hyperkalcæmi

Hyperkalcæmi skyldes i ni ud af ti tilfælde enten kræftsygdom eller hyperparatyreoidisme. Kræftsygdomme kan sprede sig til skelettet og dér øge frigørelsen af calcium til blodbanen. Der findes også kræftsvulster, der producerer PTH-relateret peptid, som har de samme egenskaber som PTH. Hyperparatyreodisme skyldes overproduktion af PTH fra en eller flere af biskjoldbruskkirtlerne. PTH fører til øget optag af calcium i nyrerne og tarmen og dermed øget calciumkoncentration i blodet.

Menneskets krop indeholder 1000–1200 gram calcium, hvoraf omkring 99 procent er bundet i skelettet og omtrent én procent findes i celler og blodbanen. I blodbanen er omtrent halvdelen af calcium frit, og den anden halvdel bundet til plasmaproteiner, hovedsageligt albumin.

Koncentrationen af calcium i blodbanen kan angives som total calcium (plasma-calcium), albuminkorrigeret calcium (korrigeret calcium) eller som frit calcium (calcium-ion). Ved analyse af total calcium måles både den frie og den bundne andel af calcium i blodbanen. Albuminkorrigeret calcium angiver total calcium korrigeret for plasma-albumin. Både total calcium og albuminkorrigeret calcium er upålidelige, da disse påvirkes ved akut sygdom, syre-base-forstyrrelser, nedsat nyrefunktion og sygdomme i biskjoldbruskkirtlerne. Frit calcium angiver den frie andel af calcium i blodbanen, som er biologisk aktiv i kroppen. Derfor er frit calcium det bedste mål for calcium i blodbanen.

Normalområdet for frit calcium i blodplasma er 1,18–1,32 mmol/l (millimol per liter). Hyperkalcæmi er defineret som frit calcium over 1,28 mmol/l. Hyperkalcæmi inddeles efter alvorlighedsgrad:

• let: 1,33–1,50 mmol/l
• moderat: 1,51–1,70 mmol/l
• alvorlig: 1,71–2,00 mmol/l
• hyperkalcæmisk krise: over 2,0 mmol/l

Symptomer på hyperkalcæmi afhænger af den underliggende årsag, alvorlighedsgrad og hvor hurtigt hyperkalcæmien har udviklet sig. Let hyperkalcæmi giver ofte ingen symptomer. Moderat hyperkalcæmi kan give muskel-skeletsmerter, mavesmerter, kvalme, opkast, tørst og stor vandladning. Ved alvorlig hyperkalcæmi kan personen blive forvirret, få nedsat bevidsthed eller gå i koma. Hyperkalcæmi kan også føre til hjerterytmeforstyrrelser (bradykardi, forkortet QT-tid, ventrikulære arytmier), nyresten og nyresvigt.

Diagnosen stilles ved at måle frit calcium. Som led i udredning tages andre blodprøver som parathyreoideahormon (PTH), 25-OH-vitamin D (D-vitaminstatus for at kunne afdække en eventuel D-vitaminforgiftning), magnesium, fosfat, nyreprøver samt arteriel blodgas. Der tages urinprøve for at se, hvordan nyrerne håndterer hyperkalcæmien.

Behandlingen af hyperkalcæmi afhænger af alvorlighedsgraden af symptomerne og den underliggende årsag. Det allervigtigste ved behandlingen er at give væske intravenøst i form af fysiologisk saltvand (NaCl 9 mg/ml). Målet med væskebehandlingen er at øge urinproduktionen, så calcium udskilles via nyrerne. Ved kendt kræftsygdom eller mistanke om kræftsygdom gives bisfosfonater, som vil hæmme frigørelsen af calcium fra skelettet. Andre lægemidler, der anvendes, er calcitonin, som også bidrager til nedsat frigørelse af calcium fra skelettet samt reducerer optag af calcium i nyrerne. Glukokortikoider anvendes som behandling af den underliggende sygdom, der er årsagen til hyperkalcæmi, for eksempel granulomatøse sygdomme som sarkoidose, kræftsygdomme som myelomatose og lymfomer samt ved vitamin D-forgiftning. Hæmodialyse vil være nødvendigt ved mangel på respons på ovennævnte tiltag, men det er sjældent, at dette bliver nødvendigt. Hos personer med hyperparatyreoidisme kan det være nødvendigt med kirurgi. Hvis kirurgi ikke er aktuelt eller muligt, kan PTH reduceres ved hjælp af cinacalcet.

• calcium – fysiologi
• vitamin D
• EKG