Niels Stensen

Niels Stensen blev født den 1. januar 1638 ifølge den gamle julianske kalender. Han voksede op i en familie tilhørende det københavnske borgerskab. Hans far, Sten Pedersen (død 1644), var guld- og sølvsmed og havde sin bolig og virksomhed i Klareboderne, en sidegade til Købmagergade ikke langt fra Rundetårn. Sten Pedersen var leverandør til hoffet. Han døde, da Niels Stensen var seks år gammel. Hans mor, Anne Nielsdatter (død 1664) giftede sig herefter med en anden guldsmed, Peder Lesle (død 1647), og efter dennes død med en tredje guldsmed, Johann Stichmann (død 1663).

Der vides ikke meget om Stensens barndom. Angiveligt var han fysisk svag og havde et skrøbeligt helbred, men til gengæld en god begavelse og klæbehjerne. Han var meget interesseret i de voksnes samtaler, og det blev bemærket, at han stillede kloge spørgsmål.

I 1648 begyndte Niels Stensen på Latinskolen ved Vor Frue Kirke i København, hvor han gik indtil 1656 og blev undervist i græsk, latin, filosofi og matematik. Han udviste særlig interesse og evner, hvad matematik angik. En anden berømt dansk naturvidenskabsmand, den senere læge og kemiker Ole Borch var blandt Niels Stensens skolelærere.

Niels Stensen blev immatrikuleret på Københavns universitet som 18-årig den 27. november 1656 og påbegyndte det medicinske studium. Medicinstudiet havde på daværende tidspunkt to undervisere: medicus primus, Thomas Bartholin og medicus secundus, Christen Ostenfeld. Bartholin blev en form for mentor for Stensen. Thomas Bartholins forelæsninger og de botaniske udflugter med Simon Paulli udgjorde fundamentet i Stensens studium af medicin. Ved siden af det fulgte han også Rasmus Bartholins forelæsninger i matematik (geometri).

I marts 1660 ankom Niels Stensen som led i sin første studierejse til Amsterdam. Han blev modtaget af byens stadslæge Blasius (Gerard Blaes), der som ung havde boet i København, da hans far var blandt de nederlandske arkitekter, som arbejdede for Christian den fjerde. Derudover var Blasius ven med Thomas Bartholin. Stensen blev indlogeret sammen en anden medicinstuderende fra Preussen, Christian Ruderick. De studerede begge anatomi ved Athenaeum, der var en læreanstalt i et tidligere kloster, og i Blasius' private museum.

Stensen fortæller i et brev til Thomas Bartholin, at han opdagede ørespytkirtlens udførselsgang nærmest ved en tilfældighed, mens han opholdt sig i Amsterdam. Han dissekerede det afskårne hoved fra et får i den hensigt at undersøge mundhulens blodkar. Idet han undersøgte mundhulen og tænderne med en sonde, stødte han på en åbning og et hulrum, som ikke var en vene eller pulsåre, men en rørformet struktur, der stod i forbindelse med ørespytkirtlen.

I august 1660 rejste Stensen videre til Leiden, hvor han på universitetet demonstrerede sin opdagelse i forbindelse med anatomiske forelæsninger. Ørespytkirtlens udførselsgang fik omkring dette tidspunkt navnet ductus stenonis. Den var opdaget et par år tidligere af Walter Needham, men han publicerede først sine resultater i 1667.

Ved universitetet i Leiden fortsatte de anatomiske studier og dissektioner af forskellige dyr som køer, hunde, heste, får og tillige mennesker. Stensen kom under indflydelse af den kendte anatom Franciscus de la Boë Sylvius (1614-1672) og overværede bl.a. dennes dissektion af hjernen fra en henrettet kvinde. Stensen opdagede desuden tårekirtlens udførselsgang, ductus nasolacrimalis, og udarbejdede fire små afhandlinger vedrørende spytkirtlens sekretion af spyt, tårekirtlens sekretion af tårer m.m. Samtidig med opholdet i Leiden begyndte en strid med Blasius, der hævdede, at han havde opdaget ørespytkirtlens udførselsgang.

Stensens studier af kirtler, der omfattede spytkirtlerne, tårekirtlerne, næsens slimhinde og svedkirtlerne blev publiceret i december 1661 og samlet i en større afhandling: Anatomicae observationes. I denne redegør Stensen for sin banebrydende teori, at spyt og tårer ikke kommer fra hjernen, men dannes i henholdsvis spytkirtel og tårekirtel. Tidligere havde der været fremsat mange andre forkerte teorier om kirtlerne. Thomas Wharton (1614-1673) havde bl.a. i sin bog Adenographia fra 1656 hævdet, at spyttet blev frigivet fra enderne af den syvende kranienerve (nervus facialis), og at kæbespytkirtlen (glandula submaxillaris) fungerede som en svamp, hvis funktion det var at opsuge spyttet. Wharton hævdede ligeledes, at hjernen ved sorg og andre sindsbevægelser trak sig sammen og i den forbindelse pressede tårer ud igennem øjnene.

I august 1662 fik Stensen besøg af Sylvius og nogle venner fra Amsterdam, bl.a. lægen Willem Piso. I den anledning dissekerede de hjertet fra en ravn. I et brev til Thomas Bartholin fra april 1663, der i 1677 blev udgivet under titlen Novo Musculorum & Cordis Fabrica, skriver han:

"Der findes intet i hjertet, som ikke også findes i musklen, og der mangler intet i hjertet, som findes i musklen. Hjertet er en muskel".

I begyndelsen af 1664 forlod Stensen Leiden for at rejse hjem til København. Hans stedfar var netop død, og hans mor var blevet alvorligt syg. Samtidig med det udgav han afhandlingen De musculis et glandulis observationum specimen, som udkom både i København og Amsterdam, men med lidt forskellige illustrationer. Afhandlingen har to afsnit; det første omhandler ligheden mellem hjertet og musklerne, mens det andet er et resumé af hans tidligere afhandlinger om kirtlerne.

Opholdet i København blev kort, og i efteråret 1664 var han igen på vej sydpå, denne gang med kurs mod Frankrig. Det nævnes sommetider, at Stensen havde forventet en universitetsstilling i København, som i stedet blev tilbudt Thomas Bartholins nevø Matthias Jakobæus, og at han derfor forlod København i bitterhed og skuffelse, men der findes ingen sikre oplysninger om det. På vej mod Frankrig gjorde han ophold i Köln og ankom i november til Paris. Kort efter sin ankomst ansøgte han universitetet i Leiden om den medicinske doktorgrad in absentia. Den blev ham tilkendt på baggrund af hans hidtidige publikationer og de demonstrationer og forelæsninger, han havde holdt.

I Paris opholdt Stensen sig hos den lærde aristokrat Melchisedec Thevenot (1610-1692), der var bogsamler og autodidakt naturvidenskabsmand. Mest kendt er Thevenot formentlig for at tage initiativ til oprettelsen af Academie des Sciences, Videnskabernes Selskab i 1666. Thevenot blev Stensens mæcen.

Under sit ophold i Paris underholdt Stensen franskmænd fra overklassen med dissektioner og foredrag af forskellig art. Det nyligt tilkomne akademiske tidsskrift Journal des Scavans skrev rosende om Stensens foredrag og hans hidtidige videnskabelige publikationer. Hans gamle skolelærer, lægen og kemikeren Ole Borch, og den kendte hollandske læge og anatom Jan Swammerdam var hans trofaste venner under opholdet.

Fra Paris rejste Stensen i 1666 via Orleans, Saumur, Angers og Bordeaux videre til Montpellier, hvor han mødte flere af de engelske læger, der opholdt sig ved byens universitet. Blandt disse var bl.a. William Croone og Martin Lister, der begge havde medvirket til oprettelsen af The Royal Society. I Montpellier afholdt Stensen igen sine forelæsninger og anatomiske demonstrationer fra tidligere vedrørende ørespytkirtlen og dens udførselsgang.

En af de mest kendte og mest beundrede videnskabelige indsatser i Stensens karriere er det to timer lange foredrag om hjernens anatomi, Discours sur l'anatomie du cerveau, som han holdt på efter sigende flydende fransk i Thevenots hjem i foråret 1665. Foredraget blev til i forlængelse af en række dissektioner af hjerner fra både mennesker, fugle og andre dyr, som han havde udført i de første måneder af 1665. Foredraget demonstrerede stor faglig ekspertise på flere områder.

Det omhandlede dissektionsteknik, herunder metoder til åbning af kraniet, mange interessante anatomiske observationer af fysiologisk betydning bl.a. opdelingen af hjernens substans i den grå substans (substantia grisa) og hvide substans (substantia alba), samt en heftig kritik af René Déscartes' spekulative teorier om koglekirtlens (corpus pineale) funktion som forbindelse mellem krop og sjæl og Thomas Willis' ligeledes spekulative teorier om lokalisation af tanker og fantasi forskellige steder i hjernen.

Galenos' teori om en produktion af sjælsånde lokaliseret i hjernens hulrum (ventriklerne) betvivledes ligeledes i foredraget. Foredraget blev publiceret på fransk som et videnskabsfilosofisk essay i 1669. Det er det eneste videnskabelige værk fra Stensens hånd, som ikke er skrevet på latin.

I februar 1666 begav Stensen sig igen på rejse. Han havde nu Storhertugdømmet Toscana i Italien som sit mål. Via Lyon, Mont Cenis, Torino og Genova ankom han i marts 1666 til Pisa, hvor storhertugen Ferdinando di Medici den 2. havde sin vinterresidens.

Ferdinando den 2. var mæcen for kunst og videnskab og havde samarbejdet med både Evangelista Torricelli og Galileo Galilei. Han tilbød Stensen logis i sit slot Palazzo Vecchio og en stilling som anatom ved hospitalet Santa Maria Nuova. Stensen blev også introduceret til de to videnskabelige selskaber Accademia del Cimento og Accademia del Crusca, hvor man beskæftigede sig med optik, akustik, hydraulik, meteorologi, elektricitet og poesi. Her blev han modtaget som et velkomment indspark, der kunne præsentere den nyeste viden indenfor biologi og anatomi. Her traf Stensen tillige Marcello Malpighi, der i 1661 opdagede kapillærerne, de små mikroskopiske blodkar, der forbinder de små vener (venoler) og arterier (arterioler), og dermed endelig beviste William Harveys teori, om at blodet cirkulerer i et kredsløb med hjertet som pumpe.

Under sit ophold i Pisa færdiggjorde Stensen sin afhandling om musklerne (skeletmuskulaturen) Elementorum Myologiae Specimen, som udkom i 1667 i Firenze. Værket var langt forud for sin tid. Det er et opgør med tidens fremherskende teorier om, at muskelkontraktioner (musklers mekaniske arbejde) foregår ved, at muskler pustes op med sjælsånde, luft, blod mv. og ændrer volumen.

I afhandlingen præsenteres den moderne muskelfysiologis opfattelse af musklers evne til kraftproduktion og deres andre biomekaniske karakteristika. Stensen beskriver musklens strukturelle enhed muskelfiberen (et bundt af muskelceller), musklens elastiske egenskaber og senens funktion, som er at hæfte musklen på en knogle. Han beskriver ligeledes at musklens mekaniske arbejde foregår ved, at den enten afkorter eller forlænger sig, men bevarer sit volumen.

Stensen teori blev først overset og senere kritiseret af mange af 1600-tallets og 1700-tallets berømte fysiologer såsom Hermann von Boerhave, Albrecht von Haller, Giovanni Borelli og Johann Bernoulli. Opdagelsen blev først endeligt anerkendt som banebrydende i løbet af 1900-tallet.

I forbindelse med dissektionen af en enorm haj i 1666, som var blevet bragt ind i nærheden af Livorno, blev Stensen opmærksom på ligheden mellem hajens tænder og de såkaldte tungesten, glossopetrae, der var fundet i jorden flere steder i Middelhavsregionen, især på Malta.

Der blev fortalt mange myter om disse sten, bl.a. berettede en legende, at det var forstenede tunger fra giftslanger, der var blevet straffet med døden for at forsøge at krybe opad apostlen Paulus. Forkerte "naturvidenskabelige forklaringer" florerede tillige. Den gængse videnskabelige forklaring lød, at de var dannet i jorden af en vis plastica, en særlig naturkraft, der betød, at jorden under tiden kunne danne strukturer, der mindede om dyr, planter, tænder, knogler m.m.

På baggrund af de slående anatomiske ligheder med tænder fra hajer mente Stensen, at "tungestenene" måtte stamme fra hajer, der havde levet engang i fortiden. Det skrev han om i to afhandlinger: Canis Carchariae Dissectum Caput og Historia Dissecti Piscis ex Canum Genere fra 1667.

Undersøgelse af krystaller indgik også i Stensens geologiske studier. I den forbindelse opdagede han, at vinklen mellem de forskellige flader hos en bestemt type krystal, fx kvarts, var den samme uanset krystallernes størrelse. Det er senere blevet kendt som Stenos lov inden for læren om krystaller.

Stensen forklarede sin opdagelse af hajtænder på landjorden med, at havets fauna engang måtte have befundet sig der, og at de forstenede rester af dyr og planter var blevet afsat af havet i det, der nu var kystlinjens klipper. Med andre ord kunne man ikke gå ud fra, at jordens overflade så ud, som da jorden blev skabt; den måtte have ændret sig i tidens løb. Det synspunkt var et nybrud inden for naturvidenskaben. De fleste var af den opfattelse, at Jorden kun var nogle få tusinde år gammel, og når man så bort fra Syndfloden, som i sin tid havde oversvømmet store områder, havde landskaber, søer, have, bjerge m.m. altid været de samme.

Opdagelsen ansporede i årene 1667-1669 Stensen til at begive sig ud på lange vandreture i bjergene omkring Firenze, Lucca, Pisa og Volterra for at studere landskabet, forskellige sten, bjergenes mineralårer m.m. Han studerede ligeledes grave i jorden og opdagede, at den var inddelt i forskellige lag med hver sine karakteristika.

Han arbejdede på en større afhandling om sine observationer, som han aldrig færdiggjorde. Det blev kun til en mindre foreløbig afhandling De Solido intra solidum naturaliter contento dissertationis prodromus ('Foreløbig meddelelse til en afhandling om faste legemer, der findes naturligt indlejret i andre faste legemer'), der udkom i 1669.

I samtiden blev hans afhandling og observationer overset og anerkendelsen af hans geologiske pionerarbejde kom først posthumt i løbet af 1800-tallet.

Stensen var allerede som barn og ung, som mange af andre af sin samtids mennesker, meget interesseret i kristendommen. Troen på Gud og udøvelsen af religion var det centrale indhold i hans liv og prægede hver eneste dag hans tankegang og aktiviteter. Han var opvokset med den protestantiske tro og det lutheranske syn på kristendommens rette udøvelse og baserede de første mange år sin religiøsitet på det.

Under sit ophold i Holland i årene 1660-1664 oplevede han i mødet med forskellige retninger af protestantismen og de hollandske katolikker diskussionen af teologiske stridspunkter, og for første gang oplevede han en religiøs tvivl. I forbindelse med mødet med filosoffen Baruch Spinoza overvejede han at blive ateist. I Köln og Frankrig 1665-1666 blev han tiltagende optaget af katolicismen.

I Italien var Stensen omgivet af stærkt troende katolikker, og han deltog i messerne og gudstjenesterne i kirkerne. I lang tid forblev han en "turist" og observatør ved disse ceremonier. I sommeren og efteråret 1667 begyndte han at mødes med den stærkt religiøse adelskvinde Lavinia Arnolfini og hendes skriftefader til lange diskussioner om Bibelens indhold. Tilsvarende samtaler førte han med en gammel nonne, Maria Flavia, der var ansvarlig for apoteket i Annalena-klosteret. Den gamle søster lærte ham bl.a. at faste og at bede flere gange dagligt.

I december 1667 tog han beslutningen og konverterede til den katolske tro. I et lang brev affattet på flydende og nuanceret italiensk til Lavinia Arnolfini beskriver Stensen selv, hvordan forskellige tegn fra Gud i form af mystiske hændelser og "tilsyneladende tilfældigheder", bl.a. i forbindelse med fejringen af Kristi legems- og blodsfest i Livorno, fik ham til at indse, at protestantismen var galt afmarcheret, og at katolicismen var den rette tro.

Samme dag som Stensen modtog det hellige sakramente, der markerede hans konversion til katolicismen modtog han også et brev fra Frederik den 3. med ordre om hjemrejse til Danmark, hvor han var savnet. Stensen var klar over, at han som katolik gik en usikker fremtid i Danmark i møde, og var derfor tøvende. Det ville i alle fald blive umuligt som katolik at opnå ansættelse som professor ved Københavns universitet.

Tilbageturen kom til at foregå i nølende tempo og med mange svinkærinder undervejs. Det kom til at vare fire år inden han satte fødderne i København. Han rejste først længere sydpå i Italien til Rom og Napoli og derpå tilbage til Toscana for at tage afsked med sine italienske venner.

I efteråret 1668 satte han kursen nordpå. Han gjorde ophold i Innsbruck i vore dages Østrig, hvor han brugte tid på at undersøge en kalv med hydrocefalus, "vand i hovedet". Han lavede tegninger af kalven og efter den var død dissekerede han dens hjerne og beskrev de patologiske forandringer. Fra Innsbruck rejste han videre til Augsburg, Nürnberg og Wien. I september 1669 var han i Slovakiet og Ungarn, hvor han besøgte miner og dyrkede sin geologiske interesse.

I stedet for at fortsætte nordpå fra Slovakiet, rejste Stensen mod vest og ankom i slutningen af december 1669 til Amsterdam. Han var chokeret over den mangel på åndelighed og religiøs inderlighed, som kendetegnede først og fremmest byens jødiske mindretal, men også i høj grad protestanterne. Han brugte meget tid på diskussioner, hvor han var fortaler for katolicismen. Mest forfærdet blev han dog ved læsning af Spinozas Tractatus theologico-politicus, der af mange blev opfattet som ateisme.

I begyndelsen af 1670 modtog Stensen efterretninger om, at Frederik den 3. var død. Han valgte at se stort på sin hjemkaldelse og i juli 1670 var han tilbage i Firenze. Herfra sendte han Spinoza et langt kritisk og polemisk brev vedrørende hans afhandling. I sommeren 1671 var han på udflugt til de Italienske Alper sammen med nogle italienske venner, og besøgte grotter ved Gardasøen og Comosøen.

I april 1672 modtog Stensen en ny hjemrejseordre fra Christian den 5., der havde efterfulgt Frederik den 3. som Danmarks regent. I juli 1672 var han tilbage i København. Han flyttede ind hos sin søster Anna i Købmagergade, der var gift med byens mest succesrige guldsmed Jacob Kitzerow og hørte til den mest velhavende del af det københavnske borgerskab.

Stensen blev som han havde forudset ikke professor ved Københavns protestantiske universitet, men anatomicus regius (kongelig anatom) – en slags "undervisningsassistent". Stensens største bedrift som ansat ved universitetet var genåbningen af undervisningen ved Det Anatomiske Teater på Vor Frue Plads i september 1672. Ved åbningen dissekerede han liget af en henrettet soldat. Undervisningen i anatomi ved brug af menneskelige kadavere var hermed genindført ved Københavns universitet. I forbindelse med dissektionen af liget af en kvinde i januar 1673 udtalte Niels Stensen de berømte ord:

"Skønt er det vi ser, skønnere er det vi forstår, men skønnest er det vi ikke forstår"

Citatet kan misforstås som en hyldest til uvidenheden, hvilket det på ingen måde er. Det er en konstatering af, at hver gang videnskaben opklarer et spørgsmål, rejser der sig nye, som ikke umiddelbart kan besvares. Dermed er citatet en hyldest til "hjernen bag skaberværket" – Gud.

Ved siden af de anatomiske studier beskæftigede Stensen sig i sine sidste år i København også med studiet af kemi, bl.a. metallers reaktioner på opvarmning. Han brugte imidlertid forholdsvis meget tid på religiøse diskussioner med stridslystne og intolerante landsmænd, bl.a. rektor for Herlufsholm Skole, Johan Brunsmand.

Selvom Stensen ikke missionerede, var der i visse kredse en udbredt frygt for, at han i kraft af sin position ved universitetet og sin veltalenhed og argumenters slagkraft udgjorde en fare. Han kunne medvirke til at flere lod sig omvende til den katolske tro. Frygten var ikke helt ubegrundet, faktisk endte diskussioner mellem Stensen og en student med at sidstnævnte lod sig overbevise og konverterede til katolicismen. Det ændrede ikke på, at Stensen på grund af sin tro følte sig isoleret og chikaneret. I maj 1674 fik han et tilbud fra Storhertugen af Toscana om at blive huslærer for dennes søn. I juni opsagde han sin stilling ved Københavns Universitet og befandt sig snart efter på vej sydpå mod Firenze.

Undervejs til Italien i sommeren 1674 gjorde Stensen ophold ved hertug Johann Friedrichs hof i Hannover. Her lavede han så vidt vides anatomiske demonstrationer for sidste gang. Han dissekerede et hjerte ved hertugens middagsbord, men var mere optaget af at diskutere religion med de tilstedeværende. Da hertugen skænkede ham en kostbar guldkæde, bad Stensen om lov til at forvandle smykket til penge for de fattige.

I slutningen af 1674 ankom han til Firenze og påbegyndte undervisningen af kronprinsen i en fyrstes moralsk-religiøse pligter. Da undervisningen ophørte to år senere, efterlod Stensen en moralprædiken skrevet på italiensk hos sin elev, Trattato di morale per un principe, som desværre ikke er bevaret. I begyndelsen af 1675 blev Stensen præsteviet, og fra da af ophørte han med at beskæftige sig med naturvidenskab. I april 1675 forestod han sin første messe. Han begyndte herefter at virke som skriftefader ved kirken i San Gaëtano.

I 1677 blev Stensen i Rom udnævnt til apostolsk vikar af pave Innocens den 11. Det vil sige en slags "biskop på prøve med missionsvirksomhed som hovedopgave". Sommetider anvendes betegnelsen hjælpebisp eller viebisp synonymt med apostolsk vikar. Efter sin udnævnelse blev Stensen sendt nordpå til Hannover i Tyskland.

I det protestantiske Hannover var der en katolsk menighed på ca. 500 personer af blandet europæisk nationalitet. Fyrsten tillod, at Stensen brugte slotskirken til gudstjenester. Her kom Stensens sprogkundskaber ham til gode, hvilket måske også var en af grundene til, at paven havde valgt ham til opgaven. Han prædikede på både tysk, fransk og italiensk. Ved siden af det samarbejdede han med kappucinermunkene, der drev et kloster og herberg i Leinestrasse.

Udenfor Hannover udgjorde Stensens territorium Braunschweig, Mecklenburg, Schleswig-Holstein, Danmark og Norge. Det var en vanskelig opgave at være katolsk biskop og udøve sjælesorg i disse egne. De ganske få katolikker, der var tilbage havde stort set ingen kirker, men i bedste fald kapeller i private boliger. Der var intet overblik over, hvor de befandt sig, og deres nøjagtige antal var ligeledes ukendt.

I december 1679 døde hertug Johann Friedrich af Hannover, og hans bror Ernst August overtog tronen. Denne havde tidligere forgæves tilbudt paven sin konversion til katolicismen mod at hertugdømmet Hannover fik lov at overtage Osnabrück og andre katolske områder i Nordtyskland. Stensen var, så vidt man ved, ikke personligt involveret i denne politisk-religiøse strid; men den betød, at han blev bedt om at forlade Hannover. Det katolske mindretal fik lov at blive i byen og fortsætte sine gudstjenester men uden en biskop. Samtidig med dette søgte fyrstebiskoppen af Paderborn, Ferdinand von Fürstenberg, en hjælpebiskop til Münsters stift. Den 7. oktober blev Stensen udnævnt til biskop i Münster og skulle nu fortsætte sit missions- og reformarbejde lidt længere sydpå i Tyskland, i Westfalen.

I sin tid som biskop i Münster var Stensen en energisk organisator. Omkring 200 nye sogne kom ind under stiftet. Han fik sat præsternes uddannelse, gudstjenester og andagter i system, og ligeledes jordemødrenes undervisning. I denne periode påbegyndte han selv en asketisk livsstil, hvor han gav afkald på flere og flere fysiske behov i sit forsøg på at nærme sig Gud. Han nægtede at benytte heste og hestevogne, når han skulle transporteres, men vandrede fra sted til sted til fods. Han begyndte at spise og drikke mere enkelt og sparsomt, og anskaffede sig ikke nyt tøj eller nye ejendele. Med tiden udviklede det sig til selvpineri, hvor han ikke spiste i flere dage, og desuden sov på gulvet eller siddende i en stol i stedet for i en seng.

I Münster begyndte Stensen også et samarbejde med den kontroversielle Jesuiterorden, en form for "civil munkeorden" uden klostre og ordensdragt oprettet som led i modreformationen i 1540. På dette tidspunkt i historien virkede jesuitterne delvist som en hemmelig undergrundsbevægelse i de protestantiske egne af Europa med det formål at missionere. Det lykkedes Hildesheim-jesuitterne at vinde fodfæste i Hannover og ligeledes Fredericia, hvor det første katolske sogn i Danmark siden reformationen og uden for København blev etableret.