Manuel behandling er en fælles betegnelse for behandlingsformer, hvor behandleren bruger sine hænder til at undersøge, behandle og påvirke kroppens muskler, led, bindevæv og nervesystem. De tre primære behandlingsformer er massage, manipulation og ledmobilisering.

Faktaboks

Også kendt som

manuel terapi, manipulation

Massage

Massage er en behandlings- og velværeform, hvor man bruger hænderne (eller nogle gange redskaber) til at bearbejde muskler, sener og blødt væv i kroppen. En typisk massage indebærer rolige eller mere faste bevægelser som strøg, tryk, æltning og cirkulære bevægelser. Trykkets styrke kan variere alt efter behov og massageform. Der findes mange forskellige typer af massage, og de udføres af mange både autoriserede og uautoriserede faggrupper.

Manipulation

Manipulation er en behandlingsmetode for nedsat bevægelighed i specifikke led, og udføres med håndgreb eller tilpassede mekaniske instrumenter. Metoden bruges mest af autoriseret sundhedspersonale, primært kiropraktorer og fysioterapeuter.

Behandlingen indebærer en pludselig bevægelse, der medfører, at leddet kortvarigt overskrider sine naturlige grænser for bevægelighed. Dette medfører ofte et hørligt klik, da leddene er omfattet af en kapsel, der indeholder væske. Denne væske indeholder nogle gasser, som kan forme bobler, når leddet strækkes pga. ændret tryk. Ved den hurtige bevægelse af leddet ved manipulationsbehandling brister de små gasbobler, hvilket forårsager klikket.

Ledmobilisering

Ledmobilisering er gentagne passive bevægelser af et led inden for dets naturlige bevægelsesmuligheder. Det udføres oftest af fysioterapeuter og kiropraktorer for at give en generel øget bevægelighed omkring leddene.

Anvendelse

Massage er rettet mod at løsne spændinger, mindske smerter, øge blodcirkulationen og skabe afslapning.

Manipulation og ledmobilisering kan anvendes i behandlingen af de fleste ledstrukturer i kroppen. Undersøgelse og behandling foretages først og fremmest manuelt, det vil sige ved brug af hænderne. Metoderne kræver viden og praksis om udførelsen for at udøve den sikkert og effektivt. Det er af væsentlig betydning at kunne undersøgelsesmetoder, der indikerer hvornår, hvor og hvordan metoden skal anvendes.

Ved både ledmobilisering og manipulation kan begrænsninger i bevægelse med tilhørende smerter omkring leddene løsnes, så der opstår en mere naturlig bevægelighed og bedre funktion. Det kan give en generel smertelindrende effekt samt en afslappende effekt på de omkringliggende muskler. Behandlingen virker sandsynligvis gennem biomekaniske og/eller neurofysiologiske mekanismer eller en kombination af disse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig