Spring til indhold

Justerini & Brooks

Justerini & Brooks
Virksomhedsinformation
Grundlagt1749 Rediger på Wikidata
ProduktAlkoholiske drikkevarer Rediger på Wikidata
Eksterne henvisninger
Virksomhedens hjemmeside Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Justerini & Brooks Ltd. (J&B) er en vin- og spiritus-forhandler grundlagt i St. James's i 1749, oprindeligt for at levere vin og spiritus til de aristokratiske husholdninger i London. I moderne tid er virksomheden især kendt for sin J&B Rare skotsk whisky. Firmaet har været leverandør til samtlige britiske monarker siden kroningen af kong George III i 1761.[1] Det sælger til private samlere, hoteller og restauranter i hele Storbritannien. Justerini & Brooks ejes af den multinationale koncern Diageo.[2]

Justerini and Brooks blev grundlagt i 1749 af Giacomo Justerini fra Bologna, søn af en destillatør, og den engelske investor George Johnson. Sammen etablerede de vinfirmaet Johnson & Justerini. I 1760 vendte Justerini tilbage til sit hjemland efter at have solgt virksomheden til Johnson. Johnson videreudviklede forretningen, gjorde sit barnebarn Augustus til partner og opbyggede relationer til europæiske leverandører fra Bordeaux, Cádiz, Mayence, Reims, Genoa, Dijon og Palermo.[3] Firmaet modtog sit første Royal Warrant fra kong George III året efter.[4]

Justerini & Brooks’ våbenskjold

I 1831 solgte Johnson-familien deres andel i virksomheden til Alfred Brooks. Firmaet blev omdøbt til Justerini & Brooks, og hovedkontoret blev etableret i Regent's Park.[5] Kontoret i New York åbnede i 1866.[3]

I 1962 fusionerede Justerini and Brooks med W&A Gilbey og dannede International Distillers & Vintners. Selskabet blev overtaget af Grand Metropolitan i 1972.[6]

I 1997 fusionerede Guinness med Grand Metropolitan og dannede Diageo, og International Distillers & Vintners blev slået sammen med United Distillers til United Distillers & Vintners, som udgjorde spiritusdivisionen i Diageo plc.[7]

I dag har virksomheden fire kontorer: hovedkontoret i St James's Street, et yderligere kontor på Golden Square i London samt salgskontorer i Edinburgh og Hong Kong. Justerini & Brooks er desuden hovedbruger af Octavian Vaults, en 12 hektar stor højsikret vinkælder i Wiltshire. Virksomheden driver yderligere tre lagre i Bordeaux, Hongkong og i Hertfordshire.[8]

Vin og spiritus

[redigér | rediger kildetekst]
J&B Rare Scotch whisky som selskabet er kendt for

Justerini & Brooks er kendt for deres udvalg af kvalitetsvine fra Bourgogne, Barolo og Tyskland.[9]

De er også kendt for J&B Rare Scotch whisky, en blend af 42 malt- og grainwhiskyer, herunder single malts fra Knockando, Auchroisk og Glen Spey.[10]

I populærkulturen

[redigér | rediger kildetekst]

I løbet af 1970’erne optrådte J&B-whiskyflasker med bemærkelsesværdig hyppighed i italienske poliziotteschi-, commedia sexy all'italiana- og især giallo-film som et symbol på sofistikation og virilitet, sandsynligvis påvirket af mærkets popularitet blandt italiensk-amerikanske kendisser som Frank Sinatra og Dean Martin.[11]

J&B scotch er den foretrukne spiritus for R.J. MacReady (spillet af Kurt Russell) i John Carpenters film The Thing fra 1982, hvor han drikker den flere gange i løbet af filmen.[12]

I filmen Moonstruck fra 1987 deler Ronny (spillet af Nicolas Cage) en flaske J&B scotch med Loretta (spillet af Cher) i sin lejlighed, efter at hun har bedt om et glas whisky.[13]

Figuren Shelley “The Machine” Levene (spillet af Jack Lemmon), beder bartenderen på den kinesiske restaurant om “A quick J&B” i filmatiseringen fra 1992 af skuespillet Glengarry Glen Ross.

I romanen American Psycho af Bret Easton Ellis er hovedpersonen Patrick Bateman en hyppig forbruger af J&B.[14]

I Disney-serien Get Back drikker The Beatles J&B whisky med Coca-Cola, og George Harrison bemærker dens særlige smag og blødhed.[15]

  1. ↑ "Justerini & Brooks Ltd | Royal Warrant Holders Association". www.royalwarrant.org (engelsk). Hentet 2018-07-18.
  2. ↑ "Brand explorer". Diageo (britisk engelsk). Hentet 2018-07-18.
  3. 1 2 "Our History". www.justerinis.com (britisk engelsk). Hentet 2018-06-26.
  4. ↑ "Justerini and Brooks Whisky". Master of Malt. Arkiveret fra originalen 7. juli 2022. Hentet 2013-08-20.
  5. ↑ "Justerini & Brooks - Our Royal Warrants". Justerinis.com. Arkiveret fra originalen 22. juni 2012. Hentet 2013-08-20.
  6. ↑ "Gilbey's". www.dcs.ed.ac.uk. Hentet 2024-09-28.
  7. ↑ Skabelon:Usurped
  8. ↑ Sims, Josh (4. marts 2020). "Inside Justerini & Brooks' multi-million pound wine cellar". Luxury London (engelsk). Hentet 12. februar 2022.
  9. ↑ Andrew Ellson, Roll out the riesling, German wines are making a comeback, i: The Times 9. december 2019
  10. ↑ Dorling Kindersley Publishing Staff (april 2011). Great Whiskies (engelsk). Dorling Kindersley Limited. ISBN 9781405360180.
  11. ↑ Mikel J. Koven, La Dolce Morte: Vernacular Cinema and the Italian Giallo Film, The Scarecrow Press, Inc., 2006, s. 49-50.
  12. ↑ The Thing. jandbinthemovies.com. Hentet 25/2-2026
  13. ↑ Sergey. "J&B Scotch Whisky in Moonstruck (1987)". Product Placement Blog. Hentet 5. marts 2024.
  14. ↑ Easton Ellis, Bret (1991). American Psycho (1st udgave). New York: Vintage Contemporaries. s. 09/96. ISBN 0-679-73577-1.
  15. ↑ Beatles Get Back. jandbinthemovies.com. Hentet 25/2-2026

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

51°30′23″N 0°08′22″V / 51.5065°N 0.1395°V / 51.5065; -0.1395