En start- og landingsbane i en lufthavn/Flyveplads, defineres som et afgrænset, jævnt og normalt befæstet areal på en lufthavn/flyveplads, der er særlig godkendt til at luftfartøjer kan starte og lande

Faktaboks

Også kendt som

En start- og landingsbane benævnes internationalt som en Runway

Flysikkerhed

En Runway har forskellig længde og bredde afhængig af hvilke fly der skal anvende banen. Når et fly starter opereres der med forskellige hastigheder før flyet rent faktisk letter. Når flyet opnår en hastighed kaldet V1, hvor V er flyets aktuelle hastiged, har flyet nået den hastighed hvor der ikke længere Runway nok tilbage til at flyet kan nå at afbryde sin start og stoppe indenfor banens afgrænsning. Når flyet derefter opnår en hastighed kaldet Vr, har flyet nået den hastighed hvor det rent faktisk kan lette.

Der tales om forskellige former for fly som er inddelt i grupper, kaldet A,B, C, D, E og F. Det er flyets størrelse, vingefang og længde samt afstand mellem hjulophæng, der afgør hvilken gruppe flyet tilhører. Mindre flyvepladser har typisk korte baner, eventuelt græsbaner, hvor kun mindre fly som gruppe A og nogle gruppe B fly kan lande og starte, se eksempelvis artikel om Samsø Flyveplads. Andre mindre pladser kan have en længere asfaltbane, se eksempelvis artikel om Maribo Flyveplads. Disse pladser har typisk ingen særlige tekniske hjælpemidler til landinger og kan derfor kun bruges til VFR (Visuelle flyveregler) flyvning.

I større lufthavne som eksempelvis Københavns Lufthavn, er der andre og større krav til Runway såsom længde, bredde og bæreevne. Gruppe C (fx B737), gruppe D (fx B757), gruppe E (fx A350 og B747). Disse flytyper kræver en banebredde på minimum 45m samt skulderpartier (ikke bæredygtig belægning) på 7,5 m på hver side af banen og en længde på typisk minimum 2200m. Hvor meget banelængde der kræves til at lette afhænger af flyets aktuelle vægt. Gruppe F fly (fx A380) kræver en banebredde på 60m.

En Runway skal have en sikkerhedszone ved hver baneende der skal være fri for nogen form hindringer, idet dog landingshjælpemidler kan stå i en mindre afstand fra baneenden.

Kravet til en Runway bæreevne er ikke nødvendigvis afhængig af det tungeste fly`s maksimale take off vægt, men derimod det fly, der under start og landing udøver det største tryk på banen.

Teknisk udstyr på Runway kan være forskellige, se artikel om flynavigation.

Reglerne for en Runway er defineret i ICAO (International Civil Aviation Organization) Annex 14 og i EASA (European Aviation Safety Authority) artikel 139/2014.

Banekapacitet

Lufthavnens kapacitet bestemmes af antallet og placeringen af start- og landingsbaner. De fleste større lufthavne i verden har minimum to baner. Verdens travleste lufthavn med kun en bane er London Gatwick. Typisk er baneretningerne bestemt af de mest udbredte vindforhold. Enkelte lufthavne, fx Københavns Lufthavn (CPH), har en tværbane, der primært anvendes, hvis tværvinden på hovedbanerne bliver for kraftig. Alle større lufthavne angiver en banekapacitet, som danner grundlag for de tildelte slots. Hvis en lufthavn har to parallelle baner, hvor afstanden mellem banernes centerlinjer er over 760 m, kan man lave såkaldte "Dependent Parallel Approach", hvilket vil sige, at man kan have fly til at lande på begge baner, men forskudt af hinanden med mellem 1,5 og 2 NM (nautical mile, svarende til mellem 2,7 km og 3,6 km). Hvis afstanden mellem centerlinjerne er over 1.310 m, kan man lave "Independent Parallel Approach", hvilket vil sige, at der kan landes samtidig på begge baner. Begge tilfælde kræver, at banerne er udstyret med fuldt ILS. Disse regler er givet af ICAO.

Lufthavnens kapacitet afgøres typisk af banekapaciteten, hvilket er defineret som hvor mange flyoperationer (en start eller en landing) der kan håndteres på banesystemet i en løbende time, således at sikkerhedsafstanden mellem landende fly overholdes og det sikres der ikke samtidig holder fly på banen der skal starte. Lufthavnens samlede kapacitet kan i enkelte tilfælde afgøres af andre forhold som gatekapacitet eller terminalkapacitet.

Byggeteknik

Start- og landingsbanens belægning skal kunne klare store dynamiske og stationære laster. Belægningen kan enten være stiv (beton) eller fleksibel (asfalt) over et stærkt bundlag af grus og stenmaterialer. Der stilles store krav til den underliggende jords bæreevne, og jordforbedring eller større udskiftning af blød bund forekommer ofte, specielt for kystnære lufthavne.

Start- og landingsbaner er meget synlige i landskabet, da de af hensyn til flysikkerheden skal markeres meget tydeligt, fx med lys og bemaling. De fleste lufthavne har desuden avancerede elektroniske navigationssystemer til hjælp for piloten.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig