Faktaboks

Officielt navn
Scandinavian Print Group A/S
CVR-nummer
21686433
Bestyrelsesformand
Sascha Krines
Ejer
OP DK Holding ApS

LaserTryk.dk er en af Danmarks mest kendte trykkerivirksomheder, der hører under Scandinavian Print Group med hovedkvarter i Skejby ved Aarhus. Virksomheden er vokset kraftigt siden starten i 1999.

Det begyndte med en kopimaskine

De to stiftere, Esben Mols Kabell og Anders Grønborg, arrangerede i 1990’erne fester og rejser for unge, og anskaffede sig nogle farvekopimaskiner til lave plakater og flyers for deres arrangementer. Da de kun skulle bruge kopimaskinerne nogle få uger om året, begyndte de at leje dem ud. Forretningen, der kom ud af det, blev til LaserTryk.dk.

I en ellers presset grafisk branche lykkedes det virksomheden at få fat i en stadig større del af markedet. Opkøb af en række andre trykkerier landet rundt satte yderligere skub i væksten, og virksomheden var i en årrække på listen over Danmarks hurtigste voksende selskaber. Strategien bag opkøbene har været at opretholde de oprindelige brands og firmanavne men samtidig samle produktionen på nogle få store trykkerier.

Fra visitkort til valgplakater

Produkterne spænder vidt, fra visitkort til fotobøger, valgplakater m.m.

Ekspansionen er med tiden udvidet til nabolandene og virksomheden er blevet til en koncern under navnet Scandinavian Print Group, der udover Danmark har aktiviteter i Sverige, Norge, Tyskland og Polen. Koncernen har sit hovedtrykkeri i Stettin i Polen, og derudover produktion i Skejby samt mindre trykkerier i nærheden af København og Stockholm. Omsætningen er på 960 mio. kr. (2025), og der er godt 800 ansatte, heraf de 330 i Danmark.

Indgår i stor, tysk koncern

Scandinavian Print Group har siden 2017 været en del af en større, tysk koncern, Onlineprinters, med virksomheder rundt i Europa. Moderselskabet er indregistreret i Jersey, en ø i den britiske Kanal og et internationalt skattely.

De to stiftere af LaserTryk.dk har solgt ud af deres ejerandele, og Anders Grønborg har forladt virksomheden, mens Esben Mols Kabell fortsat er direktør for Scandinavian Print Group.

Regnskab

2025 2024 2023
Nettoomsætning 966 mio. kr. 850 mio. kr. 809 mio. kr.
Egenkapital 168 mio. kr. 161 mio. kr. 164 mio. kr.
Årsresultat 55 mio. kr. 48 mio. kr. 46 mio. kr.
Ansatte 773 663 675

Kilde: CVR og KM24

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig