arbejdsmiljø

Den første egentlige arbejderbeskyttelseslovgivning i Danmark blev vedtaget i 1870'erne inspireret af den engelske lovgivning på området. Den omfattede børn og unge ved industrielt arbejde, især aften- og natarbejde samt farligt og hårdt arbejde. I 1901, da den første samlede lov om sikkerhed på fabrikker kom, fik arbejdsmarkedets parter sæde i et nyoprettet arbejdsråd, der blev tillagt indflydelse på udviklingen og reguleringen af arbejdsmiljøforholdene.

Lov om arbejdsmiljø har et forebyggende sigte og omfatter alle tekniske hjælpemidler fra store anlæg som kraftværker til elevatorer, plæneklippere og små køkkenmaskiner. Der er regler om stoffer og materialer, der stort set berører alle arbejdsprocesser. Reglerne om arbejdsstedets indretning skal sikre arbejdsmiljømæssigt korrekte forhold på både faste og skiftende arbejdssteder. Det gælder fx bestemmelser om arbejdspladsindretning, adgangs- og flugtveje, belysningsforhold, ventilation samt skurforhold på byggepladser.

Om arbejdets udførelse gælder, at det skal være planlagt og tilrettelagt, således at det kan udføres farefrit. Der er rammer for arbejds- og hviletid, ligesom markedsføring af tekniske hjælpemidler samt stoffer og materialer kan forbydes.

Selvom de ansattes trivsels- og samarbejdsforhold ikke er omfattet af arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser, kan disse forhold dog antage en sådan karakter, at de kan udgøre en risiko for de ansattes psykiske sundhed. Hvis dette er tilfældet, kan der skrides ind over for dette.

Børnearbejde har principielt været forbudt siden 1920'erne. Det har dog været tilladt for børn at hjælpe til i forældrenes virksomhed eller selvstændigt udføre lettere arbejde. I stigende grad sættes der dog meget snævre grænser herfor, ligesom en række arbejdsopgaver af farlig karakter er forbudt for alle unge under 18 år, medmindre de er under oplæring og dermed under opsyn.

Lov om arbejdsmiljø fastlægger, at opnåelse af lovens mål sker i et samarbejde mellem arbejdsmarkedsparterne i både den offentlige og den private sektor. På centralt plan sker det i Arbejdsmiljørådet, der består af repræsentanter for arbejdsgivere og arbejdstagere samt tilforordnede fra Beskæftigelsesministeriet, Arbejdstilsynet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Sundhedsministeriet. Rådet er udpeget af beskæftigelsesministeren og rådgiver denne om udviklingen på arbejdsmiljøområdet. Desuden medvirker det ved udarbejdelse af nye regler på arbejdsmiljøområdet og ved behandling af klagesager.

I virksomhederne sker det forebyggende arbejde gennem branchefællesrådene for arbejdsmiljø, der består af arbejdsgivere, arbejdsledere og repræsentanter for de ansatte (arbejdsmiljørepræsentanter) i de enkelte brancher. Der er fem branchefællesråd: ét for bygge og anlæg, ét for velfærd og offentlig administration, ét for industri, ét for handel, finans og kontor og et sidste for transport, service, turisme og jord til bord.

Arbejdstilsynet påser som offentlig myndighed, at lovgivningen følges, udarbejder informations- og vejledningsmateriale og administrerer derudover Arbejdsmiljøfonden, der giver støtte til forskning på området. Til Arbejdstilsynet er der knyttet et særligt forskningscenter, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Forskningscenteret arbejder sammen med miljømyndighederne i de tilfælde, hvor arbejdsmiljøproblemer og ydre miljøproblemer overlapper hinanden og fungerer som selvstændig forskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet.

En række særlige områder, fx søfart, olieudvinding til havs samt luftfart, har egen arbejdsmiljøregulering, der dog følger principperne i lov om arbejdsmiljø.

I Danmark skal anmeldelse af arbejdsulykker, der medfører fravær en hel dag eller mere, foretages af arbejdsgiveren, mens arbejdsbetingede sygdomme skal anmeldes af arbejdstagerens læge. Anmeldelserne anvendes ved tilkendelse af erstatning i medfør af Lov om forsikring mod følger af arbejdsskader og som grundlag for inspektion. Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har udarbejdet anbefalinger om anmeldelse af arbejdsulykker, hvilket gerne skulle medføre, at internationale sammenligninger kan gennemføres. For arbejdsbetingede sygdomme kan dette dog kun ske i de nordiske lande (1993).

Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens registreringssystemer kan give et billede af forekomsten af arbejdsulykker og -sygdomme, men varierende overholdelse af anmeldepligten vanskeliggør en nøje beskrivelse af udviklingen.

Fra midten af 1990'erne er der blevet igangsat en række tiltag for at forbedre arbejdsmiljøet. I 1993 aftalte arbejdsmarkedets parter en handlingsplan frem til 2000 for en reduktion af ensidigt gentaget arbejde (EGA), der nedsatte antallet af arbejdspladser med EGA med 25 procent. I 1995 forelagde den daværende arbejdsminister et handlingsprogram for rent arbejdsmiljø i år 2005.