Adam af Bremen

I første bog beskrives grundlæggelsen under den karolingiske ekspansion og mission i Sachsen plus sammenlægningen af Hamburg og Bremen som ét ærkesæde (848); det understreges hvordan ærkesædet under Ludvig den Fromme fik det pavelige missionsmandat for Norden. En hovedperson her er Ansgar som foretog mislykkede missionsrejser til Danmark (826) og til Sverige (c. 830), men, ifølge Adam, kom tilbage og blev den først ærkebiskop i 831. Bogen dækker tiden indtil ærkebiskop Unnis død 936 og bygger både på interviews og på skriftlige dokumenter (hvoraf nogle tydeligvis er skrevet eller redigeret senere, og nyere forskning har fx stillet alvorligt spørgsmålstegn ved om Ansgar virkelig var ærkebiskop og ikke bare missionær). Unni var selv missionær i Danmark og Sverige og ifølge Adam blev han afvist af Gorm den Gamle men havde held med hans søn Harald Blåtand (før han kom til magten).

Den anden bog dækker perioden 937-1043 og omfatter dermed det ottonske kejserdynasti og fremkomsten af de tre nordiske riger. Her skildres bl.a. Otto 1s pres mod Danmark og Harald Blåtands anerkendelse af kejserens overhøjhed samt Haralds endegyldige kristning; endvidere hører vi om Svend Tveskægs frafald fra troen, Sveriges begyndende kristning under Erik Sejrssæl (selv om han ikke selv var stærk i troen), Olav den Helliges martyrdød (Adam er den tidligste kilde der nævner kulten i Trondhjem), Knud den Stores rige, m.m. Adam får også indflettet en etnografisk ekskurs om de slaviske folkefærd øst for Elben da dette også var missionmark for Hamburg-Bremen.

Tredje bog er helt og holdent viet til ærkebisp Adalberts regeringsperiode (1043-72). Dette er den samtidshistoriske del (stort set sammenfaldende med Svend Estridsens regering i Danmark, c. 1047-1076), hvor Adam naturligt kan brede sig mere. Han kendte personligt Adalbert og hans portræt af ham er utvivlsomt også skrevet som et fælles mindesmærke på vegne af de nærmeste kanniker og andre kirkelige standspersoner som havde virket under Adalbert. Det er en slående blanding af næsegrus beundring, kritik af hans voksende storhedsvanvid og dvælen ved hans tragiske endeligt. Hans gode egenskaber kommer i høj grad ærkestiftet til gode: han er gavmild, energisk, diplomatisk aktiv (bl.a. med Svend Estridsen), from, meget repræsentativ og indflydelsesrig både hos pave og kejser. De politiske ambitioner rækker meget højt og han lykkes i flere omgange at blive den ledende rådgiver for den unge kejser Henrik 4 og dermed ansvarlig for hele kejserrigets politik. Han havde endda planer om at gøre Hamburg-Bremen til et ”patriarkat” – et slags Rom i egen ret i Norden. Men han blev udmanøvreret fra 1066 og frem, og hans byggeprojekter, pragtsyge og aristokratiske egenrådighed blev en stor byrde for stiftet i hans sidste år. I denne tvetydige beskrivelse har Adam taget ved lære af den romerske historiker Sallust, som i sine to mest kendte værker, Catilina og Jugurtha, beskriver to stolte fjender af den romerske orden med en blanding af beundring og afsky.

Fjerde bogs beskrivelse af Norden er med rette berømt. I sit vue begynder Adam med det der er nærmest, Danmark og den sydlige Østersø, derefter Sverige og så Norge. Han gennemgår de grundlæggende geografiske træk, nævner de vigtigste byer og hvordan det står til med kristendommens udbredelse og oprettelsen af bispedømmer (som netop blev mere faste størrelser mens Adam skrev sit værk). Danmark er det mest kendte og er under Svend Estridsen ifølge Adam blevet forholdsvist civiliseret, hvilket viser at også de fjernere egne kan blive fuldt indlemmet i det kristne fællesskab. En særlig berømt passage er beskrivelsen af et hedensk tempel i Uppsala med statuer af Tor, Odin og Frej og tilhørende drabelige ritualer. Til sidst giver Adam også korte beskrivelser af Island, Grønland og Vinland. Det sidste er første gang i verdenslitteraturen at noget fra det amerikanske kontinent nævnes. I denne bog bygger Adam på beskrivelser fra folk som har rejst og kombinerer det med antik og middelalderlig lærdom om det verdenshav der omslutter den nordlige halvkugles kontinenter og øer, samt fantasier om amazoner, monstre m.m.

Adams krønike er på mange måder et imponerende pionérværk. Han bogførte som den første en del af Europa der havde ligget uden for den antikke eller tidlige middelalderlige lærde verden. Det storslåede og samtidigt tvetydige portræt af ærkebiskop Adalbert er usædvanligt i tidens litteratur. Adams klassiske og kristne boglige studier ligger på det højeste niveau. Ambitionen var at efterlade et historisk monument som kunne sikre Hamburg-Bremen-stiftet og dets indflydelse som missionscentrum fremover, selv om det stod over for flere kriser: investiturstriden stod på sit mest intense netop da Adam skrev; ærkestiftet bearbejdede stadigt den højst problematiske arv som ærkebiskop Adalberts ødsle vildveje havde efterladt; i 1070erne var der allerede bestræbelser på at oprette en selvstændig kirkeprovins i Norden – dette støttedes af pavedømmet og måtte bekæmpes (men blev en realitet i 1104). Adams monument kan således læses som en forgæves appel om at vende tilbage til fordums storhed.