Faktaboks

Niels Thorborg
Født
19. februar 1964
Niels Thorborg til en fodboldkamp mellem OB og Lyngby i 2023.
Nicolai Berthelsen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix.

Niels Thorborg er erhvervsmand, investor og hovedaktionær i den fynske koncern 3C Groups, der blandt andet omfatter finansierings- og udlejningsvirksomheden L’EASY, industrikoncernen Dinex, Facit Bank og Odense Boldklub (OB).

Baggrund og uddannelse

Niels Thorborg voksede op i en købmandsfamilie på Vestsjælland. Han er søn af købmand Hans Jensen Thorborg og sygeplejerske Kirsten Agnethe Thorborg.

Han flyttede til Odense i 1984 for at studere. I 1987 blev han HA ved Odense Universitet (senere Syddansk Universitet) efterfølgende påbegyndte han en HD i afsætning, men afsluttede ikke hovedopgaven (1987-1989). Byen har siden været base for hans erhvervsaktiviteter og hans engagement i byens kulturliv bl.a. gennem Odense Sport & Event.

Iværksætter og opbygning af L’EASY

Allerede under studierne i 1980’erne begyndte Niels Thorborg at udleje vaskemaskiner og andre hvidevarer gennem firmaet VaskRent. Det var begyndelsen på den virksomhed, der i 1992 blev omdøbt til L’EASY.

Forretningsidéen var at gøre det enkelt for kunder at leje eller købe forbrugsgoder på afbetaling – også for kundegrupper, der ofte stod uden for de traditionelle bankers målgrupper.

Virksomheden voksede kraftigt gennem 1990’erne og 2000’erne og blev kendt i offentligheden gennem massiv markedsføring under sloganet: ”Hvorfor ringer du ikke bare til Peter?” Samtidig udviklede Thorborg en bredere koncern med aktiviteter inden for detailhandel, finansiering og industri.

Oprettede holdingselskabet 3C Groups

I 2007 samlede han sine aktiviteter i holdingselskabet 3C Groups, som han har opkaldt efter sine tre børn, Caroline, Christina og Christian.

Koncernen omfatter bl.a. L’EASY, Facit Bank, hotel- og ejendomsaktiviteter, industrivirksomheden Dinex og engagement i fodboldklubben Odense Boldklub (OB). Gruppen har tidligere også ejet isenkræmmerkæden Inspiration. Kæden og en stor del af butikkerne blev i 2017 overtaget af Imerco, som er ejet af M. Goldschmidt Holding.

Dinex blev i 2022 og 2023 mødt af kritik for sine fortsatte aktiviteter i Rusland efter invasionen af Ukraine. Efterfølgende oplyste Dinex, at nye investeringer var stoppet, og at udviklingsprojekter med russiske kunder blev afviklet.

Odense, OB og lokale investeringer

Odense og Fyn har været omdrejningspunkt for Niels Thorborg virksomheder og investeringer siden 1980’erne.

I 2000’erne blev han en central investor i Odense Boldklub (OB), hvor han siden har haft stor indflydelse som ejer og bestyrelsesformand.

Gennem selskabet Odense Sport & Event har han investeret betydeligt i klubbens udvikling og i projekter omkring stadion og eventaktiviteter i Odense. Efter OB’s nedrykning fra Superligaen i 2024 beskrev Thorborg sæsonen som ”en forfærdelig og frustrerende sæson for alle os med et stribet hjerte.” (Tipsbladet 25. maj 2024.

Thorborg har samtidig markeret sig gennem sine investeringer i hoteller, ejendomme og byudvikling.

Generationsskifte

I 2011 indtrådte Niels Thorborgs to ældste døtre i holdingselskabets3C Groups’ bestyrelse. I 2024 blev sønnen Christian Thorborg en del af direktionen i holdingselskabet. Niels Thorborg beskrev udnævnelsen som både en professionel og personlig glæde: ”Jeg ser Christian som den oplagte tilføjelse til vores team.” (Børsen 1. november 2024).

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig