osteoporose

Livet igennem sker der en kontinuerlig omsætning af knoglevævet med nedbrydning (resorption) og nydannelse (formation). Knoglevævet nedbrydes af store flerkærnede celler, der kaldes osteoklaster mens nydannelsen varetages af celler, der kaldes osteoblaster. Hvis resorptionen er større end formationen, mindskes mængden af knoglevæv som får et nedsat indhold af knoglemineral (herunder calcium) med en ændret struktur. Det kan fører til, at knoglerne kan brække selv ved mindre traumer, såkaldte lavenergibrud.

I Danmark har ca. 40 % af alle kvinder og ca. 20 % af alle mænd > 50 år osteoporose. Forekomsten stiger meget med alderen. For kvinder stiger tallet fra ca. 10 % i hos midaldrene til ca. 90 % hos de som er ældre end 95 år. De tilsvarende tal for mænd er 7 % og 64 %. Blandt danskere > 50 år forekommer der årligt ca. 10.000 hoftenære frakturer og 7.000 underarmsfrakturer, og der diagnosticeres ca. 2.000 rygsammenfald. Angiveligt er der betydeligt flere med sammenfald i ryggen da det ofte er mere vanskelige at diagnosticere og derfor underrapporteret.

Diagnosen stilles ved hjælp af måling af knoglemineraltætheden (engl. bone mineral density [BMD]) i lænderyggen og hoften (lårhalsen). Målingen udføres ved en såkaldt knoglescanning også kaldet en knogledensitetsmåling. Denne udføres typisk på en Dual energi X-ray Absorption (DXA)-scanner.

Resultatet af en DXA-scanning anføres i form af en T-score, som angiver, hvor mange standarddeviationsenheder (SD) en persons BMD ligger over eller under gennemsnitsværdien hos yngre raske kvinder. En T-score på -2,5 eller mindre er diagnostisk for osteoporose. Hvis T-score er mellem -1,0 og -2,4 kaldes det nedsat knoglemineraltæthed (osteopeni). Personer som har haft et lavenergibrud ved hoften eller i ryggen anses også for at have osteoporose uanset resultatet af en DXA-scanning.

Ofte skelnes mellem primær og sekundær osteoporose.

Arv (genetik) er en vigtig faktor for udvikling af osteoporose. Det er beregnet, at knoglemineraltætheden for 75 procents vedkommende er relateret til arv og 25 procent til miljøfaktorer. Med alderen bliver milijøfaktorer af tiltagende større betydning.

Selve knogletabet giver ikke symptomer, så osteoporosen viser sig ofte først, når der sker et knoglebrud. De almindeligste brud ifm. osteoporose ses i hofte (lårhals), underarm/håndled, skulder eller ryg.

Alle med osteoporose eller i risiko for udvikling af osteoporose tilrådes en knoglevenlig livsstil. Det er vigtigt med et tilstrækkeligt indtag af kalk (800-1200 mg per dag) og at opretholde et tilstrækkeligt indhold af D-vitamin i blodet. Evt. gennem brug af kalk og D-vitamin tilskud. Fysisk (vægtbærende) aktivitet øger knoglemineralindholdet. Rygning og stort alkoholindtag bør undgås.

Behandling med lægemidler som beskytter mod knoglebrud kan overvejes ved lavt BMD (osteoporose) hos kvinder efter overgangsalderen og mænd ældre end 40-50 år med (lavenergi) knoglebrud eller risikofaktor for knoglebrud (f.eks. arvelig disposition, høj alder, øget faldtendens, tidlig overgangsalder [før 45-års alderen], alkoholoverforbrug eller rygning). Overordnet opdeles lægemidler mod osteoporose i lægemidler som er:

• knogle
• knoglebrud

• Knogleskørhed, hvad kan man selv gøre, Patienthåndbogen