Maksim Litvinov

Litvinov, oprindelig Meir Henoch Wallachim, blev født i 1876 i Bialystok i den polske del af Det Russiske Imperium. Han blev medlem af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti i 1898 og var fra splittelsen af partiet i 1903 erklæret bolsjevik. I 1902 drog han i eksil i Schweiz for dog at vende tilbage til Rusland efter Den Første Russiske Revolution i 1905. Fra 1908 var Litvinov bosat i London, hvor han i 1916 giftede sig med den britiske forfatterinde Ivy Theresa Low (1889-1977).

Da bolsjevikkerne tog magten i Oktoberrevolutionen 1917, nægtede de ansatte på de russiske ambassader at efterleve bolsjevikkernes ordre. I stedet forsøgte bolsjevikkerne at etablere nye repræsentationer der, hvor de allerede havde eksilerede revolutionære. Litvinov blev udpeget som sovjetisk ambassadør i London, men da briterne ikke anerkendte hans status, var det begrænset, hvad han kunne udrette.

Efter Sovjerusland havde anerkendt den selvstændige estiske stat i 1920, blev Litvinov sendt til Tallinn som sovjetisk ambassadør i Estland for en kort bemærkning, inden han blev viceudenrigsminister i Moskva i 1921.

Fra 1921 og frem til 1930 var Litvinov viceudenrigsminister under Georgij Tjitjerin (1872-1933), men efter Sovjetlederen Vladimir Lenins død i januar 1924 fik Litvinov større indflydelse på udenrigskommissariatets arbejde. Tjitjerin var ofte syg, og fra 1928 var Litvinov allerede i praksis fungerende udenrigsminister.

Sovjetisk udenrigspolitik i 1920’erne fulgte en dobbelt strategi, hvor Den Kommunistiske Internationale, Komintern, forsøgte at skabe grobund for at udbrede den proletariske revolution i Rusland til andre lande, mens udenrigskommissariatet forsøgte at skabe normale diplomatiske forbindelser med andre lande. Disse modstridende ambitioner vanskeliggjorde ofte arbejdet for udenrigskommissariatet og Litvinov.

I takt med Josef Stalins magtkonsolidering i slutningen af 1920’erne og hans tese om ”socialisme i ét land” blev udenrigskommissariatets linje styrket på bekostning af Komintern, og Litvinov fik større indflydelse på den førte udenrigspolitik.

Fra 1927 begyndte Litvinov at deltage i Folkeforbundets forberedelser til en international nedrustningskonference. Sovjetunionens tilgang til nedrustningsspørgsmålet, hvor man bl.a. krævede en total afskaffelse af alle hære og krigsmateriel, blev ikke hilst velkommen af de andre lande, men Litvinovs deltagelse i nedrustningssamarbejdet lagde grundstenen til Sovjetunionens indtræden i Folkeforbundet i 1934.

I 1922 indgik Sovjetrusland og Tyskland en handels- og samarbejdsaftale, og Tyskland var herefter Moskvas vigtigste samarbejdspartner. Som følge af den stigende nationalisme i Tyskland, der kulminerede med Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933, begyndte Sovjetunionen at lede efter nye samarbejdspartnere, og man indgik en ikke-angrebspagt med den tidligere arvefjende Frankrig i 1932.

Dette banede vejen for Sovjetunionens indtræden i Folkeforbundet i 1934, hvorefter Litvinov og Sovjetunionen blev den kollektive sikkerhedspolitiks fremmeste fortalere. Litvinov præsenterede sine tanker om den ”udelelige fred”; det vil sige, at nogle lande ikke kan have fred, hvis andre ikke også har det. Dette var kernen i Litvinovs ambitioner om at skabe en fransk-britisk-sovjetisk alliance mod den stigende trussel fra Nazityskland, Italien og Japan.

Storbritannien havde imidlertid opgivet Folkeforbundet som instrument for at sikre fred, og forhandlinger mellem London, Paris og Moskva udmøntede sig aldrig i et egentligt forsvarssamarbejde.

I maj 1939 blev Litvinov afløst af Stalins højrehånd Vjatjeslav Molotov. Selv om Molotov fortsatte forhandlingerne med Storbritannien og Frankrig frem til august 1939, har man ofte set udskiftningen af jøden Litvinov med den mere tyskvenlige Molotov som en indikation på, at Stalin allerede i maj 1939 havde besluttet sig for at indgå en ikke-angrebspagt med Hitler, hvilket Sovjetunionen gjorde 23. august 1939.

Litvinov fortsatte dog sit virke i udenrigstjenesten, hvor han var ambassadør i USA fra 1941 til 1943, ligesom han efterfølgende var en af de afgørende rådgivere for Stalin i forbindelsen med oprettelsen af de Forenede Nationer i kølvandet på Anden verdenskrig. Litvinov overlevede Stalins mange udrensningskampagner og døde af naturlige årsager i 1951.

• Sovjetunionen
• Den Russiske Revolution
• 1. Verdenskrig
• 2. Verdenskrig
• Folkeforbundet
• kollektiv sikkerhed