stabelafløbning

Løbetøjet består af de slisker, der anvendes, samt de understøtninger af sliskerne og skibet, som sikrer, at banens hældning og skibets placering er korrekt. Specielt er det vigtigt, at forpuden, der er den opbygning mellem sliske og skrog, som er nødvendig ved skibets forstævn, er stærk nok. Et ganske kort øjeblik, når forstævnen passerer hammeren (den yderste ende af byggebeddingen), hviler der nemlig et ganske stort tryk på forpuden, og bryder den sammen, og stævnen falder ned på hammeren, kan både skib og bedding tage voldsom skade. På meget hurtige og derfor meget slanke skibe kan forpuden godt udgøre en ganske stor og kompliceret tømmerkonstruktion.

Sliskerne er af træ, og deres overflade beklædes før afløbningen med et hårdt lag fedt, kaldet base-coat (eller "ba-skot" af værftsarbejderne), og mellem de to lag basecoat smøres der så en blød fedttype, som kaldes slip-coat. Dette arbejde skal udføres meget omhyggeligt, for når først skibets ofte mange tusinde tons vægt er sat i bevægelse, kan intet stoppe det, og så må intet gå galt.

Der udføres derfor omfattende beregninger før afløbningen for at sikre, at vandstanden er passende i forhold til løbetøjet og at løbetøjet har korrekt hældning og er stærkt nok. Alligevel er der altid nervøsitet før en afløbning, og værftspersonalet falder først til ro, nå skibet ligger sikkert på vandet ud for beddingen.

Hvor et værft ligger ud til en kanal eller flod af ringe bredde, kan søsætninger foregå sidelæns. Det kræver et løbetøj med mere end to slisker, men proceduren er ellers den samme som ved langskibs afløbning.

Efterhånden som tankskibe og bulkcarriers blev meget store, blev byggebeddingerne upraktiske, så de store skibsværfter investerede derfor i byggedokke, som var tørdokke med en reduceret vanddybde, idet man under bygningen søsætter det påbegyndte skibsskrog, så snart dette er i stand til at flyde selv.

Stabelafløbningen bliver altså til en uddokning, hvor man lukker vand ind i byggedokken og bugserer skibsskroget ud.

Et skib navngives ofte i forbindelse med afløbningen, idet det er ved afløbningen, at det bliver til et skib, og det kan passende fejres ved, at det får et navn. Der bygges derfor ofte en slags tribune ved skibets forstævn, hvorfra afløbningens gæster kan følge afløbningen.

Det er også skik og brug, at værftets personale, ofte sammen med deres familier, stiller sig op langs beddingen eller langs en kaj i land og råber hurra og klapper, når skibet glider forbi.

En navngivning kræver en gudmor, som udtaler skibets navn for første gang, samtidigt med, at hun muligvis klipper et bånd over, som symboliserer fastholdelsen af skibet. Herefter slipper hun en flaske champagne, som i en snor så svinger over mod skibets forstævn og knuses; champagnen er dermed den første væske, skibet møder.

Når forpuden har passeret hammeren, falder forstævnen ofte et lille stykke, således at skibet får lidt bevægelse. Dette kaldes, at skibet "nejer", og det betragtes som et udtryk for en god og heldig afløbning.

Afløbningen bliver på denne måde til en slags fest, lidt parallelt til det såkaldte rejsegilde, som afholdes, når spærerne til et hustag er rejst.

Krav om rationalisering kan dog føre til, at afløbningen foregår uden nogen form for fejring, og at navngivning og fest i stedet henlægges til skibets aflevering.

• skibsbygning
• værfter