John Baskerville

John Baskerville virkede i ungdommen som skrivelærer og stenhugger af gravsten i Birmingham, men – inspireret af japanismen som en modestrømning for elegance i 1730’erne – lærte han sig at lave lakarbejder, hvad han tjente en formue på. Da han derefter ønskede at lave en bogskrift, der var mere elegant end tidens normale trykskrifter af gammel, nederlandsk oprindelse, lærte han sig også principperne i skriftskæring og -støbning. Den faglærte stempelskærer John Handy indgraverede Baskervilles bogstavtegninger i matricer, der kunne bruges til at lave støbeforme med.

I 1757 udkom den første bog sat i Baskervilles skrift og trykt i hans eget, nyoprettede trykkeri. Det var en latinsk udgave af Virgils værker i kvartformat. Den blev i 1760’erne og 1770’erne efterfulgt af en lang række latinske klassikertekster i enten kvart- eller oktavformat samt i 1763 af en imponerende bibeludgave i folio.

Baskerville skulle med tiden vinde berømmelse i hele den vestlige bogverden for sine smukt trykte værker med bred margen, stor linjeafstand og velplejet typografi. Han blev også kendt for at presse papirarkene gennem opvarmede valser, således at den tids meget ru trykpapir blev blankt, og den trykte skrift derved kom til at stå skarpere. Dertil bidrog også hans selvopfundne, fintvalsede tryksværte, som fik trykket til at stå dybsort.

Baskerville var en af de første bogtrykkere i Europa, som trykte på det såkaldte velinpapir. Det gav hans pressede bogsider den ret skinnende overflade, som ifølge Baskervilles amerikanske ven og bogtrykkerkollega Benjamin Franklin ikke var uden problemer. Franklin skrev i 1760 et brev til Baskerville, hvori han refererede en amerikansk kollegas kritik af skriftens dårlige læselighed på grund af dens alt for utydelige hårstreger på det blanke papir. I brevet afslørede Franklin, at han havde narret sin kollega ved i stedet for et Baskerville-tryk at vise ham bogsider sat i skriften Caslon, som den pågældende kollega selv ofte benyttede. Da Baskerville i 1763 annoncerede sin store foliobibel i Londons aviser, medtog han det personlige brev fra Franklin som en slags reklame for sine trykarbejder og for den annoncerede folioudgave.

I England nød imidlertid hverken hans skrift eller hans trykarbejder i starten særlig anerkendelse. Baskerville var selvlært og ikke faguddannet. Og boghandlerne foretrak bøger sat i William Caslons ældre mere hollandsk prægede skrift. Ros fik hans bøger derimod i Italien, Frankrig og Tyskland – og blandt adelen, det højere borgerskab og af bogsamlere.

Baskervilles bøger var statelige i deres store format, deres store skrift (18 punkt) og typograferet med stor skydning mellem linjerne, flot spatierede versaler og med brede marginer. De bragte lys og luft ind i teksten, som dengang oftest blev sat kompres, med få afsnitsdelinger og i små skriftgrader. Baskervilles klassikerudgaver er rene læsetekster uden videnskabelig redaktion og noteapparat. Men de præsenterede sig godt, skødesløst opslået på kaffebordet, når der kom lærde gæster på besøg – som det man i dag kalder "coffee table-books".

Efter færdiggørelsen af den store foliobibel i 1763 forsøgte Baskerville i nedtrykthed at sælge hele sin virksomhed; blandt andre fik Franklin tilbuddet. Men ingen bød ind. Fra 1765 til 1768/1769 blev trykkeriet drevet af hans lærling og svend Robert Martin, men mester vendte så tilbage og fortsatte som bogtrykker til sin død i 1775. Herefter overgik trykkeriet til Sarah Eaves (død 1788), der først var Baskervilles husholderske, men i 1764, efter hendes mands død, var Baskervilles hustru. Hun forsøgte at sælge stempler og matricer, men i første omgang uden held. I 1779 lykkedes det hende dog at afhænde dem til franskmanden Pierre-Augustin Beaumarchais, som brugte dem til at trykke Voltaires samlede værker.

Baskerville var kritisk over for kirken og blev efter eget ønske begravet i uindviet jord på en ejendom med navnet Easy Hill, som han lod opføre i 1747 til både beboelse og værksted. Hans gravrester blev flyttet flere gange pga. brand og bygning af en kanal og ligger nu på Warstone Lane Cemetery i Birmingham.

I første række fik Baskerville indflydelse på bogtrykkere og skriftstøbere i England, som lancerede deres egne versioner af Baskerville med egne navne efter initiativtagerne selv. John Fry's Baskerville (1768) lever videre i dag som digitalfonten Baskerville Old Face. Skriften Bell (1787) efter forlægger og bogtrykker John Bell (1745-1831), der var blandt de allerførste bogtrykkere i Europa som erstattede det traditionelle, lange ſ i antikvaskriftens minuskler med det korte s som begyndelsesbogstav og bogstav s midt i ordene.

Andre efterfølgere var skriften Bulmer (1794) efter stempelskærer William Bulmer (1757-1830) og skriften Bensley (1797) efter bogtrykker Thomas Bensley (1759-1833). Den samlede effekt af Baskerville og dens efterkommere blev markant. Både forlagshuset Didot i Frankrig og bogtrykker Giambattista Bodoni i Italien blev påvirket i deres egne skriftdesigns med større kontrast mellem hår- og grundstreg og lodrette akser i runde bogstavformer som fx o.

I anden række fik Baskerville indflydelse på europæisk skriftbrug og bogtilrettelæggelse, der nu krævede øget linjeafstand i satsen, hyppigere afsnitsopdeling af teksten og bredere marginer. Krav, der kan ses opfyldt tidligt også i dansk bogtryk.

En indvandret schweizisk bogtrykker, Claude Philibert, med et fornemt trykkeri på Kgs. Nytorv i København, importerede antikvaskrift fra Frankrig og udgav bøger på fransk til den europæiske overklasse, oftest i Baskervilles stil, dvs. uden illustrationer og med flotte, spærrede versaler i bogtitlerne. Det kunne være Baskervilles kendskab til Philiberts smukke bøger, der fik ham til at anse Danmark for et land, hvor han kunne finde økonomisk støtte og udbredelse til sin skrift. For i november 1762 sendte han en petition og flere skriftprøver rundt til de europæiske kongehuse, bl.a. til den danske konge Frederik V i håb om at få den optaget som royal skrift på niveau med skriften Romain du Roi, som var det franske kongehus’ monopolskrift. Det fortæller Baskerville selv i et brev af 2. november 1762 til forfatteren og rigmanden Horace Walpole, der havde et eksklusivt privattrykkeri uden for London. Hvad den danske konge gjorde ved henvendelsen, står ingen kendte steder.

Selve Baskervilles typemateriel kom til Danmark i 1924 med Bauersche Gießereis version, indkøbt bl.a. af Fr. Bagges kgl. Hofbogtrykkeri. Skriften fik i 1928 et stort læserpublikum med udgivelsen af Hartvig Frischs populære Europas Kulturhistorie. Og i 1945 udsendte Volmer Nordlunde sin skrifthistorie Bogskrifter og Bogtrykkere, sat i Baskerville – måske i befrielsesåret en tak til skriftens fædreland?

Siden 1932 havde Kunstindustrimuseet under museumsdirektør Erik Zahles ledelse hvert år udstillet den engelske First Editions Clubs udvalgte Fifty Books of the Year. I 1934 fik Zahle etableret en tilsvarende dansk komité for Godt Bogarbejde under Forening for Boghaandværk, som han var formand for. Inspireret af engelsk bogkunsts høje niveau udgav Foreningen sammen med Henrik Koppels Forlag i 1934 en bog, der skulle demonstrere, hvordan en prisbillig, bogteknisk og typografisk velproduceret, letlæselig og smuk bog kunne se ud. Man valgte en nyudgivelse af Maxim Gorkis Min Barndom.

Engelsk skulle det være, så bogen blev sat i Baskerville. I modsætning til tidens udbredte murstensromaner på tykt Featherweight-papir og i uhåndterligt format blev Min Barndom trykt på tyndt (60 gr.) træfrit papir i det håndterbare format 13 x 19 cm. 295 sider, spalteformat 8,5 x 14,5 cm, uindbundet eller indbundet i helshirting af bogbinder August Sandgren efter engelsk forbillede for serieproducerede bøger. Bogen blev meget omtalt i tiden for sine grafiske kvaliteter, dannede forbillede for mange forlags serieudgivelser og har formentlig bidraget diskret til udbredelsen af Baskerville i de følgende årtier.

Baskerville forblev helt frem til 1970 den suverænt hyppigste skrift i de bøger, Forening for Boghaandværk præmierede, på trods af kritik fra flere sider i midten af 1950’erne af, at forlagene skamred skriften. Kritikken ramte især Gyldendal, der i 1953 havde prioriteret brugen af Baskerville til sit standardiserede udgivelsesprogram og samtidig havde landets største markedsandel. Men stadigt frem til 1997 var Baskerville hvert år repræsenteret med mellem 10 og 25 procent af foreningens præmierede bøger.

• Baskerville antikva
• Antikva

• Archer-Parré, Caroline & Dick, Malcolm: John Baskerville. Art and Industry of the Enlightenment. Liverpool: Liverpool University Press. 2017.
• Benton, Josiah: John Baskerville. Typefounder and printer 1706-1775. 1914.
• Franklin, Benjamin. The Papers of Benjamin Franklin. The Packard Humanities Institute.
• Grøndahl, Gert: Hvorfor netop Baskerville?. Forening for Boghaandværk. Nyt for Bogvenner. 7. årg., nr. 2, januar 1987. S.3-7
• Larsen, Poul Steen og Henrik Birkvig: Da Baskerville kom til Bogdanmark. Forening for Boghaandværk, 2018.
• Pardoe, Frank Ernest: John Baskerville of Birmingham. Letter-Founder and Printer. 1975