Maria (i Bibelen)

I den tidligste menighed synes Maria kun at have haft en beskeden plads. Men fra engang i 100-tallet understregedes hendes jomfruelighed i nogle apokryfe evangelier, herunder ikke mindst Jakobs Forevangelium. Koncilet i Efesos i 431 gav hende titlen Gudsmoder for at afgøre en strid om Kristi dobbelte natur som Gud og menneske. I Østkirken fik Maria meget tidligt en særlig plads i liturgien og folkets andagt, som fra 400-500-tallet bredte sig til Vesten. Hun blev betragtet som en særlig himmelsk beskytter.

Maria er en af de få skikkelser i Det Nye Testamente, der spiller en rolle i Koranen, hvor hun som oftest og under navnet Maryam nævnes i forbindelsen Jesus, Marias søn (sura 2,87.253 osv.). Ved en misforståelse forveksles hun her med Moses' og Arons søster Mirjam og gøres til Amrans datter (sura 3,35-36; 19,28; 66,12). Koranens Maria-billede omfatter også en jomfrufødsel, som bliver bebudet af engle og begrundes med Guds magt til at gøre, hvad han vil (sura 3,42-47; 19,16-33; 21,91; 66,12).

Talrige europæiske kirker blev viet til Vor Frue, den ældste Santa Maria Maggiore i Rom i 400-tallet, og mange valfartede til dem. Sådanne kirker var ofte knyttet til en begivenhed, hvor nogen havde set Maria i drømme eller gennem en apparition. De mest populære steder er Lourdes i Sydfrankrig (1858) og Fátima i Portugal (1917).

Reformatorerne forkastede Mariadyrkelsen som værende uden bibelsk fundament. Marias særlige plads i den romerskkatolske troslære kom til udtryk i to dogmer. Det ene, om den uplettede undfangelse (1854), definerer, at hun er født uden arvesynd. Det andet (1950) erklærer, at hun allerede nu er i Himlen med både legeme og sjæl (Marias optagelse i Himlen).

Traditionen for at fejre Maria på bestemte dage dukkede op i den østlige kirke i 300-400-tallet og bredte sig hurtigt til Vesten. De minder om episoder i hendes liv, som kendes enten fra evangelierne (Marias bebudelsesdag den 25. marts, den eneste, som Reformationen ikke afskaffede, Marias besøg hos Elisabeth den 31. maj, renselsesfesten den 2. februar) eller fra apokryferne (Marias fødsel den 8. september, hendes fremstilling i templet den 21. november, hendes optagelse i Himlen den 15. august).

Senere indførte man fester med ideologisk grundlag: den uplettede undfangelse den 8. december, Marias syv smerter den 15. september og rosenkransfesten den 7. oktober.

Fra karolingisk tid blev lørdagen viet til hende. De ældste og mest brugte bønner er Ave Maria ('Hil dig, Maria') og Sub tuum præsidium ('Under din beskyttelse') fra 300-tallet og Salve Regina ('Hil dig, dronning') fra 1000-tallet (jf. Maria-antifoner). Det lauretanske litani og rosenkransfesten er fra middelalderen.

Med Reformationen i 1536 ophørte kirkens officielle dyrkelse af Jesu mor, Jomfru Maria; men folket glemte ikke de forestillinger og skikke, der var knyttet til hende, og som i senmiddelalderen havde vundet fodfæste gennem den tiltagende Mariakult. Hendes navn levede videre i folkelige bønner og trylleformler, i folkebogen Jesu Barndoms Bog, i legendeviser, i børnelege og gåder, i vejrvarsler, fx knyttet til Marias bebudelsesdag den 25. marts, vårens begyndelse, i forestillinger ved svangerskab og fødsel og ved årets højtider, særlig julen.

Længe levede hun videre i plantenavne; fx kaldes kodriver marias himmerigsnøgler og kunne hjælpe til at forløse kvinder, både snerle og kæruld kaldes marias særk, gul snerre og timian kaldes marias sengehalm, og marietidslen har fået sine plettede blade af dråber fra Marias modermælk.

De ældste bevarede billeder af Maria ses i oldkristne katakombemalerier fra 200-tallet og på kristne sarkofager fra 300-tallet, hvor hun har en beskeden plads i fødselsscenen.

• Mariabilleder
• Stabat Mater

• kyndelmisse