migration i forhistorien

De ældste skeletrester af menneskelignende individer i Vesteuropa er ansigtsknogler, der nu er fundet ved Sima del Elefante i Sierra de Atapuerca, Spanien. De dateres til at være 1,4-1,1 mio. år gamle. Disse individer er sandsynligvis vandret fra Øst- til Vesteuropa. Ansigtet ligner mest Homo erectus, om end det er lidt usikkert, om der nærmere er tale om en hidtil Homo erectus-lignende variant, som forskerne kalder Homo 'affinis' erectus.

Dette individ kaldes "Pink" af de forskere, der i 2025 offentliggjorde fundet. De foreslår, at "Pink" repræsenterer en tidligere bosættelse af menneskearter, som blev efterfulgt (muligvis med lidt overlap) af en anden gruppe, Homo antecessor, fundet i samme område fra 900.000-800.000 år siden. Der er indikationer på, at klimaforandringer for omkring 900.000-780.000 år siden kunne have spillet en rolle i disse meget tidlige mennesketypers forsvinden. Andre Homo erectus-lignende fund i Europa er hovedsageligt fra Middelhavsområdet og tyder på, at det mest var Sydeuropa, der var befolket mellem 1,4 og 1,1 mio. år siden.

I Dmanisi-hulen i Georgien har man endnu tidligere fund af Homo erectus (georgicus-varianten) som er 1,85-1,78 mio. år gamle. Disse er lidt forskellige fra Homo 'affinis' erectus (den såkaldte "Pink") i Spanien og tyder på to forskellige indvandringer til Europa. Skæremærker på dyreknogler i Grăunceanu i Rumænien fra for 1,95 mio. år siden tyder på menneskelig aktivitet i Europa endnu tidligere. Fund af Homo erectus er også gjort i Asien, i Kina (1,7 mio. år siden) og på Java (1,6 mio. år siden).

På den indonesiske ø Flores har man også fundet en ny menneskeart, Homo floresiensis, som er mindst 1 mio. år gammel.

Genetisk har vi bevarede rester fra Denisova-hulen i Altai-bjergene i Rusland, kendt som menneskearten Denisovan fra mere end 200.000 år siden. I samme hule er også fundet neandertalere (140.000-80.000 år siden) og endda en 13-årig pige, kendt som "Denny", som var en hybrid mellem neandertal- og denisovaforældre. Denisovaerne må også have mødt de anatomisk moderne mennesker, da førstnævnte i begrænset grad lever videre i nogle asiatiske og oceaniske folkeslags arvemasse.

Neandertalerne (som nedstammer fra Homo heidelbergensis i Europa) trivedes i det meste af Eurasien fra for omkring 430.000 år siden indtil anatomisk moderne mennesker befolkede Eurasien og blandede sig med neandertalerne, måske ad flere omgange fra for mellem 80.000 og 40.000 år siden. I Europa kan genetikere nu måle i vores arvemasse at anatomisk moderne mennesker fik børn med neandertalere over en periode på c. 7.000 år, dvs. det meste af den tid de overlappede i tid i Europa (c. 50/47-43/40.000 år siden). De sidste neandertalere ser ud til at have været isoleret omkring Gibraltar på den Iberiske Halvø og uddøde som selvstændig menneskeart for mellem 43.000 og 37.000 år siden. Neandertaler-DNA findes i alle ikke-afrikanske folkeslags arvemasse, anslået til omkring 2-3 %, men muligvis også i mindre grad i afrikanske folkeslag (anslået omkring 0.3%). Tidlige anatomisk moderne mennesker fik børn med neandertalere i Mellemøsten (bl.a. i Iran hvor de levede tæt på hinanden for omkring 120-80.000 år siden), og det er blevet foreslået at moderne mennesker med indblandet neandertal-DNA senere, omkring 20.000 år siden migrerede tilbage til Afrika og blandede sig med befolkningen der. Der skal dog mere data og forskning til, før man kan forstå dette bedre, da det hviler på komplicerede statistiske projektioner mange tusinde år tilbage i tiden.

Mennesket nåede langt nordpå i Sibirien allerede for mellem 50.000 og 45.000 år siden. De pågældende mennesker kendes fra et genom fra Ust-Ishim i Sibirien som er mellem 45.000 og 40.000 år gammelt. Denne genetiske gruppe har dog ikke sat sig spor i arvematerialet i nogen af de senere befolkninger, vi kender til. Det samme ser man i Europa, hvor enkelte meget tidlige genomer fra anatomisk moderne mennesker kendes fra fx Oase-hulen i Rumænien fra mellem 41.000 og 37.000 år siden med 6-9% neandertal-DNA, som har kunnet spores 4-6 generationer tilbage. Denne person ser dog heller ikke ud til at have sat aftryk på senere folkeslag. Andre eksempler har vist, at det nok tog flere mislykkede forsøg før det lykkedes anatomisk moderne mennesker fra et afsæt i Levanten at befolke Europa på længere sigt fra mellem 45.000 og 37.000 år siden; en periode, der betegnes som Bohunician-Bachokirian-kulturen.

I denne senere periode af stenalderen følges den gængse tradition for den periode, hvorfor vi nu bruge årstal, som er "før vor tidsregning" (f.v.t.), også kendt som "før Kristus" (f.Kr.), sådan at "for 8000 år siden" svarer til omtrent 6.000 f.v.t.

Efter at de anatoliske bønder spredte sig til Grækenland og måske dele af sydlige Bulgarien fra for omkring 8.600 år siden (ca. 6.600 f.v.t.), spredte de sig videre ind i Europa ad to hovedruter, en landlig op ad Donaufloden, og ad kysterne vestpå igennem Middelhavet.

På Balkan spredte de sig først op mod Serbien og Rumænien, hvor de mødte jæger-samlere fra Lepenski Vir-kulturen ved Jernporten ca. 6.300-6.200 f.v.t. Denne tidlige spredning af bønder på Balkan, der kendes som Starčevo-Körös-Criș-kulturen, strakte sig op til og med Rumænien i øst indtil Bug-floden.

Omkring 5.450 f.v.t. spredte de sig yderligere ind i Centraleuropa i form af Linearbåndkeramik-kulturen (også kendt som LBK), som hurtigt nåede helt op til Mellemtyskland og omkring 5.100 f.v.t. helt til Frankrig og de nordlige dele af Polen.

Ad Middelhavsruten kendes de første bønder som Impressokeramik fra Italien (6.100-6.000 f.v.t.) over Sydfrankrig (c. 5.800 f.v.t.) til Spanien, Portugal og sågar det vestlige Frankrig (fra omkring 5.500 f.v.t.). På vejen blandede de sig efterhånden med de lokale vesteuropæiske jæger-samlere. Disse to ruter af spredninger mødte hinanden igen i Frankrig, og over tid blev landbruget stadig mere udbredt i den vidtspredte centraleuropæiske LBK-kultur. Men de holdt sig i Centraleuropa stadig mest til områder med den frugtbare løssjord.

Først omkring 4.000 f.v.t. spredte bønderne sig videre ud til De Britiske Øer og op til Danmark og Sverige. De tidlige bønder fik heller ikke fodfæste i det østlige Baltikum i Litauen, Letland, Estland, Finland eller Rusland, og heller ikke på de pontisk-kaspiske stepper i det østlige Ukraine og Rusland.

Selv om bønderne spredte sig til næsten hele Europa, er der en del steder hvor de ikke fik fodfæste, og hvor jæger-samlerne fortsatte deres levevis i mange hundrede år, efter at bønderne havde befolket Europa. Fx fik landbruget først rigtigt fodfæste i Østbaltikum i bronzealderen, og genetisk har folk fra Østbaltikum i dag også mere af det gamle jæger-samler-DNA end mange andre europæere. I Danmark fortrængtes jæger-samlerfolket i Ertebøllekulturen til kysterne i et par hundrede år, før de forsvandt helt arkæologisk. De havde tilsyneladende stadig genetisk indflydelse på bønderne i Danmark flere hundrede år senere (3400-2900 f.v.t.), og nye jæger-samlere fra Sverige kom til Danmark i form af den grubekeramiske kultur omkring 3100 f.v.t. I andre egne af Europa levede jæger-samlere også videre i mange hundrede år i bjergegne og huler, og generelt fik bønderne i Europa stadig større genetisk indblanding fra jæger-samlere fra omkring 4500-4000 f.v.t. Dette tyder på, at de enten har været attraktive eller nødvendige for bønderne i denne periode – 1000-2000 år efter at de første bønder kom til.

Fra omkring 3.000 f.v.t. spredte en ny bølge af hyrder fra de østeuropæiske stepper i Ukraine sig til det meste af Central- og Nordeuropa, samt Danmark, kendt som snorekeramisk kultur (i Danmark kendt som Enkeltgravskulturen). Denne spredning ser ud til at være sket i løbet af få generationer, formentlig mellem 50 og 150 år.

Fra omkring 2.500 f.v.t. spredte et nyt fænomen sig endnu bredere i Europa, Klokkebægerkulturen. Deres ophav har været debatteret i mange år, da man tilsyneladende har endnu tidligere dateringer fra dem (c. 2800-2600 f.v.t.) på Den Iberiske Halvø, men den genetiske profil, der spredte sig til det meste af Europa, ser nærmere ud til at have været en fortsættelse af tidlig snorekeramisk kultur. Derfor diskuterer forskerne nu, om der kan være et problem med dateringerne på Den Iberiske Halvø, eller om vi har et tilfælde, hvor arkæologisk kultur (i hvert fald den tidligste iberiske Klokkebægerkultur) er helt forskellig fra den genetiske profil som denne kultur ellers havde i resten af Europa fra omkring 2500 f.v.t.

Klokkebægerkulturen spredte sig også til De Britiske Øer og Danmark, og endda til Norge, fra omkring 2.400-2.300 f.v.t. Den er især kendt for sit metalhåndværk og udgør kimen til den efterfølgende bronzealder i Europa (i nogle egne af Europa anses Klokkebægerkulturen også som "tidlig bronzealder").

Således er Europas overordnede genetiske arvemasse i dag opstået med denne sidste store spredning af ukrainske steppehyrder, som sandsynligvis også spredte den indoeuropæiske sprogæt. Der er dog stadig et gradueret mønster i Europa, hvor man typisk har bevaret mere af de gamle bønders arvemasse i Sydeuropa, især på Sardinien, og mere af de nye steppehyrders arvemasse i Central- og Nordeuropa.

Der var sidenhen stadig interne migrationer i Europa i bronzealder, jernalder og vikingetid mellem folkeslag som genetisk lignede hinanden mere.

Efter hyrderne havde spredt sig til store dele af Europa fra de ukrainske stepper i 3. årt. f.v.t., og udgjorde en vigtig del af de store kulturkomplekser snorekeramisk kultur og klokkebægerkultur, var der stadig flere vandringer internt i Europa.

I Skandinaviens Senneolitikum (c. 2350-1700 f.v.t.) kan man med nye forfinede genetiske metoder se en sydsvensk variant af efterkommerne af snorekeramiske indvandrere (i Sverige kendt som stridsøksekulturen), som havde fået genetisk indblanding fra jæger-samlere i Finland og Nordsverige. Denne sydsvenske gruppe blandede sig med efterkommerne af samme kulturkomplekser i Danmark (Enkeltgravskulturen og Klokkebægerkulturen). Blandingen af de sydsvenske og danske senneoliske genetiske grupper skabte en relativt ensartet genetisk profil som dominerede i Sydskandinavien gennem hele den nordiske bronzealder (c. 1700-500 f.v.t.).

I store dele af Europa skete en meget større spredning med udbredelsen af Urnemarkskulturen (kendt for sine brandbegravelser i urner). Det har hidtil været svært at bevise at denne kulturelle spredning skete med folkevandringer da DNA ikke bevares under den høje varme fra ligbrændingerne. Dog havde den brede Urnemarkskultur lokale undtagelser til den generelle praksis med brandgrave i fx Knoviz-gruppen i Tyskland og Bøhmen. Ved at analysere DNA fra Knoviz-kulturens grave, samt mennesker fra sen bronzealder i England og Den Iberiske Halvø, kan man nu se at Urnemarkskulturen virkelig spredte sig med folkevandringer til både England og Iberien. Urnemarkskulturens genetiske profil kan dog ikke ses i Danmark i bronzealderen, så det ser ud til at spredningen af folk fra Urnemarkskulturen blev stoppet før de nåede til Danmark, måske ved voldelige konfrontationer. McColl m.fl. som har lavet dette nyeste DNA studie af Urnemarkskulturen foreslår at det første kendte store europæiske krigsslag i Tollense i Nordtyskland c. 1250 f.v.t. kunne være et eksempel på dette.

Efterkommere af folk fra Urnemarkskulturen levede videre i Hallstattkulturen og deres spredning kædes i stigende grad sammen med spredningen af de keltiske sprog.

• palæolitikum
• Homo floresiensis
• Dmanisi-kæben
• Serbiens forhistorie
• Ukraines forhistorie
• neolitikum
• snorekeramisk kultur
• enkeltgravskulturen
• klokkebæger-kulturen
• bronzealder
• folkevandringer
• folkevandringstiden