Vers. 21
Denne version blev publiceret af Mogens Trolle 15. april 2025. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Afrotheria er en overorden af pattedyr, der omfatter elefanter, søkøer, klippegrævlinger, jordsvin, sengier (elefantspidsmus), guldmuldvarpe, tenrekker (børstesvin) og oddertenrekker. DNA-undersøgelser har vist, at selv om disse dyregrupper ser meget forskelligte ud, har de et fælles ophav.

På nær elefanterne og søkøerne er medlemmerne af Afrotheria begrænset til enten Afrika (klippegrævlinger, jordsvin, sengier, guldmuldvarpe og oddertenrekker) eller Madagaskar (tenrekker).

Afrotheria består af seks pattedyrordner, hvis indbyrdes slægtskab er vist i figuren.

Nedenfor er vist de seks ordener med antallet af nulevende arter angivet i parentes.

Ordenen Macroscelidea

  • sengier (elefantspidsmus) (familien Macroscelididae) (19 arter).

Ordenen Afrosoricida

  • guldmuldvarpe (familien Chrysochloridae) (21 arter)
  • oddertenrekker (familien Potamogalidae) (3 arter)
  • tenrekker (børstesvin) (familien Tenrecidae) (31 arter).

Ordenen Tubulidentata

  • jordsvin (familien Orycteropodidae) (1 art).

Ordenen Proboscidea

  • elefanter (familien Elephantidae) (3 arter).

Ordenen Hyracoidea

  • klippegrævlinger (familien Procaviidae) (5 arter).

Søkøer (ordenen Sirenia)

  • dygong (familien Dugongidae) (1 art)
  • manater (familien Trichechidae) (3 arter).