Sædegård

En sædegård var en hovedgård eller herregård, der ved enevældens indførelse i 1660 var sæde for en adelig familie, eller som senere blev ophøjet dertil ved kongelig bevilling. Før 1660 betegnede ordet en hovedgård, hvor ejeren havde sin residens og husholdning. En hovedgård var en stor, adeligt ejet gård med tilhørende fæstegårde, hvis fæstebønder som afgift ydede arbejde, det såkaldte hoveri, på hovedgården. Heraf kom betegnelsen hovedgård. Denne praksis fortsatte indtil midten af 1800-tallet. Efter 1660 kunne hovedgårde og dermed også sædegårde erhverves af ikke-adelige.[1]
Til hovedgårdene, navnlig sædegårdene, var knyttet en række senere bortfaldne privilegier, først og fremmest skattefrihed og tiendefrihed for jorden. En sædegård skulle være komplet, hvilket indebar, at den havde mindst 200 tønder hartkorn gods inden for en afstand af to mil. Begrebet bevarede efter privilegiernes ophør retlig betydning, idet arvelovgivningen indeholdt særbestemmelser for sædegårde. Hof- og Statskalenderen rummede desuden en fortegnelse over større sædegårde.[1]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 Berge, Susanne; Jexlev, Thelma; Petersen, Niels, red. (1977). Ordliste til brug for medarbejdere ved Rigsarkivets 2. afdeling (PDF). Renskrift ved Annelise Støvring; teknisk vejledning ved Steen Zangenberg. København: Rigsarkivets 2. afdeling. s. 241. Hentet 2026-07-12 – via Danskernes Historie Online – Slægtsforskernes Bibliotek.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Håndbog for danske lokalhistorikere, redigeret af Johan Hvidtfeldt
| Spire Denne arkitekturartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |