Da den energi, som frigøres ved en fission, er millioner gange større end den, der frigives ved kemiske reaktioner som forbrænding eller eksplosion, er fission en mulig stor energikilde. Det første kernekraftværk, hvor fission blev anvendt til energiproduktion, blev koblet på netværket i Obninsk i Sovjetunionen (nu i Rusland) i 1954.
I modsætning til, hvad der tilfældet med en atombombe, anvender man i kernekraftværker en kontrolleret kædereaktion. Det gøres ved at opfange de fleste af de frigivne neutroner, så man sikrer sig, at man har et kontrolleret niveau af fission. Fx kan man opfange alle undtagen én af de frigivne neutroner. Den sidste neutron vil så forårsage endnu én fission, men hvis man kan holde antallet af neutroner fra en given fission på én, vil man kunne holde en stabil fissionsrate. Til at opfange neutronerne bruges såkaldte kontrolstænger.
De mest anvendte materialer i kernekraftværker er uran og thorium. Disse repræsenterer den sidste efterglød fra en gigantisk supernovaeksplosion, der foregik for ca. 5 mia. år siden i en stjerne nær vores egen Sol. Den oplagrede energi i disse stoffer frigøres ganske langsomt ved udsendelse af alfastråling, en proces, som ikke lader sig påvirke udefra.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.