Efter konkursen i 2002 blev pladeproduktionen videreført under navnet DanSteel. I forbindelse med rekonstruktionen blev den russiske stålkoncern NLMK (Novolipetsk Steel), der er blandt verdens største stålproducenter, medejer af virksomheden og leverandør af stålblokke til produktionen i Frederiksværk.
I 2006 overtog NLMK det fulde ejerskab af virksomheden, som efterfølgende skiftede navn til NLMK DanSteel. NLMK var gennem en årrække kontrolleret af den russiske forretningsmand Vladimir Lisin. Under NLMK’s ejerskab blev der investeret betydelige beløb i modernisering af produktionsanlægget, herunder en ny valsestol.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 kom virksomhedens ejerforhold og råvareforsyning i fokus. Samme år blev ejerstrukturen ændret, og NLMK DanSteel kom under det belgiske holdingselskab NLMK Belgium (NBH).
Holdingselskabet er ejet dels af den russiske stålproducent NLMK Group (der er kontrolleret af den russiske milliardær Vladimir Lisin) og dels af SOGEPA, der er en investeringsfond ejet af den vallonske region i Belgien.
Ved udgangen af 2024 ejede NBH 100 procent af aktiekapitalen i virksomheden, men NLMK DanSteel indgik fortsat i NLMK-koncernens europæiske aktiviteter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.