Af .
Licens: CC BY 2.0

Gotisk litteratur beskæftiger sig med menneskets frygt for det ukendte og ukontrollable. Uhyggelige væsener, dobbeltgængere, spøgelser og vampyrer huserer i et truende univers af dystre borge og underjordiske gange — senere i storbyers labyrintiske virvar og forfald, men også i skovens skygger og sumpenes uigennemskuelighed.

Gotisk litteratur fraviger på næsten alle måder realismens regler og markerer sig som den eventyrlige romans negative modstykke: Den eventyrlige roman beskæftiger sig med det, mennesket håber og søger; den gotiske med det, vi frygter og flygter fra.

Oprindelse

Illustration af novellen "The Tell-Tale Heart" af Edgar Allen Poe. Illustrationen er tegnet af Harry Clarke. Novellen findes i Tales of Mystery and Imagination fra 1923.
Af /Victoria & Albert Museum.

Ordet gotisk blev i 1700-tallets England brugt som skældsord for den klassicistiske arkitekturs modsætning: middelalderens snørklede katedraler, fulde af skygger og katolske associationer. En stigende interesse for det ikke-rationelle afspejledes fra midten af 1700-tallets litterære verden af Edmund Burkes æstetiske teori om det sublime og en kultagtig dyrkelse af mennesket som følelsesvæsen.

Horace Walpole chokerede verden med The Castle of Otranto: A Gothic Story (1764), hvorefter den gotiske roman gik sin sejrsgang med fx Ann Radcliffes gysere (1790'erne), William Godwins Caleb Williams (1794), M.G. Lewis' skandaleombruste The Monk (1796), Mary Shelleys Frankenstein (1818) og C.R. Maturins Melmoth the Wanderer (1820).

For nogle er gotisk litteratur lig med den gotiske roman mellem 1764 og ca. 1820, men en fortløbende tradition kan spores helt frem til horror-romanerne i slutningen af 1900-tallet og genren lever også i bedste velgående i dag. Skønt inspireret af bl.a. tysk romantik (E.T.A. Hoffmann) blomstrede genren især i den engelsksprogede verden og er særlig stærkt repræsenteret inden for amerikansk litteratur (Charles Brockden Brown, Edgar Allan Poe, H.P. Lovecraft, Flannery O'Connor, Toni Morrison).

Globalgothic

Som en del nyere forskning indenfor feltet har påpeget det, så er det dog muligvis en fejlslutning at tro, at gotisk litteratur nødvendigvis er opstået i Europa, hvor den så efterfølgende har spredt sig til resten af verden. Man har især siden årtusindeskiftet talt om en såkaldt "globalgothic", en slags global tilstand af flydende energier, finansielle, kulturelle såvel som menneskelige, der kan siges at dække alt fra aktiemarkeder, pandemier, migration, turisme og filmtendenser. Japansk horror-manga, koreanske gyserfilm eller argentinske noveller om monstre i Buenos Aires gader er naturligvis lokalt forankrede, men beror samtidig på en global gotisk tradition. Sådanne tekster trækker ofte mørke tråde tilbage til folkloristiske traditioner, der går forud for den europæiske imperialismes ekspansion, mens de på samme tid også kan siges at deltage i en fælles global udveksling om, hvad der er uhyggeligt, frastødende og forfærdeligt.

Nutidige forfattere som argentinske Mariana Enriquez, mexicanske Silvio Moreno-Garcia og japanske Sayaka Murata kan eksempelvis alle tydeligt siges at arbejde (videre) i en lokal gotisk litterær tradition. De spiller dog også op imod (og med) en globaliseret verden, hvor pandemier, menneskeskabte klimaforandringer, kunstig intelligens og masseuddøen blot er nogen af de store globale udfordringer, vi står over for i det 21. århundrede.

Naturen og det onde

Gotisk litteratur afdækker ikke blot en begrænsning i oplysningstidens menneskesyn, men sætter samtidig spørgsmålstegn ved menneskets særstatus i naturen såvel som ved kristendommens polarisering af "det gode" over for "det onde". Således kan denne litteratur ses som led i et større opgør med værdier og virkelighedsbegreber, der først når sin kulmination ved slutningen af 1800-tallet og industraliseringens fremmedgørelse. De sære hændelser skaber en skræmmende usikkerhed om virkelighedens grænser og menneskets evne til at analysere disse.

Denne anfægtelse af sanser, fornuft og forestillinger synes at være kernen i den gotiske litteraturs vedvarende evne til, trods sine enkle, ofte primitive virkemidler, at fængsle ikke blot en bred læserskare, men også den intellektuelle elite.

Hver periode har sine grænser og dermed sine begreber om det uhyggelige; gotisk litteratur afslører således fundamentale spændinger i sin samtid. Efter 1700-tallets kritik af mennesket som fornuftsvæsen udfordrer 1800-tallets gotiske litteratur tidens sociale og seksuelle pænhedsidealer, for eksempel i R.L. Stevensons Dr Jekyll and Mr Hyde (1886) og Bram Stokers Dracula (1897), mens den i 1900-tallet ofte udtrykker en absurd-eksistentialistisk synsvinkel, som i Anne Rices Vampyrkrøniker (1976-95). I stigende grad har der også været tale om en såkaldt "øko-gotik", hvor forfattere som Jeff VanderMeer (f. 1968), Jesmyn Ward (f. 1977) og Helon Habila (f. 1967) arbejder med naturens genkomst og hævn grundet menneskets grådighed og skødesløshed over for dyr, planter og landskab.

Opblomstringen af den såkaldte New Weird Fiction, repræsenteret af forfattere såsom China Mieville, er endnu et skud på stammen af nyere gotisk litteratur.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig