Faktaboks

Leif Tullberg

Leif Jørn Tullberg

Født
5. oktober 1945, Aalborg
DSV's daværende adm. direktør Leif Tullberg foran hovedkvarteret i Skuldelev i 2002.
Leif Tullberg
Byline: Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix.

Leif Tullberg er en central aktør i den konsolidering og professionalisering som prægede transportbranchens udvikling fra 1970’erne og frem.

Med udgangspunkt i et samarbejde mellem ni vognmænd i 1976, var han som medstifter og mangeårig adm. direktør med til at opbygge DSV til en international koncern, der i dag er verdens største transport- og logistikvirksomhed.

Vejen til DSV

Leif Tullberg voksede op i i en arbejderfamilie præget af nøjsomhed og et stærkt arbejdsetos. Faderen var ansat på samme fabrik i 38 år og havde ifølge sønnen kun to sygedage i hele perioden – ”om det så var 20 graders frost og 40 i feber passede han sit arbejde.” (Børsen 4. oktober 2005).

Han forlod skolen efter 7. klasse og blev uddannet maskinarbejder (1964) og siden våbentekniker i Hærens Tekniske Korps (1967).

Allerede som ung var han optaget af lastbiler og transport. Han var salgschef og selvstændigt entreprenørfirma i perioden 1967 til 1976 og direktør i Dansk Tandem Transport a/s (mellem 1972 og 1974), et selskab der gik konkurs i 1974. Det var en erfaring, der kom til at præge hans syn på forretning og indtjening.

”Det har været vigtigt for mig at vise, at jeg godt kan finde ud af at drive virksomhed og tjene penge.” (Finans 6. oktober 2021).

DSV: fra garage til global koncern

I 1976 var Tullberg blandt de ni vognmænd, der stiftede DSV (De Sammensluttede Vognmænd). Initiativet opstod, efter at en større kunde var bortfaldet, og behovet for samarbejde blev presserende. Tullberg blev adm. direktør for selskabet.

Virksomheden blev i de første år drevet fra Tullbergs parcelhus i Skuldelev. Forretningsmodellen var enkel: koordinering af transport uden selv at eje lastbiler – det, der senere er blevet beskrevet en ”asset light”-strategi.

Begyndelsen var vanskelig. Branchen var forbeholden overfor den nye aktør:

”Der var mange, som ikke ville have noget med os at gøre, fordi de håbede på, at vi gik væk af os selv. Men det gjorde vi ikke.” (DR-interview, gengivet i Ritzau, 5.10.2025).

Topchef frem til 2005

Tullberg stod som adm. direktør fra 1976 frem til 2005 – sammen med bl.a. Kurt Larsen – i spidsen for en markant ekspansion. Strategien var i høj grad opkøb og integration af konkurrenter.

DSV blev børsnoteret i 1987 og udviklede sig i de følgende årtier til en international transport- og logistikvirksomhed. Et centralt vendepunkt var opkøbet af DFDS Dan Transport i 2000, hvor DSV overtog en virksomhed, der var væsentlig større end dem selv.

Parløb med Kurt Larsen

Kurt Larsen og Leif Tullberg kørte i mange år som direktørduo parløb, og de har siddet sammen ved forhandlingsbordet et utal af gange, når DSV har købt op. At de mange opkøb lykkedes, tilskriver Tullberg, makkerparrets forskellighed:

”Kurt var verdensmester i hele tiden at sætte det rigtige hold, og jeg var manden, der turde gå et skridt længere og holdt fast, når isen begyndte at knage lidt… Vi elskede jo ikke hinanden, men vi vidste begge to, at når vi var sammen, kunne vi skabe enorme resultater.” (Finans 6.oktober 2010).

"Kurt kaldte mig et damplokomotiv, fordi jeg aldrig holdt op. Jeg blev bare ved.” (Finans 6.oktober 2010).

Da Tullberg i 2005 stoppede som topchef for selskabet, var omsætning vokset fra 18 millioner kroner i startåret til knap 20 milliarder kroner.

Tullberg er ofte blevet beskrevet som en utraditionel erhvervsleder – kendt for sin direkte facon og for at møde op i træsko, også i forretningssammenhænge. Han fokus var indtjening og handlekraft: ”Hør her, vi er her for at tjene penge.” og ”Ledelse handler om at træffe de rigtige beslutninger – også de grimme.” (Finans 6. oktober 2021).

Fratræden og senere virke

Leif Tullberg under Kronprinsesse Marys Bro i 2021. Han var formand 2015-2022 formand for selskabet Fjordforbindelsen Frederikssund.
Brian Karmark/Ritzau Scanpix.

Tullberg fortsatte dog i koncernen efter han forlod posten som topchef i 2005 – en post han bestred i næsten 30 år. Han fortsatte bl.a. som direktør for DSV Miljø og senere som bestyrelsesformand. En post han bestred indtil 2012.

Siden har han været aktiv som investor og bestyrelsesformand, bl.a. i maskinvirksomheden Jamas og tilknytning til Kalvø ved Roskilde Fjord. Han var desuden formand for Fjordforbindelsen Frederikssund 2015-2022.

Hædersbevisning

I 2007 modtog Leif Tullberg Tietgen Guldmedalje for sin indsats i dansk erhvervsliv.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig