Faktaboks

Charlotta Dorothea Biehl
Født
1731
Død
1788
Charlotta Dorothea Biehl.
Af .
Licens: CC BY NC ND 3.0

Charlotta Dorothea Biehl var en dansk forfatter. Biehls forfatterskab tæller syv komedier, som hun skrev til Det Kongelige Teater, såkaldte moralske fortællinger, derudover en række samtidshistoriske breve og et erindringsværk eller selvbiografi stilet til den fortrolige ven Johan Bülow. Som forfatter var hun den første kvinde i Danmark, der var i stand til at leve af sit forfatterskab, der spænder fra fornuftspræget komediedigtning i senklassicistisk stil til mere moderne og følsom erindringsprosa. I 2025 blev hun optaget på bruttolisten i den nye danske litteraturkanon, Kanon 2025.

Baggrund og opvækst

Biehl er født og opvokset i København, hvor hendes far var inspektør ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hendes bedstefar havde forsynet hende med de bøger, hun allerede som meget ung pige elskede at læse, men da han dør overtager hendes far styringen: Han havde et snævert syn på pigers opdragelse og forbød hende at læse. Det var dog omsonst, for hun satte sig i smug op imod ham og tilegnede sig på egen hånd flere sprog, herunder tysk, fransk, italiensk og spansk.

Biehl havde flere mandlige bejlere og friere, men blev aldrig gift – hun ville ikke giftes mod sin vilje, og det blev ikke til noget med den frier, hun selv foretrak:

Bragte man mig endog med Vold og Magt for Brude Skammelen, saa skulde et overlydt Ney vel hindre Præsten fra at vie mig, og vovede han det skulde hans Kiols Forliis være ham uliige vissere, end den han havde bunden mig til skulde være paa mig.

Charlotta Dorothea Biehls komedier

Som forfatter debuterer Biehl i 1763 med komedien Den kierlige Mand, der sættes op på Det Kongelige Teater, hvortil hun har ladet sig inspirere af Ludvig Holbergs danske komedier og af franske og italienske følsomme komedier.

I 1765 fik hun opført tre komedier: Haarkløveren, Den forelskede Ven og den ironiske Den listige Optrækkerske og oversatte desuden en række syngespil og komedier til dansk. Hun skrev endvidere noveller og en omfangsrig brevroman: Brevvexling imellem fortroelige Venner (1783).

Hendes komedier var ikke kun morsomme, men satte i høj grad fokus på de mellemmenneskelige forhold, dobbelmoral og hykleri. Den vilje til at stå ved sine egne meninger, der karakteriserede hende personligt, skinner også igennem i hendes værker, hvor hun udpeger falskheder i det københavnske borgerskab og og blandt lavadelen.

Som oversætter var hun ferm. Foruden at oversætte Lessings følsomme drama Emilia Galotti, oversatte hun – på opfordring af den spanske ambassadør i København – Cervantes' hovedværk Don Quixote til dansk (1776-77). Dette bidrag er det, hun er mest kendt for – og hendes oversættelse holdt med revisioner helt frem til 1999.

Selvbiografi og breve

Da hun ikke længere kunne skrive for teatret, blandt andet fordi hendes stil var gået af mode, begyndte hun at skrive fiktiv prosa. Hun nåede at skrive Moralske Fortællinger (1781-82) og brevromanen Brevvexling imellem fortrolige Venner (1783). Disse fortællinger er i modsætning til de tidlige værker langt mere ensformige og opdragende i deres stil.

Fra 1771 dyrkede hun et sværmerisk venskab med den senere hofmarskal, den tyve år yngre Johan Bülow, der havde bedt hende om at skrive en række »Historiske Breve« om hændelser i samtiden, som hun havde rig adgang til gennem sine mange bekendte med tilknytning til hoffet. Brevene er skrevet i 1784 og 1785, men først samlet og trykt 1865-66; en del af dem er senere udgivet i bogform under titlen Brev fra Dorothea (1975). De »Historiske Breve« er samtidshistorie og vidende politiske analyser af forholdene ved hoffet.

Hendes erindringsværk eller selvbiografi Mit ubetydelige Levnets Løb forærer hun Bülow i 1787 (udg. 1909), og det er udformet som et stort anlagt brev, beregnet til cirkulation og læsning i Bülows kreds af venner og standspersoner. Heri beretter hun om sit forhold til faderen, sine tre friere og om sine problemer med at vinde fodfæste i tidens samfund. Selvbiografien er mere psykologisk anlagt og levende skrevet, og med sin stilistiske frihed og fortælleglæde et højdepunkt i forfatterskabet.

Biehls forfatterskab er præget af både en fornuftsdyrkelse, en skarp moral og en mere følsom og personlig tone, alt efter hvornår i forfatterskabets udvikling, man befinder sig.

Læs mere i Lex

Kilder og videre læsning

Charlotta Dorothea Biehls forfatterskab er alment behandlet i de danske litteraturhistorier. Man kan med fordel læse videre i:

  • Charlotte Dorothea Biehl: Mit ubetydelige Levnets Løb (udgivet ved Marianne Alenius) i Universitets-Jubilæets Danske Samfunds skriftserie, Museum Tusculanums Forlag, 1986.
  • Knud Michelsen: »Den egensindige moralist – Charlotta Dorothea Biehl« i Dansk Litteraturs Historie, side 587-598, Gyldendal, 2009.

Eksterne links

  • Charlotte Dorothea Biehl: Mit ubetydelige Levnetsløb (udgivet efter originalmanuskriptet ved Louis Bobé), J. L. Lybeckers Forlag, 1909.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig