Spring til indhold

Colonsay

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Colonsays beliggenhed.

Colonsay (skotsk gælisk: Colbhasa; skotsk: Colonsay) er en ø i Indre Hebrider i Skotland, som ligger nord for Islay og syd for Mull. Øen er hjemsted for Clan Macfies og Colonsay-grenen af Clan MacNeils forfædre, ligger i kommunen Argyll and Bute og har et areal på 4074 ha. Den strækker sig fra sydvest mod nordøst, er 13 km lang og måler op til 5 km på det bredeste sted.

Historie

[redigér | rediger kildetekst]
An Tràigh Bhàn i Kiloran Bay

Mesolitisk fødevareproduktion

[redigér | rediger kildetekst]

I 1995 blev der ved Staosnaig på øens beskyttede østkyst fundet spor efter omfattende afskalning af nødder i mesolitikum for omkring 8.000 år siden. Fundet blev gjort i en stor, lav køkkenmøddingsgrube fyldt med rester af hundredtusindvis af brændte hasselnøddeskaller. Hasselnødder er fundet på andre mesolitiske bopladser, men sjældent i så store mængder eller koncentreret i én grube. Nødderne blev kulstof 14-dateret til 7720±110 år siden, hvilket kalibreret svarer til omkring 6000 f.v.t. Lignende fundsteder på De Britiske Øer kendes kun fra Farnham i Surrey og Cass ny Hawin nær Ballasalla på Isle of Man.[1][2]

Fundet giver et indblik i periodens fælles aktiviteter og langsigtede planlægning. Nødderne blev indsamlet i løbet af et enkelt år, og pollenanalyser tyder på, at alle hasselbuskene blev fældet på samme tid.[2] Aktivitetens omfang, som ikke har noget sidestykke andre steder i Skotland, og fraværet af større vildt på øen tyder på, at Colonsays indbyggere hovedsageligt var vegetarer. Gruben lå oprindeligt på en strand tæt ved kysten. Der fandtes også to mindre stenforede gruber, hvis funktion fortsat er ukendt, samt et ildsted og endnu en samling gruber.[1]

Tidlig historie

[redigér | rediger kildetekst]
Riasg Buidhe Cross.

På øen findes flere borgruiner på bakketoppe, blandt andet Dùn Cholla og Dùn Meadhonach. Riasg Buidhe Cross fra 700-tallet er blevet genopført i Colonsay Houses have. St Cathan's Chapel kan stamme fra 1300-tallet. Ruinerne af Chapel of St Mary består kun af lidt mere end fundamenterne og kan være endnu ældre. I 1549 skrev dekan Monro, at Colonsay var "syv mil lang fra nordøst til sydvest og to mil bred, en frugtbar ø, der er velegnet til hvededyrkning og fiskeri. Den har en sognekirke. Denne ø besiddes af en adelig høvding ved navn M'Duffyhe og tilhørte tidligere Clandonald of Kyntyre."[3]

En vikingegrav ved Kiloran Bay med en båd og gravgaver af sølv blev opdaget i 1882 på jord, der tilhørte John MacNeil.[4]

Ejerskab

[redigér | rediger kildetekst]

I 1700-tallet tilhørte øens lairds McNeil-slægten, heriblandt Archibald MacNeil. Colonsay House blev oprindeligt opført af McNeil-familien i 1722. I 1904 købte Donald Smith, 1. Baron Strathcona and Mount Royal Colonsay Estate af bobestyrerne efter den afdøde generalmajor Sir John Carstairs McNeill V.C.[5] Siden da har Colonsay House tilhørt familien Barons Strathcona and Mount Royal. Colonsay House bebos i dag af Alexander Howard, 5. baron Strathcona and Mount Royal, og hans familie.[6]

I dag er ejerskabet på Colonsay ud over godsets jorder fordelt mellem ejerboliger, almene boliger, offentligt og lokalt ejet jord og erhverv, ferieboliger og småbrugsjord.

Forsyning og tjenester

[redigér | rediger kildetekst]
Telefoncentralen, der blev benyttet indtil 1974, hvor automatisk fjernvalg blev indført. Centralen er udstillet på Colonsay and Oronsay Heritage Trust Museum.

Et postekspeditionssted blev oprettet i 1871, og posten blev bragt til øen med dampskibet Dunvegan Castle. I 1881 blev et nyt posthus opført ved havnen i Scalasaig. I 1893 anmodede øboerne den britiske postminister om at etablere telegrafforbindelse til øerne. Øboerne kunne ikke stille den garanti på 120 pund, som postvæsenet krævede. Senere blev der indgået en ny aftale, og der blev stillet en garanti på 60 pund. Telegrafkabler blev lagt under havet til Port Askaig på Islay og forbundet med fastlandet den 2. august 1897.[7] I 1905 blev der installeret en telefon i Colonsay House, hvilket krævede opsætning af nye master og ledninger fra posthuset. Automatisk fjernvalg blev indført i 1974, hvorefter den gamle telefoncentral blev overflødig.

Scotland Hydro-Electric Board udarbejdede planer om at forsyne øen med elektricitet, men disse blev opgivet, da lokal elproduktion begyndte i 1952 gennem et projekt finansieret af Colonsay Estate. Firmaet Messrs Scott fra Glasgow installerede lokale generatorer i Scalasaig, Glassaird, Kiloran og Colonsay House.[8]

I 1983 blev øen tilsluttet det nationale elnet med et 22 km langt undersøisk kabel med en spænding på 11.000 volt fra Islay.[9]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. 1 2 "Mesolithic food industry on Colonsay" (June 1995) British Archaeology. No. 5. Retrieved 25 May 2008.
  2. 1 2 Moffat, Alistair (2005) Before Scotland: The Story of Scotland Before History. London. Thames & Hudson. p. 91–2.
  3. ↑ Monro (1549) "Colnansay" no. 84
  4. ↑ "Revisiting one of Scotland's rarest Viking burials". BBC News. 11. december 2022. Hentet 13. december 2022.
  5. ↑ "Lord Strathcona buys Colonsay Estate". Strathearn Herald. Scotland. 3. september 1904. Hentet 22. september 2023 – via British Newspaper Archive.
  6. ↑ "The Estate". Arkiveret 6. oktober 2013 hos Wayback Machine colonsayestate.co.uk. Retrieved 5 July 2010.
  7. ↑ "Telegraph Between Jura, Colonsay, and the mainland". Dundee Evening Telegraph. Scotland. 3. august 1897. Hentet 12. september 2023 – via British Newspaper Archive.
  8. ↑ "Electricity Comes to Colonsay". Oban Times and Argyllshire Advertiser. Scotland. 29. november 1952. Hentet 12. september 2023 – via British Newspaper Archive.
  9. ↑ "Bright Sparks". Airdrie & Coatbridge Advertiser. Scotland. 14. oktober 1983. Hentet 12. september 2023 – via British Newspaper Archive.
Litteratur

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

56°04′N 6°13′V / 56.07°N 6.22°V / 56.07; -6.22

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Colonsay&oldid=12361334"