Salernoskolen

Salernoskolen har efterladt sig en betydelig mængde litteratur. I 1837 fremdrog August Wilhelm Eduard Theodor Henschel (1790-1856) i Breslau (nutidens polske by Wrocław) i Magdalenengymnasiets bibliotek 35 hidtil ukendte skrifter fra 1100-tallet. Det ansporede Salvatore de Renzi (1800-1872) til at lave en systematisk gennemgang af biblioteket i Salerno og Monte Cassino og andre klosterbiblioteker i Salerno-regionen. Sammen med Henschel og den franske medicinhistoriker C. Daremberg udgav han 1850-1859 et kompendium i 5 bind, Collectio Salernitana.

Der findes ikke skrifter fra de første 100-200 år af skolens historie. De ældste skrifter er fra 1000-tallet. Disse skrifter er kompilationer med uddrag af græske og byzantinske lægers skrifter. Det ældste er formentlig Garipontus (ca. 1000-1050) lærebog i medicin, som refererer til Hippokrates, Galenos og Caelius Aurelianus.

Man kender ikke det præcise årstal for skolens grundlæggelse, og historikerne er heller ikke enige om, hvem der grundlagde skolen. Det er sandsynligt, at det var benediktinermunke, da klostret Monte Cassino ligger lige i nærheden. En del personer med tilhørsforhold til denne munkeorden har desuden i tidens løb været tilknyttet Salernoskolen. Der ligger dog også andre klostre i området, og intet vides med sikkerhed. En gammel romantisk legende fortæller, at fire mestre fra hver sin kultur i fællesskab grundlagde skolen: en jøde, en araber, en græker og en lokal salertinaner. Allerede i oldtiden var der flere romerske kurbade i området, der også på det tidspunkt var et center for udøvelse af lægekunsten.

Skolens måske vigtigste bidrag til universiteternes og undervisningens historie i Europa var, at den som den første uddannelsesinstitution udfærdigede en egentlig "studieordning" eller plan for medicinstudiet, betegnet curriculum.

Undervisningen byggede i den tidlige periode navnlig på Hippokrates' og Galenos' værker, som blev oversat til latin fra overleverede byzantinske og arabiske udgaver. Fra 1100-tallet tilkom en række revisioner og kritiske kommentarer til de klassiske værker samt en udvidelse af den medicinske terminologi.

Pulsundersøgelse og besigtigelse af urinens farve, mængde, bundfald o.l., uroskopi, indgik som vigtige elementer i diagnostikken, mens åreladning var den foretrukne behandling ved medicinske sygdomme. I lægeuddannelsens pensum indgik også kirurgiske fag.

Salernoskolen hyldede det princip, at bestået eksamen efter afsluttet uddannelse skulle være forudsætningen for retten til at praktisere som læge, hvilket kan sammenlignes med senere tiders udstedelse af autorisation.

Højdepunktet som akademisk læreanstalt blev nået i perioden 1000-1200. Fra 1300-tallet stagnerede universitetet; det blev lukket af Napoleon i 1811 og fusioneret med universitetet i Napoli.

Omkring 1150 bestemte kong Roger den 2. af Sicilien og Neapel, at lægeuddannelsen i Salerno skulle have en fast struktur, curriculum, og at der skulle være krav til studiets varighed og indhold.

• En indledende treårige uddannelse baseret på tilegnelse af Aristoteles' lære, bl.a. logik, der dengang betragtedes som grundlaget for al højere uddannelse.
• En femårig periode med det egentlige medicinske studium bestående af teoretisk undervisning i humoralpatologi og praktisk undervisning med hovedvægt på indsamling af lægeurter og kendskab til deres virkninger og anvendelsesmuligheder. Derudover undervistes der i kirurgi. De tre grunddiscipliner var stærstik, stensnit og broksnit.
• Et års praktik hos en erfaren læge for at opnå den officielle tilladelse til selv at praktisere som læge. Ønskede man at praktisere som kirurg, var yderligere et års træning med dissektionsøvelser på svin påkrævet.

Hippokrates' skrifter og den humoralpatologiske lære var undervisningens fundament. Særligt hyldede man det hippokratiske princip Vis medicatrix naturae ("naturens egne terapeutiske kræfter"). Man stolede på det terapeutiske potentiale i naturen og kroppens selvhelbredende mekanismer, og man formulerede mottoet medicus curat, natura sanat morbus ('lægen behandler, men naturen helbreder sygdommen').

En stor del af middelalderens mest væsentlige lægevidenskabelige litteratur er skrevet af forfattere fra Salernoskolen.

• lægeplanter
• recept
• medicinens historie