Faktaboks

Frank Rijkaard

Franklin Edmundo Rijkaard

Født
30. september 1962, Amsterdam, Holland

Frank Rijkaard er en tidligere fodboldspiller, der i sin karriere spillede som defensiv midtbanespiller og midtstopper for bl.a. Ajax Amsterdam og AC Milan. I perioden 1981-1994 spillede han 73 landskampe og scorede 10 mål for det hollandske landshold. Han blev europamester med Holland i 1988.

Frank Rijkaards klubkarriere

AFC Ajax

Frank Rijkaard begyndte sin seniorkarriere i Ajax i 1980. Med Ajax vandt han tre hollandske mesterskaber og tre pokaltitler samt Pokalvindernes Europa Cup i 1987, men efter en konflikt med træner Johan Cruyff skiftede han i begyndelsen af 1988 til Sporting Clube de Portugal i Lissabon. Rijkaard kom dog aldrig i kamp for Sporting og blev i februar udlejet til den spanske klub Real Zaragoza for resten af sæsonen. Efter lejeopholdet solgte Sporting Rijkaard til AC Milan.

Tiden i AC Milan

Frank Rijkaard blev officielt AC Milan-spiller i juli 1988, og sammen med landsmændene Marco van Basten og Ruud Gullit satte han et tydeligt præg på det Milanhold, der var et af Europas bedste klubhold i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. Med Milan vandt Rijkaard både det italienske mesterskab og Europa-Cuppen for mesterhold to gange. I finalen i 1990 mødte AC Milan den portugisiske klub Benfica, og Rijkaard scorede kampens eneste mål. I alt scorede Frank Rijkaard 26 mål i 201 kampe for Milan, heraf 16 mål i 142 kampe i Serie A.

Tilbage til Ajax

Efter succesen i Milan vendte Frank Rijkaard tilbage til Amsterdam og Ajax i sommeren 1993. Her vandt han det hollandske mesterskab i både 1994 og 1995. I sin sidste sæson for Ajax, 1994/1995, var han desuden med til at vinde Champions League. Ajax slog Milan 1-0 i finalen på Ernst Happel Stadion i Wien efter en scoring af indskifteren Patrick Kluivert (f. 1976). I sommeren 1995 indstillede Rijkaard sin spillerkarriere.

Frank Rijkaards landsholdskarriere

Frank Rijkaard debuterede på det hollandske A-landshold den 1. september 1981 i en venskabskamp mod Schweiz. Han var en vigtig spiller for Holland, da holdet vandt EM i 1988 under ledelse af landstræner Rinus Michels (1928-2005). Rijkaard spillede en central rolle på mesterholdet sammen med blandt andre Ronald Koeman (f. 1963), Marco van Basten, Ruud Gullit og Hans van Breukelen (f. 1956). EM-guldet er Hollands eneste mesterskabstitel.

Rijkaard deltog også ved EM i 1992, hvor han udlignede til 2-2 i semifinalen mod Danmark, som Holland tabte efter straffesparkskonkurrence, samt ved VM i 1990 og 1994.

Spyttesagen ved VM i 1990

Ved VM i Italien i 1990 var Frank Rijkaard involveret i en opsigtsvækkende episode i ottendedelsfinalen mellem Holland og Vesttyskland. Efter at have fået et gult kort for en hård tackling af Rudi Völler (f. 1960) spyttede Frank Rijkaard den vesttyske angriber i håret. Kort efter kom de to spillere igen i klammeri og blev begge udvist. På vej ud af banen spyttede Rijkaard endnu en gang på Völler. Vesttyskland vandt kampen 2-1.

Trænerkarriere

I januar 1998 blev Frank Rijkaard ansat som assistenttræner for Holland, mens Guus Hiddink (f. 1946) var landstræner. Efter VM samme år overtog Rijkaard hovedansvaret for landsholdet. Ved EM i Holland og Belgien i 2000 nåede Holland semifinalen, hvor holdet blev slået ud af Italien efter straffesparkskonkurrence. Rijkaard sagde op kort efter.

Fra 2001 til 2002 var Frank Rijkaard træner for Sparta Rotterdam, og i perioden 2003-2008 stod han i spidsen for FC Barcelona. Rijkaard førte klubben til to spanske mesterskaber og en sejr i Champions League. Argentineren Lionel Messi, der fik sin officielle førsteholdsdebut for Barcelona under Rijkaard, fremhævede i 2016 hollænderen som den træner, der har havde haft størst betydning for hans karriere.

Rijkaard stod i spidsen for Barcelona i 283 kampe (167 sejre, 64 uafgjorte og 52 nederlag). Derefter trænede han den tyrkiske klub Galatasaray fra 2009 til 2010 og Saudi-Arabiens landshold fra 2011 til 2013.

Titler som spiller

AFC Ajax

  • Hollandsk mester (5): 1981/1982, 1982/1983, 1984/1985, 1993/1994, 1994/1995
  • Hollandsk pokalvinder (3): 1982/1983, 1985/1986, 1986/1987
  • Hollandsk Super Cup (2): 1993, 1994
  • Champions League (1): 1994/1995
  • Pokalvindernes Europa Cup (1): 1986/1987

AC Milan

  • Italiensk mester (2): 1991/1992, 1992/1993
  • Italiensk Super Cup (2): 1988, 1992
  • Europa-Cuppen for Mesterhold (2) 1988/1989, 1989/1990
  • UEFA Super Cup (2): 1989, 1990
  • Intercontinental Cup (2): 1989, 1990

Holland

  • Europamester (1): 1988

Titler som træner

FC Barcelona

  • Spansk mester (2): 2004/2005, 2005/2006
  • Spansk Super Cup (2): 2005, 2006
  • Champions League (1): 2005/2006

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig