Fladbrød er brød, der formes til tynde, flade stykker dej, så de kan gennembages hurtigt. Det kan være i områder, hvor man ikke har ovne som fx hos nomader eller steder, hvor der er begrænsede mængder brænde til rådighed. Fladbrødene bliver bagt på jernplader over åben ild eller i en tandoriovn. Mange fladbrød spises varme til et måltid. Fladbrød kan også være tørrede forrådsbrød som knækbrød.

Hævede fladbrød

Hævede naanfladbrød fra Pakistan.

Fladbrød fremstilles traditionelt af de mest udbredte lokale kornarter, hvoraf fladbrød bagt af hvedemel er de mest udbredte. Dejen til disse kan være hævede eller ikke hævede. Hævede fladbrød bagt af hvedemel er naan-brød, der stammer fra Nordindien og Pakistan, pita-brød fra Mellemøsten. Khubz, arabiske fladbrød, er et essentielt grundelement og indgår i de fleste måltider i samme region og bruges blandt andet til kebab/shawarma, ligesom manakeesh, fladbrød med ost, kødfyld eller Za' atar-krydderiblanding er meget populære i blandt andet Libanon.

Focaccia og ciabattabrød fra Italien, og marrokanske pandebrød, der er brød bagt på en pande.

Kisra er tynde, fermenterede, afrikanske fladbrød fremstillet af sorghummel.

Injera er store, tynde etiopiske pandekager fremstillet af mel af den lokale kornart teff. De er lettere fermenterede med en starter, og det giver dem en lidt boblet overflade og let syrlig smag.

Polarbrød er små, runde, hævede bløde hvedebrød, der oprindeligt blev fremstillet på Polarbageriet i Nordsverige. De kan også tørres som knækbrød.

Finske hulbrød er flade hævede brød bagt af fuldkornrugmel og hævet med surdej. De spises både friske og tørrede. Hullet i midten er beregnet til, at en stok kan stikkes gennem brødet, så det kan hænges lodret over ovnen, for at blive tørret til forrådsbrød.

Ikke hævede fladbrød

Papadam - indiske ikke hævede fladbrød

Eksempler på ikke hævede fladbrød bagt af hvedemel er chapati og roti fra Central- og Sydindien. De kan indeholde mere eller mindre fuldkornsmel. Somaliske madpandekager fremstilles i dag af majsmel eller chapatimel (blanding af halvt grahamsmel og hvedemel), eller en blanding heraf. De blev tidligere lavet af mel af sorghum (durra), som er en oprindelig afrikansk kornart.

Matze "elendighedens brød" er usyrede/ikke gærede knækbrød bagt af hvedemel, som jøderne spiser i forbindelse med deres vigtigste højtid pesach, som er deres påske. Dette er til minde om jødernes flugt fra slaveriet i Ægypten, der skulle gå så hurtigt, at de ikke kunne vente på, at brøddejen hævede, før den blev bagt.

Lavash er udbredt i Centralasien, og det kan være både hævet og ikke-hævet afhængig af lokal tradition.

Fladbrød bagt af andre meltyper end hvedemel er normalt ikke hævede bortset fra rugbrød, da andre kornarter ikke indeholde gluten, som er nødvendigt, for at brødene kan hæve.

Tortilla er mexicanske pandekager, der oprindelige blev fremstillet af majsmel. I da fremstilles de også af hvedemel.

Pappadam er indiske sprøde tynde fladbrød fremstillet af friturestegt dej af linse- eller kikærtemel.

I Skotland har man traditionelt bagt små havrekager såkaldte oatcakes på pander. De fremstilles af mel af havre, som har været meget udbredt i Skotland på grund af det fugtige klima. Derfor indeholder skotske kiks havremel.

Lefse er norske bløde fladbrød, der indeholder kartoffelmel. Det kan være blandet med mere eller mindre hvedemel.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig