Karōshi er et japansk ord, der betyder “død af overarbejde”. Det betegner de tilfælde, hvor mennesker dør på grund af ekstrem arbejdsbelastning. Begrebet karōshi blev kendt i 1970’erne efter en række dødsfald ved overarbejde i Japan, men fænomenet begrænser sig ikke alene til Japan.
Karōshi bruges især om pludselige dødsfald som slagtilfælde, blodprop i hjertet eller akut hjertesvigt på grund af for meget arbejde og for lidt hvile. Det bruges også om selvmord som følge af overarbejde (karojisatsu), hvilket der er risiko for efter lange perioder med højt stressniveau, lange arbejdsdage og længere perioder med manglende søvn og hvile på grund af et for stort arbejdspres.
Debatten om karōshi blussede op i 2025, efter at Japans nye premierminister, Sanae Takaichi, proklamerede, at hun sover mellem to og fire timer om natten, og den har atter sat fokus på work-life balance, mental sundhed og arbejdskulturen i Japan.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.