Baskervilles bøger var statelige i deres store format, deres store skrift (18 punkt) og typograferet med stor skydning mellem linjerne, flot spatierede versaler og med brede marginer. De bragte lys og luft ind i teksten, som dengang oftest blev sat kompres, med få afsnitsdelinger og i små skriftgrader. Baskervilles klassikerudgaver er rene læsetekster uden videnskabelig redaktion og noteapparat. Men de præsenterede sig godt, skødesløst opslået på kaffebordet, når der kom lærde gæster på besøg – som det man i dag kalder "coffee table-books".
Efter færdiggørelsen af den store foliobibel i 1763 forsøgte Baskerville i nedtrykthed at sælge hele sin virksomhed; blandt andre fik Franklin tilbuddet. Men ingen bød ind. Fra 1765 til 1768/1769 blev trykkeriet drevet af hans lærling og svend Robert Martin, men mester vendte så tilbage og fortsatte som bogtrykker til sin død i 1775. Herefter overgik trykkeriet til Sarah Eaves (død 1788), der først var Baskervilles husholderske, men i 1764, efter hendes mands død, var Baskervilles hustru. Hun forsøgte at sælge stempler og matricer, men i første omgang uden held. I 1779 lykkedes det hende dog at afhænde dem til franskmanden Pierre-Augustin Beaumarchais, som brugte dem til at trykke Voltaires samlede værker.
Baskerville var kritisk over for kirken og blev efter eget ønske begravet i uindviet jord på en ejendom med navnet Easy Hill, som han lod opføre i 1747 til både beboelse og værksted. Hans gravrester blev flyttet flere gange pga. brand og bygning af en kanal og ligger nu på Warstone Lane Cemetery i Birmingham.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.