Faktaboks

Officielt navn
TERMA A/S
CVR-nummer
41881828
Adm. direktør
Henriette Hallberg Thygesen
Bestyrelsesformand
Carsten Dilling
Ejer
THRIGE HOLDING A/S, ATP Langsigtet Dansk Kapital K/S
Terma er specialiseret inden for udvikling og højteknologisk produktion til bl.a. rumfart. Her kontrollerer og inspicerer en medarbejder rumfartsudstyr i et særligt testlaboratorium.
.

Terma A/S, dansk teknologivirksomhed, grundlagt i 1949 til fremstilling af termometre og manometre, deraf navnet.

I 1951 fremstilledes den første radar, og virksomheden har siden udviklet sig til producent af komponenter til en række forsvarssystemer, fx luft-til-luft-missilet AIM-9 Sidewinder og AIM-120 AMRAAM.

I 1973 begyndte selskabet af fremstille dele til F-16-flyet, samt rekognosceringssystemer, flyveledersystemer og luftforsvarssystemer.

Senere deltog Terma i projektet for F-16's afløser, Joint Strike Fighter, i daglig tale F-35, som Terma i dag leverer en række komponenter til. Det gælder både fysiske dele til selve flyet og antenne- og elektroniksystemer.

Terma skiller sig ud

En del danske virksomheder leverer dele til forsvarssystemer, men Terma skiller sig dog ud, både hvad angår størrelse og teknologi.

Navnet stammer fra dengang, virksomheden intet havde med forsvarsindustri at gøre. Den blev grundlagt i 1944 af Orla og Svend Aage Jørgensen som et lille værksted i Aarhus, der fremstillede termometre og manometre til skibsindustrien – heraf navnet.

I 1950’erne bevægede man sig ind på radarmarkedet, og det blev grundlaget for virksomhedens senere udvikling.

Siden har Terma specialiseret sig i at udvikle og producere højteknologiske produkter og systemer til både civile og militære formål, bl.a. radarsystemer, kommando- og kontrolsystemer og systemer til beskyttelse af militærfly og flådefartøjer.

Har også rumfart i porteføljen

Virksomheden er samtidig stærkt involveret i rumfartsteknologi, og den udvikler og fremstiller elektronik, software og service for satellitter og rumkontrolcentre og leverer udstyr til rummissioner.

Her har Terma fremstillet satellitudstyr for rumfartsorganisationen ESA og har styret og koordineret den tekniske side af den første danske satellit, Ørsted. Selskabet ejes af Thomas B. Thriges Fond.

Terma har også været hovedleverandør på det hidtil største danske rumprojekt, ASIM, der havde til formål at overvåge og måle forskellige lynfænomener i den øvre del af Jordens atmosfære.

Kampfly i porteføljen

Terma har datterselskabet Terma Aerostructures, der med afsæt i radarsystemer og forsvarsmateriel har udviklet sig til en højteknologisk datterselskab med internationalt leverer avancerede løsninger til rumfart samt til forsvars- og sikkerhedsindustrien.

Fabrikken i Grenaa er specialiseret i design og produktion af strukturer i metal, kulfiber og komposit til brug i bl.a. kampfly, militære helikoptere og civile fly.

Selskabet har leveret komponenter til kampfly som svenske Draken, og amerikanske F-16 fly, der indtil 2025 indgik som en del af det danske flyvevåben. Centralt for virksomheden er aftalen om frem til 2040 at levere flydele til den amerikanske produktion af kampflyet F35.

Hovedsæde i Aarhus

Terma er international med hovedsæde i Aarhus og afdelinger i Grenaa og Herlev samt i Storbritannien, Holland, Belgien, Tyskland, USA, Indien, Singapore og De Forenede Arabiske Emirater.

I de senere år har Terma været udsat for en del kritik, fordi selskabet leverer komponenter til F 35 fly, som Israel har anvendt i forbindelse med bombardementer i Gasa og Libanon. Kritikken er bl.a. kommet fra organisationer som Amnesty Internationel, der har opfordret Danmark til stoppe eksporten af komponenter til israelske jagerfly. Selskabet har afvist kritikken og henvist til, at selskabets eksport til F 35-programmet er godkendt at de danske myndigheder.

Selskabet ejes af Thomas B. Thriges fond. I juni 2024 blev Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, ATP, minoritets- aktionær, da pensionsselskabet købte 30 pct. af aktierne i selskabet. Formålet med investeringen var at konsolidere Danmarks største forsvarsindustrielle virksomhed og bidrage til at realisere virksomhedens målsætning om at fordoble virksomhedens omsætning indenfor en tre-årig periode.

Regnskab

2025 2024 2023
Nettoomsætning 3.381 mio. kr. 2.883 mio. kr. 2.633 mio. kr.
Egenkapital 1.949 mio. kr. 1.889 mio. kr. 1.046 mio. kr.
Årsresultat 238 mio. kr. 222 mio. kr. 155 mio. kr.
Ansatte 2.099 1.818 1.704

Kilde: CVR og KM24

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig