan i de senere år haft en officiel arbejdsløshed på omkring 4–5 %, men internationale organisationer peger samtidig på udfordringer knyttet til produktivitet, kompetencemismatch, regional mobilitet og behovet for at skabe flere arbejdspladser uden for råstofsektoren.

Finanssektor

Astana International Financial Centre (AIFC) blev etableret i 2018 som et regionalt finansielt centrum for Centralasien.

Finanssektoren er hovedsageligt koncentreret i Almaty, som fungerer som landets vigtigste finansielle og kommercielle centrum. Kasakhstan har siden 2000'erne arbejdet på at udvikle regionale finansmarkeder og tiltrække internationale investeringer. Astana International Financial Centre (AIFC) blev etableret i 2018 med ambitionen om at fungere som regionalt finanscentrum for Centralasien og Eurasien.

AIFC bygger på principperne i engelsk common law og har et selvstændigt retssystem med egen domstol (AIFC Court) og et internationalt voldgiftscenter (International Arbitration Centre), som behandler tvister mellem virksomheder og investorer. Som led i centret blev Astana International Exchange (AIX) etableret i 2018 som en international børs med deltagelse af blandt andre Nasdaq, Shanghai Stock Exchange og den kinesiske Silk Road Fund. AIFC indgår i Kasakhstans strategi om at udvikle landet som regionalt finansielt knudepunkt mellem Europa og Asien.

Banksektoren domineres af en række større kommercielle banker, mens Kasakhstans nationalbank har ansvaret for pengepolitik, valutastabilitet og tilsyn med det finansielle system. Finanssektoren har gennemgået omfattende reformer siden 1990'erne og spiller en central rolle i landets økonomi. Sektoren er dog fortsat sårbar over for udsving i råvarepriser, valutakurser og den generelle økonomiske udvikling, hvilket blandt andet kom til udtryk under bankkrisen i 2007-2008 og efterfølgende perioder med faldende oliepriser.

Energi

2022 opføres et omfattende petrokemisk anlæg i Atyrau

Energisektoren udgør en central del af Kasakhstans økonomi og udenrigspolitik og står for en stor andel af landets eksportindtægter og statsbudget. Kasakhstan råder over store reserver af olie, naturgas, kul og uran og er blandt verdens vigtigste producenter af fossile brændstoffer og uran.

Sektoren blev udbygget intensivt i sovjettiden og har siden uafhængigheden spillet en central rolle i landets økonomiske udvikling. Efter 1999 bidrog stigende olieproduktion og høje verdensmarkedspriser til en lang periode med stærk økonomisk vækst og voksende eksportindtægter. Energiressourcerne er koncentreret i de vestlige dele af landet omkring det Kaspiske Hav, mens kulforekomsterne især findes i Karaganda-bækkenet i det centrale Kasakhstan.

Regeringen har i stigende grad forsøgt at diversificere energisektoren og mindske afhængigheden af fossile brændstoffer gennem investeringer i vedvarende energi og modernisering af energiinfrastrukturen.

Elproduktion

Elproduktion efter energikilde (2025)

Energikilde	Andel
Kulkraft	74,4 %
Naturgas	11,0 %
Vandkraft	8,5 %
Vind, sol og bioenergi	6,1 %

Kasakhstans elproduktion er fortsat domineret af fossile brændstoffer, især kul, som leverer størstedelen af landets elektricitet. Mange af landets største kraftværker blev opført i sovjettiden og er koncentreret i de nordlige og centrale dele af landet nær de store kulforekomster i Karaganda- og Ekibastuz-bækkenerne.

Naturgas spiller en stigende rolle i elproduktionen, særligt i de vestlige og sydlige regioner, hvor gasfyrede kraftværker i stigende grad anvendes som supplement til de aldrende kulkraftværker.

Vandkraft bidrager med en mindre, men betydelig del af elproduktionen. De største vandkraftværker ligger hovedsageligt i de østlige og sydøstlige bjergområder, hvor floder med udspring i Tian Shan og Altajbjergene giver gunstige betingelser for vandkraftproduktion.

Det nationale elsystem er præget af store geografiske afstande og regionale ubalancer mellem produktion og forbrug. De nordlige regioner producerer størstedelen af elektriciteten, mens de tætbefolkede sydlige regioner historisk har været afhængige af overførsel af strøm fra andre dele af landet og i perioder også af import fra nabolandene.

Den stigende efterspørgsel efter elektricitet, behovet for modernisering af ældre kraftværker og målsætninger om reduktion af drivhusgasudledninger har bidraget til øget fokus på vedvarende energi og planer om ny atomkraftproduktion.

Kul

Kul spiller fortsat en vigtig rolle i den indenlandske energiforsyning, særligt i elproduktionen, hvor mange kraftværker stammer fra sovjettiden. Kulminerne i Karaganda var blandt de vigtigste industrikomplekser i sovjettiden, men produktionen faldt markant efter uafhængigheden som følge af den økonomiske omstilling i 1990'erne.

Afhængigheden af fossile brændstoffer har gjort Kasakhstan til den største udleder af CO₂ i Centralasien og til et af de lande i verden med den højeste drivhusgasudledning pr. indbygger.

Vedvarende energi

Vedvarende energi har fået voksende betydning i energipolitikken siden 2010'erne som led i bestræbelserne på at modernisere energisektoren og reducere CO₂-udledninger.

Landet har betydeligt potentiale inden for vind- og solenergi på grund af de store åbne steppeområder og mange solskinstimer.

Særligt vindkraft vurderes at have stor kapacitet i de centrale og nordlige regioner, hvor vindforholdene er blandt de bedste i Centralasien. Kasakhstan har tillige investeret i solenergi og mindre vandkraftprojekter som led i internationale klima- og energiprogrammer.

Udviklingen af vedvarende energi hæmmes dog fortsat af afhængigheden af kulkraft, aldrende energiinfrastruktur og store afstande mellem produktions- og forbrugsområder. Regeringen har derfor sat mål om øget andel af vedvarende energi og klimatiltag som led i strategier for grøn omstilling og økonomisk diversificering.

Olie og gas

Kort over olie- og naturgasinfrastrukturen i den kaspiske region.

Kasakhstan er blandt verdens største olieproducerende lande og har i de senere år typisk været placeret omkring 11.-13. pladsen globalt målt på produktion af råolie. Olie- og gassektoren dominerer fortsat landets energisektor og eksport og er den vigtigste kilde til eksportindtægter, udenlandske investeringer og økonomisk vækst. Siden 1990'erne har udviklingen af landets olie- og gasressourcer været en af de vigtigste drivkræfter bag den økonomiske udvikling.

Efter selvstændigheden satsede regeringen aktivt på at tiltrække udenlandske investeringer til udviklingen af landets store olie- og gasreserver. Internationale konsortier og energiselskaber fik en central rolle i udviklingen af felter ved det Kaspiske Hav, samtidig med at eksportinfrastrukturen blev udbygget gennem nye rørledningsprojekter. Naturgas anvendes både til eksport og indenlandsk energiforsyning, men rørledningsnettet og forsyningsinfrastrukturen er fortsat ujævnt udviklet mellem landets regioner.

Felter og produktion

De største olie- og gasfelter ligger hovedsageligt i det vestlige Kasakhstan nær det Kaspiske Hav, hvor især felterne Tengiz, Kashagan og Karachaganak hører til blandt de største energifelter i Eurasien. Udviklingen af Kashagan-feltet blev et af de største energiprojekter i det postsovjetiske område, men projektet blev præget af betydelige tekniske udfordringer, store omkostninger og gentagne forsinkelser.

Eksport og transport

EU er en af de vigtigste aftagere af kasakhisk olie. Efter Ruslands faldende betydning som energileverandør til Europa er Kasakhstan blevet en af EU's vigtigste kilder til råolie og har i de senere år været blandt Unionens tre største eksterne leverandører.

Kasakhstan producerer langt mere olie end naturgas, og størstedelen af olieeksporten går til internationale markeder gennem rørledninger via Rusland samt gennem transportkorridorer over det Kaspiske Hav.

Siden uafhængigheden har udbygningen af alternative eksportveje været et centralt element i Kasakhstans energipolitik, da landet længe var afhængigt af russiske rørledninger for at få adgang til verdensmarkedet.

Den vigtigste eksportforbindelse er Caspian Pipeline Consortium, som transporterer olie fra Tengiz-feltet til den russiske havn Novorossijsk ved Sortehavet.

Kasakhstan har samtidig søgt at mindske afhængigheden af én enkelt eksportvej ved at udvikle alternative rørledninger og transportruter gennem samarbejde med Kina, Aserbajdsjan og andre lande omkring det Kaspiske Hav.

Kina er samtidig blevet et af de vigtigste eksportmarkeder for både olie og naturgas gennem en række rørledningsforbindelser mellem Kasakhstan og det vestlige Kina. Udbygningen af forbindelserne mod Kina har samtidig reduceret Kasakhstans afhængighed af eksport gennem Rusland og givet landet større handlefrihed i energipolitikken.

Statens rolle og udfordringer

Statsvirksomheden KazMunayGas spiller en dominerende rolle i sektoren og deltager som statslig partner i de fleste større olie- og gasprojekter sammen med internationale energiselskaber.

Siden uafhængigheden har Kasakhstan tiltrukket betydelige investeringer fra energiselskaber, herunder Chevron, ExxonMobil, Eni, Shell og TotalEnergies.

Indtægterne fra energisektoren har finansieret store infrastrukturelle projekter og den statslige National Fund, men den fortsatte afhængighed af råvare- og olieeksport har samtidig gjort økonomien sårbar over for udsving i verdensmarkedspriserne på energi.

Miljømæssigt har olie- og gasproduktionen medført problemer som forurening, metanudslip og belastning af økosystemerne omkring det Kaspiske Hav.

Atomenergi

Kasakhstan havde fra 1973 til 1999 atomkraftproduktion ved BN-350-reaktoren i Aktau, som samtidig leverede elektricitet og afsaltet drikkevand til regionen.

Efter lukningen af BN-350 har landet ikke haft kommerciel atomkraftproduktion, men atomenergi har fortsat spillet en vigtig rolle i den energipolitiske debat som mulig løsning på stigende energibehov og reduktion af CO2-udledninger.

Landets omfattende uranindustri og eksisterende nukleare ekspertise har bidraget til, at atomenergi fortsat indgår i den langsigtede energiplanlægning. Kasakhstan spiller samtidig en central rolle i den internationale forsyning af nukleart brændsel.

I oktober 2024 godkendte et flertal af vælgerne ved en folkeafstemning planer om at opføre et nyt atomkraftværk. Projektet indgår i regeringens strategi for at reducere afhængigheden af kulkraft og sikre en stabil elforsyning i takt med den stigende efterspørgsel efter energi.

Erfaringerne fra atomprøvesprængningerne ved Semipalatinsk har præget den offentlige debat om atomkraft og strålingssikkerhed.

Råstoffer og minedrift

Minedrift spiller en central rolle i Kasakhstans økonomi, og landet har verdens største uranforekomster samt betydelige forekomster af krom, kobber, guld, jern, bly, mangan og zink. Kasakhstans mineralressourcer blev udviklet intensivt i sovjettiden, især i de centrale og østlige dele af landet, hvor minedrift og metalforarbejdning blev integreret i Sovjetunionens industrielle planøkonomi. Efter uafhængigheden blev sektoren gradvist åbnet for udenlandske investeringer, samtidig med at staten bevarede betydelig indflydelse over strategiske råstoffer og store mineselskaber.

Uranudvinding

Kasakhstan er verdens største producent af uran og står for en betydelig del af den globale produktion.

Uranudvindingen foregår hovedsageligt i det sydlige Kasakhstan gennem in situ-leaching, hvor uran opløses direkte i undergrunden og pumpes op til overfladen.

Statsvirksomheden Kazatomprom er den dominerende aktør i sektoren og samarbejder med internationale virksomheder fra Kina, Rusland, Canada og Frankrig.

Uransektoren har fået voksende geopolitisk betydning som følge af den globale efterspørgsel efter atomenergi og ønsket om at diversificere energiforsyninger væk fra fossile brændstoffer.

Andre mineraler

Ud over uran er Kasakhstan en vigtig producent af kobber, ferrolegeringer og sjældne metaller, som anvendes i stålproduktion, elektronik og grøn teknologi.

Store minedistrikter findes omkring Karaganda, Öskemen, Jezkazgan og Ekibastuz.

Minedrift har historisk været tæt knyttet til industrialiseringen i sovjettiden og udviklingen af store industribyer i steppeområderne. Sektoren er blevet kritiseret for miljøproblemer som jordforurening, tungmetaller, affaldsdepoter og højt energiforbrug.

Mange ældre mine- og industriregioner er fortsat præget af forurening fra sovjettiden, især omkring tidligere metallurgiske anlæg og uranrelaterede faciliteter. Regeringen har i stigende grad forsøgt at modernisere sektoren og tiltrække investeringer i forarbejdning, batterimetaller og strategiske råstoffer, som er vigtige for den globale grønne omstilling.

Landbrug

Kasakhisk hyrde, hest og tobet-hunde

Landbrug har historisk spillet en central rolle i Kasakhstans økonomi og samfund, selv om sektorens relative betydning er faldet siden uafhængigheden som følge af industrialisering og væksten i olie- og minedriftssektoren.

De store steppeområder i det nordlige Kasakhstan er blandt verdens vigtigste områder for korndyrkning, især produktion af hvede.

Landets landbrug blev grundlæggende omformet under Sovjetunionen gennem kollektivisering og Nikita Khrusjtjovs kampagne for udvikling af jomfrueligt land i 1950'erne, hvor store dele af stepperne blev opdyrket til kornproduktion. Kampagnen førte til en kraftig stigning i landbrugsproduktionen, men medførte også jorderosion, miljøproblemer og stor afhængighed af monokultur.

Efter uafhængigheden gennemgik sektoren omfattende privatiseringer og strukturændringer, hvor mange sovjetiske kollektivbrug blev opløst eller omdannet til private landbrug og agroindustrielle virksomheder. Siden begyndelsen af 2000'erne har staten gennem programmer som Agricultural and Food Program og KazAgro øget støtten til landbruget gennem subsidier, kreditordninger og investeringer i sektoren.

Kornmarker i nærheden af Kökşetau i Akmola-regionen, et af Kasakhstans vigtigste landbrugsområder

Kasakhstan er i dag blandt verdens største eksportører af hvede og mel, især til markeder i Centralasien, Kina og Mellemøsten.

Ud over hvede dyrkes især byg, solsikker, ris og bomuld afhængigt af klima- og jordforholdene i de forskellige regioner.

I de sydlige dele af landet er landbruget i høj grad afhængigt af kunstvanding fra floder som Syr Darja og Ili, hvilket har skabt udfordringer knyttet til vandmangel og regional vandforvaltning.

Husdyrbrug spiller fortsat en vigtig rolle i store dele af Kasakhstan, især produktion af kvæg, får, heste og kameler.

Nomadisk og seminomadisk husdyrbrug har historisk været en central del af den kasakhiske kultur og præger fortsat dele af landdistrikterne.

Sektoren er sårbar over for tørke, ekstreme temperaturer og klimaforandringer, som påvirker både høstudbytter og græsningsområder.

Regeringen har i stigende grad forsøgt at modernisere landbruget gennem investeringer i mekanisering, logistik og fødevareforarbejdning for at øge produktiviteten og eksportværdien.

Handelspolitik og internationale handelsrelationer

Udenrigshandelen er præget af en omfattende eksport af råvarer og understøttes af landets strategiske placering mellem Europa og Asien. Eksporten domineres af olie, naturgas, uran, metaller og andre råstoffer, mens landet importerer maskiner, elektronik, køretøjer og industrivarer.

Kasakhstan har siden uafhængigheden arbejdet på at integrere sig i den globale økonomi gennem medlemskab af internationale handelsorganisationer og regionale økonomiske samarbejder. Landet blev medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) i 2015 efter længerevarende forhandlinger om toldsatser, investeringer og markedsreformer. Optagelsen markerede et vigtigt skridt i Kasakhstans langsigtede strategi for integration i verdensøkonomien og tiltrækning af udenlandske investeringer.

Kasakhstan er medlem af Den eurasiske økonomiske union (EAEU) sammen med Rusland, Belarus, Armenien og Kirgisistan. Unionen har skabt et fælles toldområde og fremmet den økonomiske integration mellem medlemslandene, samtidig med at Rusland fortsat er Kasakhstans vigtigste handelspartner inden for unionen.

Kina er i dag blandt Kasakhstans vigtigste handelspartnere og eksportmarkeder. Udbygningen af transportforbindelser og energisamarbejdet mellem de to lande har samtidig styrket Kasakhstans rolle som transitland mellem Kina og Europa. Kasakhstan fungerer som et vigtigt transitland mellem Europa og Asien, og den såkaldte Mellemste Korridor har fået stigende betydning som handelsrute mellem Asien og Europa. Landets geografiske placering har samtidig gjort det til et centralt bindeled mellem kinesiske, russiske og europæiske transportnetværk.

EU er blandt Kasakhstans vigtigste handelspartnere, især som aftager af olie og råstoffer.

Kasakhstans økonomi er afhængig af globale råvarepriser og internationale transportforbindelser, hvilket gør landet sårbart over for geopolitiske spændinger og udsving på energimarkederne. Samtidig har denne afhængighed styrket myndighedernes fokus på at udvikle alternative eksportveje og transportkorridorer til både Europa og Asien.

Infrastruktur og transport

Olietankvogne på Manat jernbanestation i Mangystau regionen

Kasakhstan har et af de største jernbanenet i Centralasien, og jernbanerne udgør fortsat landets vigtigste transportform. Deres betydning er vokset i takt med den stigende transittrafik mellem Kina og Europa samt mellem Centralasien og Rusland. Som verdens største indlandsstat er Kasakhstan i særlig grad afhængig af effektive landtransportforbindelser, og landet indtager samtidig en central placering i Kinas Bælte- og Vejinitiativ.

Kasakhstans transportinfrastruktur blev i vid udstrækning opbygget i sovjettiden og afspejler fortsat datidens økonomiske og geografiske prioriteringer. Efter Sovjetunionens opløsning opstod der behov for nye internationale transportkorridorer, og den eksisterende infrastruktur har siden været genstand for omfattende modernisering. Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 er Kasakhstans betydning som transitland mellem Europa og Asien vokset yderligere.

Den Mellemste Korridor

Den transkaspiske internationale transportkorridor Mellemste Korridor, som forbinder Kina og Europa via Kasakhstan og udgør en vigtig transportrute uden om Rusland.

Den såkaldte Mellemste Korridor (også kendt som den transkaspiske internationale transportrute) forbinder Kina med Europa via Kasakhstan, Det Kaspiske Hav, Kaukasus og Tyrkiet.

Korridoren har fået stigende geopolitisk og økonomisk betydning efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022, da flere lande og virksomheder har søgt alternative handelsruter uden om Rusland. Kasakhstan har som led heri investeret betydeligt i jernbaner, havne og logistikcentre for at styrke korridorens kapacitet og rolle i den eurasiske handel. Investeringerne omfatter blandt andet udbygning af jernbanekapaciteten, modernisering af havnene ved Det Kaspiske Hav og etablering af nye logistiske knudepunkter langs transportkorridoren.

Flere analyser peger dog på, at korridorens langsigtede potentiale fortsat begrænses af kapacitetsproblemer ved havnene på Det Kaspiske Hav, flaskehalse i transportinfrastrukturen samt politiske og sikkerhedsmæssige forhold i Sydkaukasus. Desuden kan den faldende vandstand i Det Kaspiske Hav skabe yderligere udfordringer for søtransporten på ruten.

Jernbaner

Jernbaner i Kasakhstan

Jernbanerne udgør rygraden i Kasakhstans transportsystem og spiller en afgørende rolle for både indenrigstransport, råvareeksport og international transit mellem Europa og Asien. Det kasakhiske jernbanenet blev i vid udstrækning udviklet i sovjettiden for at forbinde minedistrikter, industribyer og landbrugsområder med Rusland og andre dele af Sovjetunionen. Efter uafhængigheden har jernbanerne bevaret stor økonomisk betydning på grund af landets enorme afstande, den lave befolkningstæthed og landets rolle som transitforbindelse mellem Asien og Europa.

Kort over den planlagte jernbanestrækning Mointy–Kyzylzhar i Kasakhstan

Regeringen har siden midten af 2020'erne iværksat en omfattende modernisering af jernbanenettet for at øge kapaciteten på den transkaspiske internationale transportrute (Den Mellemste Korridor). Projekterne omfatter blandt andet anlæg af den 322 km lange Mointy–Kyzylzhar-jernbane, som forkorter ruten med 149 km, fjerner en vigtig flaskehals og øger kapaciteten for godstransport mellem Kina og Europa. Samtidig moderniseres signalanlæg og anden jernbaneinfrastruktur som led i en langsigtet udbygning af korridoren.

Statsvirksomheden Kazakhstan Temir Zholy driver størstedelen af jernbanenettet og har siden 2000'erne investeret i modernisering, elektrificering og nye internationale forbindelser. Særligt jernbaneforbindelserne til Kina har fået voksende betydning gennem Bælte- og Vejinitiativet, hvor containertransport mellem Kina og Europa passerer gennem det østlige Kasakhstan.

Tog nr. 22 mellem Kyzylorda og Semipalatinsk trukket af et KTZ 2TE10U-diesellokomotiv nær Aynabulak i Kasakhstan

Byen Khorgos ved grænsen til Kina er udviklet som et vigtigt logistisk knudepunkt med tørhavn, omladningsfaciliteter og frihandelszoner.

Vejnet

Kasakhstan har et omfattende vejnet, men kvaliteten varierer betydeligt mellem byområder og tyndtbefolkede regioner.

Regeringen har investeret i flere store motorvejsprojekter, herunder den internationale transportkorridor Vestkina–Vesteuropa, som forbinder Kina med Rusland og Europa gennem Kasakhstan.

Luftfart

Luftfart spiller en vigtig rolle på grund af landets store geografiske afstande og begrænsede alternative transportmuligheder mellem flere regioner. De største internationale lufthavne findes i Almaty, Astana, Aktau og Shymkent, som fungerer som centrale knudepunkter for både passager- og fragttrafik. Siden 2000'erne har regeringen investeret betydeligt i modernisering af lufthavne og udbygning af internationale flyruter som led i landets strategi om at fungere som transitcenter mellem Europa og Asien.

Det nationale flyselskab Air Astana blev etableret i 2001 og er i dag landets største flyselskab målt på omsætning og flådestørrelse. Selskabet driver internationale forbindelser til Europa, Asien og Mellemøsten og har bidraget til at styrke Kasakhstans rolle som regionalt transportknudepunkt.

Luftfartssektoren har samtidig været præget af reformer for at forbedre sikkerhedsstandarder, regulering og integration med internationale luftfartsorganisationer.

Havne

Selv om Kasakhstan er verdens største indlandsstat, spiller havne ved det Kaspiske Hav en vigtig rolle for handel, energiudførsel og internationale transportkorridorer.

De vigtigste havne ligger i Aktau og Kuryk ved den østlige kyst af det Kaspiske Hav.

Havnene fungerer som centrale forbindelser til Aserbajdsjan, Iran og Kaukasus og indgår i transportkorridorer mellem Kina og Europa. Særligt udviklingen af den såkaldte Mellemste Korridor har øget betydningen af de kaspiske havne som alternativ rute uden om Rusland. Aktau fungerer som et vigtigt center for eksport af olie, metaller og kornprodukter, mens Kuryk især er udviklet til færge- og containertransport.

Kasakhstan har i stigende grad investeret i havneinfrastruktur og logistik som led i ambitionen om at udvikle sig til et centralt transitland i Eurasien.

Telekommunikation og internet

Ved begyndelsen af 2025 havde 92,9 % af befolkningen adgang til internettet.

Myndighederne har været kritiseret for overvågning, internetblokeringer og begrænsninger af ytringsfriheden på nettet, især under perioder med politisk uro.

Demografi

Kasakhstan har en befolkning på omkring 20,5 millioner indbyggere og er dermed det mest folkerige land i Centralasien efter Usbekistan.

Efter uafhængigheden oplevede Kasakhstan et betydeligt befolkningsfald som følge af økonomiske omstillinger og omfattende udvandring blandt især russere, tyskere og andre minoritetsgrupper. Omkring begyndelsen af 2000'erne vendte udviklingen, og siden har landet haft vedvarende befolkningstilvækst som følge af højere fødselstal, indvandring og forbedrede økonomiske forhold.

Befolkningstætheden er blandt de laveste i verden på grund af landets store areal og omfattende steppe- og ørkenområder.

Befolkningen er koncentreret omkring de større byer og de mere frugtbare områder i nord og sydøst.

Efter Sovjetunionens opløsning blev den demografiske udvikling også præget af statsligt støttet indvandring af etniske kasakhere fra blandt andet Kina, Mongoliet, Usbekistan og Rusland som led i myndighedernes repatrieringspolitik.

Befolkningsudvikling

Kasakhstans befolkningsudvikling har været præget af omfattende migrationer, tvangsforflyttelser og store demografiske omvæltninger gennem 1900-tallet.

I begyndelsen af sovjettiden blev den kasakhiske befolkning hårdt ramt af hungersnøden i 1930'erne, som kostede omkring 1,5 millioner mennesker livet og førte til omfattende udvandring til Kina, Mongoliet og andre dele af Centralasien.

Fra 1930'erne og frem blev republikken samtidig mål for omfattende tvangsdeportationer af blandt andet volgatyskere, koreanere, tjetjenere, ingusjetere og krimtatarer. Sammen med industrialiseringen og den efterfølgende indvandring af arbejdskraft fra andre dele af Sovjetunionen bidrog dette til en markant ændring af befolkningens etniske sammensætning.

Ifølge historikeren J. Otto Pohl bidrog især deporterede koreanere og tyskere med arbejdskraft og faglige kvalifikationer, som fik betydning for den økonomiske udvikling i republikken og for Kasakhstans voksende etniske mangfoldighed i sovjettiden.

Disse udviklinger medførte, at kasakhernes andel af befolkningen faldt markant gennem sovjettiden, samtidig med at republikken fik en af de mest etnisk sammensatte befolkninger i Sovjetunionen.

Jomfrulandskampagnen i 1950'erne og 1960'erne førte til yderligere indvandring fra Rusland, Ukraine og andre sovjetrepublikker. Sammen med de tidligere deportationer, industrialiseringen og den russiske kolonisering i zarperioden ændrede kampagnen den etniske sammensætning markant. Ved folketællingen i 1959 udgjorde kasakherne under 30 procent af befolkningen, mens russere, ukrainere og andre hovedsageligt slaviske folkegrupper tilsammen udgjorde flertallet.

Efter Sovjetunionens opløsning faldt befolkningstallet markant, især fordi mange russere, ukrainere og tyskere udvandrede fra landet. Befolkningen faldt fra omkring 16,4 millioner i begyndelsen af 1990'erne til under 14,9 millioner i begyndelsen af 2000'erne.

Samtidig ændrede den etniske sammensætning sig markant. Ved folketællingen i 1989 udgjorde kasakherne 40,1 % af befolkningen, mens russere udgjorde 37,4 %. Ved folketællingen i 1999 var kasakhernes andel steget til 53,4 %, mens russernes andel var faldet til 30,0 %. Udviklingen skyldtes både udvandring blandt russere, tyskere og andre europæiske befolkningsgrupper samt tilbagevandring af etniske kasakhere og højere fødselstal blandt kasakherne.

Omkring 2003 begyndte befolkningstallet igen at stige. Siden da har økonomisk vækst, højere fødselstal og indvandring af etniske kasakher fra blandt andet Kina, Mongoliet, Usbekistan og Rusland bidraget til vedvarende befolkningstilvækst.

Tilbageflytningen af etniske kasakher (oralman, senere qandas) var en bevidst statslig politik efter uafhængigheden. Regeringen opfordrede kasakhiske diasporaer i blandt andet Kina, Mongoliet, Iran, Afghanistan og de tidligere sovjetrepublikker til at bosætte sig i Kasakhstan og indførte fra 1993 et kvotesystem, der skulle understøtte deres tilbagevenden og integration.

Ifølge Alexander Diener ankom næsten 177.000 diaspora-kasakher gennem de statslige kvoteordninger mellem 1991 og 1998, mens yderligere omkring 376.000 indvandrede uden for kvotesystemet. Tilbageflytningen bidrog både til befolkningstilvæksten og til en stigende andel af etniske kasakher i landet.

Repatrieringen af etniske kasakhere blev efter uafhængigheden en vigtig del af statens demografiske og nationale politik. Gennem lovgivning, særlige migrationsprogrammer og økonomiske støtteordninger søgte myndighederne at tilskynde etniske kasakhere i udlandet til at bosætte sig i deres historiske hjemland.

De tilbagevendte immigranter, ofte omtalt som oralman (senere qandas), kom især fra Kina, Mongoliet, Usbekistan og Rusland. Ifølge Diener blev repatrieringen både begrundet med historiske og humanitære hensyn og med ønsket om at styrke den kasakhiske andel af befolkningen efter Sovjetunionens opløsning.

Ved begyndelsen af 2026 havde Kasakhstan 20.499.822 indbyggere.

Demografiske nøgletal

Befolkning ved årets start

År	Indbyggertal
1991	16.358.222
1995	15.956.667
2000	14.901.641
2005	15.074.767
2010	16.203.173
2015	17.414.887
2020	18.630.920
2022	19.503.159
2024	20.033.842
2025	20.283.399
2026	20.499.822

Samlet fertilitetsrate

År	Børn pr. kvinde
1999	1,80
2005	2,22
2010	2,61
2015	2,76
2020	3,13
2021	3,32
2022	3,05
2023	2,96
2024	2,80
2025	2,57

Befolkningspyramide for Kasakhstan fordelt på etårige aldersgrupper.

Fertiliteten i Kasakhstan faldt markant i 1990'erne som følge af den økonomiske usikkerhed efter Sovjetunionens opløsning, men steg igen i 2000'erne i takt med den økonomiske vækst og forbedrede levevilkår. I 2020'erne har landet fortsat haft et fødselsniveau, der ligger over de fleste europæiske landes.

Fertiliteten varierer samtidig betydeligt mellem forskellige regioner og befolkningsgrupper. De højeste fertilitetsrater findes generelt i de sydlige og vestlige regioner, især Turkistan, Mangystau og Kyzylorda, mens de nordlige regioner har væsentligt lavere fertilitet.

Den samlede fertilitetsrate var 2,57 børn pr. kvinde i 2025, hvilket var et fald fra 2,80 i 2024 og markant under toppunktet på 3,33 børn pr. kvinde i 2021.

Statistik for 2024 viser betydelige forskelle mellem de etniske grupper. Etniske kasakher stod for omkring fire femtedele af alle fødsler i landet, mens usbekere havde en forholdsvis høj andel af fødslerne i forhold til deres andel af den samlede befolkning. Russere tegnede sig derimod for en betydeligt mindre andel af de nyfødte end af den samlede befolkning, hvilket afspejler forskelle i aldersstruktur og fertilitet mellem de største befolkningsgrupper.

Kasakhstan har et relativt højt fødselsniveau sammenlignet med de fleste europæiske lande. Den rå fødselsrate var 16,43 fødsler pr. 1.000 indbyggere i 2025. I samme år blev der registreret 335.000 levendefødte børn, mens det naturlige befolkningstilskud udgjorde omkring 200.000 personer.

Aldring

Forventet levetid ved fødslen

År	Levealder (år)
1999	65,6
2005	65,9
2010	69,0
2015	71,9
2020	71,5
2021	70,4
2022	74,5
2023	75,1
2024	75,4
2025	76,0

Aldersfordeling ved årets begyndelse 2026

Aldersgruppe	Andel
0–14 år	28 %
15–64 år	62 %
65+ år	10 %

Kasakhstan har en relativt ung befolkning sammenlignet med de fleste europæiske lande. Omkring 28 % af befolkningen er under 15 år, mens knap 10 % er 65 år eller ældre. Den forholdsvis store andel af børn og unge afspejler landets fortsatte fødselsoverskud og befolkningstilvækst.

Selv om Kasakhstan fortsat har en relativt ung befolkning sammenlignet med de fleste europæiske lande, er andelen af ældre gradvist steget siden uafhængigheden. Udviklingen skyldes både stigende levealder og faldende fertilitet sammenlignet med sovjettiden.

Befolkningens aldring sker dog langsommere end i mange europæiske lande, fordi fødselstallene fortsat er relativt høje, og en betydelig del af befolkningen er under 15 år. Ved begyndelsen af 2026 udgjorde personer på 65 år og derover omkring 10 % af befolkningen, mens 28 % var under 15 år.

Internationale organisationer har peget på, at aldringen på længere sigt vil øge presset på pensionssystemet, sundhedssektoren og arbejdsmarkedet. Samtidig forventes udviklingen at få betydning for den regionale befolkningsudvikling, da mange landdistrikter oplever både udflytning af yngre aldersgrupper og en stigende andel ældre indbyggere.

Etniske grupper

Etniske grupper i Kasakhstan

Kasakhstan er et multietnisk samfund præget af historiske migrationer, russisk kolonisering, sovjetiske deportationer og befolkningsforskydninger i 1900-tallet. Kasakherne udgør flertallet af befolkningen og er den største etniske gruppe i landet.

Mange af de etniske kasakhere, som vendte tilbage til landet efter uafhængigheden, havde bevaret kasakhisk sprog og kultur i højere grad end den urbane befolkning i Kasakhstan og blev derfor ofte betragtet som bærere af traditionelle kasakhiske identiteter.

Russere udgør fortsat den største minoritetsgruppe og er især koncentreret i det nordlige Kasakhstan og de større byområder. I årene omkring Sovjetunionens opløsning skabte den store russiske befolkning i Nordkasakhstan bekymring blandt kasakhiske politikere, som frygtede, at etniske spændinger eller separatistiske bevægelser kunne true den nye stats territoriale sammenhængskraft.

Der findes betydelige minoriteter af usbekere, ukrainere, uigurer, tatarer, tyskere og koreanere. Mange af de mindre etniske grupper kom til Kasakhstan gennem tvangsdeportationer under Stalin-perioden, hvor hele befolkningsgrupper blev flyttet til Centralasien fra Kaukasus, Krim og det vestlige Sovjetunionen. Sovjettidens industrialisering og landbrugskampagner førte til omfattende indvandring af russisktalende arbejdere og specialister, hvilket i flere årtier gjorde kasakherne til en minoritet i deres egen sovjetrepublik.

Ifølge Alexander C. Diener indgik repatrieringen af etniske kasakhere i et bredere nation-building-projekt efter uafhængigheden. Formålet var ikke alene at øge den kasakhiske andel af befolkningen, men også at styrke den nationale identitet gennem tilknytningen til kasakhiske diasporaer uden for landets grænser. Samtidig søgte myndighederne at gennemføre denne kasakhisering uden at skabe alvorlige spændinger i forhold til landets store russiske og øvrige ikke-kasakhiske befolkningsgrupper.

Efter uafhængigheden har myndighederne forsøgt at styrke den kasakhiske nationale identitet samtidig med at bevare stabilitet i det multietniske samfund. Staten har officielt fremhævet interetnisk harmoni som et centralt element i landets politiske model og har etableret institutioner som Folkeforsamlingen i Kasakhstan til at repræsentere forskellige etniske grupper. Etniske spørgsmål og forholdet mellem kasakhisk og russisk sprog spiller fortsat en vigtig rolle i politik, identitet og samfundsudvikling, særligt i de nordlige regioner med store russisktalende befolkninger.

Etnisk sammensætning

Gruppe	2009	2021	2026
Kasakher	63,1 %	70,4 %	71,5 %
Russere	23,7 %	15,5 %	14,4 %
Usbekere	2,9 %	3,2 %	3,4 %
Ukrainere	2,1 %	2,0 %	1,8 %

Den kasakhiske andel af befolkningen er steget betydeligt siden uafhængigheden som følge af repatriering af etniske kasakhere, udvandring blandt russere og andre europæiske befolkningsgrupper samt forskelle i befolkningsvækst mellem de største etniske grupper.

Den etniske sammensætning i Kasakhstan har fortsat ændret sig efter folketællingen i 2021. Udviklingen har især været præget af fortsat nettoindvandring blandt etniske kasakhere, udvandring blandt flere europæiske befolkningsgrupper og forskelle i fødselsmønstre mellem de største etniske grupper.

Forskellene skyldes både migration og forskelle i fødselsmønstre. Statistik for 2024 viser, at etniske kasakher stod for omkring 80 % af alle fødsler i landet, mens russere tegnede sig for knap 7 % af de nyfødte. Også usbekere havde en relativt høj andel af fødslerne sammenlignet med deres andel af den samlede befolkning.

Udviklingen afspejler dels højere fertilitet blandt kasakher og flere centralasiatiske befolkningsgrupper, dels den fortsatte udvandring og aldring blandt dele af den russiske, ukrainske og tyske befolkning. Som følge heraf er Kasakhstan siden uafhængigheden gradvist blevet mere etnisk homogent, selv om landet fortsat rummer mere end hundrede registrerede etniske grupper.

De etniske grupper er samtidig ujævnt fordelt geografisk. Kasakher udgør flertallet i alle regioner, men russere er fortsat særligt talrige i de nordlige og østlige dele af landet, mens usbekere hovedsageligt er koncentreret i de sydlige regioner nær grænsen til Usbekistan.

Urbanisering

Urbaniseringen er steget betydeligt siden uafhængigheden. Ved begyndelsen af 2026 boede omkring 64 % af befolkningen i byområder, mens 36 % boede i landdistrikter.

Intern migration har spillet en vigtig rolle i Kasakhstans befolkningsudvikling siden uafhængigheden. Særligt siden 2000'erne er en betydelig del af befolkningen flyttet fra landdistrikter og mindre byer til de største urbane centre, især Almaty, Astana og Sjymkent, hvor beskæftigelsesmuligheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige investeringer har været koncentreret. Flyttestrømmene har bidraget til en stigende urbanisering og har samtidig forstærket de regionale forskelle i befolkningsudviklingen. Mange nordlige og centrale regioner har oplevet beskeden befolkningstilvækst eller tilbagegang, mens de største byområder og flere sydlige regioner har haft betydelig vækst.

Myndighederne har i perioder søgt at påvirke den interne migration gennem regionale udviklingsprogrammer og bosætningsinitiativer. Blandt andet har staten fremmet flytning fra de tætbefolkede sydlige regioner til områder i det nordlige Kasakhstan, hvor befolkningstallet flere steder har været faldende.

Urbaniseringsgrad i Kasakhstan

År	Andel af befolkningen i byområder
1990	56,3 %
2000	56,0 %
2005	56,7 %
2010	57,5 %
2015	58,2 %
2020	59,1 %
2021	60,0 %
2022	61,0 %
2023	61,4 %
2024	61,8 %

Urbaniseringsgraden har siden 1990'erne været stigende, om end langsommere end i mange andre mellemindkomstlande. Væksten har i stigende grad været koncentreret omkring de største byområder, især Almaty, Astana og Shymkent, som fungerer som landets vigtigste centre for økonomisk aktivitet, uddannelse og offentlig administration.

Almaty er fortsat landets største by og vigtigste finansielle og kulturelle centrum, mens Astana fungerer som politisk og administrativ hovedstad. Urbaniseringen har medført betydelige investeringer i boligbyggeri, transport og infrastruktur, men har også skabt sociale og regionale forskelle mellem by og land.

Mellem folketællingerne i 1989 og 1999 steg kasakhernes andel markant i de fleste større byer. I Astana voksede andelen fra 17,5 til 40,9 procent, mens den i Almaty steg fra 23,8 til 38,5 procent. Udviklingen afspejlede både indvandring af etniske kasakher og udvandring blandt dele af den ikke-kasakhiske befolkning.

Urbaniseringen har haft stor betydning for Kasakhstans økonomiske og sociale udvikling siden uafhængigheden. Den fortsatte migration mod de største byer har bidraget til øget økonomisk aktivitet, højere produktivitet og udviklingen af nye serviceerhverv samt til en koncentration af uddannelsesinstitutioner, offentlige myndigheder og specialiserede funktioner.

Samtidig har den hurtige byvækst skabt betydelige udfordringer. Tilflytningen til de største byområder har øget presset på boligmarkedet, transportinfrastrukturen og de offentlige tjenester, mens mange mindre byer og landdistrikter har oplevet befolkningsnedgang og tab af arbejdskraft.

Migration

Migration har været en af de vigtigste faktorer bag ændringerne i Kasakhstans befolkningssammensætning siden uafhængigheden, især som følge af udvandring blandt russere, tyskere og andre europæiske befolkningsgrupper samt indvandring af etniske kasakhere fra nabolandene.

Efter 1991 ændrede migrationsmønstrene sig markant. Samtidig med udvandringen blandt dele af den russisktalende befolkning immigrerede etniske kasakhere fra Kina, Mongoliet og Usbekistan som led i regeringens repatrieringspolitik.

Efter uafhængigheden søgte staten aktivt at styrke den kasakhiske majoritetsposition gennem repatriering af etniske kasakher fra nabolande og andre dele af den tidligere sovjetiske verden.

Kasakhstan fungerer i dag både som destinationsland og transitland for arbejdsmigranter fra andre dele af Centralasien, især Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan.

Sprog

Kasakhstan er et flersproget land, hvor både kasakhisk og russisk har stor betydning i samfundslivet.

Kasakhisk er statssprog, mens russisk officielt anvendes i offentlige institutioner og administration på lige fod med kasakhisk.

Sprogpolitikken har siden uafhængigheden været nært forbundet med udviklingen af national identitet og relationerne mellem den kasakhisktalende majoritet og den russisktalende befolkning. Myndighederne har søgt at styrke kasakhisk som nationalt samlingssprog og som et centralt element i opbygningen af en postsovjetisk kasakhisk identitet, samtidig med at staten officielt har fastholdt en multietnisk og flersproget samfundsmodel.

Russisk har fortsat en central rolle i administration, uddannelse og erhvervsliv, og balancen mellem styrkelsen af kasakhisk og hensynet til landets russisktalende og øvrige etniske minoriteter har været et vigtigt element i bestræbelserne på at forene nation-building med stabilitet i det multietniske samfund.

Siden 2017 har myndighederne arbejdet på en gradvis overgang fra det kyrilliske til det latinske alfabet for kasakhisk. Reformen er blevet begrundet med ønsket om at modernisere sproget, styrke dets digitale anvendelighed og øge forbindelserne til den øvrige tyrkisktalende verden. Samtidig er alfabetreformen blevet knyttet til bredere diskussioner om national identitet og Kasakhstans kulturelle orientering efter Sovjetunionens opløsning.

Samtidig er anvendelsen af kasakhisk vokset siden uafhængigheden gennem en målrettet sprogpolitik og en udvidelse af den kasakhisksprogede uddannelse. Russisk fungerer dog fortsat som et vigtigt fællessprog mellem landets forskellige etniske grupper og anvendes fortsat bredt i administration, erhvervsliv, videregående uddannelse og daglig kommunikation.

Kasakhisk

Kasakhisk tilhører den tyrkiske sprogfamilie og er modersmål for størstedelen af den etniske kasakhiske befolkning.

Efter uafhængigheden i 1991 har myndighederne søgt at styrke kasakhisk som nationalt samlingssprog gennem uddannelse, medier og offentlig administration. Denne udvikling byggede videre på sprogloven fra 1989, der gjorde kasakhisk til republikens statssprog, mens russisk fortsat bevarede en vigtig rolle i administration, uddannelse og erhvervsliv.

Mange tilbagevendte kasakher fra Kina, Mongoliet, Afghanistan og Iran havde begrænset kendskab til russisk, men beherskede kasakhisk. Deres bosættelse bidrog derfor til at styrke det kasakhiske sprogs stilling i flere regioner efter uafhængigheden.

Sprogpolitikken blev samtidig et vigtigt redskab i opbygningen af en selvstændig kasakhisk national identitet efter Sovjetunionens opløsning, samtidig med at myndighederne søgte at undgå konflikter med den store russisktalende befolkningsgruppe.

Kasakhisk blev oprindeligt skrevet med arabisk skrift og senere med latinsk alfabet, før sovjetmyndighederne indførte det kyrilliske alfabet i 1940.

I 2017 annoncerede regeringen planer om gradvist at overgå fra kyrillisk til latinsk alfabet som led i en bredere modernisering og styrkelse af den nationale identitet.

Andre sprog

Russisk indtager fortsat en stærk position i Kasakhstan og anvendes bredt i erhvervsliv, uddannelse, medier og offentlig administration. Sproget fungerer som fælles kommunikationssprog mellem mange af landets etniske grupper og er især udbredt i byområder og de nordlige regioner nær Rusland.

Der tales en række minoritetssprog i Kasakhstan som følge af landets multietniske befolkning. Blandt de vigtigste minoritetssprog er usbekisk, uigurisk, tatarisk, ukrainsk, tysk og koreansk. Mange minoritetssprog er knyttet til etniske grupper, der blev deporteret eller flyttet til Kasakhstan under sovjetstyret.

Engelsk har samtidig fået større betydning inden for erhvervsliv, højere uddannelse og internationale relationer siden 2000'erne. Som led i uddannelsesreformerne har myndighederne fremmet flersproget undervisning på kasakhisk, russisk og engelsk.

Religion

Kasakhstan er en sekulær stat med religionsfrihed garanteret i forfatningen.

Landets religiøse landskab er formet af dets placering mellem den islamiske verden, Rusland og Centralasien samt af sovjettidens omfattende migrationer og deportationer.

Islam er den største religion og praktiseres hovedsageligt af den etniske kasakhiske og usbekiske befolkning, mens kristendom især er udbredt blandt russere, ukrainere og andre slaviske grupper.

Religiøs identitet i Kasakhstan hænger ofte sammen med etnicitet og kultur snarere end aktiv religiøs praksis. Mange kasakhere beskriver sig kulturelt som muslimer, selv om graden af religiøsitet varierer betydeligt.

Efter uafhængigheden voksede antallet af registrerede religiøse samfund fra omkring 670 i 1990 til over 4.000 i løbet af de følgende årtier. Udviklingen omfattede både moskéer, kirker og andre religiøse organisationer.

Islam

Khoja Ahmed Yasawis mausoleum i Turkestan, Kasakhstan

Islam bredte sig gradvist i Centralasien fra 700-tallet og kom efterhånden til at præge de tyrkiske nomadefolk på stepperne. Størstedelen af muslimerne i Kasakhstan tilhører sunnismen og følger hovedsageligt hanafi-retsskolen, som traditionelt har været dominerende i Centralasien.

Under sovjettiden blev religiøs praksis kraftigt begrænset gennem lukning af moskeer, kontrol med religiøse institutioner og statslig ateisme. Efter uafhængigheden i 1991 oplevede islam en markant genopblomstring. Antallet af moskeer voksede fra omkring 50 i 1989 til over 1.440 i 2001, religiøs undervisning blev genoptaget, og pilgrimsrejser til Mekka blev igen mulige. Islam fik samtidig øget betydning som markør for national og kulturel identitet blandt mange etniske kasakher.

Samtidig søgte de kasakhiske myndigheder at genopbygge det religiøse liv efter årtiers sovjetisk religionspolitik, mens staten fortsat bevarede en betydelig kontrol over religiøse institutioner. Islam blev anerkendt som en vigtig del af den nationale kultur og identitet, men myndighederne ønskede samtidig at begrænse religionens politiske rolle. Nazarbajev-regeringen søgte derfor at fremme en moderat og traditionel fortolkning af islam, tæt knyttet til kasakhiske kulturelle normer og den hanafitiske retsskole, mens udenlandske missionærer og islamiske bevægelser blev underlagt stigende overvågning.

Den religiøse genopblomstring indgik i en bredere national genoplivning af kasakhisk kultur, historie og traditionelle værdier. Islam fik fornyet betydning som identitetsmarkør i det postsovjetiske samfund, selv om graden af religiøs praksis fortsat varierede betydeligt blandt befolkningen.

Kasakhisk islam har traditionelt været præget af nomadisk kultur og lokale skikke, og religiøs praksis har ofte haft en mere kulturel og ritualiseret karakter end i de mere tætbefolkede muslimske samfund længere sydpå i Centralasien. Mange førislamiske traditioner og lokale ritualer blev integreret i den religiøse praksis, hvilket har bidraget til en form for islam, der er tæt forbundet med kasakhisk kultur og national identitet.

Den officielle repræsentation af sunnimuslimer varetages af Kasakhstans Muslimske Åndelige Administration (Dukhovnoye Upravleniye Musulman Kazakhstana, DUMK), som blev oprettet i 1990 efter opløsningen af det fælles sovjetiske muslimske råd for Centralasien og Kasakhstan. Organisationen ledes af landets stormufti og fungerer som den centrale religiøse institution for størstedelen af den muslimske befolkning. DUMK administrerer moskéer, uddanner imamer, udsteder religiøse vejledninger og koordinerer religiøse aktiviteter på nationalt plan. Organisationen følger den sunnimuslimske hanafi-retning og har siden uafhængigheden spillet en central rolle i genopbygningen af det religiøse liv. Gennem tilsyn med moskéer og religiøse uddannelsesinstitutioner fungerer DUMK både som religiøs autoritet og som bindeled mellem staten og det muslimske trossamfund. DUMK indtager en central position i Kasakhstans religionsforvaltning, hvor staten samarbejder med udvalgte religiøse organisationer og stiller krav om registrering af trossamfund.

Siden vedtagelsen af religionsloven i 2011 har myndighederne ført en strammere kontrol med religiøse organisationer gennem registreringskrav, overvågning og begrænsninger rettet mod grupper, der opfattes som ekstremistiske eller sikkerhedstruende. Loven medførte en omfattende omregistrering af religiøse organisationer og reducerede antallet af registrerede trossamfund betydeligt.

Kristendom og andre religioner

Zenkov-katedralen i Almaty om vinteren

Kristendom er den næststørste religion i Kasakhstan og er især udbredt blandt russere, ukrainere, belarusere og tyskere.

Den største kristne trosretning er den russisk-ortodokse kirke, som fortsat spiller en betydelig rolle i landets religiøse og kulturelle liv. Efter uafhængigheden har myndighederne generelt søgt at opretholde gode relationer til både muslimske og russisk-ortodokse institutioner som led i bestræbelserne på at bevare stabilitet i det multietniske samfund.

Den russisk-ortodokse kirke er organiseret under den russisk-ortodokse kirkes metropolitdistrikt i Republikken Kasakhstan, som siden 2010 har samlet landets ortodokse eparkier under ledelse af metropolitten af Astana og Kasakhstan. Metropolitdistriktet fungerer som den øverste kirkelige struktur for den ortodokse befolkning i landet og koordinerer kirkens religiøse, uddannelsesmæssige og sociale aktiviteter.

Cathedral of Our Lady of Fatima

Der findes desuden katolske, protestantiske og armensk-apostolske menigheder, hvoraf mange blev etableret i kølvandet på deportationer og migration under Stalin-perioden.

Efter uafhængigheden oplevede også de kristne trossamfund en betydelig vækst, og antallet af kirker og kristne menigheder steg fra omkring 60 i 1989 til 190 i 2001.

Kasakhstan har mindre religiøse minoriteter bestående af jøder, buddhister, bahá'íer og hinduer.

Landets etniske mangfoldighed har bidraget til tilstedeværelsen af en række forskellige religiøse traditioner.

Efter uafhængigheden har myndighederne ført et tæt tilsyn med udenlandske religiøse organisationer og missionerende aktiviteter. Særligt protestantiske og pentekostale missionærer har periodisk været genstand for myndighedernes opmærksomhed og regulering.

Religionsfrihed

Forfatningen garanterer religionsfrihed, men staten regulerer religiøse organisationer gennem registreringskrav og overvågning.

I 2011 vedtog Kasakhstan loven On Religious Activities and Religious Associations, som indførte skærpede krav til registrering af trossamfund, missionerende aktiviteter og distribution af religiøs litteratur. Loven udgør fortsat det centrale juridiske grundlag for statens regulering af religiøse organisationer.

Myndighederne har begrundet reguleringen med hensynet til bekæmpelse af religiøs ekstremisme og ønsket om at bevare samfundsmæssig stabilitet i den sekulære stat.

Internationale menneskerettighedsorganisationer har kritiseret lovgivningen for restriktioner mod visse religiøse grupper, herunder begrænsninger af missionerende aktiviteter, kontrol med religiøs litteratur og registrering af mindre trossamfund.

Samtidig har Kasakhstan søgt at profilere sig internationalt som centrum for interreligiøs dialog og samarbejde mellem forskellige trosretninger. Landet har flere gange været vært for kongresser for religiøse ledere fra forskellige trosretninger i Astana.

Uddannelse

Uddannelsessystemet i Kasakhstan bygger i høj grad på sovjetiske traditioner, men er siden uafhængigheden blevet reformeret på en række områder. Udbygningen af uddannelsessektoren og udviklingen af højt kvalificeret arbejdskraft har været centrale elementer i regeringens moderniseringsstrategi.

Staten investerer betydelige ressourcer i uddannelse, og læsefærdigheden blandt voksne er tæt på universel.

Siden 2000'erne har regeringen søgt at modernisere uddannelsessystemet, styrke engelskundervisningen og bringe universiteterne nærmere internationale standarder.

Som led i denne udvikling tilsluttede Kasakhstan sig Bologna-processen i 2010 som det første centralasiatiske land. Reformerne har blandt andet omfattet indførelsen af bachelor-, kandidat- og ph.d.-grader efter europæisk model samt øget fokus på international mobilitet og gensidig anerkendelse af uddannelseskvalifikationer.

Grundskole og ungdomsuddannelser

Grundskole og ungdomsuddannelse er obligatorisk og gratis i offentlige skoler.

Undervisningen foregår hovedsageligt på kasakhisk eller russisk, men der findes også skoler med undervisning på usbekisk og uigurisk.

Regeringen har siden 2010'erne gennemført reformer med vægt på digitalisering, internationale standarder, flersproget undervisning og forbedring af uddannelseskvaliteten.

Der er dog stadig markante forskelle mellem uddannelsesniveauet i større byer og i landdistrikterne.

Internationale sammenligninger viser samtidig, at kasakhiske elever præsterer omkring OECD-gennemsnittet på enkelte områder, men fortsat står over for udfordringer med hensyn til læringsresultater og sociale forskelle. OECD's PISA-undersøgelse fra 2022 pegede på betydelige forskelle mellem elevgrupper samt et fortsat behov for at forbedre kvaliteten af undervisningen i især matematik, naturvidenskab og læsning.

Universiteter

Nazarbayev University i Astana. Universitetet blev grundlagt i 2010 som led i moderniseringen af Kasakhstans videregående uddannelser.

Den videregående uddannelsessektor er blevet kraftigt udbygget siden uafhængigheden og spiller en central rolle i regeringens ambitioner om økonomisk modernisering, forskning og international integration.

Kasakhstan har en række universiteter og højere læreanstalter, hovedsageligt koncentreret i Almaty og Astana. Ved begyndelsen af studieåret 2024–2025 havde landet 113 højere læreanstalter med i alt omkring 624.500 studerende og cirka 37.600 undervisere.

Særligt siden 2000'erne har myndighederne søgt at styrke universitetssektoren som grundlag for udviklingen af en mere vidensbaseret økonomi. Blandt de vigtigste universiteter er Nazarbayev University, Al-Farabi Kazakh National University og L.N. Gumilyov Eurasian National University, som spiller en central rolle inden for forskning, internationalt samarbejde og uddannelsen af højt kvalificeret arbejdskraft.

Nazarbayev University, der blev grundlagt i 2010 i samarbejde med internationale universiteter, er blevet et centralt element i Kasakhstans reformer af den videregående uddannelsessektor og fungerer som et vigtigt redskab i regeringens bestræbelser på at styrke forskning, innovation og internationalisering.

Kasakhstan har samtidig prioriteret international uddannelsesmobilitet gennem stipendieordningen Bolashak, som siden 1993 har finansieret studier ved udenlandske universiteter med henblik på at opbygge en højtuddannet arbejdsstyrke og styrke overførslen af international viden og ekspertise til landet.

Ved begyndelsen af studieåret 2024–2025 havde omkring en tredjedel af den voksne befolkning en videregående uddannelse, hvilket afspejler den omfattende udbygning af universitetssektoren siden uafhængigheden og regeringens langsigtede satsning på uddannelse og kompetenceudvikling.

Sundhed

Nyt hospital i Akmola-regionen. Udbygningen af sundhedsvæsenet har været et centralt element i Kasakhstans sundhedsreformer

Sundhedssystemet i Kasakhstan er hovedsageligt offentligt finansieret og bygger i stor grad på strukturer fra sovjettiden.

Siden uafhængigheden har regeringen søgt at modernisere sundhedsvæsenet gennem reformer med vægt på hospitaler, digitalisering og udvidelse af sundhedsforsikringer.

De største sundhedsudfordringer omfatter regionale forskelle i adgangen til sundhedsydelser, hjerte-kar-sygdomme, luftforurening samt følgerne af atomprøvesprængningerne ved Semipalatinsk testområde.

Særligt de store geografiske afstande og den spredte bosætning i dele af landet har gjort lige adgang til sundhedsydelser vanskeligere og bidraget til regionale forskelle i sundhedsresultater og adgangen til behandling.

Den forventede levealder og en række andre sundhedsindikatorer er generelt blevet forbedret siden 2000'erne. Den forventede levealder ved fødslen steg fra 65,6 år i 1999 til 76,0 år i 2025.

Spædbørnsdødeligheden er samtidig faldet betydeligt siden uafhængigheden og udgjorde omkring 7 dødsfald pr. 1.000 levendefødte i de seneste opgørelser.

Sundhedsvæsenet råder over et relativt stort antal læger efter international målestok. Verdensbanken angiver omkring 3,8 læger pr. 1.000 indbyggere, hvilket er på niveau med mange europæiske lande.

De samlede sundhedsudgifter udgjorde omkring 3,7 % af BNP i de seneste opgørelser.

Trods forbedringerne ligger den forventede levealder fortsat under niveauet i de fleste lande i Vest- og Nordeuropa.

Videnskab og teknologi

Videnskab, teknologi og innovation har fået stigende betydning i Kasakhstans udviklingspolitik, hvor myndighederne siden 2010'erne har søgt at styrke forskning, digitalisering og højteknologiske erhverv som led i bestræbelserne på at diversificere økonomien.

Siden 2010'erne har regeringen investeret i teknologiparker, universiteter og internationale forskningssamarbejder for at mindske afhængigheden af råstofsektoren.

Forskning og innovation

Forskning og udvikling

Bestrålingsforsøg ved ionacceleratoren DC-60 i Astana, Kasakhstan

Kasakhstan har siden uafhængigheden søgt at udvikle en mere videnbaseret økonomi gennem investeringer i forskning, teknologisk udvikling og højere uddannelse. Landets forskningssektor er domineret af offentlige forskningsinstitutioner, universiteter og nationale forskningscentre, mens erhvervslivets forskningsindsats fortsat er relativt begrænset.

Trods statslige initiativer til at styrke innovation og teknologisk udvikling er forsknings- og udviklingsindsatsen fortsat begrænset i international sammenhæng. Ifølge UNESCO Institute for Statistics og Verdensbanken udgjorde udgifterne til forskning og udvikling 0,16 % af BNP i 2024.

Forskningspersonalet er ligeledes forholdsvis begrænset. Verdensbankens statistikker angiver omkring 758 forskere pr. million indbyggere målt som fuldtidsækvivalenter (FTE) i 2024, hvilket er væsentligt lavere end i de fleste OECD-lande.

Nazarbayev University og andre større universiteter har fået stor betydning for udviklingen af forskningsmiljøer og internationale samarbejder.

Udviklingen af forskning, innovation og højteknologiske erhverv indgår som et centralt element i regeringens langsigtede strategi for at diversificere økonomien og mindske afhængigheden af olie-, gas- og råstofsektoren.

Kasakhstan investerer i forskning og innovation inden for energi, minedrift, naturvidenskab, landbrug og informationsteknologi.

Regeringen har samtidig arbejdet på at tiltrække udenlandske investeringer og teknologivirksomheder for at diversificere økonomien.

Astana Hub

For at fremme innovation og udviklingen af en digital økonomi etablerede Kasakhstan i 2018 Astana Hub, et internationalt teknologipark- og innovationscenter med fokus på informationsteknologi, iværksætteri og startupvirksomheder.

Astana Hub fungerer som et centralt element i regeringens strategi for at diversificere økonomien og reducere afhængigheden af råstofsektoren gennem udvikling af højteknologiske erhverv og digitale tjenester.

Ifølge OECD indgår Astana Hub i en bredere statslig indsats for at fremme digitalisering, innovation og iværksætteri som led i programmerne Digital Kazakhstan og den nationale strategi for teknologisk modernisering. OECD fremhæver udviklingen af innovationscentre, startupmiljøer og digitale kompetencer som centrale elementer i Kasakhstans bestræbelser på at styrke produktiviteten og skabe nye vækstsektorer uden for råstoføkonomien.

Centret tilbyder inkubations- og acceleratorprogrammer, uddannelsesforløb, adgang til investorer og netværk samt støtte til både nationale og internationale teknologivirksomheder. Astana Hub samarbejder desuden med internationale aktører om udvikling af startupmiljøet og digital innovation i Centralasien.

For at tiltrække investeringer og udenlandske teknologivirksomheder tilbyder Astana Hub særlige skatte- og visumordninger. Registrerede virksomheder kan blandt andet opnå fritagelse for selskabsskat og moms på visse aktiviteter samt adgang til en forenklet ordning for ansættelse af udenlandske specialister.

Astana Hub har udviklet sig til en central institution i Kasakhstans innovationsøkosystem og spiller en vigtig rolle i regeringens bestræbelser på at fremme digitalisering, iværksætteri og teknologibaseret vækst.

Digitalisering

Kasakhstan har siden 2010'erne iværksat en række større digitaliseringsprojekter inden for offentlig administration, finanssektor og telekommunikation.

Programmet Digital Kazakhstan blev lanceret for at modernisere økonomien og styrke udviklingen af e-forvaltning, fintech, kunstig intelligens og digitale tjenester.

I FN's E-Government Survey 2024 blev Kasakhstan placeret som nummer 24 globalt med en score på 0,9009 og klassificeret blandt landene med et meget højt niveau af digital offentlig forvaltning.

Kasakhstan regnes blandt de mest digitaliserede lande i Centralasien, især når det gælder digitale offentlige tjenester og mobilbetaling.

Rumfart

Rumfartøjet Soyuz MS-26 på Bajkonur-kosmodromen, verdens ældste og største operative rumfartsbase.

Kasakhstan indtager en central position i international rumfart gennem Bajkonur-kosmodromen, som er verdens ældste og største operative rumfartsbase.

Kosmodromen blev opført af Sovjetunionen i 1950'erne og dannede blandt andet ramme om opsendelsen af Sputnik 1 og Jurij Gagarin, det første menneske i rummet. Efter Sovjetunionens opløsning fortsatte Rusland med at leje og anvende anlægget gennem en aftale med Kasakhstan.

Kasakhstan har siden 2000'erne opsendt egne kommunikations- og jordobservationssatellitter som led i udviklingen af en national rumfartssektor. Blandt de vigtigste er kommunikationssatellitterne i KazSat-serien samt jordobservationssatellitterne KazEOSat-1 og KazEOSat-2, som anvendes til overvågning af naturressourcer, landbrug, kortlægning og beredskab ved naturkatastrofer.

Kasakhstan har desuden udviklet et nationalt rumprogram og samarbejder med internationale partnere om satellit-, jordobservations- og kommunikationsteknologi.

KazCosmos

KazCosmos er Kasakhstans nationale rumfartsorganisation og blev oprettet i 2007 med ansvar for at koordinere og regulere landets civile rumfartsaktiviteter. Organisationen skal udvikle den nationale rumsektor, formulere statens rumfartspolitik og fremme internationalt samarbejde inden for rumteknologi og rumforskning.

KazCosmos har spillet en central rolle i opbygningen af Kasakhstans nationale ruminfrastruktur, herunder udviklingen af satellitkommunikation, jordobservation og teknologiske faciliteter til konstruktion og test af satellitter. Organisationen har samtidig arbejdet for at styrke landets teknologiske kompetencer og skabe grundlaget for en selvstændig rumindustri.

En vigtig del af KazCosmos' arbejde har været samarbejdet med Rusland om udviklingen af Bajkonur-kosmodromen og det fælles Baiterek-projekt, som har til formål at modernisere opsendelsesfaciliteterne og understøtte fremtidige raketopsendelser fra Kasakhstan.

Gennem KazCosmos har Kasakhstan desuden indgået samarbejdsaftaler med en række udenlandske rumfartsorganisationer og virksomheder med henblik på udvikling af satellitteknologi, fjernmåling, kommunikationssystemer og andre højteknologiske anvendelser af rumfartsteknologi.

Kultur

Kulturhistoriske hovedtræk

Kunstpaladset Shabyt i Astana

Kasakhstans kultur er præget af en kombination af nomadiske traditioner, tyrkisk og mongolsk arv, islamiske påvirkninger samt russisk og sovjetisk indflydelse.

Landets kulturelle udvikling afspejler dets historiske rolle som bindeled mellem Europa og Asien langs Silkevejen. Efter uafhængigheden i 1991 har myndighederne lagt stor vægt på at styrke kasakhisk sprog, historie og national identitet.

Kulturen er præget af Kasakhstans multietniske sammensætning, hvor kasakhiske, russiske, usbekiske, uiguriske og andre kulturelle traditioner eksisterer side om side.

National identitet

Arkæologen og etnografen Alkey Margulan regnes blandt grundlæggerne af moderne kasakhisk historieforskning.

Udviklingen af en moderne kasakhisk national identitet har siden Sovjetunionens opløsning været et vigtigt politisk og kulturelt mål.

Myndighederne har især fremhævet den nomadiske kulturarv, det kasakhiske sprog og nationale historiske symboler som grundlag for opbygningen af en fælles national identitet.

Den kasakhiske digter og tænker Abaj Kunanbajuly indtager en central plads i denne nationale fortælling og betragtes ofte som grundlæggeren af moderne kasakhisk litteratur og intellektuel kultur.

Samtidig har staten søgt at bevare stabilitet i det multietniske samfund gennem en officiel politik baseret på interetnisk harmoni og sekularisme.

Denne balance mellem styrkelsen af den kasakhiske nationale identitet og hensynet til landets store russisktalende og øvrige etniske minoriteter har været et gennemgående tema i statsopbygningen siden uafhængigheden. Sprogpolitikken blev et centralt element i denne proces. I 1989 vedtog den kasakhiske sovjetrepublik en sproglov, som styrkede anvendelsen af kasakhisk i undervisning og offentlig administration, samtidig med at russisk fortsat bevarede en vigtig rolle i samfundslivet.

Flytningen af hovedstaden fra Almaty til Astana i 1997 blev samtidig et vigtigt symbol på opbygningen af en ny national stat efter uafhængigheden. Flytningen indgik også i Nazarbajevs bredere vision om Kasakhstan som en eurasisk stat og blev af flere forskere fortolket som et nation-building-projekt, der skulle styrke statens tilstedeværelse i de nordlige regioner med store russiske befolkningsgrupper og understøtte opbygningen af nye politiske eliter omkring den nye hovedstad.

Kulturpolitik og kulturarv

Efter uafhængigheden i 1991 har Kasakhstan gennemført en række statslige kulturprogrammer med det formål at styrke den nationale identitet, bevare kulturarven og genoplive historiske traditioner, som i perioder havde været marginaliseret under sovjettiden.

Et af de mest omfattende initiativer var kulturarvsprogrammet Mädeni Mūra (Мәдени мұра, "Kulturarv"), som blev lanceret i 2004. Programmet omfattede restaurering af historiske monumenter, arkæologiske undersøgelser, indsamling af folkloristisk materiale samt udgivelse af værker om kasakhisk historie, litteratur og kultur. Derudover blev en række historiske og kulturelle lokaliteter restaureret eller dokumenteret som led i arbejdet med at bevare landets materielle og immaterielle kulturarv.

Sideløbende har myndighederne arbejdet for at genoplive historiske symboler og traditioner med rødder i den før-sovjetiske periode. Dette har blandt andet omfattet øget fokus på kasakhisk sprog, nationale højtider som Nauryz, traditionelle musikformer, nomadisk kulturarv og historiske personligheder som Ablai Khan, Abaj Qunanbajuly og al-Farabi.

I 2017 lancerede regeringen programmet Rukhani Zhangyru ("Åndelig modernisering"), som skulle styrke den nationale bevidsthed og forene modernisering med bevarelsen af kulturelle traditioner. Programmet omfattede blandt andet digitalisering af kulturarv, støtte til historisk forskning og formidling af nationale kulturværdier til yngre generationer.

Nomadisk arv

Den nomadiske levevis har gennem århundreder været et grundlæggende element i den kasakhiske kultur og identitet. De store steppeområder gjorde det muligt at opretholde omfattende sæsonvandringer mellem sommer- og vintergræsgange, hvor husdyrhold af heste, får, kameler og kvæg udgjorde det økonomiske fundament for store dele af befolkningen.

Nomadelivet prægede ikke alene økonomien, men også samfundsorganisationen, familielivet og de sociale relationer. Kasakhiske stammer og klaner udviklede komplekse netværk af samarbejde og gensidige forpligtelser, som gjorde det muligt at udnytte steppernes ressourcer og håndtere de udfordringer, som klima og årstidsvariationer medførte.

Jurten var den traditionelle boligform blandt de kasakhiske nomader. Den bestod af en sammenfoldelig træramme beklædt med filt, som kunne transporteres mellem sæsonlejrene og samtidig gav effektiv beskyttelse mod både vinterkulde og sommervarme. Boligformen var udbredt blandt nomadefolk i store dele af Centralasien og var særligt velegnet til de omfattende sæsonvandringer, der prægede den traditionelle nomadiske levevis.

Selv om tvangskollektivisering, industrialisering og urbanisering under Sovjetunionen medførte omfattende forandringer i det traditionelle nomadesamfund, indtager den nomadiske kulturarv fortsat en central plads i Kasakhstans nationale selvforståelse. Især hestekulturen fremhæves som et centralt symbol på landets historiske rødder og nationale identitet, mens andre traditionelle kulturformer fortsat videreføres og formidles gennem kulturarv, festivaler og nationale begivenheder.

Hestekultur

Kasakhisk ryttertradition

Hesten har gennem århundreder haft en central plads i den kasakhiske kultur og nomadiske levevis. De vidtstrakte stepper gjorde ridning og hestehold til en afgørende forudsætning for transport, handel, jagt og kvægdrift, og hesten blev samtidig et vigtigt symbol på social status, frihed og identitet.

Den traditionelle kasakhiske økonomi var i høj grad baseret på husdyrhold, hvor heste udgjorde en væsentlig del af både fødegrundlaget og den materielle kultur. Hestemælk anvendes fortsat til fremstilling af den traditionelle drik kumys, mens hestekød indgår i flere nationale retter.

Hestens betydning afspejles fortsat i en række traditionelle ridesportsgrene, som udøves ved nationale højtider, festivaler og kulturelle arrangementer og udgør en vigtig del af den levende nomadiske kulturarv.

Falke- og ørnejagt

Kasakhisk ørnejæger med kongeørn. Ørnejagt har gennem århundreder været en del af den nomadiske kulturarv i Centralasien.

Falke- og ørnejagt har gennem århundreder været en del af den traditionelle kultur blandt de centralasiatiske nomadefolk, herunder kasakherne. Rovfugle blev anvendt til jagt på mindre pattedyr og fugle, mens særligt kongeørne blev trænet til jagt på ræve og andre byttedyr i steppe- og bjergområderne.

Jagtformen kræver omfattende viden om fuglenes adfærd, træning og pleje og er traditionelt blevet videregivet mellem generationer som en del af den nomadiske kulturarv.

Selv om falke- og ørnejagt i dag kun udøves af et begrænset antal udøvere, betragtes traditionen fortsat som en vigtig del af Kasakhstans kulturarv. Den opretholdes gennem lokale festivaler, jagtkonkurrencer og kulturelle arrangementer, hvor den traditionelle nomadekultur formidles til nye generationer og til besøgende fra ind- og udland.

Traditionelle nomadesportsgrene

Hesteavl og nomadisk livsform har gennem århundreder været centrale elementer i den kasakhiske kultur. En række traditionelle ridesportsgrene med rødder i de nomadiske samfund er fortsat populære og afholdes ved nationale højtider, festivaler og kulturelle arrangementer. Sportene betragtes som en del af den fælles kulturarv i Centralasien og viderefører traditioner, der historisk har været knyttet til ridning og livet på stepperne.

Mange af disciplinerne udspringer af færdigheder, som historisk havde betydning for ridning, jagt og krigsførelse på stepperne. Efter Kasakhstans uafhængighed har traditionelle nomadesportsgrene fået fornyet opmærksomhed som en del af genoplivningen af landets nomadiske kulturarv.

Kokpar (көкпар), også kendt som kökbörü i andre dele af Centralasien, er en traditionel holdsport til hest. Spillet går ud på, at ryttere konkurrerer om at bringe en gedekrop eller et gedeskind til modstanderens målområde. Sporten kræver stor ridefærdighed, styrke, udholdenhed og taktisk samarbejde.

Kokpar har rødder i de nomadiske samfund i Centralasien og betragtes som en del af regionens fælles kulturarv. I dag er sporten en af de mest populære traditionelle sportsgrene i Kasakhstan og afholdes ved nationale højtider, festivaler og andre kulturelle begivenheder.

Kyz kuu (қыз қуу, "jagten på pigen") er en traditionel ridesport med rødder i kasakhiske frieri- og bryllupstraditioner. Konkurrencen består af en mandlig og en kvindelig rytter, som rider efter hinanden over en fastlagt distance. Hvis den mandlige rytter indhenter kvinden på udturen, anses han for at have vundet. På tilbageturen forfølges han derimod af den kvindelige rytter, som forsøger at indhente ham. Sporten kombinerer ridefærdigheder med elementer af leg, kurtisering og social tradition og opføres fortsat ved festivaler og kulturelle begivenheder.

Ryttere i traditionelle dragter demonstrerer Kasakhstans rytterkultur ved at spille kyz kuu (“jagt på pigen”) et af flere traditionelle spil, der udøves til hest.

Audaryspak (аударыспақ) er en traditionel brydekonkurrence til hest. To ryttere forsøger at trække eller vælte hinanden af sadlen ved hjælp af styrke, balance og teknik. Disciplinen blev historisk anvendt som træning i kampfærdigheder og som en test af rytternes fysiske styrke og kontrol over hesten. Audaryspak afholdes fortsat ved nationale og regionale sportsfestivaler og er en af de mest prestigefyldte traditionelle ridesportsgrene i Kasakhstan.

Efter Kasakhstans uafhængighed i 1991 har traditionelle nomadesportsgrene fået fornyet opmærksomhed som led i genoplivningen af landets kulturarv. Konkurrencer i kokpar, kyz kuu og audaryspak indgår regelmæssigt i nationale kulturfestivaler og internationale arrangementer som World Nomad Games, hvor de fungerer som symboler på den nomadiske arv og den kasakhiske nationale identitet.

Sociale traditioner og familieliv

Mange kasakhiske traditioner har rødder i nomadisk livsstil og pastoral kultur.

Familie, slægtskab, gensidige forpligtelser og gæstfrihed har traditionelt spillet en central rolle i samfundslivet og præger fortsat mange sociale skikke og ceremonier i det moderne Kasakhstan.

Forlovelse og familiealliance

Qūda tüsü (құда түсу) er den traditionelle kasakhiske forlovelsesceremoni, hvor de to familier formelt introduceres for hinanden og indleder forberedelserne til et kommende ægteskab.

Traditionelt besøger brudgommens slægtninge brudens familie som led i den officielle introduktion mellem de kommende svigerfamilier. Ceremonien markerer begyndelsen på et formelt slægtskabsforhold og efterfølges ofte af yderligere ritualer som syrga salu (forlovelsesceremoni), gaveudveksling og aftaler om brylluppet.

Historisk blev ægteskab ikke alene betragtet som en forbindelse mellem to personer, men også som en alliance mellem familier og slægter.

Under qūda tüsü drøftede familierne praktiske og ceremonielle forhold omkring brylluppet, herunder gaveudveksling, festligheder og i nogle tilfælde kalym (brudepris).

Selv om moderne ægteskaber i Kasakhstan i høj grad bygger på de kommende ægtefællers egne valg, spiller familiernes deltagelse fortsat en vigtig rolle ved mange bryllupper. Qūda tüsü ledsages ofte af fælles måltider, gaveudveksling og andre traditionelle ritualer, som understreger forbindelsen mellem de to familier og fortsat indgår i mange kasakhiske bryllupsfejringer.

Kalym

Kalym (қалың мал) er en traditionel gave eller brudebetaling, som historisk blev ydet af brudgommens familie til brudens familie i forbindelse med ægteskab. Blandt de nomadiske kasakher udgjorde kalym en vigtig del af de økonomiske og ceremonielle forberedelser til ægteskabet og blev traditionelt fastsat efter brudens families sociale status.

Størrelsen af kalym varierede efter familiernes sociale og økonomiske forhold. Skikken var tæt knyttet til den nomadiske samfundsstruktur, hvor ægteskab blev betragtet som et forhold mellem familier og slægter snarere end udelukkende mellem to individer. Sammen med arvereglerne bidrog kalym til at sikre familiens økonomiske grundlag og sociale stabilitet.

Under Sovjetunionen blev mange traditionelle ægteskabsskikke modarbejdet eller begrænset, og betydningen af kalym blev reduceret. Efter Kasakhstans uafhængighed har visse traditionelle bryllupsskikke fået en kulturel genopblomstring, men kalym forekommer i dag oftest i symbolsk form eller som en del af ceremonielle gaveudvekslinger mellem familierne. Omfanget varierer betydeligt mellem regioner, familier og sociale grupper, og ægteskab opfattes i dag primært som et personligt valg mellem de kommende ægtefæller.

Betashar

Betashar (беташар, "afsløring af ansigtet") er et traditionelt kasakhisk bryllupsritual, hvor bruden formelt præsenteres for sin nye familie og lokalsamfund. Ceremonien finder normalt sted efter brylluppet og markerer brudens overgang til sin ægtefælles familie.

Under ritualet bærer bruden traditionelt et slør eller et klæde, som gradvist løftes eller fjernes under ceremonien. En sanger eller ceremonimester fremfører ofte særlige vers, hvor medlemmer af brudgommens familie præsenteres én efter én. Bruden hilser derefter respektfuldt på de nævnte familiemedlemmer ved at bukke eller udføre andre traditionelle gestusser.

Betashar understreger de stærke slægtsbånd og den respekt for ældre generationer, som traditionelt har præget det kasakhiske samfund. Under ceremonien introduceres bruden formelt til medlemmerne af sin nye familie, hvilket markerer hendes optagelse i ægtefællens familie og etableringen af nye sociale relationer mellem de to familier.

Gæstfrihed og gaveudveksling

Gæstfrihed har traditionelt haft en central plads i den kasakhiske kultur og blev udviklet under de nomadiske levevilkår på stepperne, hvor rejsende ofte var afhængige af hjælp og beskyttelse fra fremmede.

Et centralt element i gæstfriheden er dastarkhan, det festligt dækkede bord, hvor familie, venner og gæster samles omkring traditionelle retter. Delingen af måltidet betragtes som en vigtig del af den sociale og kulturelle udveksling mellem værter og gæster.

Gensidighed og udveksling af gaver, tjenester og gæstfrihed spiller en vigtig rolle i sociale relationer. Den kasakhiske gæstfrihedstradition bygger på forestillinger om gensidig respekt og etablering af personlige relationer mellem familier og gæster.

Selv om moderne byliv har ændret mange traditionelle skikke, betragtes gæstfrihed fortsat som en vigtig kulturel værdi, og fælles måltider, gæstebud og sociale udvekslinger spiller fortsat en fremtrædende rolle i det moderne Kasakhstan.

Nauryz

Forårshøjtiden Nauryz er en af de vigtigste traditionelle festdage i Kasakhstan og fejres med ceremonier, musik, sportsbegivenheder og fællesmåltider over store dele af landet.

Nauryz markerer forårsjævndøgn og det traditionelle nytår i store dele af Centralasien. Højtiden symboliserer naturens genfødsel, begyndelsen på et nyt år og genoprettelsen af harmonien mellem mennesket og naturen, som traditionelt har haft stor betydning i de nomadiske samfund på stepperne.

Et centralt element i fejringen er serveringen af Nauryz kozhe, en traditionel ret, som forbindes med overflod, fællesskab og ønsket om velstand i det kommende år. Besøg hos familie og venner, udveksling af lykønskninger og offentlige festligheder spiller ligeledes en vigtig rolle.

Under Sovjetunionen blev fejringen af Nauryz i perioder begrænset, men højtiden blev bevaret i den kollektive erindring og genvandt officiel status i slutningen af 1980'erne. Efter Kasakhstans uafhængighed har Nauryz fået fornyet betydning som symbol på national kulturarv, kulturel kontinuitet og national identitet.

Musik og mundtlig tradition

Kasakhisk folkemusikensemble med dombra- og kobyzmusikere under en optræden i Pavlodar.

Dombra og küy-traditionen

Traditionel kasakhisk musik er tæt knyttet til landets nomadiske kultur og omfatter blandt andet instrumentalmusik på dombra og kobyz, episke fortællinger samt den improviserede sangkonkurrence aitys.

I sovjettiden blev traditionelle musikformer i stigende grad institutionaliseret gennem konservatorier, orkestre og statsstøttede kulturinstitutioner, samtidig med at vestlige klassiske musiktraditioner blev introduceret.

I dag spænder musiklivet fra traditionelle folkemusikformer til klassisk musik, popmusik, hiphop og elektronisk musik.

Kasakhisk musiker, der spiller dombra, landets vigtigste traditionelle strengeinstrument.

Dombraen er Kasakhstans mest kendte traditionelle musikinstrument og betragtes som et af de vigtigste symboler på den kasakhiske kulturarv. Instrumentet er en langhalset, tostrenget lut, som traditionelt anvendes til både solooptrædener, sangledsagelse og fremførelse af instrumentale kompositioner kendt som küy.

Dombraen har historisk spillet en vigtig rolle i formidlingen af fortællinger, historiske begivenheder og folkelige traditioner i de kasakhiske stepper. Omrejsende musikere og digtere anvendte instrumentet til at videreføre mundtlige traditioner og styrke den kulturelle sammenhængskraft blandt de nomadiske samfund.

Dombraen indtager fortsat en central plads i Kasakhstans kulturliv og nationale identitet. Instrumentet undervises på musikskoler og konservatorier, anvendes ved nationale ceremonier og optræder hyppigt ved kulturelle festivaler og offentlige arrangementer. I 2018 blev den traditionelle kunst at fremføre kasakhisk küy på dombra optaget på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

Siden 2018 har Kasakhstan markeret den nationale Dombra-dag den første søndag i juli som en fejring af dombraens betydning for landets kulturarv og nationale identitet.

Aitys

Aitys er en traditionel kasakhisk improvisationskonkurrence mellem akyns, der fremfører og besvarer vers ledsaget af dombra.

Aitys er en traditionel form for improviseret digter- og sangkonkurrence, hvor to akyns (folkelige digtere og sangere) konkurrerer ved på stedet at fremføre og besvare vers ledsaget af dombra. Deltagerne improviserer over aktuelle emner, historiske begivenheder, sociale forhold eller personlige udfordringer, mens publikum vurderer deres sproglige kreativitet, humor og musikalske færdigheder.

Traditionen har rødder i de nomadiske samfund på de centralasiatiske stepper, hvor mundtlig overlevering spillede en central rolle i formidlingen af historie, kultur og kollektive erfaringer. Gennem århundreder fungerede aitys både som underholdning og som et forum for offentlig debat, hvor samfundsmæssige spørgsmål kunne diskuteres gennem poesi og musik.

Aitys er fortsat en levende del af Kasakhstans kulturliv og opføres ved festivaler, nationale højtider og kulturelle arrangementer. Traditionen har samtidig fået fornyet opmærksomhed som et symbol på den kasakhiske kulturarv efter landets uafhængighed. I 2015 blev aitys optaget på UNESCOs liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

Akyns og jyrshy

I århundreder blev historie, slægtskab og kulturelle værdier i de kasakhiske nomadesamfund primært videreført gennem mundtlig tradition. En central rolle blev spillet af akyns (ақындар) og jyrshy (жыршы), som fungerede som digtere, sangere og formidlere af kollektive erindringer.

Akyns var improviserende folkedigtere, der fremførte sange og poetiske konkurrencer kendt som aitys. Gennem deres optrædener kommenterede de sociale forhold, politiske begivenheder og dagliglivet og fungerede ofte som samfundets moralske stemme. Mange akyns opnåede stor anseelse og bidrog til at bevare og udvikle den kasakhiske litterære tradition.

Jyrshy specialiserede sig i at fremføre lange episke fortællinger og heltedigte, kendt som zhyr. Disse værker fortalte om historiske begivenheder, legendariske helte, slægtsforhold og nomadiske traditioner og blev overleveret mundtligt fra generation til generation. Gennem deres fremførelser bidrog jyrshy til at bevare fælles historiske erindringer og styrke følelsen af kulturel kontinuitet blandt de kasakhiske stammer og slægter.

Den mundtlige tradition havde særlig betydning i de nomadiske samfund, hvor skriftlige kilder var begrænsede. Akyns og jyrshy fungerede derfor ikke blot som underholdere, men også som historiefortællere, kulturformidlere og bærere af kollektiv viden.

Mange af de episke fortællinger og folkesange, som de videreførte, betragtes i dag som en vigtig del af Kasakhstans immaterielle kulturarv.

Litteratur

Chokan Valikhanov (1835–1865) var en af de mest indflydelsesrige kasakhiske forskere og etnografer i det Russiske Kejserrige.

Kasakhisk litteratur har rødder i mundtlige nomadiske traditioner, episke fortællinger og poesi.

Blandt de tidlige kasakhiske intellektuelle var Chokan Valikhanov, som gennem sine etnografiske, historiske og folkloristiske studier bidrog til dokumentationen af kasakhisk kultur, mundtlig tradition og folklore i det Russiske Kejserrige.

Abaj Qunanbajuly

Abaj Kunanbajuly (1845–1904), digter, komponist og filosof, som regnes for grundlæggeren af moderne kasakhisk litteratur.

En af de mest betydningsfulde skikkelser i kasakhisk kultur er digteren og filosoffen Abaj Qunanbajuly, som spillede en central rolle i udviklingen af moderne kasakhisk litteratur i 1800-tallet. Hans værker bidrog til at forene elementer fra den kasakhiske mundtlige tradition med russisk og europæisk litterær tænkning, og han betragtes i dag som en af grundlæggerne af den moderne kasakhiske nationale identitet.

Abajs digte og prosatekster behandlede emner som uddannelse, moral, social udvikling og kulturel fornyelse. Gennem sit forfatterskab opfordrede han til større åbenhed over for viden og læring og kritiserede samtidig sociale forhold, som efter hans opfattelse hæmmede samfundets udvikling.

Særligt kendt er værket Abajs Bog (Kara Sözder, Ord til eftertanke), der består af en række filosofiske og moralske refleksioner om mennesket, samfundet og kulturens betydning. Værket regnes som et af hovedværkerne i kasakhisk litteratur og læses fortsat bredt i Kasakhstan.

Abaj oversatte desuden værker af blandt andre Aleksandr Pusjkin, Mikhail Lermontov og Johann Wolfgang von Goethe til kasakhisk og bidrog dermed til at introducere europæisk og russisk litteratur for et bredere kasakhisk publikum.

Under sovjettiden blev litteraturen præget af socialistisk realisme og censur, mens perioden efter uafhængigheden har været kendetegnet ved større kulturel og sproglig diversitet.

Olzhas Suleimenov

Olzhas Suleimenov (født 1936) regnes blandt de mest betydningsfulde skikkelser i moderne kasakhisk litteratur og kultur. Han blev kendt i hele Sovjetunionen som digter, forfatter og offentlig debattør, og hans værker kombinerede ofte temaer fra den kasakhiske steppekultur med bredere historiske og filosofiske perspektiver.

Suleimenov opnåede særlig opmærksomhed med digtsamlingen Zemlya, poklonis cheloveku! (Jord, bøj dig for mennesket!) fra 1961, som blev skrevet i forbindelse med Jurij Gagarins rumflyvning. Hans bog Az i Ya (1975) skabte betydelig debat om historie, sprog og kulturelle forbindelser mellem tyrkiske og slaviske folk ved at fremhæve tyrkiske og centralasiatiske bidrag til den østslaviske kulturhistorie, hvilket førte til kritik fra sovjetiske myndigheder og gjorde ham til en af Kasakhstans mest kendte forfattere internationalt.

I slutningen af Sovjetperioden spillede Suleimenov også en vigtig politisk rolle. Han var medstifter af antiatomvåbenbevægelsen Nevada–Semipalatinsk, som arbejdede for at standse atomprøvesprængningerne ved Semipalatinsk-testområdet. Bevægelsen fik stor betydning for den offentlige debat om atomvåben og miljøpåvirkninger i Kasakhstan.

Efter Kasakhstans uafhængighed har Suleimenov fortsat været en fremtrædende kulturpersonlighed og betragtes ofte som en af de vigtigste repræsentanter for moderne kasakhisk litteratur og national kultur.

Abdizhamil Nurpeisov

Abdizhamil Nurpeisov (1924–2022) regnes blandt de mest betydningsfulde kasakhiske forfattere i 1900-tallet. Han opnåede international anerkendelse gennem sine romaner og noveller, som ofte skildrede livet blandt fiskere, nomader og lokalsamfund ved Aralsøen samt de sociale og politiske forandringer, der prægede Kasakhstan i sovjetperioden.

Nurpeisov er især kendt for romantrilogien Blod og sved (Kan men ter, 1961–1970), der skildrer de sociale og politiske omvæltninger blandt kasakherne i tiden omkring 1. verdenskrig, revolutionerne og borgerkrigen i begyndelsen af 1900-tallet. Trilogien regnes som et af hovedværkerne i moderne kasakhisk litteratur og blev oversat til omkring 30 sprog. For værket modtog Nurpeisov USSR's Statspris for litteratur i 1974.

Et andet centralt tema i hans forfatterskab var miljøkatastrofen ved Aralsøen. I romanen The Last Duty (Poslednij dolg) skildrede han de menneskelige, sociale og miljømæssige konsekvenser af Aralsøens udtørring.

Værket regnes som en betydningsfuld litterær skildring af Aralkatastrofen og bidrog til at skabe international opmærksomhed om regionens miljøproblemer.

Gennem sit lange forfatterskab blev Nurpeisov en af de mest indflydelsesrige stemmer i kasakhisk litteratur og en vigtig formidler af landets historie, kultur og samfundsudvikling til både nationale og internationale læsere.

Film

Kasakhisk film efter 1991

Efter uafhængigheden i 1991 har kasakhisk film udviklet sig til en af de mest internationalt synlige filmtraditioner i Centralasien. Mange film har behandlet temaer som national identitet, sociale forandringer, urbanisering samt forholdet mellem nomadisk kultur, den sovjetiske arv og det moderne kasakhiske samfund.

Filmindustrien i Kasakhstan udviklede sig i sovjettiden gennem studiet Kazakhfilm, som fortsat er landets vigtigste filmproduktionsselskab.

Den internationale synlighed er især blevet drevet af en række instruktører, hvis værker har været repræsenteret ved nogle af verdens mest prestigefyldte filmfestivaler. Kasakhiske film har ofte behandlet emner som identitet, sociale forandringer, nomadisk kultur, modernisering og livet i det postsovjetiske samfund.

Darezhan Omirbaev

Filminstruktøren Darezhan Omirbaev regnes blandt de vigtigste skikkelser i moderne kasakhisk auteurfilm.

Blandt de mest internationalt anerkendte instruktører er Darezhan Omirbaev, som regnes blandt de vigtigste skikkelser i moderne kasakhisk auteurfilm. Hans film Kairat modtog Sølvleoparden ved filmfestivalen i Locarno i 1992, mens Killer vandt Un Certain Regard-prisen ved filmfestivalen i Cannes i 1998. Flere af hans senere film har ligeledes været udtaget til Cannes-festivalens officielle program.

Sergey Dvortsevoy

Instruktøren Sergey Dvortsevoy opnåede internationalt gennembrud med filmen Tulpan (2008), som vandt hovedprisen i sektionen Un Certain Regard ved filmfestivalen i Cannes. Filmen modtog desuden en række andre internationale priser og regnes blandt de mest succesfulde kasakhiske film efter uafhængigheden.

Hans film Ayka (2018) blev udtaget til hovedkonkurrencen om Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes, hvor skuespilleren Samal Yeslyamova modtog prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

Emir Baigazin og nyere filminstruktører

En yngre generation af filmskabere har videreført den internationale succes. Emir Baigazin fik sit internationale gennembrud med filmen Harmony Lessons, som deltog i hovedkonkurrencen ved Berlin International Film Festival i 2013. Filmens fotograf Aziz Zhambakiyev modtog her Sølvbjørnen for fremragende kunstnerisk præstation (Outstanding Artistic Contribution).

Blandt de øvrige markante instruktører fra den yngre generation er Adilkhan Yerzhanov, hvis film flere gange har været udtaget til internationale festivaler, herunder Cannes og Venedig. Han regnes i dag blandt de mest fremtrædende skikkelser i nyere centralasiatisk filmkunst.

Kasakhiske film har siden 1990'erne opnået priser og nomineringer ved internationale festivaler som Cannes, Berlin, Venedig, Locarno, Karlovy Vary og Tokyo. Denne internationale synlighed har bidraget til at gøre kasakhisk film til en af de mest anerkendte nationale filmtraditioner i Centralasien.

Arkitektur

Khoja Ahmed Yasawi-mausoleet i Turkestan er Kasakhstans vigtigste timuridiske monument og blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2003.

Kasakhstans arkitektur spænder fra traditionelle nomadiske boliger som jurten til islamisk monumentalarkitektur, sovjetiske bygningskomplekser og moderne højhuse. Jurten var den traditionelle boligform blandt de centralasiatiske nomader og bestod af en træramme beklædt med filt, som gav effektiv isolering mod både vinterkulde og sommervarme.

Timuridisk arkitektur og Khoja Ahmed Yasawi-mausoleet

Timurid-arkitekturen, som udviklede sig under Timuriderne i 1300- og 1400-tallet, har haft stor betydning for den arkitektoniske og kulturelle arv i Centralasien. Stilen er kendetegnet ved monumentale bygninger i tegl, store kupler, høje portaler (iwan), geometriske mønstre, glaserede fliser og omfattende kalligrafisk udsmykning. Flere af de vigtigste bevarede eksempler på denne arkitektur findes i det nuværende Kasakhstan og vidner om områdets historiske forbindelser til Silkevejens kulturelle netværk.

Det mest betydningsfulde timuridiske monument i Kasakhstan er Khoja Ahmed Yasawi-mausoleet i Turkestan. Byggeriet blev påbegyndt i 1389 efter ordre fra Timur over graven for den sufiske digter og religiøse leder Khoja Ahmed Yasawi, som havde stor indflydelse på islams udbredelse blandt de tyrkiske folk i Centralasien.

Mausoleet regnes for et af de bedst bevarede eksempler på tidlig timuridisk arkitektur og er kendt for sin monumentale portal, sine karakteristiske turkisblå kupler og sin rige fliseudsmykning. Bygningen fik stor betydning for senere arkitektoniske traditioner i regionen og blev et forbillede for flere monumenter opført under Timuriderne og deres efterfølgere.

For Kasakhstan har Khoja Ahmed Yasawi-mausoleet en særlig kulturel og symbolsk betydning. Yasawi betragtes som en af de vigtigste religiøse skikkelser i den tyrkiske islamiske tradition, og mausoleet har gennem århundreder fungeret som et vigtigt pilgrimsmål for muslimer fra hele Centralasien. Samtidig opfattes monumentet som et symbol på landets historiske kontinuitet, islamiske arv og kulturelle identitet.

I 2003 blev Khoja Ahmed Yasawi-mausoleet optaget på UNESCOs verdensarvsliste som det første verdensarvssted i Kasakhstan. Monumentet regnes i dag blandt landets vigtigste kulturhistoriske seværdigheder og spiller en central rolle i formidlingen af Kasakhstans historiske og religiøse arv.

Sovjetisk arkitektur

Under sovjettiden gennemgik Kasakhstan en omfattende urbanisering, hvor nye industribyer, boligområder og offentlige bygninger blev opført som led i Sovjetunionens økonomiske og politiske udviklingsprogrammer. Arkitekturen var i de tidlige år præget af monumentale bygninger i socialistisk realistisk stil, mens efterkrigstidens byudvikling i stigende grad blev domineret af standardiserede boligblokke og funktionalistiske byplaner.

Byer som Almaty, Karaganda og Temirtau fik deres moderne bystruktur i denne periode, og mange af Kasakhstans universiteter, kulturinstitutioner og administrative bygninger stammer fra sovjettiden. Den sovjetiske arkitektoniske arv præger fortsat landets bybillede, selv om den siden uafhængigheden i 1991 i stigende grad er blevet suppleret af nationale og internationale arkitektoniske stilarter.

Moderne arkitektur i Astana

Særligt Astana er blevet kendt for sin monumentale og futuristiske arkitektur. Efter hovedstadens flytning fra Almaty i 1997 blev byen udviklet som et symbol på Kasakhstans selvstændighed, modernisering og nationale identitet.

Mange af byens markante bygninger kombinerer moderne ingeniørkunst med symboler hentet fra kasakhisk historie, mytologi og kultur. Denne arkitektur har spillet en central rolle i statens nation-building-projekt efter Sovjetunionens opløsning.

Bayterek-tårnet er inspireret af den kasakhiske myte om livstræet Bayterek, hvor den mytiske fugl Samruk lægger et gyldent æg, der symboliserer solen. Tårnet er blevet et af Astanas vigtigste vartegn og fungerer som et nationalt symbol for det moderne Kasakhstan.

Khan Shatyr, tegnet af Norman Foster, er udformet som et gigantisk telt og refererer til de traditionelle nomadiske boliger på den centralasiatiske steppe. Bygningen fungerer som et kombineret indkøbs- og fritidscenter og er blandt byens mest karakteristiske vartegn.

Freds- og Forsoningspaladset er opført som mødested for internationale religiøse og kulturelle konferencer og afspejler Kasakhstans bestræbelser på at profilere sig som et multietnisk og multireligiøst samfund.

Tilsammen har disse bygninger været med til at gøre Astana til et af de mest markante eksempler på statsledet byudvikling og monumental arkitektur i det postsovjetiske område.

UNESCO-verdensarv

Flere kultur- og naturområder er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, herunder Khoja Ahmed Yasawi-mausoleet og dele af Silkevejen blandt de kulturhistoriske steder samt Saryarka og Vestlige Tian Shan blandt naturområderne, som er anerkendt for deres biodiversitet og landskaber.

Landet deltager desuden i UNESCO-programmer for immateriel kulturarv. Blandt de registrerede traditioner er falkoneri, opførelsen og brugen af jurter, dombra-musik, den traditionelle intonationskunst aitys samt forskellige nomadiske skikke og håndværkstraditioner, som deles med andre centralasiatiske lande.

Køkken

Det kasakhiske køkken er præget af nomadiske traditioner og stor brug af kød- og mejeriprodukter.

Retter baseret på fåre-, okse- og hestekød spiller en central rolle i den traditionelle madkultur. Fermenteret hoppemælk kendt som kumys har rødder i nomadekulturen og er fortsat en vigtig del af den kasakhiske madtradition.

Det moderne kasakhiske køkken er påvirket af russiske, usbekiske, uiguriske og andre centralasiatiske madtraditioner.

Beshbarmak, en traditionel kasakhisk kød- og nudelret.

Den nationale ret beshbarmak består traditionelt af kogt heste-, fåre- eller oksekød serveret på brede nudler og ledsaget af bouillon. Retten serveres typisk ved større familiebegivenheder, bryllupper og højtider og betragtes som et symbol på gæstfrihed og fællesskab.

Kumys

Skålen til højre indeholder kumis (fermenteret hoppemælk), mens skålen til venstre indeholder shubat (fermenteret kamelmælk).

Kumys (også kendt som qymyz) er en traditionel kasakhisk drik fremstillet af fermenteret hoppemælk. Drikken har været en vigtig del af kosten blandt de nomadiske folk på de centralasiatiske stepper i århundreder og regnes som en central del af den kasakhiske madkultur.

Fremstillingen sker ved en kombineret mælkesyre- og alkoholgæring, hvor mælkesyrebakterier og gær omdanner hoppemælken til en let syrlig og let mousserende drik med et lavt alkoholindhold.

Ud over sin rolle som fødevare har kumys stor kulturel betydning og forbindes tæt med Kasakhstans nomadearv, gæstfrihed og traditionelle livsform på stepperne.

Baursak

Baursak, en traditionel kasakhisk friturestegt dejret

Baursak er en traditionel kasakhisk brødspecialitet bestående af små stykker gærdej, som frituresteges til gyldne, luftige brød. Retten er udbredt i Kasakhstan og andre dele af Centralasien og serveres ofte ved familiefester, bryllupper, religiøse højtider og andre sociale sammenkomster.

Baursak forbindes tæt med den traditionelle kasakhiske gæstfrihed og serveres ofte sammen med te som en del af dastarkhan, det traditionelle bord dækket til gæster. Retten forbindes fortsat med fællesskab, festlige begivenheder og den kasakhiske kulturarv.

Turisme

Panorama "Korablik" i Bozzhyra er et af de populære turistmål i Mangystau regionen

Turisme har fået stigende økonomisk betydning i Kasakhstan siden 2000'erne, selv om sektoren fortsat er mindre udviklet end i mange andre lande.

Landets store geografiske variation, nomadiske kulturarv og kombination af stepper, bjergområder, søer og moderne byer har gjort Kasakhstan til et voksende rejsemål for natur-, eventyr- og kulturturisme.

Turismen er især koncentreret omkring Almaty, Astana, Tian Shan-bjergene og områderne ved det Kaspiske Hav. Almaty fungerer som centrum for bjergturisme og vintersport og har adgang til skisportssteder og naturområder i det sydøstlige Kasakhstan. Astana er derimod kendt for moderne arkitektur, regeringsbygninger og internationale konferencer og er blevet et symbol på den postsovjetiske statsudvikling.

Naturturisme spiller en voksende rolle, særligt i nationalparker og bjergområder som Altyn-Emel Nationalpark, Charyn-kløften og søområderne omkring Kolsai-søerne.

Landet har forsøgt at profilere sig internationalt gennem sin kulturarv og historiske forbindelser til Silkevejen.

Regeringen har siden 2010'erne investeret i lufthavne, vejnet og turistinfrastruktur for at tiltrække flere internationale besøgende. Visumliberalisering for en række lande og udbygning af internationale flyforbindelser har bidraget til stigende turisme før COVID-19-pandemien.

Sektoren er dog fortsat udfordret af store afstande, begrænset turistinfrastruktur uden for de største byer og behovet for yderligere udvikling af turismeprodukter og serviceydelser. Turisme indgår i regeringens strategi for økonomisk diversificering og reduktion af afhængigheden af olie- og råvaresektoren.

Medier

Interviewproduktion hos tv-kanalen Khabar, en af Kasakhstans største landsdækkende tv-stationer.

Medielandskabet i Kasakhstan omfatter både statslige og private medier og spænder fra traditionelle aviser, radio og fjernsyn til digitale nyhedsmedier og sociale platforme.

Kasakhisk og russisk er begge udbredte mediesprog, og mange medier udgiver eller sender indhold på begge sprog.

Siden uafhængigheden i 1991 er mediesektoren vokset betydeligt, især inden for internetbaserede medier og sociale platforme. Staten har samtidig bevaret stor indflydelse over store dele af tv-sektoren og de vigtigste nationale nyhedsmedier.

Presse

Kasakhstan har både statslige og private aviser samt digitale nyhedsplatforme. I sovjettiden var pressen statskontrolleret, men efter uafhængigheden opstod en mere varieret mediesektor med private aviser, uafhængige medier og oppositionelle publikationer.

Blandt de mest kendte aviser er den statslige kasakhisksprogede avis Egemen Qazaqstan og den russisksprogede Kazakhstanskaya Pravda, som begge har rødder tilbage til begyndelsen af 1900-tallet og fortsat hører til landets vigtigste dagblade. Nyhedsbureauet Kazinform fungerer som et af landets centrale nationale nyhedsbureauer og leverer nyheder på flere sprog.

Internetbaserede nyhedsmedier og sociale platforme spiller en stadig større rolle i Kasakhstans medielandskab. Særligt sociale medier og beskedtjenester som Telegram er blevet vigtige kanaler for nyhedsformidling og offentlig debat.

Fjernsyn

Fjernsyn er fortsat en af de vigtigste informationskilder i Kasakhstan, især uden for de største byer.

De største nationale tv-kanaler omfatter statslige eller statsnære broadcastere som Qazaqstan TV og Khabar Agency. Kanalerne sender nyheder, kultur-, uddannelses- og underholdningsprogrammer og spiller en vigtig rolle i formidlingen af nationale nyheder og officielle informationer til befolkningen.

Tv-kanaler og internetmedier på russisk spiller fortsat en væsentlig rolle i Kasakhstans medielandskab. Kanaler fra Rusland er bredt tilgængelige og udgør fortsat en betydelig del af mange kasakhstaneres medieforbrug.

Selv om internetbaserede medier og streamingtjenester har vundet frem siden 2010'erne, er fjernsyn fortsat en vigtig informationskilde for mange husholdninger. Medieforbruget varierer dog mellem by og land; i landsbyområder spiller fjernsyn fortsat en mere dominerende rolle, mens sociale medier og online nyhedsmedier står stærkere i de større byer.

Digitale medier og sociale platforme

Internetadgangen er steget markant siden 2000'erne, særligt i byområderne.

Siden 2010'erne er digitale medier blevet stadig mere udbredte, og sociale platforme, videodelingstjenester og andet internetbaseret indhold spiller en voksende rolle i især yngre generationers medieforbrug.

Platforme som Instagram, Telegram, YouTube, TikTok og VKontakte er blandt de mest anvendte sociale medier i Kasakhstan og udgør en vigtig del af befolkningens digitale medieforbrug. De anvendes i vid udstrækning til informationsdeling, nyhedsformidling og offentlig debat.

Telegram-kanaler og internetmedier fik særlig betydning under protesterne i januar 2022, hvor myndighederne flere gange begrænsede internetadgangen og midlertidigt lukkede mobilnetværk og sociale platforme.

Kasakhstan har udviklet systemer til digital overvågning og regulering af onlineindhold.

Pressefrihed

Kasakhstan placerer sig generelt lavt i internationale målinger af pressefrihed. Landet blev i 2025 placeret som nummer 141 ud af 180 lande i pressefrihedsindekset World Press Freedom Index, som udgives af Reporters Without Borders. Internationale organisationer har kritiseret begrænsninger på pressefrihed og mediepluralisme. Større nationale tv-stationer og dele af den trykte presse har traditionelt været tæt knyttet til staten eller regeringsvenlige erhvervsgrupper, mens uafhængige medier ofte har haft begrænset adgang til markedet. Internettet og sociale medier har siden 2010'erne fået stigende betydning som platforme for offentlig debat, men myndighederne har også her indført regulering og overvågning.

Kritikken har blandt andet omfattet censur, restriktiv medielovgivning, chikane af journalister og begrænsninger af oppositionelle medier.

Myndighederne har forsvaret dele af reguleringen med henvisning til behovet for at beskytte journalister, regulere det digitale mediemiljø og styrke statens informationspolitik. Internationale pressefrihedsorganisationer og menneskerettighedsgrupper har imidlertid kritiseret, at sådanne bestemmelser kan anvendes bredt og bruges til at begrænse kritiske medier og oppositionelle stemmer.

Sport

Sport spiller en vigtig rolle i Kasakhstan og har siden landets uafhængighed været tæt knyttet til national identitet, international prestige og statslig repræsentation. Kasakhstan har opnået betydelige internationale resultater i boksning, brydning, vægtløftning, cykling og forskellige vintersportsgrene.

Landet deltager i både europæiske og asiatiske sportsorganisationer afhængigt af sportsgren. Inden for fodbold blev Kasakhstan i 2002 medlem af UEFA, mens landet gennem den nationale olympiske komité fortsat er medlem af Olympic Council of Asia, og mange øvrige sportsgrene konkurrerer derfor fortsat i asiatiske mesterskaber.

Sportsinfrastruktur og eliteidræt støttes i betydeligt omfang af staten, især inden for olympiske sportsgrene. Store statslige virksomheder og fonde, herunder Samruk-Kazyna, spiller desuden en væsentlig rolle i finansieringen af eliteidræt og professionelle sportsklubber.

Fodbold

Fodbold er en af de mest populære sportsgrene i Kasakhstan og organiseres af Kasakhstans fodboldforbund.

I 2002 forlod Kasakhstan det asiatiske fodboldforbund og blev medlem af UEFA, hvilket gav kasakhiske klubber og landshold mulighed for at deltage i europæiske turneringer.

Den øverste række er Kasakhstan Premier League, hvor klubber som FC Astana og Kairat Almaty har været blandt de mest succesfulde. FC Astana blev i 2010'erne den første kasakhiske klub til at nå gruppespillet i UEFA Champions League.

Landsholdet har endnu ikke kvalificeret sig til en VM- eller EM-slutrunde. I kvalifikationen til EM 2024 opnåede Kasakhstan sit hidtil bedste resultat i en europæisk kvalifikationsturnering og var tæt på at kvalificere sig til slutrunden.

Vintersport og ishockey

Barys Arena i Astana er hjemmebane for ishockeyklubben Barys Astana og anvendes til internationale sportsbegivenheder.

Vintersport spiller en betydelig rolle i Kasakhstan og udøves især i de nordlige og østlige regioner samt i bjergområderne omkring Almaty.

Kasakhstan har opnået internationale resultater inden for hurtigløb på skøjter, langrend, freestyle-skiing og alpint skiløb. Ishockey er særligt populært i byer som Astana og Öskemen. Klubben Barys Astana deltager i Kontinental Hockey League (KHL), som hovedsageligt består af klubber fra Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker.

Kasakhstan har desuden været vært for flere internationale vinteridrætsbegivenheder, herunder Vinter-Asienlegene 2011.

Individuelle sportsgrene

Kasakhstan deltog første gang som selvstændig nation ved Vinter-OL 1994 i Lillehammer og ved Sommer-OL 1996 i Atlanta, efter tidligere at have været repræsenteret gennem Sovjetunionen og senere Det Forenede Hold ved Vinter-OL 1992 og Sommer-OL 1992.

Siden da har landet vundet olympiske medaljer i især boksning, vægtløftning, brydning, atletik og cykling. Kasakhstan har også deltaget regelmæssigt i Vinter-OL, særligt inden for hurtigløb på skøjter, langrend og freestyle-skiing.

Aleksandr Vinokurov under Tour de France 2010.

Cykling er en af Kasakhstans mest profilerede sportsgrene internationalt, især gennem det professionelle hold Astana Qazaqstan Team. Holdet blev etableret i 2007 og har deltaget i store internationale etapeløb som Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España.

Den mest kendte kasakhiske cykelrytter er Aleksandr Vinokurov, som vandt guld i landevejscykling ved Sommer-OL 2012. Staten har siden investeret betydeligt i udviklingen af både landevejs- og banecykling som internationale elitesportsgrene.

Boksning regnes som en af Kasakhstans mest succesfulde sportsgrene og har givet landet en lang række olympiske medaljer og verdensmesterskaber. Kasakhiske boksere har traditionelt haft stor succes både i amatør- og professionel boksning. Blandt de mest kendte er Gennadij Golovkin, Serik Sapiyev, Vassiliy Jirov og Bakhtiyar Artayev. Særligt amatørboksning har været stærkt udviklet siden sovjettiden, og Kasakhstan har vundet adskillige olympiske medaljer i sporten siden landets selvstændighed.

Se også

Centralasien Silkevejen Mangystau oblast Aktau Bozzhyra Tidslinje for Centralasien

Litteratur om Kasakhstan

Dansksproget og nordisk litteratur

• Applebaum, Anne: Gulag – historien om de sovjetiske straffelejre. Schønberg, 2004. ISBN 9788757016604.
• Fatland, Erika: Sovjetistan. Informations Forlag, dansk udgave. ISBN 9788793068810.
• Hertoft, Mikael & Klimenko, Svetlana (red.): Kazakhstan – hvor bjergene er høje og steppen bred. Museum Tusculanum, 2002. ISBN 9788772897318.

Akademiske værker

• Cameron, Sarah: The Hungry Steppe: Famine, Violence, and the Making of Soviet Kazakhstan. Cornell University Press, 2018. ISBN 9781501730443.
• Dave, Bhavna: Kazakhstan: Ethnicity, Language and Power. Routledge, 2007. ISBN 9780415428767.
• Golden, Peter B.: Central Asia in World History. Oxford University Press, 2011. ISBN 9780195159479.
• Kudaibergen, Diana T.: Toward Nationalizing Regimes. University of Pittsburgh Press, 2020. ISBN 9780822946335.
• Laruelle, Marlene: Kazakhstan in the Making: Legitimacy, Symbols, and Social Changes. Lexington Books, 2016. ISBN 9781498515177.
• Olcott, Martha Brill: The Kazakhs. Hoover Institution Press, 1987. ISBN 9780817983819.
• Olcott, Martha Brill: Kazakhstan: Unfulfilled Promise. Carnegie Endowment for International Peace, 2002. ISBN 9780870031892.
• Soucek, Svat: A History of Inner Asia. Cambridge University Press, 2000. ISBN 9780521651691.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Kasakhstan

• Wikimedia Atlas: Kasakhstan – geografiske og historiske kort

Officiel hjemmeside for Kasakhstans præsident Kasakhstans regering Kasakhstan statistik