Norges historie

Norges historie kan dateres tilbage til tiden før år 800, hvorfra man har fundet flere helleristninger skrevet med runer. Det menes, at der i denne periode har eksisteret flere små kongedømmer.

Perioden 800–1066 betegnes normalt som Vikingetiden. I denne periode rejste både nordmænd, danskere og svenskere i langskibe over store dele af Europa som vikinger, opdagelsesrejsende, bosættere og handelsfolk.

I midten af det 11. århundrede fik Norge en stærk kongemagt, selvom der stadig kun var en rudimentær administration. Efter Den sorte død gik Norge ind i en nedgangsperiode.

Mellem 1396 og 1536 var Norge en del af Kalmarunionen, og efter dennes sammenbrud blev landet indtil 1814 en del af Danmark-Norge.

Danmark–Norge gik ind i en alliance med Napoleon, hvorefter krigen førte til dårlige tider og hungersnød i 1812. I 1814 tabte Danmark-Norge Englandskrigene, og kongen af Danmark-Norge, Frederik VI blev tvunget til at overdrage Norge til kongen af Sverige ved Freden i Kiel. Efter et norsk forsøg på uafhængighed og vedtagelsen af en fri forfatning blev Norge tvunget ind i en løs union med Sverige.

I denne periode blomstrede den norske, romantiske nationalfølelse, og nordmændene prøvede at udvikle deres egne nationale træk. Unionen med Sverige blev ophævet i 1905.

Norge forblev neutral under 1. verdenskrig. Under 2. verdenskrig erklærede Norge sig igen neutral, men blev 9. april 1940 invaderet af Nazi-Tyskland.

Norge blev medlem af NATO i 1949. To forsøg på at blive medlem af EU blev nedstemt i folkeafstemninger med en lille margin i 1972 og 1994. Norge har været en tæt allieret af USA. Store fund af olie og naturgas blev gjort i 1960'erne, hvilket førte til et stort økonomisk boom.

Stenalder (før 1800 f.Kr.)

Uddybende artikel: Stenalderen i Norge

De ældste spor af mennesker i det, som i dag er Norge, er fundet i Aukra kommune og dateres til omkring 9200 år f.Kr. Den 11.000 år gamle boplads blev fundet af arkæologer fra Videnskabsmuseet i Trondhjem. Pionerbosætning er et begreb, arkæologerne bruger om den ældste bosætning, mennesker som sandsynligvis kom fra Doggerland (det isfrie landområde, der opstod vest for Jylland og som strakte sig op imod Norge i senglacial tid). Fosnakulturen, Komsakulturen og Nøstvetkulturen er de traditionelle betegnelser på fangstkulturer fra ældre stenalder.

Under den yngre stenalder (4000 f.Kr.–1800 f.Kr.) er et nyt folk indvandret, det såkaldte stenøksefolk. Helleristninger fra denne periode viser motiver fra jagt og fiskeri, som stadig var vigtige erhverv. Fra denne periode er der fundet en megalitgrav i Østfold.

Helleristningerne ved Alta

Bronzealder (1800 f.Kr.–400 f.Kr.)

Gravhøj i Karmøy

Uddybende artikler: Bronzealderen i Norge og Nordisk bronzealder

I bronzealderen blev samfundet mere organiseret og lagdelt end i stenalderen. En rig høvdingeklasse, som havde nære forbindelser med Sydskandinavien, voksede frem. Bosættelserne blev mere permanente, og folk tog hest og ard i brug. Man skaffede sig statussymboler af bronze, boede i langhuse, og folk blev gravlagt i store gravhøje. Helleristninger fra bronzealderen indikerer, at mennesker dyrkede solen som en gud.

Bronze blev i Norge taget i brug til redskaber fra omkring år 1500 f.Kr. Bronze er en legering af tin og kobber, og disse metaller blev indført, fordi de på dette tidspunkt ikke blev udvundet i landet. Bronze antages at have været et relativt kostbart materiale. Bronzealderen i Norge kan opdeles i to faser:

• Ældre bronzealder (1700–1100 f.Kr.)
• Yngre bronzealder (1100–500 f.Kr.)

For den forhistoriske (skriftløse) tid findes der begrænset viden om samfundsforhold og eventuelle statsdannelser. Fra bronzealderen kendes store gravhøje af stensætninger langs kysten, blandt andet i Vestfold og Agder. Det var sandsynligvis kun høvdinge eller andre stormænd, som kunne rejse sådanne gravmonumenter, og der fandtes formentlig en form for organiseret samfund knyttet til disse. I bronzealderen blev samfundet mere organiseret og lagdelt end i stenalderen. Der voksede en rig høvdingeklasse frem, som havde tætte forbindelser til Sydskandinavien. Bosættelserne blev mere permanente, og man tog hest og ard i brug. Man anskaffede sig statussymboler af bronze, boede i langhuse, og de døde blev begravet i store gravhøje. Helleristninger fra bronzealderen indikerer, at befolkningen dyrkede solen.

Finnmark

I det sidste årtusinde f.Kr. blev klimaet køligere, og fyrreskoven forsvandt fra kysten; fyrreskov fandtes eksempelvis kun inderst i Altafjorden, mens yderkysten næsten var træløs. Omkring år 0 lå grænsen for birkeskov syd for Kirkenes. Dyr med skov som biotop (elg, bjørn og bæver) forsvandt, og rensdyret etablerede sandsynligvis sine årlige trækruter på dette tidspunkt. I perioden 1800–900 f.Kr. blev der væsentligt flere bopladser, og udnyttelsen af indlandet blev særligt tydelig på Finnmarksvidda.

Fra omkring år 1800 f.Kr. til år 0 var der en markant stigende kontakt mellem Finnmark og områder mod øst, herunder Karelen (hvor der blandt andet blev produceret metaller som kobber) samt det centrale og østlige Rusland. De yngste helleristninger i Alta viser langt flere både end de ældre faser, og bådene minder om typer kendt fra helleristninger i det sydlige Skandinavien. Det er uklart, hvilken indflydelse sydskandinaviske samfund havde så langt mod nord som Alta før år 0.

Mange af de kulturtræk, som i moderne tid regnes for typisk samiske, blev skabt eller konsolideret i det sidste årtusinde f.Kr. Dette gælder blandt andet skikken med gravlæggelse i murede kamre i stenur. Mortensnes-gravfeltet kan have været i brug i op til 2000 år, frem til omkring år 1600 e.Kr.

Jernalder (ca. 500 f.Kr.–ca. 1050 e.Kr.)

Einangstenen fra 300-tallet.

Ældre jernalder (ca. 500 f.Kr.–ca.570 e.Kr.)

Omkring år 500 f.Kr. regner forskerne med, at bronzealderen afløses af jernalderen, idet jern overtager som det vigtigste materiale til våben og redskaber. Bronze, træ og sten blev fortsat brugt. Jern var billigere end bronze, lettere at bearbejde end flint og kunne anvendes til mange formål; sandsynligvis blev jern et allemandsmateriale. Jern kunne blandt andet bruges til at fremstille solide og skarpe økser, som gjorde det langt lettere at fælde træer. I jernalderen blev også guld og sølv taget i brug dels til udsmykning og dels som betalingsmiddel. Det er ukendt, hvilket sprog der blev brugt i Norge før vor tidsregning. Fra omkring år 0 og til omkring år 800 talte alle i Skandinavien (bortset fra samerne) urnordisk, et nordgermansk sprog. Derefter udviklede der sig i dette område flere forskellige sprog, som kun delvist var indbyrdes forståelige. Jernalderen inddeles i flere perioder:

Ældre jernalder

• Førromersk jernalder (ca. 500 f.Kr.–ca. 0)
• Romersk jernalder (ca. 0–ca. 400 e.Kr.)
• Folkevandringstid (ca. 400–600). I folkevandringstiden (ca. 400–600) kom nye folkeslag til Norge, og ruiner af fæstningsbygninger o.l. tolkes som tegn på, at der har været tale om en voldelig invasion.

Yngre jernalder

• Merovingertiden (500–800)
• Vikingtiden (793–1066)

Norske vikinger drog på plyndringstogter og handelsrejser langs Vest-Europas kystlande. Store grupper af nordmænd udvandrede til De Britiske Øer, Island og Grønland. Harald Hårfager indledte sent i 800-tallet en samlingsproces af Norge, som blev fuldført af Harald Hardråde i 1060’erne. Landet blev kristnet under kongerne Olav Tryggvason, faldt i slaget ved Svolder (1000) og Olav Haraldsson (den hellige), faldt i slaget på Stiklestad i 1030.

I vikingtiden fra 700-tallet til 1000-tallet blev de områder, der nu udgør Norge, gradvist lagt under en kongemagt. Kong Harald Hårfager underlagde sig de sydvestlige dele af Norge ved slaget i Hafrsfjord omkring 880. Østlandet kom under kongemagtens kontrol i midten af 1000-tallet. I 995 grundlagde kong Olav Tryggvason landets første kristne kirke på Moster i Bømlo, og efter slaget på Stiklestad i 1030 vandt kristendommen frem som statsreligion, hvilket medførte, at kongemagten herefter kunne støtte sin magt på en landsdækkende skrivekyndig kirkelig organisation.

Kilder til forhistorisk tid

Smeltende isbræer i højfjeldet, blandt andet i Jotunheimen og Breheimen, har fra omkring år 2000 afdækket genstande fra vikingetid og tidligere. Det er genstande af organisk materiale, som er bevaret af isen, og som andre steder i naturen bliver nedbrudt på få måneder. Fundene bliver stadigt ældre, efterhånden som smeltningen gør, at arkæologerne kommer dybere ned i isen. Omkring halvdelen af alle arkæologiske fund på isbræer i verden bliver gjort i Oppland. I 2013 blev der fundet en 3400 år gammel sko og en kjortel fra år 300. Fund på Lomseggen i Lom, offentliggjort i 2020, afdækkede blandt andet velbevarede hestetruger, som blev brugt på en fjeldovergang. Mange hundrede genstande omfatter bevarede beklædningsdele, kniv, piskeris, vanter, skindsko, træskrin og hesteudstyr. Et stykke stof dateret til år 1000 har bevaret sin oprindelige farve. I 2014 blev der fundet en træski fra omkring år 700 i Reinheimen. Skien er 172 cm lang og 14 cm bred, med bevaret binding af læder og vidje.

Pytheas fra Massalia er den ældste kendte beretning om det, som sandsynligvis var Norges kyst, måske et sted på kysten af Møre. Pytheas besøgte Britannien omkring år 325 f.Kr. og rejste videre nordpå til et land ved "Ishavet". Pytheas beskrev den korte sommernats og midnatssolens forhold længere mod nord. Han skrev blandt andet, at folk dér lavede en drik af korn og honning. Cæsar skrev i sit værk om det galliske felttog om den germanske stamme haruderne. Andre romerske kilder omkring år 0 omtaler kimbrernes land (Jylland) og de kimbriske næs (Skagen), og at kilderne oplyste, at kimbrere og charyder boede i dette område. Nogle af disse folkeslag kan have indvandret til Norge og dér være blevet kendt som horder (som i Hordaland). Kilder fra Middelhavsområdet omtalte øerne Scandia, Skandinavien og Thule ("den yderste af alle øer"). Den romerske historiker Tacitus skrev omkring år 100 et værk om Germania og nævnte dér folkeslaget svionerne i Scandia. Ptolemaios skrev omkring år 150, at kharuderne (horderne) boede længere nordpå end alle kimbrer; i nord boede finnoi (finner eller samer) og i syd gutai (gøter). Norden og Norge lå uden for Romerriget som dominerede Europa på den tid. Den gotiskfødte historiker Jordanes skrev i 500-tallet om 13 stammer eller folkegrupper i Norge, blandt andet raumaricii (sandsynligvis Romerike), ragnaricii (Ranrike) og finni eller skretefinni (skrid-finner eller skifinner, det vil sige samer) samt en del uklare grupper. Prokopios skrev på samme tid om Thule nord for danernes og slavernes land; Thule var ti gange så stort som Britannia og den største af alle øer. I Thule var solen oppe i 40 dage i træk om sommeren. Efter folkevandringstiden blev sydeuropæernes beretninger om det nordlige Europa mere udførlige og mere pålidelige.

Bosætning i forhistorisk tid

Norge har omkring 50.000 gårde med egne navne. Gårdsnavnene har holdt sig i lang tid, over 1000 år, måske så meget som 2000 år. Navneforskere har ordnet forskellige typer gårdsnavne kronologisk, hvilket giver holdepunkter for at fastslå, hvornår stedet blev taget i brug af mennesker eller fik fast bosætning. Usammensatte landskabsnavne som Haug, Eid, Vik og Berg antages at være de ældste. Arkæologiske spor tyder på, at nogle områder har været bosat tidligere end antaget ud fra gårdsnavnet. Gravhøje tyder også på fast bosætning. For eksempel blev gravfeltet ved Svartelva i Løten brugt fra omkring år 0 til år 1000, da kristendommen tog over. De første bønder brugte sandsynligvis store områder til indmark og udmark, og nye gårde blev sandsynligvis etableret med udgangspunkt i nogle "modergårde". Navne som By (eller Bø) viser, at der er tale om et gammelt bosted. Fra ældre jernalder fortæller navne på -heim (et fællesgermansk ord, som betyder bosted) og -stad om bosætning, mens -vin og -land fortæller om brugen af stedet. Gårdnavne på -heim findes ofte som -um, -eim eller -em som i Lerum og Seim; det er ofte store gårde centralt i bygden. Nye gårdnavne med -stad og -land blev også etableret i vikingetiden.^:159 De første bønder tog sandsynligvis de bedste områder i brug. De største gravfelter, de ældste arkæologiske fund og de ældste gårdnavne findes dér, hvor agerjorden er rigest og mest rummelig.

Det er uklart, om bosætningsudvidelsen i romertid, folkevandringstid og jernalder skyldes indvandring eller indre udvikling og befolkningsvækst. Blandt andet er det vanskeligt at påvise, hvor i Europa indvandrerne kan være kommet fra. De fastboende havde både ager (hvor der blev dyrket korn) og husdyr, som græssede i udmarken, men det er usikkert, hvilke af disse der var vigtigst. Befolkningsvæksten fra omkring år 200 førte til større udnyttelse af udmarken, blandt andet i form af sætrer i fjellet. I folkevandringstiden ser det også ud til, at det i dele af landet blev almindeligt med klyngetun eller en form for landsbybebyggelse.^{:163; 167}

Norsk ekspansion nordpå

Fra omkring år 200 foregik der en vis folkevandring ad søvejen fra Rogaland og Hordaland til Nordland og Syd-Troms. De, der flyttede, slog sig ned som bofast jernalderbefolkning og blev dominerende over for den oprindelige befolkning, som kan have været samisk. De indvandrede nordmænd, bumenn, drev jordbrug med husdyr, som blev fodret indendørs om vinteren, samt en del korndyrkning og fiskeri. Nordgrænsen for nordmændenes bosætning var oprindeligt ved Toppsundet nær Harstad, og omkring år 500 var der norsk bosætning til Malangsgapet. Det var så langt nordpå, det var muligt at dyrke korn på den tid. Malangen blev til omkring år 1400 regnet som grænsen mellem Hålogaland og Finnmork. Udover i vikingetiden og middelalderen foregik der indvandring og bosætning af norsksprogede langs kysten nord for Malangen. Omkring år 800 boede der nordmænd langs hele den ydre kyst til Vannøy. Nordmændene kopierede til dels samiske næringsveje som hvalfangst, pelsdyrjagt og rensdyrdrift. Det var sandsynligvis dette område mellem Malangen og Vannøy, som var Ottar fra Hålogalands område. I vikingetiden fandtes der desuden enkelte norske bosætninger længere nord og øst. Øst for Nordkap er der spredte arkæologiske fund af norsk bosætning i vikingetiden. Der er norske navne på fjorde og øer fra vikingetiden, blandt andet fjordnavne med -anger. Omkring år 1050 fandtes der norske bosætninger på den ydre kyst af Vest-Finnmark. Handelsmænd og skattefogeder rejste endnu længere.

Nord til Malangen var der norrøne bondebygder i jernalderen. Malangen blev regnet som Finnmarks vestgrænse til 1300. Der findes enkelte arkæologiske spor efter norrøn virksomhed langs kysten fra Tromsø til Kirkenes i vikingetid. Omkring Tromsø tyder forskningen på en norrøn/samisk blandingskultur på kysten.

Fra år 1100 og de næste 200–300 år er der ikke spor af norsk bosætning nord og øst for Tromsø. Det er uvist, om dette skyldes affolkning, om det skyldes, at nordmændene længere nordpå ikke var kristnet, eller at der ikke var kirker nord for Lenvik eller Tromsø. Norsk bosætning helt i nord fremgår af kilder fra 1300-tallet. I hansatiden blev bosætningen udviklet til store fiskerlejer, specialiseret i kommercielt fiskeri, mens det tidligere (i vikingetid) havde været gårde med kombination af fiskeri og jordbrug. I 1307 blev der i Vardø anlagt en fæstning og den første kirke øst for Tromsø. Vardø blev en lille norsk by, mens Vadsø forblev samisk. Langs den yderste kyst kom der norske bosætninger og kirker udover i middelalderen. Efter reformationen, måske som resultat af tilbagegang i fiskebestandene eller fiskepriserne, kom der norske bosætninger i de indre fjordstrøg som Lebesby i Laksefjord. Nogle fiskevær yderst på kysten blev forladt for bestandigt. I det indre af Finnmark var der længe ingen rigsgrænse, og Kautokeino og Karasjok var norsk-svensk fællesområde med stærk svensk påvirkning. Grænsen mod Finland blev fastsat i 1751 og mod Rusland i 1826.

På et svensk kort fra 1626 er Norges grænse angivet ved Malangen, mens Sverige med dette kort viste ønske om at få kontrol over det samiske område, som havde været fællesområde.

Betegnelsen "Nord-Norge" kom så småt i brug i slutningen af 1800-tallet, og administrativt blev området omtalt som Tromsø stift, da Tromsø fik bispesæde i 1840. Der havde været forskellige betegnelser tidligere: Hålogaland omfattede oprindeligt kun Helgeland, og da norrøn bosætning spredte sig nordpå i vikingetiden og middelalderen, blev Hålogaland brugt om området nord omtrent til Malangen, mens Finnmark eller "Finnmarken", "samernes land", lå udenfor. Betegnelsen Nord-Norge blev skabt ved et kafébord i Kristiania i 1884 af medlemmer i Nordlændingernes Forening og blev almindeligt brugt først i mellemkrigstiden, efterhånden som det fortrængte "Hålogaland".

Vikingetid og statsdannelse

Der er bred enighed om, at "Norge" oprindeligt var navnet på skibslejer langs den norske vestkyst. Ifølge Knut Helle viser Ottars beretning, at nordmændenes land eller Norge var kysten fra Agder til Hålogaland. Da dette kystrige blev udvidet til også at omfatte områderne syd for Dovre og øst for Langfjella, blev den gamle betegnelse nordmænd og nordfjelds fortsat anvendt om kystområderne, mens der på den anden side af fjeldet boede austmænd. Ottar fra Hålogaland identificerede samerne ved deres nomadiske livsform, mens han adskilte danskere fra nordmænd politisk eller geografisk. Danskerne holdt til omkring Kattegat og Skagerrak, nordmændene langs kysten af Nordsøen og Nordatlanten.

I vikingtiden fra 700-tallet til 1000-tallet blev de områder, der i dag udgør Norge, gradvist lagt under en kongemagt. Kong Harald Hårfagre underlagde sig de sydvestlige dele af Norge ved slaget i Hafrsfjord omkring år 880. Han etablerede sit kongesæde på Avaldsnes på Karmøy. Østlandet kom under kongemagtens kontrol i midten af 1000-tallet, mens ladejarlætten, som havde herredømmet i det nordlige Norge, døde ud omtrent på samme tid. I 995 grundlagde kong Olav Tryggvason landets første kristne kirke på Moster i Bømlo og indledte kristningen af landet. Efter slaget på Stiklestad i 1030 sejrede kristendommen som statsreligion, hvilket medførte, at kongemagten herefter kunne støtte sig på en landsdækkende, skrivekyndig kirkelig organisation med forbindelser til den latinsksprogede europæiske kultur. Efter en hundredeårig periode med borgerkrig fra 1130’erne blev kongemagten igen konsolideret under Sverreætten. Håkon Håkonsson (1204–63) skabte det omfattende enekongedømme med hele riget, da borgerkrigene blev afsluttet i 1240. I hans 46 år på tronen opstod Norgesvældet, hvor store oversøiske landområder blev tvunget ind under kongemagten.

Under kong Magnus Lagabøte blev Norge det andet land i Europa, der blev underlagt én samlet lovbog. Magnus Lagabøtes Landslov fra 1274 byggede på de fire landskabslove (fra Frostatinget, Eidsivatinget, Borgartinget og Gulatinget). Landsloven byggede især på Gulatingsloven, som sandsynligvis oprindeligt var mundtlig. Landsloven brød blandt andet med tidligere forestillinger om blodfejde og tvekamp og var gældende ret frem til Christian 5.'s Norske Lov af 1687.

Slaget i Hafrsfjord i år 872 er længe blevet regnet som dagen, hvor Norge blev ét rige. Årstallet for slaget er usikkert (det kan have fundet sted 10–20 år senere). Hele Norge blev ikke samlet til ét rige ved dette slag: processen var begyndt tidligere og fortsatte et par hundrede år efter. Hermed menes, at det geografiske område blev underlagt en politisk myndighed og blev en politisk enhed frem for værende en række småkongedømmer. Det geografiske område blev opfattet som en helhed, sådan som det blandt andet fremgår af Ottar fra Hålogalands beretning til kong Alfred af Wessex omkring år 880. Ottar beskrev "nordmændenes land" som meget langt og smalt, og det var smallest længst mod nord. Øst for ødemarken i syd lå Sveoland, og i nord lå Kvenland mod øst. Når Ottar sejlede sydpå langs kysten fra hjemstedet (Malangen) til Skiringssal, havde han hele tiden Norge ("Nordveg") på bagbord side og de britiske øer på styrbord side. Rejsen tog en måned med god vind. Ottar opfattede "Nordveg" som en geografisk enhed, men antydede ikke, at det var en politisk enhed. Ottar adskilte nordmænd fra svear og daner. Det er uklart, hvorfor Ottar opfattede befolkningen spredt over et så stort område som en helhed. Det er uklart, om Norge som geografisk begreb eller nordmænd som navn på en folkegruppe er ældst. Nordmændene havde et fælles sprog, som i århundrederne før Ottar ikke adskilte sig nævneværdigt fra sproget i Danmark og Sverige.

Ifølge Sverre Steen er det lidet sandsynligt, at Harald Hårfagre var i stand til at kontrollere hele dette område som ét rige. Sagaen om Harald blev skrevet 300 år senere, og ved hans død bestod Norge af flere mindre riger. Sandsynligvis kontrollerede Harald et større område end nogen før ham, og på sit største omfattede hans rige formentlig kysten fra Trøndelag til Agder og Vestfold samt dele af Viken. Der fandtes formentlig flere mindre riger af varierende udstrækning før Harald, og nogle af disse afspejles i traditionelle landskabsnavne som Ranrike og Ringerike. Landskabsnavne med "-land" (Rogaland) og "-mark" (Hedmark) samt navne som Agder og Sogn kan have været politiske enheder før Harald.

Ifølge Sverre Steen blev rigssamlingen tidligst fuldført ved slaget på Stiklestad i 1030, og indførelsen af kristendommen var sandsynligvis en væsentlig faktor for etableringen af Norge som stat. Håkon den Gode indførte ledang-ordningen, hvor "kystlandet" (så langt som laksen gik op i elvene) blev inddelt i skipreider, som skulle stille et langskib med soldater og forsyninger. Ledingen blev sandsynligvis indført som forsvar mod danerne. Grænsen mod danerne gik traditionelt ved Göta älv, og flere gange både før og efter Harald Hårfagre havde danerne kontrol over centrale dele af Norge.

Kristendommen var kendt og fandtes i Norge før Olav Haraldsons tid. Udbredelsen skete både fra syd (nutidens Danmark og Nordtyskland) og fra vest (England og Irland). Ansgar, kaldet "Nordens apostel", virkede i Sverige, men han var aldrig i Norge og havde formentlig ringe indflydelse i landet. Vikingetogter bragte datidens nordmænd i kontakt med kristne lande, og nogle lod sig døbe i England, Irland og Nordfrankrig. Olav Tryggvason og Olav Haraldson var vikinger, som vendte hjem. De første kristne i Norge var samtidig knyttet til førkristen lokal religion, blandt andet ved at de blandede kristne symboler med symboler for Odin og andre skikkelser fra den nordiske religion.

Ifølge Sverre Steen bør indførelsen af kristendommen i Norge ikke opfattes som en landsdækkende vækkelse. På Mostratinget blev kristenretten indført som lov i landet og senere optaget i lovene for det enkelte lagdømme. Kristendommen indebar først og fremmest nye former i samfundslivet; blandt andet blev blót og gudebilleder forbudt, det blev forbudt at "sætte ud" uønskede spædbørn (for at lade dem dø), og det blev forbudt at have flere koner. Kirken blev en landsdækkende institution med en særlig gruppe tjenestemænd, hvis opgave var at værne kirken og befæste den nye religion. Ifølge Sverre Steen bør kristendommen og kirken i middelalderen derfor betragtes under ét, og disse blev en ny samlende faktor i landet. Kirken og kristendommen knyttede Norge til det romersk-katolske Europa med kirkelatin som fælles sprog, samme tidsregning som det øvrige Europa, og kirken i Norge blev indrettet nogenlunde som kirkerne i Danmark, Sverige og England. Norge fik pavelig godkendelse i 1070 og blev et selvstændigt kirkeprovins i 1152 med ærkebiskop i Nidaros.

Med kristendommen fik landet tre samfundsmagter: bønderne (organiseret gennem tingene), kongen med sine tjenestemænd og kirken med præsteskabet. Tingene er den ældste institution: På alting havde alle våbenføre mænd møderet (til dels mødepligt), og på lagting mødte udsendinge fra et område (det vil sige, at lagtingene var repræsentative forsamlinger). Tingene både dømte i konflikter og fastsatte love. Lovene blev memoreret af deltagerne og nedskrevet omkring år 1000 eller senere i Gulatingsloven, Frostatingsloven, Eidsivatingsloven og Borgartingsloven. Den, som havde fået medhold på tinget, måtte selv sørge for iværksættelsen af dommen.

Tidlig middelalder (1066–1184)

Uddybende artikel: Tidlig middelalder i Norge

Se også: Borgerkrigstiden

Tidlig middelalder er benævnelsen på perioden fra 1066 til 1184 i Norges histore.

Slaget ved Stamford Bridge i 1066 markerer overgangen fra vikingetiden til middelalderen i Norge. Slaget regnes som det sidste af vikingetogterne, og kong Harald Hårdråde døde dér.

Ved slutningen af perioden hævdede Sverre Sigurdsson, at han var sønnesøn af kong Sigurd Munn. Sverres påstand udløste en optrapning af borgerkrigene i Norge, som ikke sluttede før i 1240.

Højmiddelalder (1184–1319)

Uddybende artikel: Høj- og senmiddelalder i Norge

Efter borgerkrigen i 1100-tallet fik landet en relativ storhedstid i 1200-tallet. Island og Grønland blev underlagt kongemagten i 1262, og Norgesvældet nåede sin største udstrækning under Håkon 4. Håkonsson. Den sidste konge af Haraldsætten, Håkon 5. Magnusson, døde sønneløs i 1319. Frem til omkring 1600 strakte Norge sig helt ned til Göta älv, som dengang var Norges grænse mod Sverige og Danmark.

Senmiddelalder (1319–1537)

Uddybende artikel: Høj- og senmiddelalder i Norge

På grund af gentagne pestepidemier blev befolkningen halveret, og de mindst produktive af landets gårde blev lagt øde. Det tog flere hundrede år, før befolkningen atter nåede niveauet før 1349. De, som overlevede epidemierne, fik imidlertid flere økonomiske resurser til deling. Skatteindtægterne til staten nærmest kollapsede, og en stor del af adelsslægterne uddøde eller sank ned i bondestand på grund af landskyldfaldet. Hanseforbundet overtog handel og dominerede fiskeeksporten. Ærkebiskoppen i Nidaros var landets mægtigste mand både økonomisk og politisk, eftersom kongedynastiet giftede sig ind i det svenske i 1319 og uddøde i 1387. Derefter blev København rigets politiske centrum og Bergen handelscentrum, mens Trondheim forblev det religiøse centrum.

Fra reformation til enevælde (1537–1660)

Uddybende artikel: Danmark-Norge

I 1537 blev reformationen gennemført i Norge. Med det blev næsten halvdelen af landets ejendom ved et pennestrøg konfiskeret af kongemagten. Præsteskabet, som havde stor magt som en egen organisation, blev nu udnævnt af statskirken og administreret fra København. I denne periode blev Norge styret af (hovedsagelig) danske, adelige lensherrer, som optrådte som mellemmænd mellem bønderne og Oldenborg-kongen indenfor retsvæsen, skatte- og toldopkrævning.

Fra 1570 og frem til 1721 lå Oldenborg-dynastiet gentagne gange i krig med Vasa-dynastiet i Sverige. Finansieringen af disse krige førte til en voldsom skatteskærpelse, som medførte stor nød.

Politisk-geografisk måtte Oldenborg-kongerne afstå de norske landskaber Jämtland, Härjedalen, Idre og Serna samt Bohuslän til Sverige. Som led i finansieringen af krigene blev statsapparatet udvidet. Kongemagten begyndte i større grad at gøre sig gældende i retsplejen. Indtil denne periode havde volds- og æreskrænkelsessager været behandlet som civilsager mellem borgerne. Straffeniveauet blev dermed skærpet. I denne periode blev også mindst 307 personer henrettet for hekseri i Norge. Kulturelt blev landet præget af, at skriftsproget blev dansk på grund af bibel-oversættelsen og København Universitets uddannelsesmonopol.

Enevælde til Kielfreden (1660–1814)

Uddybende artikel: Danmark-Norge

Indtil 1660 var kongen blevet valgt af det danske rigsråd, mens han arvede Norges rige. Efter en serie militære nederlag begik kongen statskup og afsatte rigsrådet. Kong Frederik 3. indførte enevælden, noget, som indebar, at der stort set ikke var nogen som helst juridiske begrænsninger i kongens magt. Dette blev starten på en omfattende udvidelse af statsapparatet, og den civile administration blev i større grad kontrolleret fra centraladministrationen i København. Både Danmark og Norge fik nye lovbøger. Den elendige statsøkonomi førte til et omfattende salg af krongods, først til statens kreditorer. Videresalg gjorde, at mange bønder blev selvejende i slutningen af 1700-tallet. Industriel udnyttelse af norske naturresurser kom i gang, og handel og skibsfart og særlig øget trælasteksport førte til økonomisk opgang i sidste del af 1700-tallet.

1814

Eidsvollforsamlingen i 1814

Norge forblev Oldenborg-kongernes arverige til 1814, da kongen ved freden i Kiel måtte give afkald på riget efter at have været på den tabende side under Napoleonskrigene. Norge blev afstået til kongen af Sverige. Statholderen og tronarvingen prins Christian Frederik stillede sig i spidsen for en politisk elite, som ønskede et selvstændigt Norge. En grundlovsgivende forsamling blev valgt og samlede sig på Eidsvoll, hvor en ny grundlov blev vedtaget, og Christian Frederik valgt til norsk konge 17. maj 1814. Forsøget på at skabe en uafhængig norsk stat måtte dog opgives som følge af svensk magtbrug. Ved konventionen i Moss var fredsvilkårene, at Norge måtte acceptere en personalunion med Sverige. Men landet fik lov til at beholde grundloven og stortinget mod, at Christian Frederik frasagde sig tronen. 4. november 1814 valgte stortinget Sveriges konge til konge af Norge efter at have vedtaget de grundlovsændringer, som var nødvendige på grund af unionen. Grundloven var influeret af principperne fra den franske revolution og den amerikanske uafhængighedserklæring og var blandt de mest demokratiske i verden. Selvstændighedsbestræbelserne i 1814 genrejste Norge som stat, formelt en selvstændig stat, men inden for en påtvunget løs union med Sverige. Landet havde fuldt indre selvstyre og separate institutioner, og kun kongemagten og udenrigspolitikken var fælles for de to stater.

Embedsmandsstaten (1814–1884)

Uddybende artikel: Embedsmandsstaten

Grundloven blev undertegnet og Christian Frederik blev valgt til konge af det selvstændige Norge 17. maj 1814, som stadig er nationaldag i landet. Selvstændighed var imidlertid ikke realpolitisk mulig. Efter en kort krig med Sverige måtte kong Christian Frederik frasige sig tronen, men opnåede ved konventionen i Moss, signeret 14. august 1814, at Sveriges kronprins Karl Johan Bernadotte godkendte, at Norge kunne beholde sin demokratiske grundlov og egne institutioner indenfor en personalunion. Stortinget valgte derefter Sveriges konge til Norges konge 4. november 1814.

Industrialiseringen i Norge (1850–1900)

Uddybende artikel: Industrialiseringen i Norge

I 1850 var Norge stadig et førindustrielt samfund med 3/4 af befolkningen knyttet til fiskeri og landbrug. Der havde været minimal udvikling i Norge de sidste 150 år, og der var få, som troede, at Norge ville gennemgå den forandring, som foregik de næste 50 år.

Befolkningsvæksten i Norge fra 1600-tallet førte til overskud på arbejdskraft i bygderne, øgning af antallet af husmænd og jordmangel. De fleste, som arbejdede inden for landbrug, levede ikke bare af jorden, men drev fiskeri og tømmerhugst ved siden af. Arbejdet var tungt, og der var få hjælpemidler, og i onnearbejdet måtte også børn gøre en indsats. Fra 1850 øgedes befolkningen stærkt, og der blev udviklet nye job i byerne, noget som fremtvang forandringer.

Jordmangel og overskuddet af arbejdskraft førte til, at rigtig mange flyttede fra bygderne til byerne eller udvandrede til USA. Folkevandringen førte til, at der blev mangel på arbejdskraft i bygderne, hvilket medførte, at mange bønder måtte gå over til en mere ensartet drift, og brug af maskiner blev vigtig for at kunne drive gården.

Folkevandringen førte også til, at der var god tilgang af arbejdskraft i byerne, og industrien tog maskiner i brug, som gjorde produktion mere effektiv. Dampmaskiner gjorde, at man ikke længere var afhængig af vandkraft for at bygge fabrikker, og en del industri voksede frem på steder med god tilgang til råstoffer eller i byer med en god havn.

Mange af maskinerne var vanskelige at vedligeholde for voksne på grund af, at det var vanskeligt at komme til. Derfor var der mange børn, som arbejdede med maskiner på fabrikker. Dette kan ses som en videreføring af, hvordan børn måtte tage del i gårdarbejdet i bygdene. Børnearbejde var udbredt, og børnene måtte ofte arbejde lange dage, og lærerne blev trætte af elever, som sov i timerne. Det var lærerne, ikke forældre, som agiterede mod børnearbejde. Stortinget vedtog love i 1892, som bestemte, at børn under 12 år ikke havde lov til at arbejde, og børn under 18 år ikke skulle arbejde mere end 10 timer.

Fremvæksten af det norske (1884–1905)

Uddybende artikler: Fremvæksten af det norske og Unionsopløsningen

Da regeringen Selmer i 1884 frarådede kong Oscar 2. af Sverige at sanktionere en grundlovsændring, som ville nægte statsråderne almindelig adgang til stortinget, indledte stortinget rigsretssag mod regeringen for at have skadet landet. Regeringen blev dømt og måtte gå af, og venstremanden Johan Sverdrup dannede en ny regering. Med ordene "All makt i denne sal" opsummerede Sverdrup denne ændring i konstitutionen, hvor kongens magt blev begrænset, og parlamentarismen blev indført. Efter 1890'erne har der været konstitutionel sædvane for, at ingen regering kan blive siddende med et stortingsflertal mod sig.

Efter en årelang strid mellem Oscar 2. og de norske regeringer omkring ønsket om norsk indflydelse i udenrigsspørgsmål i unionen, vedtog stortinget ensidigt den 7. juni 1905, at unionen med Sverige var opløst, idet kong Oscar havde ophørt at være Norges konge. Dette blev bekræftet ved en folkeafstemning i august. Krig med Sverige blev undgået ved forhandlinger i Karlstad i efteråret 1905.

Unionens formelle opløsning skete 26. oktober 1905, da den sidste unionskonge frasagde sig tronen og anerkendte Norge som uafhængig stat.

Venstrestat, klassekamp og krisetid (1905–1940)

I denne periode gik Norge fra at være et bondesamfund til et industrisamfund. Efter 1900 tog industrialiseringen for alvor fart. Fiskeriflåden og handelsflåden blev hurtigt motoriseret. Vandkraften skabte en stærk økonomisk vækst og en industrialiseringbølge. Selskabet Norsk Hydro blev symbolet på koblingen mellem videnskab og industriproduktion. Udvandringen til USA nåede et andet toppunkt i 1911, før den ophørte under 1. verdenskrig. Udvandringen og nye arbejdspladser til søs og i byerne tømte bygderne og omvæltede samfundet. Industrien skabte en klasse af rodløse industriarbejdere, som gradvist organiserede sig i fagforbund.

Under 1. verdenskrig var Norge formelt neutralt, selv om tyskernes ubådskrig førte til 2000 døde søfolk, og mere end 800 skibe gik tabt, og tilsammen 1.200.00 ton gik tabt. Efter 1. verdenskrig blev samfundet aldrig "normalt" igen (dvs. som før 1914). Revolutionen i Rusland splittede arbejderbevægelsen i fraktioner, hvor nogle ønskede en væbnet revolution, mens andre ville vinde magten gennem valg. Ikke bare arbejderbevægelsen forblev splittet, Venstre-bevægelsen og Høyre lå i bitter strid om mål, afholdssagen, kristendomsfortolkning og alt.

Efter en serie med til dels selvskabte og internationale kriser slog verdenskrisen til i 1929. Op til 30-40 procent arbejdsløshed blandt fagorganiserede skabte nød og dysterhed. Krisen førte også til modtiltag som nybyggeri og småindustri. Krisen førte til, at flertallet af befolkningen mistede troen på kapitalistisk demokrati. På højresiden var grundlæggelsen af Nasjonal Samling den sidste af flere antidemokratiske strømninger, mens det tidligere revolutionære Arbeiderpartiet blev valgt ind på et anti-kriseprogram og kom i regering efter et kompromis mellem Arbeiderpartiet og Bondepartiet, det såkaldte kriseforlig.

Krig og besættelse (1940–1945)

Uddybende artikler: Angrebet på Norge under 2. verdenskrig og Norge under 2. verdenskrig

9. april 1940 blev Norge uventet invaderet af Nazi-Tyskland. Efter to måneders militær modstand måtte de norske styrker opgive kampen, mens kongen og regeringen gik i eksil. Landet blev besat og forblev det frem til 8. maj 1945. For det meste var 250.000 tyske tropper stationeret i landet. Alle civile myndigheder var samlet i et tysk Reichskommissariat, som udnævnte en norsk "kommissarisk" regering, fra 1942 ledet af major Vidkun Quisling, fører for det norske nationalsocialistiske parti Nasjonal Samling. Modstanden mod den tyske besættelse og nazificeringen af det norske samfund udviklede sig fra lunkent til rent had og gav sig udslag i en modstandsbevægelse, som selv om den var af mindre militær betydning, alligevel fik dyb indvirkning på befolkningens kollektive identitet i flere generationer efter krigen. Norges handelsflåde var derimod særdeles vigtig for de allieredes krigsindsats. Krigen lagde også grundlaget for de udenrigspolitiske og kulturelle bånd med USA og Storbritannien, der kom til at præge efterkrigstiden.

Industrisamfund, planstyre og socialdemokrati (1945–1972)

Skæbnefællesskabet og den fælles fjende under tysk besættelse lagde en dæmper på klassestridighederne, som havde domineret i mellemkrigsårene. Oslo-fløjen af Arbeiderpartiet fik rent parlamentarisk flertal ved det første efterkrigsvalg og brugte sin indflydelse til at påbegynde indføringen af en socialistisk planøkonomi i ly af pris- og rationeringspolitikken arvet fra knaphedstiden under krigen.

I 1949 kom regeringen med Base-erklæringen, som var regeringens svar på Sovjetunionens advarsel mod at Norge skulle blive medlem af NATO.

Kriser, fattigdom og arbejdsløshed skulle afskaffes ved hjælp af storstilet, social ingeniørkunst, da socialøkonomerne havde en lederrolle i planlægningen. Modstanden mod planøkonomi fra borgerlig side, sammen med Norges sikkerhedspolitiske alliance med USA, førte imidlertid til, at det økonomiske system forblev grundlæggende kapitalistisk. Økonomisk bar perioden præg af en kontinuerlig stærk årlig vækst på over tre procent i hele Vesteuropa frem til oliekrisen tidlig i 1970'erne. Væksten førte til, at arbejdsløsheden reelt blev afskaffet, og fattigdommen drastisk reduceret. Den materielle velstandsudvikling medførte grundlæggende forandringer i dagligdagen for de fleste folk. Goder som privatbiler, husholdningsmaskiner, fjernsyn og ferierejser blev tilgængelige for næsten alle. Staten satsede stærkt på undervisningssektoren, sådan at langt flere end tidligere fik en uddannelse ud over grundskolen. Kulturelt var dette NRK-monopolets storhedstid, næsten hele befolkningen blev bundet sammen af de fælles erfaringer, som medierne gav dem.

Olieindustri og deindustrialisering

Økonomi

Omkring 1974 nåede både andelen og antallet af industriarbejdere sit toppunkt. Økonomien gik herefter i retning mod et postindustrielt service-samfund. Velstanden blev reduceret af et stadigt voksende privat forbrug og gradvis mere omfattende offentlige tjenestetilbud. Gymnasier, universiteter og højskoler gik fra at være forbeholdt en tiendedel af ungdommen til at blive åbent for flertallet. Fund af olie- og gasresurser i Nordsøen skabte også en ny situation. Efter en pionertid med store investeringer og kompetenceopbygning i 70'erne begyndte store olieindtægter at sætte sit præg på økonomien fra og med 80'erne. Omkring 1995 gik Norge fra at være en debitornation til en kreditornation.

Politik

På trods af økonomisk fremgang brød enigheden på venstresiden sammen. Folkeafstemningen om medlemskab i EEC (Nu EU) var startskuddet til distriktsoprøret, der fremhævede udkanternes kultur. Modstand mod Vietnamkrigen sammen med EF-afstemningen førte til en ny bølge af socialistisk tro på en stærkere stat i 1970'erne. Denne tendens blev imødegået af den nyliberalistiske højrebølg i 1980'erne. Efterkrigstidens tro på planstyre blev nedtonet, også indenfor partiet, som havde indført socialdemokratiet, Arbeiderpartiet. Willoch- og Brundtland-regeringerne ændrede politikken fra politisk styring af økonomien til regulering af et for det meste selvregulerende, frit marked.

Kultur

Efter 2-3 generationer, hvor husmorrollen havde været dyrket som fælles ideal, tog flertallet af kvinderne sig et lønnet arbejde uden for hjemmet. Dette førte til dramatiske ændringer af kønsrollerne. Nye holdninger til skilsmisse, ugift samliv og seksualitet, radikalt forskelligt fra de dominerende holdninger hos generationene før, fik gennemslag i denne periode.

Medierne blev afpolitiseret og gradvis afmonopoliseret. Befolkningen blev i denne periode for alvor en del af det internationale engelsksproglige kulturfællesskab. Masseturisme til udlandet voksede i denne periode frem, parallelt med at indvandringen fra lande i den 3. verden førte til større etnisk og kulturel mangfoldighed og til en revurdering af den tidligere mere ensartede, kulturelle identitet.

Se også

• Krige Norge har været med i

Referencer

Litteratur

• Helle, Knut mfl (2013). Grunnbok i Norges historie. Fra vikingtid til våre dager. Oslo: Universitetsforlaget. ISBN 9788215017143.
• Hobson, Rolf, Europeisk politisk historie 1750–1950, Cappelen Damm Akademisk, Oslo 2015, ISBN 978-82-02-24316-6
• Steen, Sverre (1972). Langsomt ble landet vårt eget. Cappelen. ISBN 8202027039.
• Libæk, Ivar (1991). Norges historie. Fra istid til oljealder. Oslo: Grøndahl. ISBN 8250418506.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Norges historie
• Beretninger om den oeconomiske tilstand m.m. i Norge; Christiania 1836
• Beretning om kongeriget Norges økonomiske tilstand i aarene 1840-1845 med tilhørende tabeller; Christiania 1847
• Beretning om Kongeriget Norges ökonomiske Tilstand i Årene 1851-1855 med tilhörende Tabeller; Christiania 1858
• Jens Kraft: Topographisk-Statistisk Beskrivelse over Kongeriget Norge; Første Deel; Christiania 1840
• Jens Kraft: Topographisk-Statistisk Beskrivelse over Kongeriget Norge; Anden Deel; Christiania 1840
• Jens Kraft: Historisk-topografisk Håndbog over Kongeriget Norge 1845-1848; Christiania
• Søk i Nasjonalbibliotekets arkiv av historiske fotografier fra Norge ca. 1880-1960