North British (destilleri)
| North British | |
|---|---|
| Virksomhedsinformation | |
| Selskabsform | Privat selskab  |
| Branche | Skotsk whisky |
| Grundlagt | 1885 |
| Grundlægger | Andrew Usher[1] |
| Hovedsæde | Gorgie, Storbritannien |
| Eksterne henvisninger | |
| Virksomhedens hjemmeside | |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. | |
The North British Distillery er et grainwhisky-destilleri beliggende i Gorgie-området i Edinburgh, Skotland.
Etableret af en gruppe uafhængige destillatører i 1885 ejes det i dag af Lothian Distillers Ltd, et joint venture-selskab ejet af Diageo og Edrington Group, som hver ejer 50 % af virksomheden.[2]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]
Med det stigende forbrug af grainwhisky i den industrialiserede og jernbaneforbundne victorianske periode havde uafhængige destillatører behov for adgang til en producent af ren kornsprit i høj kvalitet og store mængder.[3]
I 1885 grundlagde hovedaktionærerne Andrew Usher, William Sanderson og John M. Crabbie sammen med en række andre whiskyblendere selskabet North British Distillery Company Limited.[4] Selskabet købte en 40 ha. stor svinefarm i den vestlige udkant af Edinburgh, ved siden af de voksende forstæder Gorgie og Dalry. Området havde flere klare fordele:[5]
- Direkte adgang til det voksende nationale jernbanenet via Edinburgh Suburban and Southside Junction Railway, hvilket muliggjorde transport af korn ind og distribution af færdigvarer ud
- Nærhed til Port of Leith, som gjorde import af korn og senere majs let
- Byens nye hovedkloak løb mindre end 100 m fra området, hvilket muliggjorde nem bortledning af spildevand
Produktionen begyndte i 1887,[6] og allerede inden for et år producerede destilleriet 3.600.000 L spiritus om året,[5] til en pris af én shilling og tre pence pr. proof gallon.[3] Ved begyndelsen af første verdenskrig var produktionen steget til 9.000.000 L årligt,[3] men den ophørte i 1917 på grund af mangel på økonomisk overkommelige kornleverancer.[3] Anlægget var tæt på at blive omstillet til produktion af acetone til ammunition, men genoptog produktionen i 1920. I 1925 havde man igen nået førkrigsniveauet, men med forbudstiden i USA og den økonomiske krise i 1930’erne faldt produktionen til et historisk lavpunkt på 1.200.000 L årligt.[3] Produktionen var knap kommet sig før anden verdenskrig, hvor den igen blev indstillet.[5] Området blev først brugt som kornlager og senere som depot for forsyninger til D-dag.[3]
Kort efter genoptagelsen af produktionen blev Skotlands første Saladin-malteri installeret i 1948.[5] Med ophævelsen af rationeringen i begyndelsen af 1950’erne steg produktionen igen til niveauet før Første Verdenskrig.[3] I slutningen af 1950’erne blev området udvidet med det tidligere Edinburgh Corporation Tramways-depot for at skabe plads til nye lagre.[5] I 1967 blev Darney-stenbruddet ved East Woodburn, Northumberland, genåbnet for at levere sten til en udvidelse af bygningerne i original stil; det forblev åbent i to år, mens yderligere kontorer og brygfaciliteter blev opført.[3]
I 1970 blev 12 ha. jord i Addiewell, West Lothian, opkøbt til opførelse af seks reollagre og et tapperi, efterfulgt af yderligere tre lagre i 1975. Samme år blev endnu en 12 ha. grund købt på den modsatte (sydlige) side af A71-vejen. Investeringer i produktionsanlæg muliggjorde en produktion på 36.400.000 L i 1979.[3]
Nedgangen i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne medførte afskedigelser, da kapaciteten var planlagt ud fra en årlig vækst på 10 %.[3] Efter at produktionen faldt til 11.400.000 L, førte den økonomiske genopretning til konsolidering i den skotske whiskyindustri og til lukningen af Caledonian, Edinburghs anden grain-destilleri, i 1988.[3] I 1991 var produktionen steget til 41.700.000 L.[3]
I 1993 dannede aktionærerne Robertson & Baxter og International Distillers & Vintners joint venture-selskabet Lothian Distillers,[5] som opkøbte de øvrige aktionærer for £84 millioner.[3] Efter udskiftning af den eksploderede No. 4-destillationskedel muliggjorde en udvidelsesplan produktion af neutral kornsprit til støtte for IDV’s Smirnoff Vodka-mærke, og den maksimale kapacitet steg til 61.600.000 L.[3]
Rationalisering førte til salg af malteri- og lagerområdet på Slateford Road og lagerområdet på Westfield Road i henholdsvis 2002 og 2003. Hovedparten af modningslagrene er i dag placeret i Addiewell, hvor yderligere fire lagre er opført siden 2002 på grunden købt i 1975.[5][3]
Nuværende forhold
[redigér | rediger kildetekst]
Lothian Distillers – og dermed anlæggene og produktionen – ejes i fællesskab af Diageo og Edrington Group. Øget salg af skotsk whisky til Indien, Kina og Sydamerika medførte en produktion på 65.000.000 L i 2007,[3] produceret til:[5]
- Diageo: bestanddel i blended whiskyer, herunder Johnnie Walker
- Edrington: bestanddel i blended whiskyer, herunder Famous Grouse
For at muliggøre dette importerer virksomheden majs (3000 tons om ugen fra Frankrig via Port of Leith) samt en mindre mængde maltet byg.[5] Restprodukterne pelleteres og anvendes som kvægfoder.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ↑ "Lothian Distillers toasts profit". The Scotsman. 1. september 2012.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 "Our History". North British Distillery Company Ltd. Arkiveret fra originalen 28. oktober 2011. Hentet 8 juni 2012.
- ↑ "History". North British Distillery. Arkiveret fra originalen 1. november 2016. Hentet 31. oktober 2016.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 "North British Distillery". scottish-places.info. Hentet 2012-06-08.
- ↑ "North British Distillery". scotchwhisky.net. Hentet 2012-06-08.
