Mads Skjern
| Mads Andersen-Skjern | |
|---|---|
Medvirker i
Matador | |
| Information | |
| Første gang set | Episode 1 "Den rejsende" |
| Sidste gang set | Episode 24 "New Look" |
| Spillet af | Jørgen Buckhøj |
| Kaldenavn | Mads |
| Køn | Mand |
| Arbejde | handelsrejsende |
| Familie | ukendt hustru, Ingeborg, Daniel, Ellen og Erik |
Mads Skjern (i begyndelsen af serien Mads Andersen-Skjern) er en fiktiv karakter i den danske tv-serie Matador (1978–1982), skabt af Lise Nørgaard og instrueret af Erik Balling. Skjern starter som rejsende i manufaktur, men vælger at oprette en forretning i den stille provinsby Korsbæk, hvor han hurtigt får stor succes og ekspanderer sin forretning kraftigt. Han stifter familie og ender som én af byens førerne borgere.
Mads Skjern er en af seriens hovedpersoner og fungerer som modpol til bankdirektør Hans Christian Varnæs. Hvor Varnæs repræsenterer det etablerede borgerskab, repræsenterer Skjern det nye erhvervsliv og social mobilitet. Han driver mange af ændringerne i Korsbæk og seriens handling i takt med at Skjern's Magasin bliver større, og han er blevet kaldt for seriens "katalysator-karakter".[1]
Rollen spilles af Jørgen Buckhøj, der ellers var kendt for mere komiske roller. Balling valgte ham til hovedrollen i serien, blandt andet fordi han ønskede en karakter, der som person var helt anderledes end den rolle, han skulle spille.[2] For de 24 afsnit fik han 240.000 kroner eller 10.000 kroner pr. afsnit.[3]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Sæson 1 (1978)
[redigér | rediger kildetekst]I første sæson (1929-1932) ankommer Mads Skjern til Korsbæk sammen med sin søn Daniel som rejsende fra Villerøds fabrikker for at vise deres produkter i byens tøjforretning, Damernes Magasin, hvor han oplever, at der er en tydelig forskel på betjeningen hos byens fornemme damer og de almindelig borgere. Han undersøger forholdende for manufakturhandel ved at tale med Oluf Larsen, der ender med at invitere ham med hjem og overnatte, så de kan snakke videre, hvor han møder resten af Larsens familie, heriblandt Ingeborg. Han forsøger at få kredit i Korsbæk Bank, men får afslag af Hans Christian Varnæs.[4]
Skjern henter midler fra sin familie i Jylland, og han køber en mindre butik og åbner manufakturforretningen Tøjhuset, hvor han indfører faste lave priser og kontantsalg. Han ansætter Ingeborg i forretningen, og de ender senere med at gifte sig, og han adopterer hendes datter, Ellen. I slutningen af sæsonen får de sønnen Erik sammen, og de dropper mellemnavnet "Andersen". Han overtager gradvist en større del af byens handel. Han får også hentet sin bankuddannede bror, Kristen Skjern, til byen for at hjælpe sig. Skjerns succes bidrager til Albert Arnesens økonomiske sammenbrud, og Damernes Magasins konkurs, hvilket får det etablerede borgerskabs modvilje mod ham.
Brødrene Skjern begynder at handle med pantebreve, og de ender med at etablere Omegnsbanken som direkte konkurrent til Korsbæk Bank i slutningen af sæsonen.
Sæson 2 (1979)
[redigér | rediger kildetekst]
I anden sæson (1933-1937) udvider Skjern sin forretning betydeligt. Han opkøber nabobutikker og begynder at opbygge et større varehus og skiftet navn til Skjern's Magasin. Han opkøber en grund ved banen for at kunne etablere en konfektionsfabrik, men må dog smøre byens embedsvær i form af byrådssekretær Lund, der skifter fra Korsbæk Bank til Omegnsbanken og får saneret en stor gæld og i øvrigt får stor kredit i Skjern's Magasin, og ved at anonymt at få malet et portræt af borgmesteren udført af den anerkendte maler Ernst Nyborg.
Da byggeriet går igang opdager Fru Fernando Møghe det og insisterer på jorden blev solgt til kommunen med en klausul om, at der skulle være en park med en buste af hendes afdøde mand. Sagfører Viggo Skjold Hansen, der er bestyrelsesmedlem i Korsbæk Bank, forsøger ihærdigt at stablet en sag om bestikkelse på benen, og får fat i Møhges notat om anlæggelsen af en park, men genparten på rådhuset er forsvundet. Skjern får dog i første omgang lagt låg på det ved at true med injurier.
Borgmesteren dør og Skjold Hansen øjner chancen for at tørre ansvaret af på ham i stedet for Lund, så Lund kan vidne mod Skjern. Skjern har dog også en klemme på Lund, og det ender med, at Lund stjæler kommunekassen og flygter ud af landet. Han sender dog det forsvundne notat fra rådhuset til Skjold Hansen, som straks igangsætter en sag mod Skjern. Han bliver dog reddet i 11. time, da Skjold Hansens datter, Iben, gifter sig med Kristen Skjern, og sagen bliver droppet.
Ingeborgs eksmand, Holger dukker op i byen under påskud af at han gerne vil kunne se sin datter, og får også arbejde i foderstofforretningen, men Skjern får ham fyret og betaler ham penge for at rejse til Canada.[5]
Som belønning for at være den bedste i klassen har Skjern købt en hest til Ellen. Han bliver svært overrasket, da hendes mormor, Katrine, også har købt en hest til Daniel for at være "en god og kærlig dreng".[6]
Sæson 3 (1980)
[redigér | rediger kildetekst]I tredje sæson (1937-1943) river han forretningen end og opfører i stedet et stormagasin i tre etager. Familien, der hidtil har boet i lejligheden oven på forretningen, flytter til en stor villa ud til fjorden. Han åbner også den første filial af Skjerns Magasiner med en afdeling i Skælskør.
Skjern køber en stor aktiepost i Graas Klædefabrik af familievennen Baron von Rydtger. Som storaktionær i virksomheden indkalder han Jørgen Varnæs, der kort inden købet er blevet ansat som administrator i Graas Klædefabrik, til møde og ændrer hans ansættelsesforhold så han forventes at arbejde væsentligt mere end Varnæs' havde forventet, da han tog jobbet. Han skuffes grumme, da Varnæs ikke er til rådighed til at hjælpe ham med leverancen af nogle varer grundet en forlænget juleferie. Han ændrer herefter deres aftale, så Varnæs får afregning fra sag til sag.
Som formand for menighedsrådet er han med til at beslutte, hvem der skal ansættes som hjælpeorganist i byens kirke, og han vil i første omgang ansætte den upopulære og umusikalske overlærer Anderesen, mens Ingeborg får ham overtalt til i stedet at ansætte Elisabeth Friis, til trods for at hun er Hans Christian Varnæs svigerinde og fra "den anden familie". Daniel bliver syg med feber, efter overlærer Andersen har sendt ham uden for døren på årets koldeste. Ingeborg mener at Andersen er efter ham, og Skjern konkluderer, at det må være fordi han ikke jobbet som hjælpeorganist. Skjern får Andersen fyret.
I anledning af Daniels konfirmation kommer Mads' og Kristens meget indremissionsnke søster, Anna, på besøg. Hun forarges over familiens Skjerns levemåde, og ender med at må forlade hjemmet og tage hjem til Kristen og Iben.
Under Besættelsen driver han fortsat sin forretning og forsøger at holde virksomheden kørende uden at blive afhængig af tyskerne.
Da byens nye socialdemokratiske borgmester og byrådet forsøger at få anlagt en folkepark ved Fedet, hvor Skjern og flere andre spidsborgere har sommerhuse, får Skjern ændret planerne, så parken kommer til at ligger ved Varpemark Huse, mod at være med til at finansiere en ordentlig vej derud.
Skjern hjælper Røde med at bliver transporteret til København, så han kan gå under jorden, da nazisterne begynder at internere kommunister, men kun fordi Katrine beder ham om det. Han ønsker ikke at løbe en risiko for sine virksomheder.
Daniel, der er meget kreativ, får inspireret sin far til at igangsætte produktionen af kjoler og hatte. Generelt er Skjern dog ikke tilfreds med Daniel, der ikke har været dygtig i skolen, og derfor heller ikke har fået en god eksamen.
Sæson 4 (1981-1982)
[redigér | rediger kildetekst]I fjerde sæson (1944-1947) igangsætter Skjern et samarbejde med Agnes Jensen om leverancer til Skjerns Magasiner. Han indgår også et væddemål på 200 kr med hende om, at hun ikke kan købe det hus, som hun lejer af Katrine. Det lykkes dog for Jensen, og Skjern betaler hende som aftalt, og han er synligt imponeret.
Skjern advarer sin bror om, at Kristens arbejde i modstandsbevægelsen også kan gå ud over både banken og Skjern's Magasiner. Han tilbyder Ulla Jacobsen, der arbejder i Omegnsbanken, at hjælpe hende og hendes kommende mand med at dem en lejlighed.
Skjern arbejder ikke direkte for den tyske besættelsesmagt, og vil ikke sy uniformer til dem. For at kunne skaffe klæde til klædefabrikken, må han dog også skaffe klæde til tyskerne. De mange penge han tjener forsøger han i slutningen af krigen at få hvidvasket ved at han bruger Jørgen Varnæs som stråmand til at købe Havgården for at kunne udstykke den. Skjern og Varnæs rager uklar, da Varnæs forsøger at få Skjerns hjælp til at få sin bestyrelsespost i Korsbæk Bank tilbage, hvilekt bliver forhindret af formanden murermester Jessen, hvis kone er blevet snydt i handlen med Havgården, der var en del af hendes arv.
Skjern får Kristen til at tibyde en bestyrelsespost til borgemster Sejersen, da Varnæs fortæller, at han eller vil komme i Korsbæk Banks' bestyrelse. Kristen ender med at sige sit job op i banken, og flytte ud af byen med Elisabeth Friis, med hvem han har giftet sig, fordi han ikke længere vil samarbejde med sin bror grundet hans metoder, og måden han har brugt Jørgen Varnæs.
Ellen Skjern er blevet gift med Mogens, men da hans fars virksomhed har været meget involveret i samarbejde med tyskerne kommer parret i problemer efter befrielsen, og Skjern får hentet dem til Korsbæk, og Mogens bliver ansat i konfektionsfabrikken. Mogens låner senere Skjerns bil for at tage i byen med Jørgen Varnæs, Iben og hendes veninde Jenny, men kører galt. Skjern bliver rasende og fortæller Mogens, at det er hans sidste chance. Parret bliver senere skilt, og Skjern tilbyder Ellen at komme ind i forretningen, hvilket hun afslår, fordi hun vil være tandlæge.
Han skuffes igen af sin søn, Daniel, der ønsker at sy haute couture for den anerkendte designer Hr. Jørn i stedet for at gå på handelsskolen. Daniel kommer hjem fra Paris med en "ven", og Skjern opdager dem kysse. I sin forfærdelse over, at hans søn er homoseksuel smider han dem ud af huset, hvilket Ingeborg bliver rasende over, og rejser efter dem. Mads er i en dyb krise i Ingeborgs fravær, og han grubler meget over, hvad folk tænker om ham. Han tilbyder Agnes Jensen at opkøbe hendes forretningen, men hun accepterer først, da hun får del i aktierne i Skjerns aktieselskab, som ellers udelukkende er ejet af familien.
I sidste afsnit bliver han gjort til svensk konsul, og han bliver, sammen med Ingeborg, inviteret med til Varnæs' sølvbryllup med byens øvrige spidser. Ved seriens afslutning står han som en succesfuld, men også personlig ensom figur.
Personlighed og familie
[redigér | rediger kildetekst]Mads Skjern er gift med Ingeborg Skjern og er far til Daniel og Erik samt adoptivfar til Ellen.[7] Han forguder sin adoptivdatter, som han ser som flittig og dygtig, mens han gentagne gange skuffes af sin søn Daniel, med hvem han har et dårligt forhold.
Han er opdraget i et indremissionsk miljø, hvilket præger hans livssyn. I begyndelsen af serien drikker han ikke alkohol, og han siger også at han hverken spiller ikke kort eller bander.
Han er målrettet og disciplineret, men også kontrollerende og ofte følelsesmæssigt tilbageholdende. Hans kompromisløse tilgang til både forretning og familie skaber konflikter, særligt med sønnen Daniel.
Modtagelse
[redigér | rediger kildetekst]Buckhøjs rolle som Skjern påvirkede hans professionelle karriere efter serien, hvor han fik langt færre roller end havde gjort inden serien.[8][9]
I 1993 blev et togsæt fremstillet af ABB Scandia og leveret til DSB navngivet Mads Skjern.[10]
En serie af danbo-oste er blevet opkaldt efter karakteren.[11]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ I Matador dannede han par med Ghita Nørby, men i virkeligheden var Jørgen Buckhøj gift med en anden skuespillerinde. Billed-Bladet. Hentet 9/4-2026
- ↑ Jørgen Buckhøj - Manden bag Mads Skjern,DR dokumentar 2018
- ↑ "Stor forskel: Så meget fik skuespillerne i løn for at være med i Matador". bt.dk. 26. april 2016. Hentet 20. januar 2018.
- ↑ Episode 1: Den rejsende (1929). matadoronline.dk.
- ↑ Jørgensen, Holger. matadoronline.dk. Hentet 9/4-2026
- ↑ Episode 11: I klemme (1936). matadoronline.dk. Hentet 9/4-2026
- ↑ Skjern, Mads. matadoronline.dk. Hentet 9/4-2026
- ↑ Den sande historie om ”Matador”-stjernen Jørgen Buckhøj: Derfor blev han kun 59 år. Se og Hør. Hentet 9/4-2026
- ↑ DSB MF 5069, en artikel om DSB MF 5069. danskejernbaner.dk. Hentet 9/4-2026
- ↑ 69 - Mads Skjern. puukka-sorensen.dk. Hentet 9/4-2026
- ↑ Mads Skjern. Delika Food Group. Hentet 9/4-2026