Faktaboks

John G. Roberts

John Glover Roberts, Jr.

Født
27. januar 1955, Buffalo, New York, USA
Af //Shutterstock/Ritzau Scanpix.

John G. Roberts er en af ni højesteretsdommere og den nuværende overdommer i USA's højesteret. Roberts opnåede en bachelorgrad fra Harvard College i 1976 og en kandidatgrad i jura fra Harvard Law School i 1979.

Han har blandt andet arbejdet som advokatfuldmægtig for daværende højesteretsdommer William H. Rehnquist i 1980. I årene 1982-1986 fungerede Roberts som rådgiver for præsident Ronald Reagan i Det Hvide Hus' juridiske afdeling. Roberts arbejdede senere som dommer ved appelretten for District of Columbia fra 2003 til 2005.

Nomineret til højesteret af George W. Bush

Roberts blev nomineret som dommer til højesteret af præsident George W. Bush i 2005. Planen var, at Roberts skulle overtage pladsen fra højesteretsdommer Sandra Day O’Connor, som ønskede at gå på pension. Men da den siddende overdommer William H. Rehnquist døde, blev Roberts i stedet nomineret til posten som overdommer.

Undervejs i processen blev Roberts blandt andet spurgt om hans holdning til præsidentiel immunitet for loven: “Det er min holdning, at ingen er hævet over loven i vores system, og det inkluderer præsidenten. Præsidenten er fuldt ud underlagt loven, forfatningen og vedtægter.”

Roberts blev udnævnt som overdommer for den amerikanske højesteret den 29. september 2005 med 78 stemmer for og 22 imod.

Rollen som tungen på vægtskålen

Roberts' tilgang til juraen er blevet beskrevet som moderat konservativ, og han har siden 2005 stemt med både de republikansk-udpegede dommere og de demokratis-udpegede dommere i USA’s højesteret.

I en lang periode var Roberts derfor ofte den afgørende femte stemme ud af de ni. Derfor har han også skrevet flere af majoritetens tekster om sager som the Affordable Care Act (Obamacare), Voting Rights Act og Affirmative Action.

Republikansk-udpegede dommeres dominans

Med udnævnelsen af Amy Coney Barrett i 2020 svingede det politiske fundament for højesteret mod et større flertal af republikansk-udpegede dommere med seks ud af de ni dommere udpeget af de tre republikanske præsidenter George H.W. Bush, George W. Bush og Donald Trump. Derfor er Roberts stemme i øjeblikket ikke så afgørende, som den har været tidligere.

Roe v. Wade

Det kunne man bl.a. se, da Roe v. Wade blev omstødt med fem stemmer for og fire imod i 2022. Her stemte Roberts med minoriteten af demokratisk-udpegede dommere, der ikke ønskede at omstøde den ældre dom fuldstændigt.

Trump v. United States

Roberts har dog også ledt det republikansk-udpegede flertal, bl.a. ved beslutningen om at give præsidentembedet en ny grad af immunitet i sagen Trump versus USA fra 2024.

Læs mere i Lex:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig