Karen Blixen Museet

Boligen blev igen restaureret i 1991, og ved denne lejlighed blev Rungstedlund omdannet til museum – nu med inddragelse af den store toetagers bygning, der oprindeligt var stald og kornmagasin. Karen Blixens husbestyrerinde, Caroline Carlsen, havde lejlighed her. Da hun døde i 2003, blev det muligt også at inddrage hele denne bygning i museumskomplekset. Nutidens Madam Carlsens Café er opkaldt efter hende.

Den seneste og meget omfattende restaurering af de fredede bygninger blev afsluttet i 2024. Fondene, der har støttet det bekostelige arbejde, har bl.a. understreget ønsket om at bevare ”stedets ånd” og sikre ”den historiske bygning for fremtiden og tydeliggør(e) de særlige kulturhistoriske værdier, som bygning og udearealer repræsenterer.”

Forstuen var tidligere køkkenindgang, men den tjener nu som galleri for værker af Karen Blixen, bl.a. med tegninger fra hendes unge år og malerier fra hendes tid i Afrika.

Køkken og spisestue er indrettet med referencer til Blixens værk Babettes Gæstebud (1950). Omkring bordet i spisestuen inviterede hun gæster til festlige middage med samtaler eller diskussionsaftener; undertiden til fastsatte emner som fx: ”Hvad staar Kristendommen for?” (Den 2. december 1952).

Stuerne, med møbler fra hendes forældres tid, står stadig som Karen Blixen indrettede dem – altid pyntet med friske blomsterarrangementer i stil med Blixens egne kompositioner. Det var i ”kaminstuen”, at optagelserne til Blixens taler i radioen og interviews i TV fandt sted, bl.a. hendes radiotale om ”Rungstedlund” den 6. juli 1958. Efter en gennemgang af stedets kulturhistorie fortæller hun om oprettelsen af Rungstedlundfonden, der har til formål at bevare Rungstedlund som et fuglereservat tilgængeligt for alle. Og hun beder sine lyttere om at bidrage til det almennyttige foretagende ved hver især at sende 1 kr. sendt til et angivet gironummer. ”Det ville da ogsaa for mig være særlig morsomt virkelig at få at vide hvor mange forstående og velvillige lyttere jeg har haft.” 84.412 lyttere sendte hver 1 kr. til støtte for Rungstedlundfonden. Siden er andre donationer kommet til foruden royalties for hendes værker.

I arbejdsværelset, kaldet ”Ewalds stue”, findes en del af Blixens bibliotek foruden hendes arbejdsbord med udsigt ud over Øresund. Det var herfra at hovedparten af det verdensberømte forfatterskab blev formet.

”Karen Blixens Bogsamling” blev indrettet i 2024 i den gamle ”Sømandsstue”. Af Blixens mange bøger er her udvalgt ca. 2.000, som er opstillet i nydesignede reoler. Udvalget er foretaget med henblik på at fremhæve den litteratur, både skøn- og faglitteratur, som Karen Blixen tydeligvis har elsket og brugt, og som hun refererer til i sine egne værker. Der er bl.a. værker af hendes yndlingsforfatter William Shakespeare. I hendes Skæbne-Anekdote ”Storme” beder teaterdirektør Sørensen sin aftenbøn: ”Ske din Vilje, William Shakespeare, som paa Scenen saa ogsaa i Dagligstuen!”

Blixens soveværelse er i 2025 blevet ”nænsomt genskabt” som det var i hendes sidste år. Hendes gode ven, arkitekten Steen Eiler Rasmussen, skriver: ”Hun kunne ligge i sengen og se havet. Sommermorgener stod solen lige ind til hende. Hun vågnede op ved solopgang med en rasende arbejdslyst og sindet fuldt af, hvad hun ville skrive. Før alle andre var hun oppe, løb hun over den helt uddøde Strandvej, tog sig et bad i Øresund og gik veloplagt til arbejdspulten i Ewaldstuen.”

Haven, der omkranser museumsbygningerne, består af en stor plæne, hvor der også afholdes arrangementer, og dertil frugt- og blomsterhave, der holdes omhyggeligt ved lige – også med henblik på forsyning til udsmykning af stuerne. Haven fortsætter i parken med Ewalds høj og Karen Blixens gravsted under den store bøg.

Landskabsarkitekten Sven-Ingvar Andersson skriver at “ved Karen Blixens død i 1962 præsenterede haven sig set fra terrassen (…) som et billede af Claude Lorrain. Til begge sider begrænset af store, tætte løvmasser breder billedet sig i dybden med forgrund, mellemgrund og baggrund. [...] Det hører til nydelsen af denne slags haver, at man kan opleve virkeligheden som et billede, og at man ved, at billedet er virkelighed.”

”Nattergale holder af kvas og nælder og fugtige steder og vil ikke være i alt for velholdte haver.” Det konstaterede Karen Blixen i sin radiotale i 1958, da hun gik i gang med, langt forud for sin tid, at gøre Rungstedlund til et naturreservat med stor biodiversitet. Ikke bare med pleje af de århundredgamle træer, men især med fuglelivet.

Fuglegruppen på Rungstedlund arrangerer særlige fugleture, guidet af eksperter, om ringmærkning af fugle, om årstidernes forskellige arter – og deres stemmer.

I radiotalen understregede Blixen, at ”fordi trækfuglene på Rungstedlund har betydet meget for mig, har jeg forestillet mig det som et fuglereservat, et rigtigt paradis for fugle, som søgte hertil tværs over verdenshave. For at ikke trækfuglene et forår skal komme fra Amanzimtoti og finde asfalt og fliser, hvor der før var skovbund.”

Overalt i Blixens forfatterskab udfoldes et rigt og lydeligt fugleliv. De angiver sindsstemninger og optræder som markører for skift i fortællingens tid og rum, eller i vejrliget; nattergalen bliver ydermere et overordnet symbol på den ypperste guddommelige skaberkraft; den store kunstner i fortællingen ”Ehrengard” (1962) mener, at han måske kunne have fundet på tusmørket, men han må erkende: “Jeg ved, at jeg ikke kunne have fundet paa nattergalen.”