Dominique de Villepin

Villepins politiske syn udspringer af gaullismen, men passer ikke enkelt ind i den traditionelle højre-venstre-akse. Udenrigspolitisk forsvarer han fransk suverænitet, europæisk strategisk autonomi, international ret og en multipolær verdensorden. Han betragter alliancen med USA som vigtig, men afviser, at Frankrig eller Europa bør underordne sig amerikanske interesser.

Villepin studerede litteratur og jura, blev uddannet ved Sciences Po og senere ved eliteskolen École nationale d'administration, ENA. Han begyndte derefter en karriere i diplomatiet. I 1993 blev han kabinetschef for udenrigsminister Alain Juppé, og da Jacques Chirac blev præsident i 1995, udnævnte han Villepin til generalsekretær for Élyséepalæet. Han beholdt posten indtil 2002 og blev en af Chiracs nærmeste rådgivere.

Et karakteristisk træk ved Villepins karriere, er at han ofte har opnået betydelig politisk indflydelse uden selv at have opbygget en traditionel karriere som folkevalgt politiker.

Efter Chiracs genvalg i 2002 blev Villepin udenrigsminister. Det blev den periode, der for alvor gjorde ham internationalt kendt. Under konflikten om Irak fastholdt Frankrig, at FN's våbeninspektioner skulle fortsætte, så længe de gav resultater, og modsatte sig en hurtig militær intervention. Villepin fremlagde den franske position i FN's Sikkerhedsråd, og især hans tale den 14. februar 2003 blev et symbol på modstanden mod krigen.

Irak-krisen kom til at definere Villepins udenrigspolitiske profil med vægt på FN og international ret, skepsis over for ensidig militær magtanvendelse og et ønske om en fransk og europæisk udenrigspolitik, der ikke automatisk følger USA.

Villepin blev indenrigsminister i 2004 og året efter premierminister, efter at Frankrig havde forkastet EU's forfatningstraktat ved en folkeafstemning. Da der i efteråret 2005 opstod store uroligheder i forstæderne, erklærede regeringen undtagelsestilstand og kombinerede en sikkerhedspolitisk reaktion med sociale initiativer rettet mod de udsatte forstæder. Konflikten svækkede Villepin politisk og gjorde det vanskeligere for ham at udfordre Nicolas Sarkozy om lederskabet på den franske højrefløj.

Efter Sarkozys sejr ved præsidentvalget i 2007 forlod Villepin regeringspolitikken og arbejdede bl.a. som advokat og international rådgiver. Han fortsatte samtidig som forfatter og kommentator, især om international politik og fransk historie. I 2010 grundlagde han bevægelsenRépublique solidaire og positionerede sig som modstander af Sarkozy inden for den gaullistiske tradition. Han forsøgte at stille op ved præsidentvalget i 2012, men kunne ikke samle de nødvendige 500 stillere fra folkevalgte.

Villepin har også skrevet en række historiske og politiske bøger, blandt andet om Napoleon, som indtager en central plads i hans historiske interesse.

I 2020'erne har han igen markeret sig stærkt i udenrigspolitiske spørgsmål. Han har bl.a. argumenteret for større europæisk strategisk selvstændighed og været en skarp kritiker af Israels krigsførelse i Gazastriben. Hans vurderinger af Gaza-krigen har været omstridte og har placeret ham tydeligt i den franske debat om Mellemøsten.

Indenrigspolitisk har Villepin søgt at formulere en republikansk humanisme, der kombinerer statens autoritet, social sammenhængskraft, suverænitet og retsstat. Han har samtidig taget afstand fra dele af den traditionelle højrefløjs tilnærmelse til Rassemblement Nationals politiske dagsorden.

• Les Républicains
• Frankrigs politiske partier
• Frankrigs forfatning og politiske system
• Frankrigs præsident
• Frankrigs præsidenter