blærekræft

I Danmark betegnes kun de invasive tumorer, stadium T1, T2, T3 eller T4, som blærekræft. De ikke-invasive betegnes blærepolypper. I udlandet betegnes også blærepolypperne som blærekræft.

I tropiske og subtropiske områder er sneglefeber (schistosomiasis) en vigtig årsag. Schistosomiasis skyldes en fladorm, som hober sig op i blodårer i tarm og urinblære, og som giver en kronisk infektion, og derefter kræft.

Erhvervsmæssig eksponering for karcinogener gennem forskellige kemiske substanser kan give blærekræft. Der er observeret en overhyppighed af blærekræft hos arbejdere i farvestof industrien. Særligt udsatte er personer, der arbejder inden for kul-, metal-, farve- og gummiindustrien samt frisører, malere og brandmænd. Dette rettede opmærksomheden mod arbejdsmiljøet, og bidrog til at en sådan eksponering skal anmeldes som en arbejdsskade.

Det mest almindelige symptom ved blærekræft er blod i urinen (hæmaturi). Hos ca. 80–90 % af personer med blærekræft er blødningen smertefri og kan enten ikke ses, eller kan ses med det blotte øje, så urinen er hele tiden eller engang imellem rødfarvet. Graden af hæmaturi varierer ikke med sygdommens udbredelse eller sværhedsgrad, og hæmaturi, som ikke giver symptomer og som ikke kan ses, er også almindeligt hos raske personer.

Symptomerne ved blærekræft kan også være irritative symptomer fra blæren, fx svie, hyppig og/eller bydende vandladningstrang, som minder om symptomerne ved blærebetændelse. Derfor kan en person sendes til udredning ved vedvarende blærebetændelse, hvor der ikke er vækst af bakterier, eller hvis behandling med antibiotika ikke virker.

Der udføres derover altid en CT-undersøgelse med kontrast af nyrer og urinledere. Hos personer med blærekræft kan der i sjældne tilfælde være en samtidig kræftknude i nyrebækkenet, eller det kan opstå en sådan på et senere tidspunkt. En sådan kræftknude kan også forekomme i urinlederen, da nyrebækken, urinledere og urinblære har samme type slimhinde (urotel).

Fjernelsen udføres som regel med en elektrisk slynge, der føres ind i urinblæren gennem urinrøret via et resektoskop, såkaldt transuretral resektion af blæren, som forkortes TUR-B. Dette foregår under indlæggelse på et hospital i fuld bedøvelse (generel anæstesi) eller rygmarvsbedøvelse (spinalanæstesi).

Ved små og overfladiske blærepolypper kan det hele fjernes ved en resektion. Patienten kontrolleres dog med cystoskopi 4, 8, og 12 måneder efter første resektion, og derefter årligt i alt 5 år.

Blærekræft rammer ofte flere områder af blæren, og det er vigtigt at vide af hensyn til den videre behandling. Derfor tages der af og til vævsprøver (biopsier) fra andre dele af blæren, hvor slimhinden kan se lidt forandret ud, uden at der foreligger nogen synlig knude. Dette gøres for at se om der findes forstadier til kræft.

Foruden cystoskopi-undersøgelsen med hvidt lys kan en undersøgelse kaldes fluorescensguidet cystoskopi eller anvendelse af narrow band imaging (NBI) give en mere komplet fjernelse af tumor og en bedre detektion af forstadier til kræft og dermed nedbringe risikoen for tilbagefald (recidiv) og behov for yderligere procedurer.

I visse tilfælde er det aktuelt at supplere med blæreskylning, bl.a. hos patienter, der ofte får nye blærepolypper, og hvor vævsprøven har vist forstadier til kræft.

Blæreskylning foregår ved at indføre et blærekateter i blæren. I kateteret indføres enten kemoterapi af typen mitomycin eller en BCG-vaccine, som består af svækkede, levende tuberkulosebakterier. Blandingen er i blæren i én til to timer. Der gives i alt seks behandlinger med en uges mellemrum. Fire uger efter den sidste skylning foretages en ny cystoskopi med vævsprøver for at se om forandringerne er væk. Bivirkningen efter skylningen i det første døgn kan være svie i blæren og hyppig vandladning, ligesom ved blærebetændelse. Nogle får feber op til 38 grader og influenzalignende symptomer. Disse symptomer optræder ofte nogle timer efter behandlingen.

De svækkede tuberkulosebakterier virker sandsynligvis i behandlingen af blærekræft ved at stimulere immunforsvaret mod kræftceller lokalt i urinblæren. Da det er levende tuberkelbakterier, som anvendes, får enkelte patienter tuberkulose, som så efterfølgende skal behandles.

Hvis kræftknuden vokser dybere i blærevæggen, i bindevævet eller musklen, og resektionen ikke har fjernet alt kræftvæv, så er yderligere behandling nødvendig.

Den yderligere behandling er enten kirurgisk fjernelse af urinblæren (cystektomi) eller strålebehandling. Forinden sikres det vha. en PET-scanning, at der ikke er spredning af sygdommen. Valget af behandlingen afgøres på en tværfaglig konference, hvor læger fra forskellige specialer gennemgår resultaterne af undersøgelserne og beslutter hvilken behandling, der er bedst for den individuelle patient.

Cystektomi er et stort indgreb, hvor hele blæren med tilhørende lymfeknuder fjernes, og den kræver, at patienten har en god almen tilstand før operationen. Til håndteringen af urin, når blæren er fjernet, laves oftest en urostomi (bricker-afledning), som er en våd stomi lavet af 15-20 cm af tyndtarmens distale del. Der kan også laves en såkaldt neoblære, der konstrueres af et større stykke tyktarm eller tyndtarm, afhængigt af hvilken type, der findes bedst for patienten Denne kunstige blære tømmes hver 3-4 time vha. et kateter. Cystektomi udføres enten som åben operation eller som robotassisteret kikkertoperation. I Danmark udføres ca. 75 % af operationerne som robotassisterede operationer.

Der foretages ca. 400 cystektomier i Danmark om året.

Hvis almen tilstand, alder, udbredelse af kræften eller andre forhold vanskeliggør fjernelse af blæren, så tilbydes radikal strålebehandling mod urinblæren.

Der foretages ca. 80 strålebehandlinger med henblik på at kurere blærekræft i Danmark om året.

Lindrende strålebehandling gives ved lokalt fremskreden blærekræft og hvis der er spredning (metastaser).

Blærekræft kan vokse direkte ind i naboorganer, men lige så almindeligt er spredning (metastaser) til lymfeknuder i bækkenet, lungerne eller skelettet. Ved spredning kan der gives kemoterapi, som giver en forbedring hos op til 50 procent af patienterne, der har udbredt blærekræft. Hos 10–20 procent opnås der en langvarig, komplet tilbagegang af sygdommen. Behandlingen med kemoterapi ved spredning af blærekræft er kompliceret og kan give alvorlige bivirkninger.