Et Dukkehjem

Stykkets kontroversielle slutning, hvor en mor forlader ægteskab og børn, kom i en sådan grad til diskussion, at Ibsen selv valgte at skrive en alternativ slutning til den tyske premiere for at undgå, at andre omskrev hans værk. I denne version synker Nora sammen i døråbningen efter at være blevet tvunget til at se sine sovende børn.

Juleaftensdag vender Nora hjem med juleindkøb og gaver til sine børn, glad og lettet over for første gang ikke at skulle spare, efter at hendes mand, Torvald, er blevet forfremmet til bankdirektør. Hun opsøges af Kristine Linde, der beder Nora om at bruge sin indflydelse hos Torvald til at sikre sig en stilling i banken. Da Kristine omtaler hende som et bekymringsløst ”barn”, afslører Nora, at hun i ægteskabets begyndelse forfalskede sin fars underskrift for ulovligt at optage et lån af sagføreren Krogstad. Lånet finansierede en Italiensrejse, så den dengang syge Torvald kunne blive helbredt. Nora har siden afbetalt lånet ved at spare og arbejde i smug bag sin tilsyneladende muntre ødselhed.

Krogstad opsøger nu Nora og afpresser hende til at påvirke Torvald, så hans stilling i banken kan sikres. Dette viser sig forgæves, da Torvald er bekendt med, at Krogstad tidligere har begået dokumentfalsk.

Første juledag strammes nettet om Nora, som først aner en udvej om økonomisk hjælp fra vennen Doktor Rank. Da Rank afslører sin skjulte kærlighed til hende, ser hun dog ingen mulighed for at modtage hans hjælp. Krogstad bliver afskediget af Torvald og afleverer et skæbnesvangert afslørende brev i Torvalds aflåste postkasse. For at undgå, at Torvald opdager brevet, danser hun den italienske taranteldans.

Nora aner dog til stadighed et håb om, at ”det vidunderlige” vil ske, nemlig at Torvald, når falskneriet opdages, mirakuløst vil påtage sig skylden for falskneriet af kærlighed til hende.

Tredje akt foregår natten til 3. juledag. Kristine tilbyder Krogstad kærlighed og ægteskab, og hun påtager sig ansvaret for hans moralske forfald, da hun i deres ungdom valgte at gifte sig med en anden. Krogstad tilbyder at tilbagekalde brevet, men Kristine finder, at sandheden må komme frem.

Nora og Torvald vender tilbage fra maskeradefest sammen med den dødeligt syge Rank, der siger et sidste farvel. Torvald læser Krogstads brev og reagerer både med egoistisk forfærdelse over konsekvenserne for sit omdømme og afsky for Noras forbrydelse.

Da endnu et brev ankommer fra Krogstad om, at han alligevel ikke vil afpresse Torvald, er Torvalds reaktion, at han er reddet, og at Nora med hans tilgivelse vil være endnu mere afhængig af ham.

Nora fremstår nu fattet og afklaret, og i en afsluttende konfrontation bekendtgør hun, at ægteskabet har været en illusion, hvor de i virkeligheden er som fremmede for hinanden. Hun må derfor forlade mand og børn for, som hun siger, at opfylde ”Pligterne imod mig selv”.

Stykket afsluttes grelt med ”drønnet af en port, som slåes ilås.”

Ibsen selv afviste, at stykket var et indlæg i kvindesagen, men det har ikke desto mindre haft enorm, og i dramahistorien unik, indflydelse i netop denne sammenhæng. Nora har således stået som en nøglefigur for kvindefrigørelsen, også i et globalt perspektiv. Et Dukkehjem har således haft afgørende betydning i sin demaskering af kvindens umulige position i de maskuline samfunds-, magt- og familiestrukturer.

Det er værd at bemærke, at de første anmeldere da også så Et Dukkehjem som udtryk for et større kulturelt opgør med et forældet romantisk-idealistisk samfunds-, kunst og kvindesyn. Den forlorne, egoistiske Torvald Helmer-figur, der af Herman Bang blev karakteriseret som et ”Egoismens Uhyre” i sin “aandelige Usselhed”, fik således stor opmærksomhed og blev anset for spejling af det borgerlige publikum. Omvendt undrede anmelderne sig over Noras tilsyneladende bratte forvandling fra barnlig dukkehustru og lærkefugl til moden eksistentialist.

Også stykkets åbne slutning var et omdiskuteret nybrud, og den diskussionsbårne tredjeakt foranledigede endda den engelske dramatiker George Bernard Shaw til at indvarsle en ny genre, ”the discussion play”.

Et nøgletema i stykket er også illusionen om det vidunderlige, altså den ubetingede idealistiske selvopofrelse, som Nora drømmer om, men som brutalt afdækkes som en umulighed. Ved stykkets slutning har Nora opgivet troen på det vidunderlige: ”At samliv mellem os to kunde bli'e et ægteskab.”

Maskespil fremstår også centralt både i stykkets narrativ og tematik. Her fungerer naboernes maskerade som et fremdriftspunkt, og det slidte italienske kostume som en markant visuel markør. For det første for de utallige gange, hvor Nora har måttet spille en rolle og danse for at tilfredsstille sin mand. Og for det andet for romantikkens Italiensfascination, som datidens skandinaviske publikum til stadighed blev præsenteret for, eksempelvis i August Bournonvilles balletter, heriblandt Napoli (1842), hvis højdepunktet er en festlig tarantel, hvortil Noras dans i sin samtid har stået i skarp scenisk modsætning.

I bredere kontekst viser både temaet om det vidunderlige og de italienske maskeradereferencer til arven fra netop romantikkens æstetik og tankegods, som Ibsens samtidsdramatik – som en del af det moderne gennembrud – gjorde op med.

Iscenesættelsen ved urpremieren på Det Kongelige Teater understøttede med referencer til romantikkens æstetiske smag det kulturopgør, som teksten indkapsler.

Et Dukkehjem er siden urpremieren blevet iscenesat i Danmark utallige gange. Her har blandt andre Else Skouboe (Folketeatret 1936), Ingeborg Brams (1955) og Lone Hertz (1967) kunnet ses i rollen som Nora. En TV-version af Leif Panduro blev i 1974 instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt for Danmarks Radio med Ghita Nørby og Preben Neergaard i hovedrollerne.

Stykkets fortsatte aktualitet har bl.a. vist sig med fix+foxys produktion fra 2014, som iscenesattes i private hjem, og i teateropsætninger af blandt andre Kaspar Rostrup (Vendsyssel Teater, 2019), Hans Henriksen (f. 1965) (Aalborg Teater, 2019) og Anna Balslev (f. 1991) (Det Kgl. Teater, 2020).

Et Dukkehjem har også inspireret til adskillige gendigtninger og fortsættelser for film og scene, heriblandt Rainer Werner Fassbinders tv-adaptation Nora Helmer (1974). Den østrigske nobelprisvinder Elfriede Jelineks skuespil Was geschah, nachdem Nora ihren Mann verlassen hatte; oder, Stützen der Gesellschaften (1980) er en fortsættelse, der udspiller sig i 1920’ers gryende fascisme i en kritisk udforskning af stereotypiske kvinderoller.

Også i Danmark har Noras historie inspireret flere gendigtninger. Det gælder fx i Ernst Bruun Olsens komedie Hvor gik Nora hen, da hun gik ud? (Det Ny Teater, 1968), hvor kampen mod kvindeundertrykkelse veksles til politisk, socialistisk engagement mod kapitalismen efter ægteskabets opløsning. I romanen Nora følger Merete Pryds Helle omvendt den unge Nora og ægteskabets begyndelse, mens Jakob Weis i Helmer Hardcore (Teater V, 2008) har digtet videre på Torvalds deroute efter ægteskabets opløsning.