Jan Bonde Nielsen

Jan Bonde Nielsen forlod som 15-årig skolen og kom i gartnerlære. Først hos Halvor og Karen Christensen i Skrillinge på Fyn. Om den tid skriver han i sin bog ”Dømt”:

”I dette hjem herskede en ånd, som man læser om i tidligere tiders slægtsromaner. Her var der gartnerelever, udlærte gartnere samt gartneren og hans kone. Dagen begyndte med, at Halvor læste dagens tekst, og derefter sang vi en salme. Måltiderne indledtes og afsluttedes med bordbøn. Gartnerelverne lærte at holde på en skovl og tage ordentligt fat. Det er en tid, som jeg husker tilbage på med stor glæde.”

Året efter fortsatte læretiden i Ryslinge på Fyn hos gartner Hans Rosenlund, derefter gik han på gartnerskole i Holland, mens han arbejdede hos C. Colyn & Söhne i Voorhout, efterfulgt af ansættelse hos det franske frøfirma, Société L. Clause i Bretigny-sur-Orge i Frankrig og medarbejder på et orkidegartneri i Geneve.

Tilbage i Danmark i 1957 tog han præliminæreksamen på Ahms Kursus. I 1958 begyndte han studierne på Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Iværksætteriet trak dog mere i ham end skolebænken, og som 21-årig grundlagde han sin første virksomhed Dansk Chrysanthemum Kultur sammen med brødrene Einar Christian Foss og Jørgen A. Foss.

Ideen var at ophæve de begrænsninger, som gjorde dyrkningen af blomsterstiklinger til en sæsonaktivitet i Danmark. Bonde Nielsen ville finde det perfekte klima, som tillod at producere blomsterstiklinger uforstyrret året rundt.

I løbet af 1960’erne og 1970’erne udviklede virksomheden sig til en international blomsterkoncern med produktion i Danmark, på Sardinien og senere i Kenya. DCK var blandt pionererne inden for industrialiseret blomsterproduktion med kølekæder, luftfragt og systematiseret logistik og beskæftigede på sit højdepunkt flere tusinde ansatte.

I et interview med Weekendavisen i 28. august 2025 fortæller den 87-årige Jan Bonde Nielsen:

Jeg har altid haft lyst til at bygge noget op. Ikke til at administrere det bestående.

I 1974 købte Jan Bonde Nielsen med overvejende lånefinansiering aktiemajoriteten i Burmeister & Wain Skibsbyggeri (B&W), der på dette tidspunkt var et af Danmarks største industriselskaber, men samtidig præget af oliekrise, faldende ordreindgang og betydelige økonomiske problemer.

Overtagelsen gjorde den kun 35-årige Bonde Nielsen til en af landets mest omtale erhvervsledere.

Som direktør og senere bestyrelsesformand gennemførte han en omfattende reorganisering af værftet. I en periode forbedredes økonomien og samarbejdet med værftets fagforeninger, herunder kommunistiske dominerede tillidsmandsgrupper, blev ofte fremhævet som usædvanlig konstruktivt.

Om beslutningen om at købe værftet sagde han den 6. september 2015 i Politiken:

Alle sagde, at det var umuligt. Det var netop derfor, jeg syntes, det var interessant.

B&W’s økonomiske problemer fortsatte imidlertid, samtidig med at der opstod der debat om Bonde Nielsens selskabskonstruktioner og finansielle dispositioner, herunder forbindelse til blomsterkoncernen DCK. B&W gik i betalingsstandsning i 1980 og senere konkurs.

I 1982 blev Jan Bonde Nielsen tiltalt for mandatsvig i forbindelse med aktieoverdragelse og finansieringen af B&W. Retssagen ved Københavns Byret varede mere end et år og blev fulgt intenst af offentligheden og pressen.

I 1986 blev Jan Bonde Nielsen frifundet ved Københavns Byret.

Anklagemyndigheden ankede dommen til Østre Landsret, men Bonde Nielsen meddelte, at han ikke ønskede at bruge yderligere år på sagen, og at han tvivlede på, om han kunne få en fair behandling i det danske retssystem. Han valgte der ikke at møde ved den berammede landsretssag. Sagen blev aldrig gennemført ved Østre Landsret, og den 3. juli 1995 opgav anklagemyndigheden anken.

Retssagen og sammenbruddet omkring B&W kom til at præge Bonde Nielsens offentlige omdømme i årtier. Det fortalt han om i interview med Politiken i 2015:

”Jeg blev gjort til symbol på noget, der var langt større end mig selv.”

I selvbiografien ”Forfra”, der udkom i 2025 beskrev han B&W-sagen som et sammenstød mellem industri, politik, medier og tidsånd, snarer end alene en økonomisk sag.

I forordet til bogen skriver professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen, at det både "anses – og ansås – som helt ekstraordinært,", hvis en justitsminister blander sig i den konkrete straffesagsbehandling. Han henviste til oplysninger om, at den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen personligt skulle have grebet ind i spørgsmålet om anke af frifindelsen.

I januar 1981 valgte Bonde Nielsen at bosætte sig i London for bogstaveligt at begynde forfra. B&W var kollapset, retssagen ventede, og hans formue var tabt. Alligevel lykkedes det ham i løbet af få at etablere nye forretninger inden for ejendomme, handel og investeringer.

Det var ikke første gang, at Bonde Nielsen begyndte på ny. Som ung havde han forladt skolen som 15-årig og siden opbygget en international blomsterkoncern fra bunden. Efter sammenbruddet omkring B&W genopbyggede han en ny international virksomhed.

Bonde Nielsen opbyggede en international forretning med investeringer i ejendomme i England, tømmerproduktion i Guyana, shipping, energi og handel.

I 1980’erne blev han storaktionær i verdens måske mest berømte stadionanlæg, det engelske nationalstadion Wembley i London.

Ejendomskrisen i begyndelsen af 1990’erne kostede ham imidlertid store dele af formuen.

Bonde Nielsen flyttede herefter tyngden af sine aktiviteter til Rusland og det tidligere Sovjetunionen, med forretninger inden for shipping, skovdrift og energi. Han arbejdede i 15 år (1991-2006) i Rusland fra sin base i Moskva, hvorfra han blev involveret i olieproduktion i Komi-republikken og blev medejer af et rederi og en olieterminal i den georgiske by Batumi, en terminal, som han sammen med internationale investorer gjorde til en lukrativ forretning og som de siden solgte.

Om sin tilgang til forretning har han til Politiken sagt:

”Det interessante ligger dér, hvor andre ikke tør gå ind … Jeg var drevet af udfordringen, og mulighederne…” (Politiken 6. september 2015).

Tæt på 40 år forblev basen London, men i 2019 flyttede han og hans hustru Lone til Kenyas hovedstad Nairobi, hvor de bor forstaden Karen. Forstaden grænser op til Ngong Hills, og er opkaldt efter Karen Blixen og var i sin tid en del af hendes afrikanske farm.

Det er herfra han i dag arbejder med sine aktiviteter i Afrika. Sammen med Michael Zeligman grundlagde han i 2019 virksomheden Circle Gas. De to har været forretningspartnere siden 2002.

Circle Gas leverer madlavningsgas til lavindkomstfamilier via mobiltelefoner, hvor man betaler for det, man forbruger og ikke mere. På den måde er det økonomisk muligt at udbrede brugen af gas også i fattige husholdninger.

Han er også engageret i filantropiske projekter. Siden 2005 har han arbejdet med Virunga Foundation i Den Demokratiske Republik Congo.

Virunga er Afrikas ældste nationalpark grundlagt i 1925 og på UNESCO’s verdensarvsliste. Bonde Nielsen er formand for fonden, som arbejder med projekter, der bl.a. omfatter vandkraft, infrastruktur og beskyttelse af truede dyrearter som bjerggorillaer.

Han har derudover været formand for Farm Afrika, heraf flere år som formand. I dag er han præsident for organisationen, der hjælper afrikanske landmænd med at udvikle, forbedre og effektivisere deres produktion.

Endelig er han engageret i Art of Music-fonden, hvor han er viceformand for bestyrelsen. Fonden driver musikuddannelsesprogrammet Ghetto Classic i Nairobis slumkvarter.

Afrika fascinerer Bonde Nielsen:

”I Afrika findes stadig den pionerånd, som Europa for længst har mistet.” (Weekendavisen 28. august 2025).

Jan Bonde Nielsen har været gift to gange. I maj 1964 blev han gift med Margrethe Cordelia Foss, datter af civilingeniør Einar Philip Foss og Cordelia Foss. Det var hendes brødre Einar Christian og Jørgen Foss, som Bonde Nielsen grundlagde DCK sammen med. Parret fik fire børn. Jan og Margrethe blev skilt i 1980.

Han blev gift for anden gang i december 1980 med Lone Bonde Nielsen, som har et barn fra et tidligere ægteskab.

Jan Bonde Nielsen har udgivet flere bøger, herunder ”Dømt” (1980), ”Frikendt” (1986) og selvbiografien ”Forfra” (2025), der både er udkommet i Danmark og England. I bøgerne beskriver han sit erhvervsliv og retssagen om B&W samt retter en skarp kritik mod myndighedernes og pressens rolle i sagen.

Burmeister & Wain