Hans hovedværker inden for den nationalhistoriske emnekreds blev skabt i 1850’erne, Den danske landsoldat, Krigergravmælet i Fredericia, og Frederik VI, og de blev også hans ypperste frembringelser. Valget af en almindelig soldat var usædvanligt som emne for et mindesmærke over en krigshandling, i dette tilfælde Treårskrigen, mens Frederik 6.-statuen er ligeså usædvanlig ved at udelade al kongelig pomp og fremstille regenten, som han gik og stod i sine naturlige omgivelser, Frederiksberg Have. N.L. Høyens tanker om det nordiske og det nationale som værdige emner for kunsten spillede en rolle for disse værker og andre af nationalromantisk observans. Bissen blev mester for en lang række statuer af berømte danskere som Adam Oehlenschläger, Johanne Luise Heiberg og H.C. Ørsted, som alle er mere i familie med naturalismen end klassicismen. Fx anvendte Bissen ikke det af Thorvaldsen foretrukne klassiske kostume, men samtidens dragt.
Til hans værk hører også en lang række buster af tidens danskere, men han skildrede også mere intime motiver, kvinder og børn fra sin familie og venskabskreds bl.a. i nogle statuetter af en yndefuld ligefremhed, som kan minde om aspekter i samtidens malerkunst, hvor genre og portræt blandes.
Bissen arbejdede med de klassiske emner livet igennem, og efterhånden fik de et mere emotionelt og ekstrovert udtryk end i den Thorvaldsen- inspirerede periode, som det fremgår af Den sårede Filoktet og Den vrede Achilles. Politisk tilhørte Bissen nationalliberalismen, og i sin kunst blev han en talsmand for danskheden, især efter Treårskrigen, der inspirerede til Istedløven, hans mest politisk ladede monument, der efter at være blevet opstillet på kirkegården i Flensborg blev ført til Berlin og i 1945 til København (Tøjhusmuseets gård).
I statuerne af såvel Frederik 6. i Frederiksberg Have (1855-1858) som Frederik 7. til hest foran Christiansborg (1863-1873, fuldført af sønnen) formåede Bissen at give fuldgyldige, moderne udtryk for herskerportrættet. Han udførte tillige en lang række fremragende portrætbuster af samtidens kulturpersonligheder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.