Flekterende sprog er sprog, hvori ordenes forhold til hinanden udtrykkes ved bøjningselementer. Bøjning finder sted inden for visse ordklasser, fx substantivers og adjektivers bøjning i køn, tal og kasus, adjektivers komparation samt verbers konjugation.
I det flekterende sprog dansk sker bøjning mest ved tilføjelse af endelser, fx spis-e – spis-te, men kan fx også være integreret i ordets stamme, fx gå – gik og jeg – mig.
Det er karakteristisk for flekterende sprog i modsætning til agglutinerende sprog som tyrkisk, at bøjningsendelser kan rumme flere grammatiske kategorier samtidig, fx latin romano-rum 'romernes', hvor både flertal og genitiv udtrykkes med endelsen -rum over for tyrkisk türk-ler-in 'tyrkernes', hvor selvstændige endelser udtrykker hhv. flertal og genitiv.
