Abdelmajid Benjelloun

Abdelmajid Benjelloun blev født i Casablanca i 1919, men familien emigrerede til Manchester i England, da han var helt lille. Hans barndom blev derfor formet af engelsk sprog og kultur.

Familien vendte tilbage til Fez, da han var 8 år. Her oplevede han et markant kulturelt og sprogligt skifte: Hverdagsliv, traditioner og normer var fremmed for ham, og han beherskede ikke tilstrækkeligt arabisk.

Som ung engagerede Benjelloun sig politisk i den marokkanske uafhængighedsbevægelse. Det førte bl.a. til et mere end femten år langt eksil i Egypten. Her begyndte han for alvor at skrive, og det var fra sit eksil i Egypten, at han udgav Fi al-tufulah som føljeton i avisen Risalat al-Maghrib (Marokkos budskab) mellem 1949 og 1951, før den udkom i romanform i 1957.

Efter uafhængigheden i 1956 vendte han tilbage til Marokko, blev redaktør på avisen al‑Alam og senere ambassadør i Pakistan.

Hans mest kendte værk Fi al‑tufulah er en selvbiografisk roman, der skildrer spændingen mellem hans engelske barndom og marokkanske ungdom.

Romanens første tredjedel indfanger hans tidlige liv i Manchester, mens resten beskriver hans forsøg på at finde fodfæste i Fez og tilegne sig sprog og kultur. Splittelsen mellem det engelske og det marokkanske bliver hermed et billede på den koloniale erfaring: en identitet formet af fremmed opvækst og en gradvis revitalisering af eget sprog og kulturelle tilhørsforhold gennem afkolonisering.

Da romanen samtidig var en af de allerførste, der udkom på arabisk i Marokko, og da den udkom umiddelbart efter uafhængigheden, blev udgivelsen i sig selv et symbol på nationens revitalisering af det arabiske sprog.

• Marokko
• Marokkos litteratur