rørknogle

Rørknoglerne er opbygget som de øvrige dele af skelettet. De har et kompakt lag knoglemasse (substantia compacta eller corticalis) af forskellig tykkelse på overfladen, mens knoglen inden i ofte har et spongiøst ("svampet") udseende (substantia spongiosa). Kombinationen gør knoglen både stærk og forholdsvis let.

Rørknoglens ender er ofte rørknoglens længdevækstzone og kaldes epifyser, mens selve skaftet eller midterstykket er knoglens diafyse eller corpus. Zonen mellem epifysen og skaftet kaldes metafysen eller halsen (collum).

Da rørknoglen er et levende organ, tilpasser den sig den fysiske belastning, den udsættes for. Unge og fysisk aktive mennesker får derfor en tykkere og stærkere compacta-del end ældre og inaktive mennesker. Hos voksne tilbagedannes den spongiøse del gradvist i området omkring midten af knoglen og findes hos ældre til sidst kun i epifyserne, hvilket kan føre til brudskader ved fald eller lignende. Her er der rød knoglemarv, mens det hule midterparti indeholder fedt (gul knoglemarv).

Mennesket har følgende rørknogler:

• overarmsknoglen (humerus)
• spolebenet (radius)
• albuebenet (ulna)
• mellemhånds-/metacarpalknoglerne (ossa metacarpi)
• fingerknoglerne/phalanges (phalanges manus)
• lårbenet (femur) – kroppens største rørknogle
• skinnebenet (tibia)
• lægbenet (fibula)
• mellemfods-/metatarsalknoglerne (ossa metatarsi)
• tåknoglerne (phalanges pedis)
• kravebenet (clavicula)

• skelettet
• knoglevæv
• knoglerne
• knoglemarven
• epifyse