Blærekræft er kræft i urinblæren. Det er en ret almindelig type af kræft. Symptomerne ved blærekræft er blod i urinen, ubehag i blæreregionen samt smertefuld og hyppig vandladning. Diagnosen stilles ved kikkertundersøgelse af blæren (cystoskopi) og en CT-scanning.
Faktaboks
- Også kendt som
- kræft i blæren, cancer vesicae urinariae, neoplasma malignum vesicae urinariae, urotelialcancer
Blærekræft inddeles efter om svulsten (tumoren) sidder i blærens slimhinde (urotel), hvilket betegnes som ikke-invasiv tumor, eller om den er vokset ind bindevævet eller musklen under slimhinden, hvilket betegnes som invasiv tumor. I Danmark er det kun hvis tumoren i blæren er invasiv, at det kaldes blærekræft. De ikke-invasive tumorer kaldes blærepolypper og er godartede tumorer, der er forstadier til kræft og derfor kan udvikle sig til ondartede tumorer, hvis de ikke behandles.
Behandlingen for at helbrede blærekræft er bl.a. at fjerne kræftknuden ved operation eller strålebehandling, og supplerende behandling kan være blæreskylning, afhængigt af sygdommens stadie.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.