Maria er Jesu mor. Traditionen om, at Jesu mor hed Maria, er entydig i Det Nye Testamente i Bibelen. Uden for de såkaldte barndomshistorier i Matthæusevangeliet kap. 1-2 og Lukasevangeliet kap. 1-2 optræder Jesu mor i evangelierne i forbindelse med et forsøg på at få Jesus til at vende hjem til familien (Markusevangeliet 3,31-35; Matthæusevangeliet 12,46-50; Lukasevangeliet 8,19-21) og i en opregning af familiens medlemmer (Markusevangeliet 6,3; Matthæusevangeliet 13,55). I Johannesevangeliet, hvor Marias navn i øvrigt ikke nævnes, optræder hun desuden ved brylluppet i Kana (2,1-11) og som vidne til Jesu korsfæstelse (19,25). Bemærkelsesværdigt nævnes Marias navn ikke i Johannesevangeliet. I Det Nye Testamente i øvrigt nævnes Maria kun i Apostlenes Gerninger 1,14.
Marias mand hed Josef (kun i Lukasevangeliet 4,22 og Johannesevangeliet 1,45; 6,42 kaldes Jesus dog Josefs søn), og hun havde ud over Jesus fire sønner (Jesu brødre) og mindst to døtre. Traditionen i Matthæusevangeliet 1,18-25 og Lukasevangeliet 1,26-38 om, at Maria var jomfru ved Jesu fødsel, synes at bero på en overførelse af profetordet i Esajas' Bog 7,14 på Jesus.
I den apokryfe evangelielitteratur videreudvikledes den legendedannelse, der allerede var påbegyndt i barndomshistorierne. Marias forældre fik her navne, Joakim og Anna, og træk, der fremhæver hendes renhed, blev kraftigt forstærkede. Tidligt opstod (pga. Johannesevangeliet 19,27) traditionen om, at Maria flyttede med apostlen Johannes til Efesos.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.