Peter (Pjotr) Kropotkin var en russisk anarkist. Han var fra en af Ruslands ældste adelsslægter og blev medlem af kejserfamiliens pagekorps. Som officer i Østsibirien blev han kendt som geograf og naturforsker. Befolkningens elendige levevilkår vakte ham politisk, og efter et studieophold i Schweiz blev han aktivistisk agitator. Han var fængslet i 1874 til 1876, og efter en dramatisk flugt levede han 40 år i eksil i Frankrig, Schweiz og Storbritannien.
Kropotkin er sammen med Proudhon og Bakunin anarkismens første ledende teoretiker. Blandt dem var han den konstruktive formidler, hvis letforståelige værker fik stor udbredelse. I sit hovedværk Gensidig hjælp (1902, da. 1906) kritiserer Kropotkin socialdarwinismens lære om alles kamp mod alle og arbejder med etnografisk, biologisk og historisk funderede argumenter for at vise, at menneskets sociale instinkt vil sejre ved hjælp af videnskab og teknik. Revolutionen sker ikke, som Marx siger, ved erobring af statsmagten, men vokser ifølge Kropotkin frem nedefra med en naturkrafts nødvendighed, ved at folket selv overtager produktionsmidlerne og organiserer selvforvaltende kommuner. Selv om han ikke direkte er modstander af mindre kollektiver, er han skeptisk over for deres chancer for overlevelse. Tillige mener han, at sådanne mindre initiativer dræner anarkismens overordnede mål. På trods af denne holdning giver han flere praktiske råd til at oprette eksperimentelle samfund. Kropotkin vendte i 1917 hjem til Rusland, hvor han forudså, at Lenins undertrykkelsesmetoder ville undergrave kommunismen. Hans teorier fik betydelig praktisk betydning for de anarkistiske landbrugskollektiver i 1930'ernes Spanien. Tillige fik han en renæssance i 1970'erne, hvor flere af hans værker blev genoptrykt.
