Kanslergadeforliget

I januar 1933 befandt Danmark sig i en meget vanskelig situation, der truede med at vælte landets økonomi. Landbruget, der udgjorde næsten firs procent af eksporten, var i dyb krise på grund af faldende priser på smør og flæsk samt et kursfald på det engelske pund. Bønderne havde svært ved at betale af på deres lån, og mange gårde var allerede gået på tvangsauktion.

I byerne havde arbejdsløsheden ved årsskiftet 1932/1933 rundet 30 procent, hvilket lagde et massivt pres på arbejdsløshedskasserne og de kommunale hjælpekasser. Oven i dette havde arbejdsgiverne opsagt de private overenskomster med kravet om en gennemsnitlig lønnedgang på 20 % og varslet en storlockout fra 1. februar.

Regeringen ønskede derfor at gennemføre omfattende økonomiske tiltag, der skulle afbøde konsekvenserne af krisen, samt et indgreb på arbejdsmarkedet for at forhindre den truende storkonflikt. Regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre havde dog et problem: selvom de kunne mønstre et pænt flertal i Folketinget, havde de borgerlige flertallet i Rigsdagens førstekammer, Landstinget. Derfor behøvede regeringen enten Venstres eller Det Konservative Folkeparti accept for at kunne gennemføre sine krisetiltag.

Det var tidligere lykkedes at indgå kriseforlig hen over midten: første gang i oktober 1931, hvor regeringen havde indgået et kriseforlig med de konservative. I januar 1932 var det Venstre, der lagde stemmer til regeringens lovforslag om oprettelse af Valutacentralen, og flere forlig fulgte.

Den 27. januar 1933 brød forhandlingerne mellem Dansk Arbejdsgiverforening og De Sammenvirkende Fagforbund om nye overenskomster sammen. Dagen efter fremsatte regeringen et lovforslag, der forlængede overenskomsterne et år og forbød alle strejker og lockouter. Venstre erklærede sig villig til at acceptere regeringsindgrebet mod en række krav om økonomisk hjælp til landbruget.

Statsminister Thorvald Stauning inviterede ledende repræsentanter fra Venstre og regeringspartierne til hemmelige forhandlinger i sin lejlighed i Kanslergade på Østerbro i København. De konservatives formand John Christmas Møller var ikke inviteret med, da der siden valget i 1929 havde hersket konflikt mellem de to store borgerlige partier.

Trods kraftige modsætninger mellem Venstre og regeringen, og et forhandlingssammenbrud i 11. time, lykkedes det efter 18 timers maratonforhandlinger at indgå et forlig natten til den 30. januar 1933.

Forliget omfattede tre hovedområder:

Landbrugets krav om økonomiske lettelser blev mødt gennem en devaluering af kronen på 10 % for at gavne den altafgørende landbrugseksport, nedsættelse af ejendomsskatterne, en rentesænkning og konvertering af gæld, henstands- og akkordordninger, statslige opkøb af oksekød for at holde priserne kunstigt oppe samt forlængelse af en række midlertidige kriseordninger.

På arbejdsmarkedet blev arbejdsgivernes krav om 20 % lønnedgang og en truende lockout afværget med vedtagelsen af regeringens lov om forlængelse af overenskomsterne, som Venstre som en del af forliget afstod fra at stemme imod i Landstinget. Yderligere gennemførtes der vinterhjælp til arbejdsløse og støtte til boligbyggeri og offentlige arbejder.

Parter aftalte at finansiere merudgifterne og det budgetunderskud, som forliget ville skabe ved at øge indkomst- og formuebeskatningen og indføre nye indirekte skatter.

Endelig indgik det i forliget, at Venstre ikke ville modsætte sig gennemførelsen af den omfattende socialreform, som socialminister K.K. Steincke og regeringen havde forsøgt at få vedtaget siden valget i 1929. Reformens lovforslag blev stemt igennem senere samme år og førte til en vidtgående omformning af social- og forsorgsområdet.

Med Staunings ord havde man ofret nogle principper, men reddet landet. Selvom Kanslergadeforliget ikke var det første forlig hen over midten, står det tilbage som det mest vidtrækkende af 1930'ernes kriseforlig.

Det har haft særlig betydning for eftertidens syn på forliget, at det banede vejen for Socialreformen. Kanslergadeforliget er derfor blevet opfattet som starten på opbygningen af den moderne socialstat, der udviklede sig til efterkrigstidens velfærdssamfund. Desuden blev forliget brugt som inspiration for lignende forlig i Sverige med den såkaldte "Kohandel" mellem Sveriges Socialdemokratiska Arbetarparti og Bondeförbundet i maj 1933 og i Norge mellem Arbeiderpartiet og Bondepartiet i 1935.

Forliget fik også en blivende symbolsk betydning ved det datomæssige sammenfald med udnævnelsen af Adolf Hitler til rigskansler i Tyskland, der banede vejen for nazisternes magtovertagelse. I Danmark havde den dybe krise i begyndelsen af 1930'erne givet vind i sejlene til radikale krisebevægelser som den kommunistisk-orienterede arbejdsløshedsbevægelse og den højreradikale Landbrugernes Sammenslutning (LS). Selvom det danske demokrati aldrig var truet, formåede det parlamentariske system med Kanslergadeforliget at imødekomme mange af bevægelsernes krav og dæmme op for den sociale uro. Derfor er forliget blevet opfattet som en demonstration af det parlamentariske demokratis handlekraft.

• Den Store Depression
• Socialreformen af 1933