Québec (provins)

Provinsens indbyggere er overvejende efterkommere af franske indvandrere i 1600- og 1700-tallet. Ca. to tredjedele af Québecs befolkning, omkring seks mio. mennesker, kan føre deres herkomst tilbage til de ca. 60.000 indbyggere i 1763, hvor det franske regime ophørte. Det meste af befolkningen er koncentreret i havnebyerne langs Saint-Laurent-floden (Saint Lawrence-floden), heraf ca. halvdelen i Montréals metropolområde.

Provinsen er tyndt befolket, og områderne mod nord næsten mennesketomme bortset fra enkelte minebyer og en fåtallig oprindelig befolkning. Oprindeligt tilhørte omkring 85 % af befolkningen den romersk-katolske kirke, men sekulariseringen efter 1960’erne har sænket dette tal markant.

Québecs befolkning er i dag multietnisk. Udover en engelsksproget befolkning, der ligger på omkring 10-12 %, er der til provinsen sket indvandring fra Latinamerika, Asien og i begyndelsen af 1900-tallet, ikke mindst fra Italien og fra Østeuropa.

I 2016 erklærede 182.890 personer sig som tilhørende Québecs oprindelige befolkning. Denne består af omkring 12.000 inuit (2022) i nord, af oprindelige folk især nord og syd for Saint-Laurent-floden og af blandingsfolk, métis. Disse oprindelige folk kommer fra ti nationer. Deres sprog tilhører to forskellige sproggrupper: irokesisk (bl.a. huron og mohawk) og algonkin (bl.a cri, innu, micmac og abénaki. De største er innu-folket, som bor langs nordsiden Saint-Laurent-bugten, cri-folket, som bor ved James Bay og inde i landet nordvest for Lac Saint Jean, mohawk-folket, som bor nær Montréal, algonquin-folket, som bor nordvest for Ottawa, og micmac-folket, som bor på Gaspé-halvøen.

Inuit fik i 2007 anerkendt deres eget område, Nunavik, som dækker et areal, der svarer til en tredjedel af Québec, ligesom cri-folket syd for disponerer over deres eget territorium på omkring en sjettedel af Québecs territorium. Begge folkeslag har egen regering.

Québec er i dag en velfærdsstat og har været det siden de liberale reformer i 1960’erne, hvor staten bl.a. overtog mange af kirkens sociale opgaver og påtog sig ansvaret for at skabe et socialt sikkerhedsnet for borgerne.

Montréal er det finansielle og økonomiske centrum med en stor og alsidig industri. Uden for Montréal er økonomien især baseret på forarbejdning af mineraler, træ og andre råstoffer; heriblandt en betydelig træ- og papirindustri og nogle meget store metalsmelteværker (aluminium, kobber m.m.). En vigtig drivkraft for disse råstofindustrier er den billige energi fra vandkraftværkerne i de nordlige bifloder til Saint-Laurent-floden, som siden 1970'erne er blevet suppleret med kraftværkerne i det ambitiøse La Grande-projekt ved Hudsonbugten. Québecs energiproduktion er den største i Canada, og den bestod i 2019 af ca. 90 % vandkraft i provinsen via det statslige elselskab Hydro-Québec og af vindenergi, og den er en vigtig leverandør til fjerntliggende industri- og boligområder, herunder det nordøstlige USA.

Omkring halvdelen af landområdet dækkes af skov, som bortset fra den nordlige taïga indgår i skovbruget. Blandt skovens mange produkter, såsom tømmer, finer, cellulose og papir, hører også den i Canada værdsatte ahornsirup fra løvskovene mod syd. Det vigtigste landbrugsområde er de frugtbare flodsletter omkring Saint-Laurent-floden og morænejordene syd herfor. Sammen med gartnerier og frugtplantager udgør landbruget 2 % af arealet. Produktionen, der overvejende er animalsk (malkekvæg, svin, fjerkræ), er rettet mod hjemmemarkedet, men utilstrækkelig til at dække efterspørgslen. Québec er således en betydelig importør af fødevarer til trods for bestræbelser på at øge selvforsyningen. Selvom fangsten af pelsdyr og salget af skind og pelse kun er af mindre økonomisk betydning, er 90 % af Canadas produktion af skindbeklædning koncentreret i Montréal. Fiskeindustrien sikrer sammen med turisme beskæftigelsen i Percé og andre maleriske fiskerlejer på Gaspé-halvøen og îles de la Madeleine samt île d’Anticosti i Saint-Laurent-bugten. Minedriften består i 2021 mest af udvinding af jernmetal samt af guld. Der er desuden udvinding af kobber og nikkel.

Turismen spiller en stor rolle. Byerne Québec og Montréal er blandt Nordamerikas mest attraktive rejsemål, og Montréal er centrum for et stort antal festivaler. Bjergområdet les Laurentides er et af Nordamerikas største skicentre.

Provinsen og hermed uddannelsessystemet i Québec er i dag sekulariseret, efter at det i flere hundrede år var stærkt katolsk præget. Der fandtes fra gammel tid flere universiteter, herunder Université Laval i Québec fra 1663 med højere uddannelse og fra 1852 som universitet, i dag med ca 56.000 studerende, det primært engelsksprogede McGill University fra 1821 med ca. 40.000 studerende og Université de Montréal fra 1836 med ca. 67.500 studerende (2025). Alle tre universiteter er offentligt støttede.

Ved en reform i 1968 blev en række af nu ti offentlige universiteter grundlagt under navnet Université du Québec, fordelt over hele provinsen, ofte med specialer fra forskellige regioner. Fx har universitetet i Rimouski ved Saint-Laurent-floden specialiseret sig i oceanografiske studier. Det største er Université du Québec à Montréal, UQAM. Samlet har Université du Québec ca. 100.000 studerende.

Landskabet domineres af et svagt bakket, 300-600 m højt og sørigt grundfjeldsområde (det canadiske skjold), som af Saint-Laurent-flodens dalsænkning er afgrænset fra det sydlige bjergterræn på Gaspé, som er en del af Appalacherne. Klimaet er nedbørsrigt og kontinentalt med meget strenge vintre og varme somre og store årlige temperaturforskelle i de polare tundraområder mod nord. Udsvingene mod syd er lidt mindre, fx er middelværdierne i Montréal − 9 °C i januar og 22 °C i juli. Til turistmålene hører bl.a. det historiske område i hovedstaden og et stort antal naturparker, inkl. nationalparkerne Forillon på Gaspé og la Mauricie, der ligger nordøst for Montréal.

I 1534 gjorde Jacques Cartier (1491-1557) på Frankrigs vegne krav på området, der var beboet af forskellige oprindelige folk, især irokesere. Fra 1603 til 1763 var området en fransk koloni under navnet Nouvelle France, ”Ny Frankrig”. Fra begyndelsen af 1600-tallet anlagde franskmændene en række befæstninger og handelsstationer langs Saint-Laurent-floden og ved de store søer. I 1663 blev Nouvelle France underlagt kronen, og en egentlig kolonisering blev iværksat med indførelse af et halvfeudalt godsejersystem og med tiendeafgifter til den katolske kirke. I den engelsk-franske rivalisering om Nordamerika indgik franskmændene alliancer med et stort antal oprindelige folk, herunder algonkin-folket og huronerne mod disses traditionelle fjender, irokeserne, der allierede sig med England.

Efter det franske nederlag i Syvårskrigen i 1756-1763 kom hele området på britiske hænder. For at sikre, at det forblev loyalt over for Storbritannien i den konflikt, der udløste den amerikanske revolution i 1775-1783, anerkendte styret i London med Québec Act den katolske kirkes stilling og bevarelse af fransk civilret i området. I 1791 blev området dog delt i det overvejende engelske Upper Canada (den senere Ontarioprovins) og det overvejende fransk-kulturelle Québec eller Lower Canada.

Trods et stort fransk befolkningsflertal var den økonomiske og politiske magt på britiske hænder, hvilket i 1837 førte til en mislykket fransk-canadisk opstand i Québec, anført af Louis-Joseph Papineau. Den såkaldte ”lord Durham-rapport” konstaterede i 1839, at fransk-canadierne i Québec var ”et folk uden historie og uden litteratur” og anbefalede de britiske myndigheder, at de skulle integreres i det engelsksprogede samfund i Canada. Rapporten blev fulgt op af en lov i 1840, der tvang fransk-canadierne til at acceptere politisk, økonomisk og kulturel ulighed. Dette medførte imidlertid mod hensigten en bevidstgørelse og et sammenhold hos fransk-canadierne.

Med vedtagelsen af British North America Act i 1867 skabtes grundlaget for oprettelsen af provinsen Québec, der sammen med Ontario, New Brunswick og Nova Scotia indgik i den canadiske føderation. Der skulle dog gå omkring 100 år, inden sprogspørgsmålet blev taget op af den føderale regering. Provinsens areal blev stærkt forøget, da det i 1896 udvidedes mod nord til Hudson Bay og i 1912 fik tillagt halvøen Ungava, mens en afståelse af områder på grænsen til Newfoundland i 1927 ikke er anerkendt af Québec.

• Canada
• Canadas provinser og territorier