Frode Jakobsen

Frode Jakobsen voksede op i et grundtvigiansk friskolehjem i Øster Jølby på Mors. Efter nogle år som røgterdreng blev han optaget på Viborg Katedralskole, hvorfra han i 1929 blev student. Mens faderen var Venstremand, gik Frode Jakobsens første politiske orientering mod det socialreformistiske Retsforbundet.

Han flyttede efter studentereksamen til København og begyndte at studere litteraturhistorie ved Københavns Universitet. Efter tre år skiftede han til fagene tysk og dansk for efter endt uddannelse at kunne blive lærer. Opmuntret af professor i tysk litteratur, Carl Roos, interesserede han sig fagligt for de store tyske, idealistiske og konservative forfattere som Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller, og han skrev speciale om filosoffen Friedrich Nietzsche. I 1939 blev han cand.mag. med tysk som hovedfag.

Ved siden af studiet var Frode Jakobsem aktiv i Studentersamfundet og Clarté. Begge organisationer var i 1930’erne domineret af marxistisk og kommunistisk orienterede studerende. Samtidig blev han medlem af Danmarks Socialdemokratisk Ungdom og færdedes i trotskistiske kredse, hvor han bl.a. kom i kontakt med tyske emigranter. I den forbindelse cyklede han i sommeren 1933 til Tyskland for at levere breve til socialistiske undergrundsgrupper i Berlin og Hamborg. Det var også i det miljø han fandt sin kommende kone, Ruth Goldstein (1914-1974), der havde en jødisk middelklassebaggrund.

Efter den tyske besættelse af Danmark i 1940 rykkede han i en mere nationalistisk retning. Fra 1941 opbyggede han organisationen Dansk Studiering, senere Ringen, der udsendte bladet Orientering med ucensurerede nyheder. I løbet af 1943 overgik Ringen til illegalt arbejde og fik med dannelsen af Frihedsrådet samme år en central position i modstandsbevægelsen.

Frode Jakobsen var under krigen inspireret af den konservative John Christmas Møllers forfægtelse af en demokratisk og aktivistisk linje i tillæg til den nationale selvstændighedskamp. Han var særdeles kritisk overfor samarbejdspolitikken, selvom han stadig var tilknyttet Socialdemokratiet. Han var på mange måder en atypisk socialdemokrat, og i partiets ledelse regnede man ham ikke for at være en rigtig partikammerat.

I Frihedsrådet praktiserede Frode Jakobsen en kompromislinje, der i maj 1945 banede vejen for en samlingsregering med repræsentanter fra modstandsbevægelsen. Selv blev han minister uden portefølje med ansvar for afviklingen af modstandsbevægelsen. I sine erindringer har han selv fremhævet, at han forhindrede, at Frihedsrådet ikke udviklede sig til et modstandsparti, som Danmarks Kommunistiske Parti efter befrielsen kunne udnytte til at skabe et folkedemokratisk styre, som det senere skete i Østeuropa.

Ved folketingsvalget i oktober 1945 valgtes han for Socialdemokratiet og var herefter medlem af Folketinget for partiet indtil 1973.

Han var en idépolitiker, der følte sig forpligtet af sit humanistiske grundsyn og lod sig kun vanskeligt tilpasse partidisciplinen. Således kom han i en lang række af udenrigspolitiske spørgsmål i modsætning til partilinjen. Han var en vedholden kritiker af den vestlige verden, når den ikke levede op til egne idealer om frihed og demokrati. Han protesterede mod Franco-styret i Spanien, Frankrigs kolonikrig i Algeriet, undertrykkelsen af sorte i USA og amerikanernes involvering i Vietnamkrigen. Han var kritisk over for NATO og dansk medlemskab af EF.

Partiledelsen tilgav på sin side aldrig Frode Jakobsen for hans rolle i modstandsbevægelsen, samarbejdet med kommunisterne og den manglende opbakning til partiets samarbejdspolitik. Han var bl.a. formand for Europabevægelsen i Danmark 1951-1954, formand for den danske delegation i FN 1962-1966 og civilkommitteret for Hjemmeværnet 1948-1971, men fik aldrig betydningsfulde politiske poster.

Frode Jakobsen har beskrevet sine oplevelser under besættelsen i I Danmarks Frihedsråd, 1-3 (1975), der er en vigtig kilde til besættelsestidens historie, og har desuden skrevet en række andre erindringsbøger. Han har derigennem i høj grad selv været med til at forme eftertidens billede af ham.

Historikeren Palle Roslyng-Jensen (f. 1944) har i portrætartiklen En humanistisk oprører? (2006) forsøgt at se igennem det stærke selvbillede. En central pointe er, at Frode Jakobsens liv i ekstraordinær grad blev formet af de få år i spidsen for modstandsbevægelsen. De kom til at definere hans politiske virke og hans livslange indsats for at fastholde en idealistisk forståelse af ”frihedskampen” under besættelsen.

I 2011 blev der i Nykøbing Mors rejst et monument til ære for Frode Jakobsen udført af Hein Heinsen.

• modstandsbevægelse
• Socialdemokratiet
• samarbejdspolitikken
• Besættelsen
• 2. Verdenskrig
• Danmarks historie 1940-1945

• Se Frode Jakobsens taler hos Danske Taler