Erik Scavenius

Scavenius blev cand.polit. i 1901 og samme år ansat i Udenrigsministeriet. Uden politisk basis i Det Radikale Venstre udnævntes han uventet til udenrigsminister i den første radikale regering under C.Th. Zahle fra 1909. Han anerkendtes for sin effektivitet og blev atter udenrigsminister, da Zahle i 1913 igen dannede regering.

Under 1. Verdenskrig 1914-1918 fastholdt Erik Scavenius som udenrigsminister Danmarks neutralitet og balancerede dygtigt mellem stormagterne, især med vægt på et godt forhold til Tyskland.

Denne kurs og regeringens fastholden ved sindelagsgrænsen i Slesvig efter krigen førte til kritik for tyskvenlighed fra nationale kredse. Længe efter forsvarede han sin politik i bogen Dansk Udenrigspolitik under den første Verdenskrig (1959).

Scavenius fortsatte som udenrigsminister til 1920. Han var formand for Det Radikale Venstre i 1922-1924, medlem af Landstinget i 1918-1920 og 1925-1927 samt formand for Politikens bestyrelse i 1932-1940. Han var også gesandt i Stockholm i 1924-1932 og havde opgaver for Udenrigsministeriet i 1932-1937.

Ved P. Munchs afgang i juli 1940 blev Scavenius atter udenrigsminister og fik dermed en hovedrolle i forhandlingspolitikken over for den tyske besættelsesmagt. Ved Vilhelm Buhls afgang blev han tillige statsminister, reelt fra den 9. november 1942 til den 29. august 1943, formelt indtil befrielsen den 5. maj 1945.

Scavenius lagde vægt på et godt samarbejde med tyskerne. Metoden var dels forebyggende imødekommenhed, dels henholdende forhandlingsteknik med det sigte at opretholde flest mulige af suverænitetens formelle positioner. Det gav ham en stærk stilling blandt politikerne, at han havde tyskernes tillid, og at han var villig til at tage ansvaret for samarbejdet. Derimod fremkaldte hans politik en antipati i brede befolkningsgrupper.

Erik Scavenius' linje kulminerede i perioden november 1942-august 1943, hvor han i kraft af et tæt, personlig forhandlingsrelation med Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede, opnåede væsentlige resultater. Han fik ført danske krigsretsdømte, der afsonede tugthusstraffe i Tyskland, hjem til afsoning i Danmark. Han fik udvirket benådning af de første danskere, der blev dødsdømt ved den tyske krigsret, og det lykkedes at holde tyskerne op på et løfte om, at ingen, der var blevet arresteret af dansk politi, ville blive henrettet af tyskerne. Sager om illegal virksomhed blev fortsat overvejende pådømt ved danske domstole, og straffene blev efter nazistisk målestok som regel forbløffende milde. Scavenius fik også udvirket folketingsvalget 23. marts 1943 ved valgperiodens udløb.

Trods voksende pres fra tyske instanser undgik Danmark fortsat jødelovgivning. Redningen af danske jøder oktober 1943 må ses som en frugt af samarbejdspolitikken, idet Werner Best forhindrede indgriben over for transporterne over Øresund.

Omvendt kom dansk politis troværdighed over for opinionen under voksende pres, fordi man i flere tilfælde måtte foretage arrestationer på krav fra tyskerne. Da en efterretning om protesterne og urolighederne i august 1943, som ikke omfattede hovedstaden, nåede frem til den tyske fører Adolf Hitler, måtte regeringen Scavenius den 29. august ophøre med at fungere, da den sagde nej til et ultimatum med krav om dødsstraf. Kort efter blev forhandlingspolitikken genoptaget i embedsmandsregi i form af Departementschefstyret.

Efter befrielsen udsattes Scavenius for skarpe angreb, men han forsvarede sig effektivt både i Den Parlamentariske Kommission i 1945 og senere i sin bog Forhandlingspolitikken under Besættelsen (1948). Scavenius' grundtanke var, at Danmark ikke kunne forsvares militært, og at man derfor måtte søge en tilpasning til den nærmeste og farligste stormagt. Kalkulen indebar, at uanset om Tyskland tabte krigen, var risikoen mindst ved en tilpasning.

• statsministre i Danmark
• Danmarks historie 1901-1940
• Danmarks historie 1940-1945
• Besættelsen

• Se Erik Scavenius' taler hos Danske Taler