hjerte-kar-sygdomme

I gennemsnit får kvinder hjerte-kar-sygdomme ti år senere end mænd. Det betyder, at de ofte kan have andre aldersrelaterede sygdomme, som påvirker udfaldet og øger risikoen for komplikationer og død. Det er ikke helt klarlagt, hvorfor kvinder får hjerte-kar-sygdomme senere end mænd, men man ved at bl.a. kønshormoner spiller en rolle.

Ligesom det er tilfældet for mange andre sygdomme, er der store socioøkonomiske forskelle hvad angår forekomst og forløb, hvilket medfører en højere sygdomsrisiko og -byrde i lavere sociale lag i befolkningen. Årsagerne hertil er mange, og ikke alle er lige godt belyst, men man ved at god uddannelse, gode jobmuligheder og overskud til sund livsstil medfører reduceret risiko for sygdom.

På verdensplan lever ca. 640 millioner mennesker med hjerte-kar-sygdom. Hjerte-kar-sygdom er årsag til cirka 20 millioner dødsfald om året, hvilket svarer til en tredjedel af alle dødsfald globalt. De hyppigste årsager er blodprop i hjertet og slagtilfælde (apopleksi).

Traditionelt er risikofaktorer for sygdomsudvikling blevet inddelt i:

• risikofaktorer, der kan påvirkes (modificerbare)
• risikofaktorer, der ikke kan påvirkes (ikke-modificerbare)

Men jo bedre det er blevet muligt at analysere genetikken, og som følge heraf, udvikle behandlinger, jo større bliver gråzonen mellem de to.

Af modificerbare risikofaktorer kan nævnes andre multifaktorielle tilstande såsom højt kolesteroltal (hyperkolesterolæmi), højt blodtryk (hypertension) og sukkersyge (diabetes), som er modificerbare, da der findes gode medicinske behandlinger af disse tilstande. Rygning, usund kost og for lidt fysisk aktivitet er eksempler på andre modificerbare risikofaktorer for udvikling af aterosklerose, der henregnes som miljømæssige påvirkninger.

Endelig betragtes køn og alder som ikke-modificerbare risikofaktorer, idet risikoen for udvikling af aterosklerose stiger med alderen, og at mænd traditionelt har haft en større sygdomsbyrde end kvinder.

Nyere forskning har afdækket, at selvom disse risikofaktorer er vigtige på befolkningsniveau (epidemiologisk), er det meget variabelt, hvordan de påvirker den enkelte. For eksempel kan tilsyneladende sunde, yngre mennesker dø af en blodprop i hjertet (hvor aterosklerose er den hyppigste årsag) og omvendt kan personer, der lever usundt ved for eksempel at ryge og spise fed kost, blive gamle uden at udvikle aterosklerose. I den sammenhæng er den genetiske disposition hos den enkelte også vigtig. I og med at sygdommen er multifaktoriel, er der ikke ét enkeltstående gen, som bærer hele sygdomsrisikoen, men sygdommen er snarere en konsekvens af sammenhængen mellem genetisk disposition og miljømæssig eksposition.

I eksemplerne ovenfor vil det således kunne forventes, at de yngre mennesker uden væsentlige modificerbare risikofaktorer, som udvikler aterosklerose, i højere grad vil være genetisk disponeret, end de ældre personer med flere modificerbare risikofaktorer og som, på grund af deres alder, har en relativt højere byrde af ikke-modificerbare risikofaktorer, som ikke nødvendigvis udvikler sygdommen. Det er i dag kun muligt at vurdere den genetiske betydning for nogle få procent af befolkningen, især fordi der hos langt flertallet er tusindvis af gener involveret.

I nogle tilfælde kan en risikofaktor som hyperkolesterolæmi forklares ved ét gen og her kaldes tilstanden familiær hyperkolesterolæmi (FH). I det tilfælde vil personen have en mutation i det gen, som koder for en såkaldt LDL-receptor, hvilket vil føre til ophobning af LDL-kolesterol i blodbanen og dermed øget risiko for udvikling af aterosklerose. Har man FH, vil man således i højere grad være genetisk disponeret for aterosklerose, end hvis man blot har højt kolesteroltal.

Via bl.a. den danske undersøgelse Herlev/Østerbroundersøgelsen, som er foregået siden 1976, har Danmark bidraget med meget viden inden for sammenhængen mellem forhøjet kolesteroltal og aterosklerose.

Der var en stigning i antallet af indlæggelser som følge af hjerteinfarkt gennem 1950'erne og 1960'erne. Den eksplosive stigning i dødeligheden af hjerteinfarkt førte til, at dødsraterne for iskæmisk hjertesygdom blev over dobbelt så høje både for mænd og kvinder fra 1951 til 1970. Fra begyndelsen af 1970'erne begyndte dødeligheden at falde, og denne faldt yderligere gennem 1990'erne og 2010’erne.

Faldet fra 1970'erne skyldes efter al sandsynlighed ændringer i kost- og rygevaner. Fra 1990'erne øges brugen af kolesterolsænkende medicin og mere effektiv blodtryksbehandling. Dette, sammen med mere avanceret kirurgi og akutbehandling, ligger bag den fortsatte forbedring.

På trods af de store fremskridt i både forebyggelse og behandling af hjerte-kar-sygdomme forårsaget af aterosklerose, er det stadig den sygdom, der forårsager flest dødsfald globalt. Dette er der flere forklaringer på, men især det forhold, at vi generelt lever længere, fordi vi overlever andre sygdomme, som vi plejede at dø af, fx kræft, så vi bliver gamle nok til at udvikle symptomer på aterosklerose.

Hjerte-kar-sygdomme er årsag til ca. 94.000 indlæggelser på hospitaler hvert år. Det svarer til omkring 74.000 personer, der indlægges, da ca. 18 % af patienterne genindlægges inden for 30 dage.

Ved iskæmisk hjertesygdom er der nedsat tilførsel af ilt til hjertemuskulaturen på grund af tilstopning af blodomløbet i én eller flere af hjertets blodårer. Eksempler på tilstande er hjerteinfarkt og hjertekrampe (angina pectoris).

• Læs mere om iskæmisk hjertesygdom

Gruppen med andre hjertesygdomme omfatter flere tilstande med meget forskellige årsager og symptomer. Det er blandt andet hjertesvigt, hjerterytmeforstyrrelser, hjerteklapsygdomme og betændelser i hjertevæggen (perikarditis, endokarditis og myokarditis).

Hjertesvigt er en tilstand, hvor hjertekamrene (ventriklerne) ikke fungerer optimalt, hvilket resulterer i et forhøjet fyldningstryk eller nedsat evne til at pumpe blod rundt i kroppen. Tilstanden forekommer relativt hyppigt, især blandt ældre. Det kan både være symptom på sygdom og en sygdom i sig selv, og diagnosen stilles på baggrund af symptomer og vha. ekkokardiografi. Symptomerne på hjertesvigt afhænger af graden og formen af hjertesvigt, men kernesymptomerne (kardinalsymptomerne) er åndenød, væskeophobning og nedsat fysisk formåen.

Traditionelt blev defineret hjertesvigt ud fra, hvor godt hjertet er i stand til at pumpe blod rundt i kroppen, såkaldt systolisk hjertesvigt (forkortet HFrEF). Der er i de senere år kommet fokus på trykforholdene i hjertet under ventriklernes fyldning, og når de er forhøjet anvendes betegnelsen diastolisk hjertesvigt (forkortet HFpEF).

• Læs mere om hjertesvigt

Hjerterytmeforstyrrelser (arytmi) er en betegnelse, der dækker over sygdomme i hjertets elektriske ledningssystem. Diagnosen stilles vha. elektrokardiografi (EKG). Hjerterytmeforstyrrelser defineres ud fra deres hastighed, hvor de anatomisk kommer fra, og om de er regelmæssige eller ej. En arytmi med relativt langsom puls (puls under 50) kaldes en bradyarytmi, og en arytmi med relativt langsom puls kaldes en takyarytmi (puls over 100). Man kan godt have langsom eller hurtig puls uden at have en arytmi. For eksempel vil mange veltrænede personer have en langsom puls (bradykardi) i hvile uden at være syge. Tilsvarende klassificeres hurtig puls (takykardi) under for eksempel fysisk aktivitet ikke som en arytmi. Hvis en arytmi kommer fra hjertets forkamre (atrier) kaldes den supraventrikulær, og hvis den kommer fra hjertets hovedkamre (ventrikler), kaldes den ventrikulær. Endeligt betegnes en arytmi regelmæssig eller uregelmæssig alt afhængig af, om den er det ene eller det andet.

Den hyppigste arytmi i Danmark og på verdensplan er forkammerflimmer (atrieflimren), som er en uregelmæssig, supraventrikulær arytmi, der kan være både langsom og hurtig. Den er oftest hurtig.

Hjerteklapsygdom omfatter forsnævring (stenose), utæthed (insufficiens) eller en kombination heraf i en eller flere af hjertets fire klapper: aortaklappen, mitralklappen, pulmonalklappen og trikuspidalklappen. Hjerteklapsygdomme inddeles i hhv. venstre- og højresidige hjerteklapsygdomme, afhængig af om det er de venstresidige klapper (aorta- og mitralklappen) eller de venstresidige klapper (pulmonal- og trikuspidalklappen), der er syge. Derudover skelnes der mellem primær og sekundær hjerteklapsygdom, hvor primær hjerteklapsygdom er en sygdom i selve hjerteklappen, mens sekundær hjerteklapsygdom dækker over sygdom i de omkringliggende strukturer, som påvirker hjerteklappen (gør den enten stenotisk eller insufficens, eller en kombination). I Danmark og på verdensplan er venstresidig hjerteklapsygdom (aortastenose, mitralinsufficiens, aortainsufficiens og mitralstenose) hyppigst, og aortastenose er den hyppigste.

Åreforkalkning kaldes på fagsprog aterosklerose og er en sygdom i arterierne, og er den hyppigste årsag til dødsfald pga. hjerte-kar-sygdom, og er den sygdom, der er årsag til mest invaliditet. Aterosklerose er en langsom ophobning af fedtstoffer i pulsårevæggen, hvor blodåren gradvist fortykkes på indersiden og forsnævres over tid (årtier). Dette kan efter mange år føre til en kronisk underforsyning af iltet blod med næringsstoffer til muskler, herunder hjertets muskler, hvilket giver iskæmisk hjertesygdom. Symptomerne er smerter – når det er hjertet, giver det brystsmerter, og smerterne kan også være i fx benene ved gang eller løb.

Ved aterosklerose kan der også opstå en pludselig blodpropsdannelse. Hvis den opstår i hjertet, medfører den blodprop i hjertet (akut myokardieinfarkt), hvor en mindre eller større del af hjertemuskulaturen kan gå til grunde. Blodproppen kan opstå i hjernen og kan medføre slagtilfælde (apopleksi). Blodpropperne kan også opstå i benene, i tarmenes pulsårer, og i princippet kan alle organer rammes af en blodprop.

• Læs mere om aterosklerose

En anden type arteriesygdom er en emboli, som er fast materiale, der har løsrevet sig fra et sted i kredsløbet (oftest hjertet) og er ført med blodstrømmen, indtil det ikke kan komme længere, fordi det tillukker blodåren. Dette kan principielt ske overalt, men de steder der oftest giver symptomer, er hjernen (apopleksi), arme og ben. Årsagen er oftest uregelmæssig hjerterytme i form af atrieflimren eller materiale, der er løsrevet ved aterosklerose.

• Læs mere om emboli

På arteriesiden ses også dannelse af udposninger (aneurismer), især aortaaneurisme, enten i maven og bækkenkarrene (hyppigst) eller i brysthulen. Faren ved aneurismer er, at de kan briste med livsfarlig blødning til følge. Aneurismer kan også opstå i hjernens pulsårer og forårsage en hjerneblødning. Aneurismer opstår sjældent andre steder, medmindre at det er på grund af en skade eller eller infektion.

• Læs mere om aneurisme

I vener er åreknuder den hyppigste karsygdom af alle, da den rammer flertallet og forekommer i mere eller mindre generende grad. I langt de fleste tilfælde er det en ganske harmløs tilstand, som hos flertallet er mest til kosmetisk gene. Hos et mindretal medfører åreknuder dog et forhøjet blodtryk i venerne, der udvikles misfarvning og sår omkring ankler/skinneben.

• Læs mere om åreknuder

Dyb venetrombose er blodprop i de dybe vener, som kan være livstruende, hvis der er tale om en større blodprop i en af de større vener i ben/bækken. Blodproppen kan nemlig rive sig løs og bevæge sig med blodet og blokere blodkarrene i lungerne, så blodet ikke iltes. Dette kaldes så en lungeemboli. Hyppigere medfører en blodprop i venerne i benene, at veneklapperne ødelægges, hvorved trykket i de dybe vener bliver højere, og det kan forplantes til de overfladiske vener, hvilket kan medføre kronisk hævede ben, hudforandringer og skinnebenssår.

• Læs mere om dyb venetrombose