dæmon

I hebraisk mytologi var Asmodæus en dæmon, man særligt skulle vogte sig for ved indgåelse af ægteskab, som det fx fremgår af Tobits Bog (8, 1-3). I senere jødedom blev denne dæmon tilskrevet en status som dæmonernes konge. Natteånden Lilith indtog en vigtig plads i myten om syndefaldet, mens andre hebraiske guddomme som fx Behemoth, Astharoth og Belfegor indgik i dæmonskaren omkring Satan. Kristendommen indoptog disse forestillinger i sit eget dæmongalleri.

Hos Homer anvendes flertalsformen dæmoner (daimones) om de olympiske guder (theoi) i almindelighed, mens entalsformen daimon gerne henviser til en gud, der midlertidigt befinder sig blandt mennesker i synlig form. Betegnelsen anvendes imidlertid også om en udmålt skæbne (moria), som selv den øverste gud, Zeus, er ude af stand til at omgøre.

Forbindelsen til den menneskelige verden går igen hos Hesiod, der i digtet Værker og Dage omtaler en guldalderslægt af mennesker, som Zeus gør til dæmoner efter deres død. Deres opgave bliver at vogte over ret og uret i de levendes verden. Denne opfattelse af dæmonerne blev den dominerende blev blandt græske filosoffer og historikere i klassisk og hellenistisk tid.

Dæmonen bliver i aksetiden (perioden 800-300 f.v.t.) opfattet som et væsen, der medierer mellem den guddommelige og den menneskelige virkelighed, gerne som skytsånd, der knytter sig til den enkelte person. Dette går igen i det romerske begreb om en genius og en senere kristen forestilling om en hellig skytsengel. Hvor dæmonen tidligere blev betragtet som en skæbnesmagt, som en person blev tildelt fra fødslen, optræder den i stigende grad som genstand for det enkeltes menneskes etiske valg.

Hos Sokrates optræder det dæmoniske (daimonios) som et tegn på noget, der overstiger hans egen umiddelbare fornuft, fx ved at advare ham mod at handle forkert.

Platon kan tale om dæmoner som en skæbnesmagt, der følger en person gennem livet, og hvis væsen og virke afhænger af den moralske vandel, personen selv har ansvar for. I dialogen Symposion lader han en vis kvinde, Diotima, henvise til Eros som en dæmon, der stræber efter guddommelig perfektion. I samme dialog omtales dæmonen som det fortolkende bindeled mellem mennesker og guder.

I pythagoræiske og orfiske indvielsesritualer opnår initianderne selv status som dæmoner. Overgangen fra liv til død kan således i kultisk henseende berede en transformation fra menneske til halvgud eller dæmon.

I aksetiden spaltes dæmon-begrebet i gavnlige og etisk gode guddomme (agathodaimones) og i skadelige og etisk ondsindede guddomme (kakodaimones). I visse ritualer foretages et drikoffer, kaldet en libation, til den gode dæmon (Agathos daimon) i håb om en lykkebringende virkning. Begrebet for lykke eller salighed, eudaimonia, betyder oprindeligt at være under indflydelse af en god dæmon.

I monoteismens dyrkelse af én Gud anderkendes konkurrerende guder ikke. Kristus-tilhængerne fordømte under ét grækernes og romernes talrige guder og guddomme som 'dæmoner'.

Det hebraiske ord for ondartede guddomme, shedim, oversættes tilsvarende i Septuaginta, den oldgræske oversættelse af Det Nye Testamente, med 'dæmoner' (med brug af det substantiverede daimonios).

Efterhånden antager dæmon-begrebet en generel betydning som en ond "ånd" (pneuma), der både kan bringe sygdom og galskab. Dette gælder således også Det Nye Testamente, hvor Jesus uddriver onde ånder fra en besat person og byder dem at fare i svinene (Matt. 8,28-34; Mark. 5,1-17). Dæmonerne kaldes her for 'legion' (som parallel til flertalsformen daimonioi) og opfattes sidenhen som en hær af Satans håndlangere.

I Augustins værk Om Guds stad optræder dæmonerne både som fantasifostre og som farligt forførende kræfter. Også Augustin opfattede alle hedenske guddomme som dæmoner. Dog kunne han undtagelsesvist anerkende gode dæmoner.

Dæmonologien i Det Nye Testamente bygger endvidere på en fortælling fra jødisk apokalyptik om engle, omtalt som gudesønnerne, der formerede sig med jordiske kvinder og satte en halvguddommelig slægt, nephilim, i verden. Såvel gudesønnerne som deres halvt menneskelige, halvt guddommelige afkom, ejer klare fællestræk med græske dæmoner og heroer. Til forskel fra de græske daimones er deres natur dog altovervejende negativ.

Under den ægyptiske munk Antonius' ophold som eremit i Den Libyske Ørken modstod han i sin fromhed en skare af forskellige dæmoner, som forsøgte henholdsvis at pine og lokke ham til opgive sin tro. Beretningen findes bl.a. i Athanasius' Vita Antonii, men er blevet illustreret og gendigtet flere gange.

Forestillingen om engle og dæmoner, der parrer sig med menneskene, lever videre i talrige henvisninger til mandlige og kvindelige forførere, henholdsvis incubus og succubus, der enten usynligt eller i menneskelig skikkelse gør kvinder frugtsommelige og optager mænds sæd i sig. Også dyr som fx kvæg kan de finde på at parre sig med.

Forestillingen om seksuelt samkvem med en dæmon spillede en stor rolle i hekseprocesserne fra 1000-tallet og helt ind i 1700-tallet. Den påståede dyrkelse af Satan havde en tilsvarende dæmonisk, dvs. Gudsfornægtende, karakter.

Der gives dog også eksempler, fx hos franciskanermunken Sinistrari, på en tvetydig opfattelse af dæmontypen Incubi og Succubi som væsner, man i Herrens navn bør undgå, men som samtidig er ædlere end mennesker og fædre til børn af ærværdig og halvguddommelig status.

I middelalderlige folke- og trylleviser optræder dæmoniske væsner såsom elverpiger og trolde ofte som farlige kræfter, hvis indflydelse er særlig stærk ved livets overgange som fx indgåelse af ægteskab (ligesom Asmodæus ovenfor). Således angribes Hr. Oluf af en elverpige og Germand Gladensvend af gammen, før de når frem til deres forlovede, og tilsvarende bliver Villemands kommende brud bortført af en trold under den bro, hun må passere for at komme frem til sin forlovede.

Dyrkelsen af dæmonforestillinger (dæmonolatri) lever i dag videre som subkultur i satanismen. Her finder der bl.a. rituelle hidkaldelser sted af navngivne dæmoner fra det jødisk-kristne register over djævelen og hans skare. Mest udbredt anvendes diverse sataniske symboler inden for musikgenren black metal.