Faktaboks

Abdelmajid Benjelloun

عبد المجيد بن جلون (ʿAbd al-Majīd bin Jallūn)

Født
1919, Casablanca, Marokko
Død
1981

Abdelmajid Benjelloun var en marokkansk forfatter, journalist og ambassadør. Han spillede en central rolle i Marokkos tidlige postkoloniale litterære og politiske offentlighed.

Benjelloun er mest kendt for sin selvbiografiske roman Fi al-tufulah (I barndommen, 1957), som er en af de tidligste romaner udgivet i Marokko (se Marokkos litteratur). Benjelloun skrev på arabisk og udgav også essays, noveller og poesi. Han var en markant stemme i den generation, der formede Marokkos intellektuelle landskab i tiden før, under og efter uafhængigheden i 1956.

Barndom og opvækst

Abdelmajid Benjelloun blev født i Casablanca i 1919, men familien emigrerede til Manchester i England, da han var helt lille. Hans barndom blev derfor formet af engelsk sprog og kultur.

Familien vendte tilbage til Fez, da han var 8 år. Her oplevede han et markant kulturelt og sprogligt skifte: Hverdagsliv, traditioner og normer var fremmed for ham, og han beherskede ikke tilstrækkeligt arabisk.

Aktiv i den marokkanske uafhængighedsbevægelse

Som ung engagerede Benjelloun sig politisk i den marokkanske uafhængighedsbevægelse. Det førte bl.a. til et mere end femten år langt eksil i Egypten. Her begyndte han for alvor at skrive, og det var fra sit eksil i Egypten, at han udgav Fi al-tufulah som føljeton i avisen Risalat al-Maghrib (Marokkos budskab) mellem 1949 og 1951, før den udkom i romanform i 1957.

Efter uafhængigheden i 1956 vendte han tilbage til Marokko, blev redaktør på avisen al‑Alam og senere ambassadør i Pakistan.

Fi al‑tufulah

Hans mest kendte værk Fi al‑tufulah er en selvbiografisk roman, der skildrer spændingen mellem hans engelske barndom og marokkanske ungdom.

Romanens første tredjedel indfanger hans tidlige liv i Manchester, mens resten beskriver hans forsøg på at finde fodfæste i Fez og tilegne sig sprog og kultur. Splittelsen mellem det engelske og det marokkanske bliver hermed et billede på den koloniale erfaring: en identitet formet af fremmed opvækst og en gradvis revitalisering af eget sprog og kulturelle tilhørsforhold gennem afkolonisering.

Da romanen samtidig var en af de allerførste, der udkom på arabisk i Marokko, og da den udkom umiddelbart efter uafhængigheden, blev udgivelsen i sig selv et symbol på nationens revitalisering af det arabiske sprog.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig